Tag: The Who

Shel Talmy, producer for The Kinks og The Who, dør

af Karsten Jørgensen

Shel Talmy, en af de vigtige skikkelser i og bag britisk rockmusik i 1960’erne, og lydarkitekten bag tidlige hits med grupper som The Kinks, The Who, Manfred Mann og David Bowie, er død.

Shel Talmy, som ganske vist var amerikaner og født i Chicago i 1937, kom til England i 1962, og ’snød’ sig til en stilling på pladeselskabet Decca Records i London.

Ved jobsamtalen løj han om tidligere præstationer, bl.a. at have produceret The Beach Boys. ”Men da de opdagede, at det hele var løgn og latin, havde jeg allerede lavet mit første hit”, sagde Talmy senere. Så pladeselskabet valgte at se gennem fingrene med hans bluffnummer.

Et par år senere forlod Talmy Decca og blev selvstændig producer. Han mødte den ukendte gruppe The Ravens, og hjalp dem til en kontrakt med Pye Records. Han producerede deres første plader under det nye navn The Kinks, og allerede senere i 1964 fik de deres første hit, ”You Really Got Me”. Samarbejdet med The Kinks fortsatte på fem LP’er indtil 1967 og blev til hitsingler som ”Tired of Waiting for You”, ”Sunny Afternoon”, ”Dedicated Follower of Fashion”, ”All Day And All Of The Night” og ”Waterloo Sunset”.

Shel Talmy arbejdede også med en anden gruppe, The High Numbers, som ændrede navn til The Who, og producerede deres debutsingle ”I Can’t Explain” og første album ”My Generation” i 1965, som indeholdt både den berømte titelsang og ”The Kids Are Alright”. Men samarbejdede sluttede brat, da Talmy ragede uklar med Kit Lambert, den ene af gruppens managere.

Gennem resten af 1960’erne stod Shel Talmy bag David Bowies første singler, også i 1965, dengang han stadig kaldte sig Davy Jones og var lead-sanger i grupper som The Manish Boys og The Lower Third, samt hits med den tidligere rhythm’n’blues-gruppe Manfred Mann: ”Semi Detached Suburban Mr. James”, ”Ha! Ha! Said The Clown” og Bob Dylan-sangen ”Just Like A Woman”.

Et samarbejde med gruppen Creation skabte ingen hits, men var alligevel betydningsfuldt. Det samme var producerrollen for australske The Easybeats og deres hitsingle ”Friday On My Mind” i 1966.

Senere i 1960’erne producerede Shel Talmy plader med folk-gruppen Pentangle og solisten Roy Harper, før han i 1970’erne rejste tilbage til USA og mere eller mindre pensionerede sig selv fra musikbranchen, bortset fra sporadiske jobs, bl.a. på de gendannede The Small Faces’ comebackalbum ”Playmates” i 1977.

Sheldon Talmy, som hans rigtige navn var, blev født den 11. august 1937, og døde i sit hjem i Los Angeles efter et slagtilfælde den 13. november 2024, 87 år gammel.

Tillykke til Denny Seiwell, trommeslager i Paul McCartneys Wings – 80 år i dag

af Karsten Jørgensen

I dag fylder den amerikanske trommeslager Denny Seiwell, som var et af de oprindelige medlemmer i Paul McCartneys gruppe Wings, 80 år.

Photo taken in Beverly Hills on 02/13/18.

Seiwell blev født i Lehighton i Pennsylvania den 10. juli 1943, og spillede i både Carbon County Band og et af flådens militærorkestre, før McCartney i 1971 rekrutterede ham til sit nye band Wings.

Denny Seiwell var medlem af Wings indtil august 1973, hvor både han og guitaristen Henry McCullough forlod gruppen, sidstnævnte på grund af musikalske uoverensstemmelser, mens Seiwell var utilfreds med blot at blive aflønnet som studiemusiker.

Cover til Wings’ ‘Wild Life’-album, Seiwell yderst til venstre, 1971

Seiwell nåede at medvirke på McCartney/Wings-singlerne ”Another Day”, 1971, ”Give Ireland Back to the Irish”, ”Mary Had A Little Lamb” og ”Hi Hi Hi”, alle 1972, samt James Bond-temaet ”Live And Let Die”, som udsendtes i 1973. Endvidere spillede Seiwell også på LP’erne ”Ram”, 1971, ”Wild Life”, 1971, og ”Red Rose Speedway”, 1973.

Paul McCartneys Wings, med Seiwell til venstre

Som studiemusiker har Denny Seiwell siddet bag trommerne på plader med bl.a. Joe Cocker, Donovan, The Who, Art Garfunkel, Billy Joel, James Brown og mange andre.

Som solist har Seiwell, under navnet Denny Seiwell Trio, udsendt to albums: ”Reckless Abandon” i 2011 og ”Boomerang” i 2018.

