Popmusikkens Askepot fylder 75

af Karsten Jørgensen

”Ringo er ikke ligesom os andre. Hvis musikken svinger, vil ingen sige det er på grund af Ringos trommespil. Men hvis det ikke svinger, kan vi altid sige, det er Ringos skyld. Det er dét, han er der til”.

Ordene er John Lennons og stammer fra midten af 1960’erne, og selvom John blot spøgte, var det en ret præcis definition af Ringo Starrs rolle i The Beatles.

The Beatles ved ankomsten til USA, 1964

The Beatles ved ankomsten til USA, 1964

Ringo Starr, eller Richard Starkey, som der står på dåbsattesten, gjorde ikke særlig meget for at opnå den rigdom og berømmelse, han nu har nydt i mere end halvtreds år. ”Jeg sagde bare ja”, siger han om dengang i 1962, hvor John Lennon, Paul McCartney og George Harrison gav ham tilbuddet om, at blive The Beatles’ nye trommeslager. Betænkeligheder havde han dog, for dengang var The Beatles kun verdensberømte i Hamborg og Liverpool; de havde endnu ikke udgivet plader og resten af England havde aldrig hørt om dem.

Ringo Starr blev født for 75 år siden, den 7. juli 1940, i Liverpools fattigste kvarter, Dingle, og hele sin barndom var han plaget af dårligt helbred. Gang på gang blev skolegangen afbrudt af langvarige hospitalsophold, som betød, at da Ringo forlod skolen var han intellektuelt set slet ikke på højde med sine jævnaldrende. På arbejdsmarkedet drev han det ikke videre, end et job som bud ved de engelske jernbaner.

Man kan derfor godt sige, at historien om Ringo Starr er eventyret om Askepot om igen. Fra udsigten til et kedeligt liv i samfundets underste klasse, blev han som ved et trylleslag fjerdemand i verdens berømteste popgruppe.

Efter The Beatles med kanonfart havde bestormet berømmelsens tinde med deres første plader i 1963, blev personerne hvermands eje. Og medierne fremstillede dem som fire dele af en helhed, med individuelle træk. John Lennon var intellektet, Paul McCartney hjertet, George Harrison sindet og Ringo Starr var kroppen og pulsen i gruppen – det klippefaste underlag, som var base for de til tider vidtløftige ekskursioner.

Ringo Starr er ingen banebrydende trommeslager. Han kunne ikke lave en finesse, om så det gjaldt livet, men blev alligevel stildannende indenfor rockmusikken. Hans tunge, habile spil lagde en solid bund i The Beatles’ musik, og inspirerede bl.a. Keith Moon fra The Who og Mick Avory fra The Kinks, som heller ikke kunne håndtere mange nuancer. Det er velkendt, at Paul McCartney greb stikkerne, når passagerne blev for svære for Ringo, som i øvrigt var trommeslager i en anden populær Liverpool-gruppen, Rory Storm & The Hurricanes, før han afløste Pete Best, The Beatles’ første trommeslager.

Da The Beatles, trods Lennon og McCartneys tydelige dominans, var et demokratisk foretagende, fik også Ringo sine øjeblikke i rampelyset, med sange der ofte hvilede på country & western-traditionen, for Ringo var bestemt ingen rocksanger. Hans vokale formåen lader meget tilbage at ønske, men alligevel høstede han stor succés med sange som ”Boys”, ”Honey Don’t”, ”Act Naturally”, ”Yellow Submarine” og ”With A Little Help From My Friends”, der alle var som skræddersyede til Ringos mildest talt begrænsede stemmeføring. De viste en godmodig dreng, som ikke havde en tone i livet, men elskede at synge, og netop det uambitiøse og uprætentiøse var sangenes charme.

Ringos bidrag til The Beatles som komponist, er to sange, som begge er parenteser i gruppens produktion. ”Don’t Pass Me By” og ”Octopus’s Garden”, som Ringo skrev i slutningen af Beatles-tiden, er enkle sange uden dikkedarer, bygget over tre akkorder.

