af Karsten Jørgensen
Den amerikanske journalist og forfatter Charles R. Cross, som i 1980 startede Bruce Springsteen-fanmagasinet Backstreets og senere skrev anerkendte biografier om bl.a. Jimi Hendrix og Kurt Cobain, døde den 9. august, 67 år.
Cross, der kom fra Seattle og var førstehånds øjenvidne til fødslen af grunge-genren, fortsatte i mange år som redaktør af Backstreets, og skrev senere regelmæssigt i magasiner som Rolling Stone, Esquire, Playboy, Uncut og aviser som Los Angeles Times.
Første nummer af fanbladet Backstreets
I 1989 redigerede han bogen ”Springsteen: The Man and His Music” med udvalgte artikler fra Backstreets, og udgav senere bl.a. de roste bøger ”Heavier Than Heaven: A Biography of Kurt Cobain” i 2001 og ”Room Full of Mirrors: The Biography of Jimi Hendrix” i 2005. Endvidere var han forfatter til bøger om bl.a. Heart og Led Zeppelin.
Backstreets’ betydning som et af verdens bedste fan-magasiner, var også anerkendt hos selveste Bruce Springsteen, og efter nyheden om Cross’ død, skrev Bruce på Instagram, at ”som grundlægger af Backstreets, skabte Charles et vidunderligt magasin og et positivt miljø, som gav vores fans muligheden for at skabe kontakter til hinanden gennem historier, idéer og oplevelser”.
Cross’ biografi om Kurt Cobain
Og ved en koncert i Pittsburgh, hyldedes Cross, da Springsteen dedikerede en fortolkning af sangen ”Backstreets” til ham.