Tag: Brian Epstein

‘Den femte beatle’, produceren George Martin er død, 90 år

af Karsten Jørgensen

Manden, der producerede alle Beatles-pladerne fra 1962 til 1970, døde tirsdag, 90 år gammel, og selvom han i sin lange karriere arbejdede med et utal af kunstnere i mange forskellige genrer, så vil han for altid fortrinsvis blive husket for sit visionære og loyale samarbejde med John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr, der vendte op og ned på alle populærmusikkens konventioner. Dødsårsagen er endnu ikke offentliggjort.

Photo of George Martin

George Martin som ung

Titlen ’Den femte beatle’ er for længst blevet et begreb i popmusikken, og gennem tiderne har mange mennesker flygtigt solet sig i den berømmelse der fulgte med, når de af medierne blev udnævnt til ’Den femte beatle’. Det gjaldt bl.a. manageren Brian Epstein, reservetrommeslageren Jimmy Nicol og pianisten Billy Preston, mens andre var døde, før begrebet opstod (Stuart Sutcliffe). For andre igen, først og fremmest Pete Best, var kælenavnet kun årsag til smerte og bitterhed.

Men én person har dog haft et lykkeligt forhold til begrebet og samtidig haft så stor indflydelse på The Beatles’ musik, at hvis man nødvendigvis skal hæfte titlen på nogen, må det være produceren George Martin, som stod last og brast med gruppen gennem hele dens karriere i 1960’erne.

Da George Martin i 1997, som 71-årig, meddelte at han ville trække sig tilbage for at nyde sit otium, var der alvor i beslutningen. Han havde tidligere kommet med lignende udtalelser, men den megen musik havde næsten gjort Martin døv, og samtidig var der naturligvis også en vis symbolik i, at hans sidste værker som aktiv producer dels var verdens dengang mest solgte single nogensinde, nemlig ”Candle In The Wind”, som Elton John nyfortolkede til minde om netop afdøde prinsesse Diana. Singlen solgte mere end 37 mill. eksemplarer.

Som underlægningsmusik til sin absolutte svanesang havde George Martin selvfølgelig valgt The Beatles, og i midten af marts 1998 udkom albummet ”In My Life”, hvor tekst og musik var af John Lennon og Paul McCartney, fortolket af en skønsom blanding af kunstnere, spændende fra Goldie Hawn og Sean Connery til Phil Collins og Celine Dion.

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers, 1961

George Martin adskilte sig markant fra alle de andre engelske pladeproducere i 1960’erne, som enten var jævnaldrende med eller yngre end de popstjerner de producerede. Martin var betydeligt ældre, idet han allerede før rock and roll-æraen havde etableret sig i pladebranchen, både som producer, komponist og musiker.

George Martin blev født 3. januar 1926 i Highbury, London, og begyndte tidligt at spille klaver. Under 2. verdenskrigs sidste år gjorde han tjeneste ved Royal Air Force, førend han i 1945 blev optaget på musikkonservatoriet i Guildhall, hvor han fik en klassisk uddannelse. Senere arbejdede han freelance med obo som speciale, og blev samtidig ansat i musikafdelingen ved den engelske statsradio BBC.

Men det første skridt på den kurs, som førte fremad til Martins egentlige mission, nemlig som producer, blev taget i november 1950, da han blev ansat på pladeselskabet Parlophone som assistent og medhjælp for selskabets daværende direktør Oscar Preuss.

Parlophone var, og er stadig, en selvstændig underafdeling i EMI/Universal-koncernen, og Martins arbejde bestod i, at finde talenter og deres materiale, at booke studier, hyre musikere og sørge for, at det alt sammen blev betalt. Men bortset fra enkelte succeser, førte Parlophone i 1950’erne en henslumrende tilværelse, som ikke forbedredes væsentligt, da George Martin i 1955 overtog chefstolen.

Blandt de mere populære udgivelser var såkaldte ’comedy’-plader med folk som Peter Sellers, Spike Milligan og Bernard Cribbins, mens resten var en ujævn blanding af klassisk, skotsk folkemusik og big bands. Én af de helt store succeser var singlen ”Goodness, Gracious Me” fra 1961 med Peter Sellers og Sophia Loren, som Martin producerede.

