Tag: Elvis Costello

Elvis Costello & The Imposters udsender nyt album til januar

af Karsten Jørgensen

“The Boy Named If” hedder det nye album, som Elvis Costello og hans trofaste backinggruppe The Imposters udsender den 14. januar 2022.

Den fulde titel på albummet er ”The Boy Named If (And Other Children’s Stories)”, og Costello forklarer, at “If” betyder ”imaginary friend” – éns hemmelige jeg, som man kan skyde skylden på, for alle de ting, man går rundt og gør – men nægter overfor sig selv.

Pladens 13 sange ”fører os gennem barndommens sidste forvirrede tid til det frygtindgydende tidspunkt, hvor nogen fortæller os, at vi skal holde op med at opføre os som børn”, siger Costello, og tilføjer: ”Hvilket for de fleste mænds vedkommende (og måske også kvinders) kan være på et hvilket som helst tidspunkt indenfor de første 50 år”.

Albummet er indspillet med The Imposters – Pete Thomas på trommer, Davey Faragher på bas og Steve Nieve på orgel og klaver – og Costello har co-produceret sammen med Sebastian Krys.

”The Boy Named If”, som udkommer på både cd, dobbelt-vinyl, kassette og som download, er en follow-up til ”Hey Clockface” fra 2020. Imellemtiden er der, i september, også udsendt et album, ”Spanish Model”, hvor latinamerikanske sangere fortolker hele Costellos 1978-album ”This Year’s Model” med spanske tekster.

”The Boy Named If” er Elvis Costellos mest rockede album siden “Momofuku” i 2008, og derfor også det første album i lang tid, som udnytter potentialet hos hans dynamiske backing-trio fuldt ud.

I oktober udsendte Costello den første single fra det nye album, ”Magnificent Hurt”, og for nogle dage siden kom endnu en, ”Paint The Red Rose Blue”.

Costello har planlagt en turné til juni 2022

Trackliste for ”The Boy Named If”:

1. Farewell, OK
2. The Boy Named If
3. Penelope Halfpenny
4. The Difference
5. What If I Can’t Give You Anything But Love?
6. Paint the Red Rose Blue
7. Mistook Me for a Friend
8. My Most Beautiful Mistake (guest vocal by Nicole Atkins)
9. Magnificent Hurt
10. The Man You Love to Hate
11. The Death of Magic Thinking
12. Trick Out the Truth
13. Mr. Crescent

Ronnie Tutt, trommeslager i Elvis’ legendariske TCB Band, er død, 83 år

af Karsten Jørgensen

Trommeslageren Ronnie Tutt, som var medlem af The TCB Band og spillede i alt 1954 koncerter med Elvis Presley fra 31. juli 1969 og indtil Elvis’ død i august 1977, er død i sit hjem i Franklin, Tennessee, 83 år gammel.

Tutts kone Donna bekræftede dødsfaldet og sagde, at Ronnie gennem en årrække havde lidt af kroniske hjerteproblemer.

Ronald Ellis Tutt var født i Dallas, Texas, den 12. marts 1938, og voksede op som enebarn af forældrene Frank og Gladys Tutt. Det første instrument, han begyndte at spille, var en ukulele, som derefter i hurtig rækkefølge blev erstattet af guitar, violin og trompet, indtil han kastede sig over trommerne, da han gik i gymnasiet.

”Jeg begyndte at danse, da jeg var tre år, så rytmen var altid vigtigere for mig end melodien”, sagde Tutt i et interview i 2016. ”Både trompet og guitar frustrerede mig, fordi jeg ville udtrykke mig rytmisk. Så skiftet til trommerne var ikke særlig svært”.

Ronnie Tutt var stadig teenager, da han fik sit første professionelle job, som trommeslager i countrygruppen Western Swing Band, og op gennem 1960’erne og 1970’erne, sideløbende med samarbejdet med Elvis, etablerede han sig som en meget efterspurgt studiemusiker.

Album med optagelser fra Elvis’ optræden i International Hotel, august 1969

I midten af 1969 blev Ronnie Tutt hyret til The TCB Band, som erstatning for DJ Fontana, til en serie legendariske engagementer med Elvis Presley på The International Hotel i Las Vegas, der markerede The King’s tilbagevenden som sceneentertainer, efter en periode på otte år, hvor han udelukkende indspillede film og tilhørende soundtracks. Disse første engagementer med Elvis kan høres på albummet ”From Memphis To Vegas/From Vegas To Memphis”, som blev udsendt i 1969.

