af Karsten Jørgensen
En amerikansk kvinde har sagsøgt Bob Dylan, med beskyldninger om, at han misbrugte hende seksuelt i en periode over flere uger i 1965, da hun var kun 12 år gammel.
Bob Dylan, 1965
Kvinden, som ønsker at være anonym og kun er nævnt i sagen under initialerne ”J.C.”, hævder i sagsanlægget ved retten på Manhattan, New York, at Bob Dylan ”udnyttede sin status som musiker” til at misbruge hende seksuelt.
Endvidere hævder kvinden, som nu er 68 år og bosat i Greenwich i Connecticut, at misbruget fandt sted i forbindelse med ”stoffer, alkohol og trusler om fysisk vold”, og delvis skete på det berømte Chelsea Hotel i New York, hvor Bob Dylan boede i midten af 1960’erne.
Indgangen til Chelsea Hotel, New York
En talsmand for Bob Dylan siger, at ”denne 56 år gamle anklage er usand og vil blive imødegået i retten”.