af Karsten Jørgensen
Charles Manson, som var leder af den amerikanske satankult The Family og i 1969 beordrede sine disciple til at begå en række rituelle mord i Los Angeles, døde søndag aften på et hospital i Californien, 83 år.
Charles Manson i 1989
Om aftenen den 9. august 1969 brød fire af Mansons disciple ind i et hus på Cielo Drive i Bel Air og myrdede fem mennesker, deriblandt den højgravide 26-årige skuespillerinde Sharon Tate, som var gift med instruktøren Roman Polanski. Dagen efter brød de ind i et andet hus på Waverly Drive, også i Los Angeles, og dræbte supermarkedsdirektøren Leno LaBianca og hans hustru Rosemary. Begge steder skrev gerningsmændene/kvinderne ordene ”rise”, ”piggies” og ”helter skelter” på vægge og køleskabe – med ofrenes blod – ord, der alle refererede til forskellige sange på The Beatles’ hvide dobbeltalbum fra 1968.
Efterfølgende blev Charles Manson, som ikke havde deltaget fysisk i mordene, og tre af hans disciple – Susan Atkins, Patricia Krenwinkel og Leslie Van Houten – arresteret og dømt til døden – en dom, der senere i 1972 blev ændret til livsvarigt fængsel. Og på trods af mere end ti ansøgninger om benådning, sad Manson fængslet indtil det sidste.
Charles Manson blev født som Charles Milles Maddox i Cincinnati den 12. november 1934, og var søn af en 16-årig prostitueret, Kathleen Maddox, som efter fødslen overlod ham til et børnehjem, hvor han tilbragte hele sin barndom. Han begik sit første væbnede røveri som 13-årig, og havde indtil mordet på Tate sammenlagt tilbragt 17 år i fængsel.
Charles Manson som ung
Manson, som tog efternavn efter sin stedfar William Manson, havde ambitioner om at blive rockstjerne, og efter løsladelse fra fængslet i 1967, var han kortvarigt sanger og guitarist i gruppen Milky Way. Men den senere myte om, at han i 1965, sammen med bl.a. Stephen Stills, skulle have været til optagelsesprøve til den præfabrikerede popgruppe The Monkees, er uden hold i virkeligheden, for på det pågældende tidspunkt sad Manson i fængsel.
Manson studerede sort magi og scientology og samlede en skare af unge piger omkring sig, som langsomt blev til kulten The Family. De hvervede deres medlemmer med sex og narkotika, og kultens filosofi var i korthed baseret på reglen om, at dyrke sex syv gange i døgnet: før og efter hvert måltid og én gang midt om natten.
Charles Manson kom i kontakt med trommeslageren Dennis Wilson fra The Beach Boys, som i en periode lod Manson og The Family bo i sit hus, og i 1968 indspillede gruppen Manson-kompositionen ”Never Learn Not To Love” og udsendte den som B-side på en single. Sangens oprindelige titel var ”Cease To Exist”, og Manson blev efter sigende rasende over, at gruppen tillod sig at ændre ved hans værk. Senere samme år indspillede han en del sange, som først blev udsendt på albummet ”Lie: The Love And Terror Cult” i 1970, og efterhånden fik Dennis Wilson, der ellers var fascineret af Mansons harem af villige piger, kolde fødder over kultlederens specielle opførsel.
Albummet “Lie: The Love And Terror Cult” fra 1970
En anden musiker, som mødte Charles Manson i slut-60’erne og lod sig fascinere af ham, var Neil Young. ”Musikalsk set syntes jeg, han var unik”, sagde Young senere til rockjournalisten Bill Flanagan. Young prøvede endda at skaffe Manson en pladekontrakt, og skrev senere i sin selvbiografi at ”han (Manson) var lidt ligesom Bob Dylan, men anderledes, fordi det var svært at spotte et klart budskab i hans tekster”.
Charles Mansons kongstanke var, at der snart ville finde et opgør sted mellem de hvide og de sorte, og da The Beatles i slutningen af 1968 udsendte dobbeltalbummet ”The Beatles” (Det Hvide Album), der i sig selv var fuld af spændinger og konflikter, var Manson overbevist om, at de højere magter talte til ham gennem The Beatles’ sange, og at beatlerne selv var de fire ærkeengle fra Det gamle Testamente. For Manson var budskabet tydeligt nok: dommedag var kommet, og han var udvalgt til at anføre de hvide i den kommende racekrig.
Blandt de sange fra ”The Beatles”, som Manson senere angav som inspiration for hans handlinger, var ”Helter Skelter”, ”Piggies”, ”Revolution”, ”Rocky Raccoon”, ”Blackbird” og ”Happiness Is A Warm Gun”. Helter Skelter var det navn, Manson gav opgøret mellem racerne.
Meningen med de tilsyneladende umotiverede rituelle mord på bl.a. Sharon Tate og LaBianca-parret var, at de skulle se ud som om sorte havde gjort det, og dermed fremprovokere racekrigen.
Charles Manson og hans disciple blev arresteret i november 1969 og efter en retssag blev de i 1971 dømt til døden – senere ændret til livsvarigt fængsel. Under retssagen blev John Lennon indkaldt som vidne for at forklare teksten til ”Helter Skelter”. Lennon nægtede, og med god grund: ”Helter Skelter” var nemlig skrevet af Paul McCartney.
Charles Manson, som selv var fascineret af og lod sig inspirere af rockmusik, har senere inspireret en stribe navne i branchen, bl.a. The Lemonheads, Ozzy Osbourne og Guns N’ Roses, som i 1993 udsendte en cover-version af Manson-kompositionen ”Look At Your Game, Girl” på albummet ”The Spaghetti Incident”. Også gruppen Marilyn Manson tog delvis navn efter kultlederen.
Charles Manson, som i midten af 1980’erne udgav sin selvbiografi, sad i det berygtede San Quentin-fængslet nord for San Francisco, indtil han i 1989 blev overflyttet til Corcoran State Prison, og tilbragte i alt 65 af sine 83 år i fængsel. Han er det mest ekstreme og tragiske eksempel på, at folk ofte lagde mere i The Beatles’ sange, end de selv gjorde.