af Karsten Jørgensen
Et af de mest bizarre møder, som har fundet sted i Det Hvide Hus, var i 1970 hvor Elvis Presley fik foretræde for præsident Richard Nixon og beredvilligt tilbød sin assistance som ’undercover’ agent i kampen mod det, han betragtede som et moralsk forfald blandt den amerikanske ungdom.
Nu har internetfirmaet Amazon, der henover årene hele tiden har udvidet sit engagement indenfor andre områder end bøger, købt rettighederne og endvidere været medproducent på en film, ”Elvis & Nixon”, om det legendariske møde, instrueret af Liza Johnson og med Michael Shannon (der bl.a. spillede General Zod i Superman-filmen ”Man Of Steel”) og Kevin Spacey (en tidligere Oscar-vinder) i hovedrollerne som henholdsvis Elvis Presley og Richard Nixon.
Mødet mellem de to personligheder, der begge stod på toppen af deres respektive karrierer, fandt sted den 21. december 1970, og idéen til mødet opstod tilsyneladende spontant, mens Elvis under en flyrejse fra Los Angeles til Washington faldt i snak med en republikansk senator, George Murphy.
Præsident Nixon og Elvis i Det Hvide Hus
De to diskuterede bl.a. deres syn på den voksende stofkultur, som specielt i musikkredse havde krævet flere dødsofre, herunder Jimi Hendrix og Janis Joplin kun få måneder forinden, og før Elvis landede i Washington, havde han skrevet et fem sider langt brev til præsidenten, hvor han erklærede sin støtte til den republikanske politik og udtrykte sin bekymring for narkotikaen og hvad han betragtede som politiske ekstremister.
Han sluttede brevet med en anmodning om, dels at få et politiskilt (noget han ivrigt samlede på) og dels at blive udnævnt til hemmelig narkotikaagent.
”Jeg har længe studeret misbrug af euforiserende stoffer og kommunistisk indoktrinering”, skrev han, ”og jeg bevæger mig i kredse, hvor jeg kan gøre min indflydelse gældende”.
Netop anmodningen om at blive udnævnt til narkotikaagent er dybt ironisk, for Elvis havde, som det senere er almindelig kendt, et højst ambivalent forhold til stoffer og narkotika. Han foragtede hippierne, som røg marijuana og tog LSD og betragtede dem som samfundsnedbrydende. Men samtidig så han ikke noget forkert i, at han, Elvis, slugte piller som om det var bolsjer – blot de var receptordinerede.
Efter ankomsten til den amerikanske hovedstad, indlogerede Elvis sig på Washington Hotel under dæknavnet Jon Burrows, og om morgenen den 21. december 1970 afleverede han personligt sit brev til vagten i Det Hvide Hus.
Hans ønske om et møde med præsidenten blev imødekommet, og kl. 12:30 mødtes han med Richard Nixon i Det Ovale Værelse, hvor de to bl.a. udvekslede gaver – Elvis’ gave til Nixon var en gammel revolver, en Colt 45 fra 2. verdenskrig, som i dag er udstillet i The Richard Nixon Library & Birthplace-museet i Yorba Linda.
Umiddelbart før mødet sluttede, blev Elvis’ bodyguards Sonny West og Jerry Schilling kaldt ind for at hilse på præsidenten, og senere på eftermiddagen modtog Elvis sit politiskilt.
Optagelserne til filmen ”Elvis & Nixon” begyndte tidligere på året i både Louisiana og Los Angeles, og Amazons ambitioner for deres engagement som både medproducer og distributør er, at præsentere filmen på deres egen streaming-tjeneste Amazon’s Prime Instant Video mellem fire og otte uger efter den har haft biografpremiere, og Amazon går således Netflix i bedene. Biografrettighederne til ”Elvis & Nixon” ejes af selskabet Bleecker Street.
Det er dog ikke første gang, at mødet mellem Elvis og Nixon dramatiseres på film, for allerede i 1997 udsendtes filmen ”Elvis Meets Nixon”.
‘Elvis Meets Nixon’, dvd
En endelig premieredato for ”Elvis & Nixon” er endnu ikke fastlagt.