af Karsten Jørgensen
Bandet Promise Of The Real, der var Neil Youngs våbenbrødre på hans seneste album ”The Monsanto Years” og sidenhen akkompagnerede ham på en amerikansk turné, som kulminerede med optræden ved årets Bridge School-koncerter den 24. og 25. oktober, viser nu, at de godt kan stå på egne ben.
Lukas Nelson, Neil Young og Micah Nelson
Den 26. februar udsender Promise Of The Real albummet ”Something Real”, deres tredje LP, og har til lejligheden fået Neil Young til at medvirke som gæstesanger på nummeret ”San Francisco”.
Albummet blev indspillet helt tilbage i efteråret 2014, men af hensyn til samarbejdet med Neil på ”The Monsanto Years” og den efterfølgende Rebel Content-turné, valgte gruppen at udskyde udgivelsen.
Promise Of The Real, med Willie Nelsons sønner Lukas og Micah i front, giver koncerter på egen hånd fra 10. november og frem til nytår, inden udgivelsen af ”Something Real”, der indeholder musik som gruppen selv beskriver som ”cowboy hippie surf rock”.