Tag: Crosby Stills Nash & Young

Tillykke til sanger og guitarist Graham Nash – 80 år idag

af Karsten Jørgensen

Sanger og musiker Graham Nash, som tidligere var medlem af både The Hollies og Crosby Stills & Nash, og senere Crosby Stills Nash & Young, fylder 80 år i dag.

Graham William Nash blev født den 2. februar 1942 i Blackpool, England, og dannede i 1962 gruppen The Deltas sammen med skolekammeraten Allan Clarke. The Deltas ændrede i december samme år navn til The Hollies – opkaldt efter deres idol Buddy Holly – og var i en del år i 1960’erne tætte konkurrenter til The Beatles, med iørefaldende hits som ”Stay”, ”Just One Look”, ”Bus Stop”, ”Stop Stop Stop”, ”On A Carousel”, ”Carrie Anne” og ”Jennifer Eccles”.

The Hollies – Graham Nash i midten

I december 1968 forlod Graham Nash The Hollies, og dannede i 1969 supergruppen Crosby Stills & Nash med David Crosby (tidligere The Byrds) og Stephen Stills (tidligere Buffalo Springfield), som det følgende år blev udvidet til en kvartet, med Neil Young (ligeledes tidligere Buffalo Springfield).

Crosby Stills Nash & Young – Nash nr. 2 fra venstre

Crosby Stills Nash & Young udsendte albummet “Deja Vu” i 1970, og året efter udsendte Graham Nash sit første soloalbum, ”Songs For Beginners”.

Graham Nash med tidligere kæreste Joni Mitchell

Graham Nash er optaget to gange i The Rock And Roll Hall Of Fame, dels som medlem af Crosby Stills & Nash i 1997 og dels som medlem af The Hollies i 2010 – i øvrigt samme år, som Nash fik tildelt ordenen Officer of the Order of the British Empire (OBE) af den engelske dronning for sit bidrag til musik og velgørenhed.

Blandt Graham Nashs mest kendte kompositioner er ”Our House”, ”Teach Your Children”, ”Marrakesh Express” og ”Wasted On The Way”.

Graham Nash, 2016

Graham Nash udsendte sit seneste studie-album, ”This Path Tonight”, i april 2016.

Albummet “This Path Tonight”

Neil Young udsender album han ikke kan huske han har indspillet

af Karsten Jørgensen

Når man taler om musikere, som har indspillet hele albums og derefter skrinlagt dem, er det kun Prince, som tangerer den mængde uudgivne plader, Neil Young har på samvittigheden.

Gennem de senere år, har Neil Young dog systematisk prøvet at tømme sine arkiver af hengemte sange, og det resulterede bl.a. i udgivelsen af albummet ”Hitchhiker” (oprindelig indspillet i 1976) i 2017 og ”Homegrown” sidste år – sidstnævnte et helt album indspillet i 1975, men aldrig udsendt.

Neil Young og Crazy Horse

Nu har Neil Young så fundet endnu et ”glemt” album frem, som blev indspillet i 1987 under titlen ”Summer Songs”. Det var i den periode, Young var tilknyttet Geffen Records, som sagsøgte ham for at udgive ”ukarakteristiske plader”.

Konflikten mellem Young og Geffen Records resulterede i, at ”Summer Songs” blev lagt på hylden, og i stedet udsendte Neil Young albummet ”Life”, indspillet sammen med Crazy Horse.

Fornylig fandt Neil Young så ”Summer Songs” frem fra gemmerne, og skriver på sin hjemmeside, at der er nogen usikkerhed omkring hvem der medvirkede på sangene og hvem der producerede. Faktisk skriver han, at han ”slet ikke kan huske disse sessions”.

Neil Young nævner titlerne på sangene på ”Summer Songs”: ”The Last Of His Kind”, ”For The Love Of Man”, “American Dream”, “Name Of Love”, “Someday”, “One Of These Days”, “Hangin’ On A Limb” og “Wrecking Ball”, og hævder at albummet både udkommer på det planlagte boks-sæt ”Neil Young Archive, Volume 3” og som et separat album.

Flere af sangene blev senere udsendt på andre af Youngs plader, bl.a. ”Name Of Love” og ”American Dream” på Crosby, Stills, Nash & Young-albummet med denne titel, ”Hangin’ On A Limb”, ”Wrecking Ball” og ”Someday” på ”Freedom”, ”One Of These Days” på ”Harvest Moon” og ”For The Love Of Man” på dobbeltalbummet ”Psychedelic Pill”, mens ”The Last Of His Kind” er det eneste af albummets otte sange, som ikke har været udgivet tidligere.

Tillykke til David Crosby – tidligere medlem af The Byrds og Crosby, Stills, Nash & Young – 80 år idag

Den 14. august 1941 blev David Van Cortlandt Crosby født i Los Angeles, Californien, og har haft en 60 år lang karriere som sanger og musiker i grupperne Les Baxter’s Balladeers, The Byrds, Crosby, Stills & Nash (& Young) og som solist.

Hans ottende, og hidtil seneste, soloalbum, “For Free”, udkom den 23. juli 2021.

The Byrds, 1965 – David Crosby yderst til højre

Crosby, Stills, Nash & Young – Crosby i midten uden guitar

Albummet “For Free”, 2021, med cover af Joan Baez