af Karsten Jørgensen
Helt tilbage til Beatles-tiden har Paul McCartney med jævne mellemrum skrevet sange til sin ven Ringo Starr, der ikke selv har været nogen ørn som komponist.
Ringo Starr og Paul McCartney
Mens The Beatles stadig var sammen forærede McCartney og John Lennon sange som ”Yellow Submarine” og ”With A Little Help From My Friends” til Ringo, der vokalt havde begrænsninger, men alligevel formåede at give sangene både personlighed og charme.
Efter opløsningen af The Beatles fortsatte Paul McCartney med fra tid til anden at skrive sange til Ringo: ”Six O’Clock” til albummet ”Ringo” i 1973, ”Pure Gold” til ”Ringo’s Rotogravure” i 1976, samt ”Private Property” og ”Attention” til ”Stop And Smell The Roses” i 1981.
Da Ringo Starr i 1991 var i studiet for at indspille de sange, som året efter udkom på albummet ”Time Takes Time”, sendte McCartney en demo-optagelse af endnu en ny sang til sin kollega, ”Angel In Disguise”, hvor han selv sang, akkompagneret af klaver og en tromme-maskine.
Japansk udgave af Ringo Starrs ‘Time Takes Time’ LP, 1992
Sangen indledtes med linjerne ”My name is Ritchie, let me look into your eyes/Don’t be afraid, I’m just an angel in disguise”. Ringo skrev et ekstra vers til sangen og indspillede den, men inden ”Time Takes Time” udkom besluttede han, at sangen alligevel ikke skulle med på pladen. Og det betyder, at bortset fra Ringo, McCartney og en håndfuld andre, har ingen hørt ”Angel In Disguise”.
I går blev et kassettebånd med både McCartneys oprindelige demo, Ringos version af sangen, plus en tredje indspilning, ”Everyone Wins”, også med Ringo, udbudt til salg på Omega Auctions ved en on-line auktion.
Nodeark med ‘Angel In Disguise’
Båndet var sat til salg af den tidligere vært og disc-jockey på Radio Luxembourg, Tony Prince, og inden auktionen blev kassettebåndet vurderet til at kunne indbringe sælgeren omkring 20.000 £.
En talsmand for Omega Auctions, Paul Fairweather, siger: ”Det er fantastisk, at kunne sætte en hidtil både uhørt og uudgivet sang til salg. Vi tror, at sangen er god nok til at udgive, og jeg er sikker på, at hvis Paul McCartney selv udsendte den, ville den være et hit hos hans fans”.
Kassettebåndet gik for kun 8.000 £
Men Beatles-kenderen Chris Shaw er mere skeptisk, og til BBC fortæller han, at Beatles-fans ikke skal stille med de helt store forventninger.
”Enhver ny sang med forbindelse til The Beatles, er naturligvis spændende”, siger Chris Shaw. ”Men kendsgerningen, at ”Angel In Disguise” blev afvist antyder, at det ikke er verdens bedste sang, og nogen gange har uudgivne sange bedst af at forblive forjættende mysterier”.
Denne holdning afspejledes også i salgsprisen, som endte på skuffende 8.000 £. Køberen ønskede at være anonym.
Føromtalte ”Everyone Wins”, som er med på båndet, blev i øvrigt udsendt som B-side på en single og senere genindspillet af Ringo og udsendt på albummet ”Y Not” i 2010.