af Karsten Jørgensen
Nytårsdag, den 1. januar 1962, indspillede The Beatles et demobånd for Decca Records i London, i håbet om at få en pladekontrakt.
Men i stedet for en kontrakt, fik de et afslag fra selskabets talentspejder Dick Rowe, med besked om at ”guitargrupper er på vej ud”.
Et halvt år senere sikrede gruppens manager Brian Epstein The Beatles en pladekontrakt med Parlophone Records, et datterselskab i EMI-koncernen, og resten er, som man siger, historie.
Demobåndet fra Decca Records bliver 13. december sat til salg på Sotheby’s auktioner, og forventes at indbringe mellem 50.000 og 70.000 £.
Der eksisterer flere båndkopier fra Decca-optagelserne, og de fleste af de 15 sange, The Beatles indspillede, bl.a. originalkompositioner som ”Like Dreamers Do”, ”Hello Little Girl” og ”Love Of The Loved”, har siden midten af 1970’erne været tilgængelige på både piratplader, semi-legale udgivelser og på The Beatles’ eget ”Anthology”-projekt i midten af 1990’erne.
‘The Decca Tapes’, et hollandsk kassettebånd fra 1991
Det unikke ved det bånd, der nu udbydes til salg hos Sotheby’s er, at det er Brian Epsteins eget personlige eksemplar, som han få dage efter afslaget fik overført til en testplade. Og den testplade overbeviste få måneder senere produceren George Martin om, at han og Parlophone skulle indgå en kontrakt med The Beatles.
Opdateret:
Demo-båndet blev solgt for 62.500 £. Ved samme auktion blev et par af John Lennons, iøvrigt defekte, solbriller med runde, grønne glas solgt for 137.500 £.