Tag: Roger Daltrey

Zak Starkey er definitivt ude af The Who

af Karsten Jørgensen

Tredje – og sandsynligvis sidste – afsnit i den noget forvirrende føljeton om, hvorvidt Ringo Starrs søn, Zak Starkey, er trommeslager i The Who eller ej, ser nu ud til at have fundet sin afslutning.

Zak på trommer, med Roger Daltrey i forgrunden

Zak Starkey, som indledte sit samarbejde med The Who for næsten tredive år siden i 1996, har lige siden både turneret og indspillet med gruppen, sideløbende med, at han fra 2004 til 2009 også var medlem af Oasis.

Men efter en optræden med The Who (Pete Townshend og Roger Daltrey) i Royal Albert Hall i London den 30. marts i år, kom der åbenbart en kurre på tråden mellem sangeren (Daltrey) og trommeslageren, og den 15. april meddelte Who-lejren, at Zak Starkey var blevet afskediget fra gruppen.

Efter fire dage, den 19. april, udsendte Townshend så en modstridende melding, der sagde, at afskedigelsen var en misforståelse, som blev trukket tilbage, og at Zak stadig var The Whos trommeslager.

Ringo Starr og en yngre Zak Starkey

Men forvirringen blev imidlertid total, da samme Townshend, via Instagram, en måned senere kunne fortælle, at Zak nu selv ønskede at forlade gruppen, for at kaste sig over andre projekter. Samtidig blev det meddelt, at Zak ville blive erstattet bag trommerne af Scott Devours, som tidligere har spillet i et band ved Roger Daltreys solooptrædender.

Denne sidste melding kunne Zak imidlertid ikke genkende, og på Instagram afkræftede han Townshends påstand om, at han selv havde forladt The Who.

”De opfordrede mig til at sige, at jeg forlod gruppen på grund af andre musikalske forpligtelser, men det ville have været en løgn”, skrev Zak. ”Jeg elsker The Who og jeg vil aldrig selv gå min vej”.

Zak Starkey er søn af Ringo Starr og hans første hustru Maureen, og blev født i 1965. Hans gudfar, Keith Moon, var The Whos første legendariske trommeslager, som også forærede sit gudbarn det første trommesæt, da drengen var otte år. Siden begyndelsen af 1980’erne har Starkey haft en professionel karriere i grupper som Spencer Davis Group, The Icicle Works, Ringo Starr & The All-Starr Band, The Lightning Seeds og Johnny Marr & The Healers, samt naturligvis Oasis og The Who.

Zak med sin gudfar, Keith Moon

The Who indleder hvad de selv kalder for en ’afskedsturne’, under banneret ”The Song Is Over”, i august, med en stribe planlagte koncerter i USA.

Sangeren Leo Sayer udsender helt album med Beatles-sange

af Karsten Jørgensen

Den engelske sanger Leo Sayer udsendte den 28. januar 2022 albummet ”Northern Songs” via pladeselskabet Edsel, med i alt 19 sange, som oprindelig blev indspillet af The Beatles.

Titlen på albummet, ”Northern Songs” (med undertitlen ”Leo Sayer Sings The Beatles”), hentyder naturligvis til det musikforlag, som John Lennon, Paul McCartney og The Beatles’ manager Brian Epstein oprettede i 1963, og som fra slutningen af 1960’erne blev handlet flere gange, indtil det i 1985 blev købt af Michael Jackson og sidenhen solgt videre til mediekoncernen Sony.

Leo Sayer i 1970’erne

For Leo Sayer markerer ”Northern Songs” hans 50 års jubilæum som pladekunstner, der begyndte i 1972 med singlen ”Living In America”.

Året efter kom albummet ”Silverbird”, som blev fulgt op af hitsange som ”The Show Must Go On”, ”Moonlighting”, ”You Make Me Feel Like Dancing” og ”When I Need You”, som i 1976 blev nr. 1 både på den engelske hitliste og i USA.

Leo Sayer var også sangskriver, og sideløbende med hans egen succes som pladekunstner, skrev han sange til folk som Who-sangeren Roger Daltrey (Sayer og David Courtney skrev alle sangene til Daltreys debut som solist i 1973), Three Dog Night og Cliff Richard.

Roger Daltreys debutalbum fra 1973

I 1976 indspillede Leo Sayer tre Beatles-sange – ”I Am The Walrus”, ”Let It Be” og “The Long And Winding Road” – til temaalbummet “All This And World War II”.

Alle sangene på “Northern Songs” er komponeret af Lennon og McCartney, bortset fra to, ”Here Comes The Sun” og ”Only A Northern Song”, som er skrevet af George Harrison.

Leo Sayer

Trackliste for ”Northern Songs”:

1 Eleanor Rigby
2 Strawberry Fields Forever
3 Revolution
4 Get Back
5 Across the Universe
6 A Day in the Life
7 Girl
8 A Hard Day’s Night
9 Magical Mystery Tour
10 Julia
11 Can’t Buy Me Love
12 Norwegian Wood
13 Here Comes the Sun
14 Only a Northern Song
15 Yesterday
16 I Feel Fine
17 Nowhere Man
18 Hey Jude
19 Eleanor Rigby #2