af Karsten Jørgensen
For 11. gang har John Lennons morder, Mark David Chapman, fået afslag på sin anmodning om løsladelse.
Afslaget kom i onsdags fra fængselsmyndighederne i New York, hvor Chapman afsoner en livstidsdom i Wende Correctional Facility.
Igen er det en tungtvejende grund, at Lennons enke Yoko Ono modsætter sig en løsladelse, både fordi hun frygter for Lennons sønners sikkerhed, men også af hensyn til Chapmans egen sikkerhed, idet man frygter, at en Mark David Chapman på fri fod kan risikere at blive likvideret af vrede og hævntørstige Lennon-fans.
John Lennon signerer et pladeomslag til Mark David Chapman, t.h., få timer før mordet
Den samme frygt var også en væsentlig del af begrundelsen for, at Chapman i 2018 ligeledes fik afslag på sin ansøgning.
Dengang skrev udvalget bag prøveløsladelser bl.a.: ”Nogen vil måske forsøge eller lykkes med at skade dig, i vrede eller af hævn, eller af samme årsag, som du gjorde det samme mod John Lennon – for at blive berømt”.
Chapman modtager jævnligt besøg i fængslet af sin hustru, Gloria, som han blev gift med halvandet år før han begik mordet på John Lennon ved indgangen til Dakota-bygningen på Manhattan, i december 1980.
Chapman kan søge om løsladelse igen om to år, i august 2022, når han er 67 år.