Ringo Starrs søn gift i Hollywood

af Karsten Jørgensen

Zak Starkey, der ligesom sin far Ringo Starr har skabt sig en karriere som trommeslager, blev 21. marts gift med sin partner gennem 18 år, Sharna Liguz.

Ceremonien, som fandt sted i Hollywood med den nærmeste familie og ganske få venner, blev udført på parrets datter, Luna Lee Lightnins, 1-års fødselsdag.

Sharna og Zak med datteren Luna, og Ringo yderst til højre

Ringo Starr var forlover for sin søn, 56-årige Zak Starkey, mens den 37-årige Sharna Liguz, blev ført op af sin far, fotografen Andrzej Liguz.

Blandt de få inviterede gæster var Barbara Bach (Ringos hustru), Augusta Tigrett (Zaks halvsøster), samt Eddie Vedder (fra Pearl Jam).

Zak Starkeys karriere som trommeslager inkluderer bl.a. perioder som medlem af The Whos turnéband (siden 1996) og Oasis (2001-2009), samt i Ringo Starrs All-Starr Band.

Producer og manager Robert Stigwood er død, 81 år

af Karsten Jørgensen

Robert Stigwood, som i 1967 var tæt på at overtage rollen som The Beatles’ manager efter Brian Epstein og ti år senere producerede fiasko-filmen ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, baseret på gruppens legendariske album af samme navn, er død i en alder af 81 år.

Robert Colin Stigwood blev født i Adelaide i Australien i 1934. Som 21-årig flyttede han til England, hvor han havde forskellige småjobs i teatre, før han dannede Robert Stigwood Associates Ltd., et selskab som var fødselshjælper for unge håbefulde skuespilleres ambitioner.

Robert Stigwood og Andrew Lloyd Webber, 1978

Robert Stigwood, t.v., sammen med musicalkomponisten Andrew Lloyd Webber

Én af disse skuespillere var en ung mand, John Leyton, som Stigwood hjalp i gang med en musikkarriere, da han, sammen med Joe Meek, producerede sangen ”Johnny Remember Me”, som skød helt op på førstepladsen af den engelske hitliste i 1961.

På trods af en stribe hits med John Leyton og et samarbejde hos EMI med sangere som Mike Sarne og Mike Berry, var de tidlige 1960’ere en økonomisk usikker periode for Robert Stigwood.

Men i 1966 gik der hul på bylden. Stigwood kom i kontakt med The Who, og overtalte dem til at skrive kontrakt med hans nye pladeselskab, Reaction Records. Samme år blev han også manager for supergruppen Cream og finansierede indspilningen af deres debut-album, som blev udsendt på Polydor Records. Efter gruppens opløsning to år senere, fortsatte Stigwood som manager for Eric Clapton gennem hans tid i både Blind Faith og Derek & The Dominos og langt ind i hans solokarriere.

I januar 1967 fusionerede Stigwoods selskab med Brian Epsteins NEMS Enterprises, men det var en skrøbelig konstruktion, idet The Beatles, som Epstein var manager for, allerede fra starten var mistænksomme og nægtede at samarbejde med Stigwood.

Efter Epsteins død i august 1967, hvor NEMS blev overtaget af hans bror Clive Epstein, var Stigwoods dage talte, og da året gik på hæld havde han trukket sig ud af samarbejdet og dannet et nyt selskab, Robert Stigwood Organization (RSO), og et pladeselskab, RSO Records.

Robert Stigwood (t.h.) med The Bee Gees, 1970

Stigwood, t.h., sammen med The Bee Gees, 1970

Stigwood arbejdede som presseagent for bl.a. Mick Jagger, Rod Stewart og David Bowie, og RSO Records udgav populære plader med The Bee Gees, Eric Clapton, Yvonne Elliman og, senere, soundtrack-albums som ”Saturday Night Fever”, ”Grease” og ”Fame”.

En afdeling af RSO helligede sig filmmediet og producerede de førnævnte kassesucceser ”Saturday Night Fever” og ”Grease”, samt ”Tommy”, ”Staying Alive” og ”Evita”, med Madonna i hovedrollen. Men indimellem var der også eklatante fiaskoer: den stort anlagte men skuffende musical-film ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” i 1978, med The Bee Gees og Peter Frampton i hovedrollerne, som blev slagtet af både anmeldere og publikum, og en katastrofal ”Grease 2”.

Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band - soundtrack album

Soundtrack-albummet “Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, 1978

Alligevel stod lykken ham som oftest bi, og i sine senere år placerede medierne ham regelmæssigt blandt de rigeste mennesker i England.

Robert Stigwood, der af både venner og fjender blev kaldt ”Stiggy”, døde af ukendte årsager den 4. januar 2016.