af Karsten Jørgensen
Den britiske Kongelige Mønt (The Royal Mint), som er den officielle producent af alle britiske mønter, har udsendt en ny mønt med et profilbillede af John Lennon.
John Lennon-mønten, som laves i både guld, sølv, samt sølv med farve, indgår i serien ’Music Legends’, der tidligere har omfattet mindemønter med både Paul McCartney, The Rolling Stones, The Who, Elton John, Queen, David Bowie og George Michael.
af Karsten Jørgensen
Guitaristen Joey Molland, som var det fjerde og sidste overlevende medlem af den klassiske besætning i gruppen Badfinger, der det meste af deres storhedstid i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne blev sammenlignet med The Beatles, er død, 77 år.
Badfinger blev oprindelig dannet af Pete Ham i 1961, uden Molland, og fra omkring 1964 kaldte de sig The Iveys, som var det navn de brugte, da de i 1968 fik en kontrakt med The Beatles’ pladeselskab Apple Records og udsendte to singler uden større succes.
Joey Molland havde i midten af 1960’erne været guitarist i grupperne The Masterminds og Gary Walker & The Rain, før han i 1969 blev medlem af Badfinger, umiddelbart før de i december samme år udsendte den tredje single, ”Come And Get It”, en komposition af Paul McCartney, som blev brugt i filmen ”The Magic Christian” med Ringo Starr i en hovedrolle. Det var samtidig gruppens første udgivelse under det nye navn Badfinger.
Navnet Badfinger blev foreslået af The Beatles’ oprindelige road manager Neil Aspinall, og stammede fra arbejdstitlen på Beatles-sangen ”With A Little Help From My Friends”, som i nogen tid blev kaldt for ”Bad Finger Boogie”.
”Come And Get It” blev et stort hit og solgte i mere end en million eksemplarer, og blev de følgende år efterfulgt af flere hitsange som ”No Matter What”, 1970, ”Without You”, 1970 (også et kæmpehit for Nilsson og senere for Mariah Carey), og ”Day After Day” i 1971, samt LP’erne ”No Dice” og ”Straight Up” (sidstnævnte produceret af George Harrison), der alle blev kategoriseret som power-rock og bidrog til sammenligningen med The Beatles.
Badfinger
Samtidig arbejdede Joey Molland også som gæstemusiker på John Lennons album ”Imagine” og George Harrisons tre-dobbelte LP ”All Things Must Pass”. Endvidere var han en af de akkompagnerende musikere ved de to velgørenhedskoncerter i Madison Square Garden i august 1971, ”The Concerts for Bangladesh”, hvor hovednavnene var George Harrison, Bob Dylan, Ringo Starr og Eric Clapton.
Allerede nogle få år inde i 1970’erne gik det galt for Badfinger. Deres kontrakt med Apple blev ikke fornyet, deres manager stjal alle deres penge, og i 1975 begik en fortvivlet og desperat Pete Ham selvmord, kun 27 år gammel. Gruppen opløstes, men blev gendannet flere gange og udsendte ”Airwaves”, 1979, og ”Say No More”, 1981, indtil også et andet medlem, Tom Evans, begik selvmord i 1983. De resterende, oprindelige medlemmer af gruppen, Joey Molland og Mike Gibbins, udsendte senere flere solo-plader, indtil Gibbins døde i 2005, uden dramatik.
Siden har Joey Molland turneret regelmæssigt, ofte under navnet Joey Molland’s Badfinger, indtil 2024, hvor han trak sig tilbage på grund af problemer med helbreddet.
Joey Molland døde den 1. marts 2025.
af Karsten Jørgensen
Ved Grammy-uddelingen søndag aften i Crypto.com Arena i Los Angeles, skrev The Beatles – eller de medlemmer af gruppen, der er tilbage – historie, da singlen ”Now And Then”, som udkom i slutningen af 2023, vandt i kategorien ”Best Rock Performance”, og således blev historiens første AI-bearbejdede hitsang, som modtog denne hædersbevisning. Samtidig var det gruppens første Grammy siden 1997, hvor de også vandt.
”Now And Then” er baseret på en demoindspilning med John Lennon fra 1977, som de overlevende medlemmer af The Beatles kortvarigt arbejdede med i midten af 1990’erne, da de udsendte to andre Lennon-kompositioner i forbindelse med det stort anlagte ”Anthology”-projekt. Modsat de to sange, ”Free As A Bird” og ”Real Love”, var kvaliteten på ”Now And Then” dengang imidlertid så dårlig, at de opgav at fuldføre den.