Modsat andre afdelinger i EMI, f.eks. Columbia og HMV, som udsendte amerikanske plader i England, deriblandt den lukrative rock and roll, havde Parlophone ingen udenlandske licenser, og overlevede derfor udelukkende af det talent, som George Martin selv opdagede. Og desuden skal man huske på, at pladeindustrien i 1950’ernes England endnu ikke havde antaget de dimensioner af storindustri, den har i dag. ”Hvis man solgte 1500 plader, var man på vej til et gennembrud, og hvis man solgte 3000 var det et hit”, har George Martin senere sagt.

George Martin i studiet med The Beatles

George Martin i pladestudiet med The Beatles

Historien har sidenhen fremstillet George Martin som den store velynder, der generøst gav de upolerede Beatles en chance, da alle andre havde sagt nej tak. Men helt så eventyrligt var det ikke.

Realiteterne var faktisk, at Parlophone havde udvist så sløje resultater, at EMI’s ledelse alvorligt overvejede at nedlægge selskabet, og Martin ville derfor miste sit job. I betragtning af de fremtidsudsigter, kan man godt sige, at George Martin ikke løb nogen risiko. Snarere tværtimod. The Beatles var hans sidste chance, og denne desperation skinner da også klart igennem i hans senere beskrivelse af gruppen.

”Jeg var mere fascineret af dem som personligheder end som musikere. Der var bestemt ingen tegn på, at de kunne skrive de nødvendige hits, men jeg var overbevist om, at jeg havde en succes på hænderne, hvis jeg kunne finde de rigtige sange til dem”.

Om John Lennon og Paul McCartney som sangskrivere, havde han heller ikke for store tanker, og om The Beatles’ første single ”Love Me Do” fra oktober 1962, sagde George Martin: ”Den var det bedste de havde skrevet, og jeg syntes den var pokkers elendig”.

Én af de første ting Martin gjorde, var fundamentalt at ændre sammensætningen i The Beatles, som indtil mødet med produceren bestod af Lennon, McCartney, George Harrison og trommeslageren Pete Best.

”Jeg kunne godt li’ dem, men deres trommeslager var det svage led”, sagde Martin senere. ”Da jeg skrev kontrakt med dem, fortalte jeg deres manager Brian Epstein, at jeg ikke ville bruge Pete Best. Bevares, han så godt ud og sagde meget lidt, men trommerne duede han ikke til”.

Altså blev Pete Best fyret og erstattet af Ringo Starr.

De tidlige Beatles-plader fra 1963-64 blev ikke produceret i ordets egentlige forstand. Der var to guitarister, bas og trommer, så det hele gav sig selv. George Martins funktion bestod i at komme med gode råd, foreslå tempoet, beslutte hvordan sangene skulle indledes og hvor soloerne skulle komme, og først med LP’en ”Rubber Soul” fra 1965 blev Martin uundværlig i den kreative proces, som manden der omsatte de uskolede beatlers fantasifulde idéer til virkelighed. Hans ypperste øjeblikke findes på den skelsættende plade ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” fra 1967, der vendte op og ned på alle regler og principper i populærmusikken, og netop her nød The Beatles godt af, at George Martin havde lang erfaring i næsten alle musikalske genrer.

”Jeg tror ikke vi kunne have lavet det vi gjorde på ”Sgt. Pepper”, hvis ikke jeg oprindelig havde lavet alle de spøjse plader med Peter Sellers”.

Samarbejdet mellem George Martin og The Beatles fortsatte med stor succes indtil 1970, hvor det sluttede på den vemodige tone, som ”Let It Be” var, og herefter vendte alle fire beatler Martin ryggen, i forsøget på at ryste Beatles-uhyret af sig.

