af Karsten Jørgensen
Et fast stoppested på de mange Beatles-relaterede turist-busture i Liverpool, er et lille hus på Admiral Grove i kvarteret Toxteth, hvor trommeslageren Ringo Starr boede fra han var tre år og indtil gennembruddet med The Beatles tyve år senere i 1963. Nu bliver huset udbudt til salg ved en auktion, som bliver afholdt i den legendariske The Cavern Club den 24. marts 2016.
Admiral Grove nr. 10
Den noget ydmyge bolig, som har to små værelser i stuen og to på førstesalen, blev opført i 1920’erne, og Ringo flyttede hertil med sin mor Elsie efter forældrenes skilsmisse i 1944. Da Ringo var blevet en velhavende mand i kølvandet på The Beatles’ kometsucces, købte han et større og bedre hus til sin mor og sin stedfar Harry, som flyttede fra Admiral Grove nr. 10 i 1965.
Ringo foran huset i Admiral Grove, sammen med mor Elsie og stedfaderen Harry
Men at Ringo var meget knyttet til barndomshjemmet kunne tydeligt ses, da han i 1970 udsendte sit første soloalbum ”Sentimental Journey” og på omslaget brugte et billede af den lokale pub, The Empress, som lå for enden af Admiral Grove, og hvor hans mor i en periode havde været servitrice.
Albummet “Sentimental Journey” fra 1970
Den foreløbige pris ved auktionen i The Cavern Club er sat til 55.000 £, men firmaet Countrywide, som står for salget, forventer international interesse og en eventuel højere salgspris pga. stedets tilknytning til The Beatles.
I de senere år har alle beatlernes barndomshjem været solgt på auktioner. I oktober 2013 var det Newcastle Road nr. 9 i Wavertree, hvor John Lennon tilbragte sine første år, som blev solgt for 480.000 £. Året efter, i oktober 2014, var det George Harrisons barndomshjem på Upton Green i Speke, som blev afhændet til en anonym køber for 156.000 £. Og i februar og marts 2015 blev huse på Western Avenue nr. 72 (Paul McCartney) og Bloomfield Road i Allerton (hvor Lennons mor Julia boede indtil hun blev dræbt ved en trafikulykke i 1958) solgt for hhv. 150.000 og 155.000 £.