af Karsten Jørgensen
Baz Luhrmanns ”Elvis”-film var én af sidste års store filmoplevelser, og de fleste var enige om, at Austin Butlers optræden i rollen som Elvis Presley var uovertruffen.
Men samtidig var mange skuffede over, at Elvis’ hustru, Priscilla Presley, spillet af Olivia DeJonge, var nedtonet til en uvæsentlig birolle i det store billede af ”The King of Rock’n’Roll”, og slet ikke fik credit for den betydning og indflydelse, hun havde på hans liv.
Det har filminstruktøren Sofia Coppola nu rådet bod på i den 110 minutter lange portrætfilm ”Priscilla”, som holder fokus på den feminine halvdel af Presley-parret, i en fortælling af, mere eller mindre, den samme historie og med de samme aktører.
Filmen følger Priscilla fra hun var 14 år og indtil hun som 27-årig blev skilt fra Elvis, og fremstiller hendes ofte kontroversielle kærlighedsforhold til den mand, som i årtier var et kønsobjekt og musikalsk idol.
Forholdet mellem dem begyndte, da Elvis var udstationeret som soldat i Vesttyskland, og Priscilla var datter af en højtstående militærperson. På daværende tidspunkt var Elvis 24 år, mens Priscilla kun var 14.
Elvis og Priscilla blev gift i 1967, og året efter fik de deres eneste barn sammen, datteren Lisa Marie, som i øvrigt døde i januar, kun 54 år gammel.
Filmen ”Priscilla”, som Sofia Coppola beskriver som en slags ”Marie Antoinette på Graceland”, er baseret på Priscilla Presleys egne erindringer, som blev udgivet i bogen ”Elvis & Me” i 1985, og præsenteres 4. september på filmfestivalen i Venedig, inden den får biografpremiere den 27. oktober. Hovedrollen som Priscilla spilles af Cailee Spaeny, mens Elvis spilles af Jacob Elordi.
Elvis Presley Enterprises, som ejer musikrettighederne, har nægtet Coppola tilladelse til at bruge originale Elvis-sange i filmen, og derfor består filmens soundtrack af musik, spillet af bandet Phoenix, som har Coppolas ægtemand Thomas Mars i front.