Han indledte sin filmkarriere i Beatles-regi med ”A Hard Day’s Night” og ”Help!”, som viste et vist komisk talent, og sidenhen har han medvirket i en halv snes spillefilm, med større eller navnlig mindre succés. Størst i tidsdokumentet ”That’ll Be The Day” fra 1973, hvor Ringo spiller rollen som ung rod i 1950’ernes England. Hvad han i øvrigt også var i det virkelige liv. Men bortset fra denne film, har Ringos største aktiv på celluoid været stillingsbetegnelsen ”eks-beatle”.

Da The Beatles i 1970 blev opløst, var der almindelig enighed om, at Ringo Starr havde mest at tabe. De andre tre var talentfulde komponister, sangere og musikere, mens Ringo stort set ikke havde talent for noget som helst.

Kort før gruppens endeligt udgav han sin første soloplade, ”Sentimental Journey”, som bestod af coverversioner af gamle evergreens fra 1930’erne og 1940’erne. Det var mildt sagt ikke Ringos domæne, at spille rollen som 1970’ernes Frank Sinatra, hvad kritikerne da også uden barmhjertighed lod ham forstå. Og det fik den konsekvens, at hans næste udspil, som var en country & western-plade, ”Beaucoups Of Blues”, er forblevet et overset mesterværk.

Men LP’en ”Ringo” fra 1973 overraskede alle. Med hjælp fra sine tidligere kolleger i The Beatles, indspillede han denne fremragende plade, som viser en veloplagt Ringo i strålende form og med en smittende entusiasme. Hvad der selvfølgelig var medvirkende til succésen var, at alle fire beatler deltog aktivt på pladen, som var det tætteste The Beatles kom en egentlig gendannelse.

Men ”Ringo” var en enlige svale, og fra 1973 og frem havde Ringo ikke meget andet at byde på, end de obligatoriske årlige LP’er, som fortsatte med at udkomme indtil 1978, hvor han udgav sin karrieres vel nok dårligste plade, ”Bad Boy”. Sidenhen kom endnu to efternølere, ”Stop And Smell The Roses” og ”Old Wave”, som helt unddrog sig publikums opmærksomhed.

Barbara BachOp gennem 1980’erne brugte Ringo Starr fortrinsvis sin tid på, at være en omvandrende berømthed, som lå i fast pendulfart mellem cocktailparties, superstjernetræf og afvænningsklinikker, hvor han sammen med hustruen, skuespilleren Barbara Bach, gennemgik kure for at få has på sit store spiritusforbrug.

Men så tog han sig sammen, og i sommeren 1989 drog Ringo Starr ud på sin første turné nogensinde som solist, 23 år efter de sidste Beatles-koncerter. Han dannede et All-Starr Band, som siden har eksisteret i adskillige variationer og altid med en række af rockens garvede folk, der selv har haft hits og kan trække læsset sammen med Ringo.

Som trommeslager er han middelmådig. Som sanger er han håbløs. Som komponist er han umulig og som skuespiller har han været en eklatant fiasko. Men Ringo Starr er ikke typen, der stiller sit lys under en skæppe. I 1981 sagde han: ”Jeg er sandsynligvis verdens bedste trommeslager!”

Ni år senere korrigerede han, uden beskedenhed, sig selv: ”Jeg var lidt usikker dengang. Men fjern ’sandsynligvis’ – så passer det stadig”.

Talent eller ikke, så er han alligevel fantastisk populær og velhavende. Han er vellidt blandt musikerkolleger, der som regel aldrig siger nej, når han beder dem om en håndsrækning. Og endelig besidder han en kvalitet, som kan synes at være lidt af en sjældenhed i showbiz: han har begge ben solidt plantet på jorden.

Til dato har Ringo Starr udgivet mere end 25 soloplader (senest ”Postcards From Paradise” i marts i år), indspillet 14 film (de fire med The Beatles) og er blevet mangemillionær på det.

Postcards From Paradise

“Postcards From Paradise”

Og det må vel siges at være ganske godt klaret af en mand, som stort set ingenting kan!

Start a Conversation

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.