George Martin med Cilla Black, 1965

George Martin og sangerinden Cilla Black, som døde sidste år

Selvom George Martin fortsatte som The Beatles’ producer helt frem til opløsningen, så havde han dog allerede i 1965 forladt Parlophone, på grund af selskabets fedtede lønpolitik. Kort tid efter oprettede han sit eget pladestudie, AIR, med hovedkontor i London og, noget senere, en eksotisk filial på den caribiske ø Montserrat, der blev ødelagt af en orkan i 1989. Så Martin blev ikke arbejdsløs efter The Beatles.

Han fortsatte som producer for andre grupper og solister, men undgik bevidst de lange forhold. Gennem 1970’erne lavede han plader med så forskellige folk som America, Neil Sedaka, Gary Brooker, John McLaughlin, Jeff Beck og sågar Paul McCartney (”Live And Let Die” i 1973). Han holdt lav profil og blev, med hans egne ord, lidt kynisk i forhold til musikken.

”Jeg er holdt op med at producere ukendte kunstnere. Jeg spørger altid mig selv, om det er noget der vil sælge, for jeg vil helst lave succeser”.

I 1980’erne blev Martin og Paul McCartney genforenet på flere LP’er, bl.a. den smukke ”Tug Of War”, men indtil det store ”Anthology”-projekt i 1995, hvor han var producer på alle de gamle Beatles-sange, som blev fundet frem fra EMI’s arkiver, har hans kontakt til beatlerne været sporadisk.

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet, 1996

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet

George Martin, som i 1996 blev adlet for sin lange og store indsats i engelsk musik, så tilbage på sit engagement i Beatles-historien med stolthed, og var ikke bleg for at indrømme, at samarbejdet med beatlerne ikke kun handlede om musikalske ambitioner.

”Dengang i 1962 nærmede jeg mig 40, og jeg tror, at dét at arbejde sammen med mennesker som var 16-17 år yngre end jeg selv, var en måde at få den ungdom tilbage, jeg selv var gået glip af. Min opvækst blev jo afbrudt af krigen. Jeg var i hæren som 17-årig og gift, da jeg var 22”.

Men samtidig var han stolt over, at han i højeste grad var med til at ændre den retning moderne popumusik tog, både med og efter The Beatles.

”Pop var en parentes før The Beatles, men sammen skabte vi en slags nutidig klassisk musik, der var et spejlbillede af vores tid. Måske lyder det højttravende og patetisk i dag, men det var dét, vi troede på og stræbte mod dengang”.

I 1999 blev George Martin optaget i Rock And Roll Hall Of Fame, og i 2006 arbejdede han sammen med sønnen på sit sidste Beatles-projekt, teaterproduktionen ”Love”, som blev opført af gruppen Cirque de Soleil i Las Vegas og samtidig udsendt på cd.

George Martin med sønnen Giles

George Martin med sønnen Giles

George Martin modtog i alt seks Grammy’er, og udsendte en stribe bøger, bl.a. ”All You Need Is Ears”, 1979, ”Summer Of Love: The Making Of Sgt. Pepper”, 1994, og selvbiografien ”Playback” i 2003.

Han efterlader sig hustruen Judy, samt fire børn – Alexis, Lucy, Gregory Paul og Giles.

Producer og manager Robert Stigwood er død, 81 år

af Karsten Jørgensen

Robert Stigwood, som i 1967 var tæt på at overtage rollen som The Beatles’ manager efter Brian Epstein og ti år senere producerede fiasko-filmen ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, baseret på gruppens legendariske album af samme navn, er død i en alder af 81 år.

Robert Colin Stigwood blev født i Adelaide i Australien i 1934. Som 21-årig flyttede han til England, hvor han havde forskellige småjobs i teatre, før han dannede Robert Stigwood Associates Ltd., et selskab som var fødselshjælper for unge håbefulde skuespilleres ambitioner.

Robert Stigwood og Andrew Lloyd Webber, 1978

Robert Stigwood, t.v., sammen med musicalkomponisten Andrew Lloyd Webber

Én af disse skuespillere var en ung mand, John Leyton, som Stigwood hjalp i gang med en musikkarriere, da han, sammen med Joe Meek, producerede sangen ”Johnny Remember Me”, som skød helt op på førstepladsen af den engelske hitliste i 1961.