Mere end 25 år senere var AI-teknologien blevet udviklet så meget, at de endelig kunne udgive ”Now And Then”, med Lennons ’rengjorte’ stemme fra den oprindelige demo, George Harrisons guitarspil fra 1995, og Paul McCartney og Ringo Starrs nye musik fra 2023. Sangen udkom som ”The Beatles’ absolut sidste sang” og var genstand for en diskussion om, hvorvidt det var godt eller dårligt, at bruge kunstig intelligens i frembringelsen af ny musik.
Søndag aften vandt ”Now And Then” således en Grammy for ”Best Rock Performance”, men var også nomineret uden at vinde i kategorien ”Record Of The Year”.
Hverken Paul McCartney eller Ringo Starr var tilstede i Los Angeles, men John Lennons søn, Sean Lennon, var på scenen, hvor han modtog Grammy’en og holdt en takketale.
”Når man tænker over det, er det jo fantastisk”, sagde han. ”The Beatles har gjort så meget og er stadig tilstede og folk lytter stadig til deres musik. Som jeg ser det, er de alletiders største band”.
Sean Lennon på scenen i Los Angeles
Selvom det er en Beatles-sang, som har vundet en Grammy, er det imidlertid kun to af gruppens medlemmer, McCartney og Starr, som reelt modtager en statuette, idet reglerne er indrettet således, at en Grammy for ”ny indspilning” ikke tildeles en kunstner, som har været død i mere end fem år, hvilket udelukker både Lennon og Harrison, som henholdsvis døde i 1980 og 2001.
Til gengæld vandt John Lennon en Grammy i kategorien ”Best Boxed or Special Limited Edition Package” for bokssæt-udgaven af hans 1973-album ”Mind Games”.
The Beatles var ikke det eneste 1960’er-navn, som vandt en Grammy ved årets uddeling. Også deres gamle rivaler The Rolling Stones vandt i kategorien ”Best Rock Album” for deres såkaldte ’comeback’-album ”Hackney Diamonds”.
af Karsten Jørgensen
Produceren Richard Perry, som i 1970’erne blev indbegrebet af lækker, vellydende popmusik, og arbejdede sammen med så forskellige kunstnere som Ringo Starr, Harry Nilsson, Carly Simon, The Pointer Sisters og Leo Sayer, er død, 82 år.
Perry, som i de senere år led af Parkinsons sygdom, døde af hjertestop på et hospital i Los Angeles den 24. december.
I Beatles-sammenhæng var hans største musikalske scoop, at producere Ringo Starrs gennembrud som solist, albummet ”Ringo” i 1973, som var den eneste LP efter opløsningen af The Beatles, hvor alle de fire tidligere medlemmer af gruppen medvirkede.
Richard Van Perry, som hans rigtige navn var, blev født i Brooklyn, New York, den 18. juni 1942 – i øvrigt samme dag som Paul McCartney – og voksede op med forældre, som solgte musikinstrumenter og underviste i musik. Så man kan sige, at Perry bogstavelig talt fik musikken ind med modermælken, og var klassisk uddannet i både klaver, guitar, trommer, bas og obo.
I slutningen af 1950’erne dannede Perry en doo-wop gruppe med tre klassekammerater, The Legends, som i 1960 fik en pladekontrakt, hvorefter de ændrede navn til The Escorts og udsendte flere singleplader, uden succés.
En karriere som pladeproducer tog sin begyndelse i midten af 1960’erne, hvor Richard Perry arbejdede sammen med navne som først Captain Beefheart (”Safe As Milk”) og senere Fats Domino (”Fats Is Back”), og fik sit første hit med sangeren Tiny Tim i 1968.
I 1970 var Richard Perry et etableret navn, og op gennem 1970’erne skabte han sig et imponerende cv med LP’er med Harry Nilsson, Barbra Streisand (hendes første popalbum ”Stoney End” i 1970), Art Garfunkel, Diana Ross, Manhattan Transfer og Leo Sayer.
Perry producerede singlen “You’re So Vain” med Carly Simon, 1972
Ikke mindst albummet ”No Secrets” med Carly Simon i 1972, som indeholdt hitsinglen ”You’re So Vain” (nr. 1 på hitlisten), og Nilssons hit ”Without You” (også nr. 1) fra året før, gjorde Perrys navn kendt, og det førte til et samarbejde med Nilssons gode ven, eks-beatlen Ringo Starr.