På trods af en stribe hits med John Leyton og et samarbejde hos EMI med sangere som Mike Sarne og Mike Berry, var de tidlige 1960’ere en økonomisk usikker periode for Robert Stigwood.

Men i 1966 gik der hul på bylden. Stigwood kom i kontakt med The Who, og overtalte dem til at skrive kontrakt med hans nye pladeselskab, Reaction Records. Samme år blev han også manager for supergruppen Cream og finansierede indspilningen af deres debut-album, som blev udsendt på Polydor Records. Efter gruppens opløsning to år senere, fortsatte Stigwood som manager for Eric Clapton gennem hans tid i både Blind Faith og Derek & The Dominos og langt ind i hans solokarriere.

I januar 1967 fusionerede Stigwoods selskab med Brian Epsteins NEMS Enterprises, men det var en skrøbelig konstruktion, idet The Beatles, som Epstein var manager for, allerede fra starten var mistænksomme og nægtede at samarbejde med Stigwood.

Efter Epsteins død i august 1967, hvor NEMS blev overtaget af hans bror Clive Epstein, var Stigwoods dage talte, og da året gik på hæld havde han trukket sig ud af samarbejdet og dannet et nyt selskab, Robert Stigwood Organization (RSO), og et pladeselskab, RSO Records.

Robert Stigwood (t.h.) med The Bee Gees, 1970

Stigwood, t.h., sammen med The Bee Gees, 1970

Stigwood arbejdede som presseagent for bl.a. Mick Jagger, Rod Stewart og David Bowie, og RSO Records udgav populære plader med The Bee Gees, Eric Clapton, Yvonne Elliman og, senere, soundtrack-albums som ”Saturday Night Fever”, ”Grease” og ”Fame”.

En afdeling af RSO helligede sig filmmediet og producerede de førnævnte kassesucceser ”Saturday Night Fever” og ”Grease”, samt ”Tommy”, ”Staying Alive” og ”Evita”, med Madonna i hovedrollen. Men indimellem var der også eklatante fiaskoer: den stort anlagte men skuffende musical-film ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” i 1978, med The Bee Gees og Peter Frampton i hovedrollerne, som blev slagtet af både anmeldere og publikum, og en katastrofal ”Grease 2”.

Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band - soundtrack album

Soundtrack-albummet “Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, 1978

Alligevel stod lykken ham som oftest bi, og i sine senere år placerede medierne ham regelmæssigt blandt de rigeste mennesker i England.

Robert Stigwood, der af både venner og fjender blev kaldt ”Stiggy”, døde af ukendte årsager den 4. januar 2016.

Beatles-kontrakt solgt for 365.000 £

af Karsten Jørgensen

Den eneste juridisk bindende management-kontrakt The Beatles indgik med manageren Brian Epstein, blev i går solgt på Sotheby’s auktioner i London for 365.000 £ til en anonym køber.

1. oktober 1962 - Beatles' kontrakt med Brian Epstein

Kontrakten blev underskrevet den 1. oktober 1962 på Epsteins kontor i Whitechapel i Liverpool, og adskillige eksperter har udnævnt den til at være popmusikkens vigtigste dokument – som det egentlige startskud for gruppens kometagtige vej til verdensomspændende berømmelse.

Sidste gang kontrakten blev solgt ved en auktion, ligeledes i London, var i 2008, hvor salgsprisen var 240.000 £.

Beatles-kontrakt solgt for mere end 90.000 dollar

af Karsten Jørgensen

The Beatles’ første pladekontrakt, som de indgik i Hamborg i 1961, mens deres trommeslager stadig hed Pete Best, blev i går solgt på en auktion i New York til en ukendt køber for 93.750 dollar, oplyser Associated Press.

Den seks sider lange kontrakt mellem The Beatles og den tyske producer Bert Kaempfert og Polydor resulterede i singlen ”My Bonnie (Lies Over The Ocean)”, hvor gruppen under navnet The Beat Brothers akkompagnerede den engelske sanger Tony Sheridan, som de havde knyttet venskab med under engagementer i Hamborgs natklubber.