I 1973 indspillede Ringo sit første ”rigtige” album, blot med titlen ”Ringo”, som skabte en næsten feberagtig begejstring, da det blev kendt, at alle de fire tidligere medlemmer af The Beatles medvirkede – dog ikke på det samme nummer.
Richard Perry, til venstre, i studiet med Ringo Starr og John Lennon
Første sang på side 1, ”I’m The Greatest”, forenede Ringo med både John Lennon og George Harrison, som også var medkomponist og spillede guitar på pladens hitsingle, ”Photograph”. The Beatles’ fjerde medlem, Paul McCartney, havde skrevet sangen ”Six O’Clock”, som både han selv og hustruen Linda McCartney medvirkede på, og det gjorde ”Ringo” til det tætteste, The Beatles nogensinde kom på en genforening. Året efter producerede Perry også efterfølgeren, ”Goodnight Vienna”, hvor Lennon igen medvirkede, men uden hverken Harrison eller McCartney.
Gennem 1970’erne og 1980’erne producerede Perry plader med The Pointer Sisters, bl.a. sange som ”I’m So Excited”, ”He’s So Shy” og deres version af Bruce Springsteens”Fire” (udsendt på hans eget pladeselskab Planet Records), Donna Summer, Leo Sayer og Neil Diamond, og fortsatte i 1990’erne og 2000’erne med Ray Charles, samt fornyede samarbejder med både Carly Simon og Art Garfunkel.
Richard Perry
Senere arbejdede Richard Perry sammen med Rod Stewart, og er krediteret som idémand bag hans albumserie ”The Great American Songbook”, som strakte sig over fem plader fra 2002 til 2010.
Perry drev sit eget pladeselskab, Planet Records, fra 1978 til 1983, hvor det blev opkøbt af RCA, og udsendte i 2020 sine erindringer under titlen ”Cloud Nine: Memoirs of a Record Producer”.
Richard Perry var gift to gange, med Linda Goldner og Rebecca Broussard. Begge ægteskaber endte med skilsmisse. Fra 2009 til 2017 var Perry i et forhold med skuespilleren Jane Fonda.
Richard Perry med skuespilleren Jane Fonda
af Karsten Jørgensen
En elektrisk guitar af mærket Futurama, som George Harrison benyttede ved mere end 324 optrædender med The Beatles – bl.a. på en kort skotsk turné i 1960 med sangeren Johnny Gentle, ved adskillige koncerter i The Cavern Club i Liverpool og engagementer i flere klubber i Hamborg i 1960 og 1961, samt ved gruppens første professionelle indspilninger, også i 1961, sammen med sangeren Tony Sheridan – er blevet udbudt til salg ved en auktion i USA i den forløbne weekend.
George Harrisons Futurama-guitar
Og salgsprisen ved Julien’s Auctions i Nashville, som løb fra 20. til 22. november, landede på 1,27 millioner dollar, og blev dermed fordoblet i forhold til den oprindelige vurdering på mellem 600.000 til 800.000 dollar.
Harrison, som døde af kræft i 2001, købte guitaren i Frank Hessys musikforretning i Liverpool den 20. november 1959, og har tidligere forklaret, at guitaren var ”svær at spille på”, men at han elskede dens futuristiske look og at den ”havde en fantastisk lyd”. Guitaren kan høres på gruppens første single, sammen med Tony Sheridan, ”My Bonnie” fra 1961, og på et instrumentalnummer fra samme indspilninger, ”Cry For A Shadow”.
Den unge Harrison med den bortauktionerede Futurama-guitar
I 1964 donerede Harrison guitaren til rockmagasinet Beat Instrumental som præmie ved en konkurrence, men bladets redaktør beholdt guitaren, da vinderen af konkurrencen foretrak at få præmien udbetalt i kontanter.
Indtil selve auktionen i Nashville fra 20.-22. november, blev Harrison-guitaren fra begyndelsen af oktober udstillet i fjorten dage på The Beatles Story i Liverpool og derefter på flere andre museer. Ved auktionen blev mere end 800 andre musikalske effekter fra bl.a. Paul McCartney, Eric Clapton, The Rolling Stones og Dolly Parton også udbudt til salg.