Bert Kaempfert

Produceren Bert Kaempfert

Singlen ”My Bonnie” udkom oprindelig kun i Tyskland, men fik stor betydning for gruppens videre karriere, idet pladen vakte Brian Epsteins interesse og førte til, at han allerede i slutningen af 1961 blev The Beatles’ manager.

Friedrich Ebert Halle, Hamborg

Friedrich Ebert Halle, gymnasium i Hamborg, hvor The Beatles og Tony Sheridan indspillede singlen “My Bonnie”

 

Ny auktion, ny kontrakt

af Karsten Jørgensen

Endnu et vigtigt Beatles-dokument bliver nu udbudt til salg, når den kontrakt de fire medlemmer indgik med manageren Brian Epstein i oktober 1962 kommer på Sotheby’s auktioner i London den 29. september. Det er anden gang indenfor få år, at kontrakten er til salg. Sidst var i september 2008, hvor dokumentet blev solgt for 240.000 £ ved en auktion, dengang gennem The Fame Bureau. Ved det aktuelle salg forventes det, at kontrakten vil indbringe mellem 300.000 og 500.000 £.

The Beatles' contract with Brian Epstein - 1. oktober 1962 - 2

Oprindelig underskrev The Beatles allerede i januar 1962 en kontrakt, som vel at mærke ikke blev underskrevet af Brian Epstein. Otte måneder senere, da trommeslageren Pete Best var blevet fyret og erstattet af Ringo Starr, og Epstein havde opfyldt sit løfte om at skaffe gruppen en pladekontrakt, blev kontrakten taget frem igen og dennegang, helt præcist den 1. oktober 1962, skrev alle gruppens medlemmer og Brian Epstein under – John Lennon endda hele to gange, idet han ved en fejl skrev under det forkerte sted første gang. Også Paul McCartney og George Harrisons fædre skrev under, idet de to musikere ikke var fyldt 21 og derfor endnu ikke var myndige.

The Beatles med Brian Epstein

The Beatles med Brian Epstein

Kontrakten, som blev underskrevet kun fire dage før The Beatles den 5. oktober 1962 udsendte deres første single, ”Love Me Do”, beseglede et kompagniskab, som de følgende år erobrede hele verden, men samtidig var det også den eneste managementkontrakt, som både Beatles og Epstein underskrev, idet Epstein døde få måneder før kontrakten, som løb i fem år, skulle fornyes i oktober 1967.

En nærlæsning af kontraktens mange punkter og klausuler er ganske interessant. Et punkt siger, at Epstein skulle modtage 10 pct. af gruppens indtjening af beløb op til 100 £ pr. uge. Af beløb mellem 100-200 £ fik Epstein 20 pct. Og derefter fik han 25 pct. Et andet punkt gav The Beatles ret til, med tre måneders varsel, at kunne annullere kontrakten, men gruppen stolede så meget på Epstein, at denne klausul blev strøget kun fem måneder senere.

The Beatles' contract with Brian Epstein - 1. oktober 1962

Kontrakten med Lennons signatur hele to gange

Kontrakten gav også Brian Epstein autoritet til at bestemme gruppens image, herunder brugen af scenetøj og make-up, mens en anden klausul sagde, sikkert inspireret af den nylige afskedigelse af Pete Best, at to medlemmer af The Beatles kunne beslutte at ekskludere et andet medlem af gruppen – med managerens accept, vel at mærke.

Blandt Sotheby’s øvrige effekter ved salget den 29. september er signerede eksemplarer af LP’erne ”Please Please Me” og ”With The Beatles”, samt et nummereret eksemplar (nr. 01) af ”The White Album”. Sidstnævnte er vurderet til at blive solgt for mellem 5000 og 7000 £.

Blandt de øvrige effekter er Eric Claptons Fender Stratocaster-guitar fra 2009, og et maskinskrevet manuskript af Bob Dylans ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall”, suppleret med Dylans egne håndskrevne noter, som forventes at sælge for mindst 150.000 £.

A Hard Rain's A-Gonna Fall - typed manuscript with handwritten notes

Manuskriptet til ‘A Hard Rain’s A-Gonna Fall’ med Dylans håndskrevne noter