Ronnie Tutt medvirkede på stort set alle pladeindspilninger med Elvis siden marts 1972 og indtil de sidste sessions i Graceland i 1976. Men Tutt var også særdeles aktiv som studiemusiker, mens han var tilknyttet Elvis’ turnéband, og bl.a. medvirkede Tutt på Billy Joels gennembrudsalbum ”Piano Man” i 1973 og det enlige album med duoen Lindsey Buckingham & Stevie Nicks, før de blev medlemmer af Fleetwood Mac, ligeledes i 1973, samt Gram Parsons, Emmylou Harris, Michael Nesmith, Johnny Cash, Chris Hillman og The Flying Burrito Brothers.

Tutt spillede også med Jerry Garcia Band og, efter Elvis’ død, med The Carpenters og Mink DeVille, inden han i 1981 blev medlem af Neil Diamonds turnéband – et samarbejde, der fortsatte indtil 2018. Han medvirkede også på plader med Los Lobos og Elvis Costello (fire sange på albummet ”King of America” og singlen ”The People’s Limousine”), og var med i sidstnævntes backingband, The Confederates, i 1987.

Fra 1997 og indtil midten af 2010’erne turnerede Tutt med det øvrige TCB Band, som akkompagnement til ”Elvis: The Concert”-showet, hvor videooptagelser med afdøde Elvis Presley blev vist på et kæmpemæssigt lærred, mens de oprindelige musikere spillede til.

Når Ronnie Tutt senere fortalte om sit venskab med Elvis, var det altid med stor respekt og omsorg. ”Den måske allerstørste tragedie i Elvis’ liv var, at han var fanget i det image, han selv havde skabt”, sagde Tutt. ”Han kunne ikke engang beholde sin rigtige hårfarve. Han farvede det kulsort, når det i virkeligheden var helt hvidt, ligesom mit skæg. Han ville også have været smuk med hvidt hår, men det ville ødelægge det image han havde. Og det var selvfølgelig den virkelige tragedie, at uanset hvad han gjorde, var han altid tvunget til at ligne Elvis Presley”.

Ronnie Tutt døde den 16. oktober, og efterlader sig hustruen Donna, syv døtre, to sønner, samt adskillige børnebørn.

‘Hey Clockface’, nyt album fra Elvis Costello

af Karsten Jørgensen

I dag udsender Elvis Costello et nyt album, ”Hey Clockface”, på Concord Records, som follow-up til det anmelderroste ”Look Now” fra 2018.

Albummet er indspillet dels i Helsinki, Finland, dels i Paris og New York, og mixet i Los Angeles. Blandt musikerne på albummets 14 sange, er pianisten Steve Nieve (oprindelig medlem af The Attractions) og guitaristen Bill Frisell, som tidligere har arbejdet sammen med Costello på bl.a. albummet ”Deep Dead Blue” i 1995.

”Hey Clockface” er produceret af Costello i samarbejde med Sebastian Krys, og har følgende trackliste:

Revolution #49
No Flag
They’re Not Laughing at Me Now
Newspaper Pane
I Do (Zula’s Song)
We Are All Cowards Now
Hey Clockface / How Can You Face Me?
The Whirlwind
Hetty O’Hara Confidential
The Last Confession of Vivian Whip
What Is It That I Need That I Don’t Already Have?
Radio Is Everything
I Can’t Say Her Name
Byline

‘Hey Clockface’ fås også som kaffe/the-krus…

… og som mundbind

 

Robert Hunter, som skrev flere sange med Bob Dylan, er død, 78 år

af Karsten Jørgensen

Tekstforfatteren Robert Hunter, som er mest kendt for sit mangeårige samarbejde med Jerry Garcia og The Grateful Dead, er død, 78 år. Det oplyser familien, som 24. september skrev: ”Det er med stor sorg, at vi bekræfter, at vores elskede Robert Hunter gik bort i går aftes. Han døde fredfyldt hjemme i sin seng, omgivet af kærlighed…I denne stund skal vi fejre ham på den måde vi kender, ved at være sammen og lytte til musikken. Lad sangene fylde luften”.

Robert Hunter

Hans hustru gennem 37 år, Maureen, holdt ham i hånden, da han døde. Dødsårsagen er ikke oplyst.

”Til alle de fans, som har elsket hans tekster gennem så mange år, siger vi, at de skal vide, at hans ord stadig er iblandt os, og derfor er han på en måde ikke rigtig væk”, siger familien.

Robert Hunter blev oprindelig født med navnet Robert Burns i Californien i 1941, og han var 19 år, da han mødte den 18-årige Jerry Garcia i 1961. De to blev introduceret for hinanden af Garcias kæreste – som også var Hunters eks-kæreste – Diane Huntsburger.

Herefter spillede Robert mandolin og opretstående bas i Jerry Garcias første grupper, bl.a. i en duo som Bob & Jerry og en bluegrass-gruppe, Hart Valley Drifters, der dog hurtigt opløstes. Men venskabet varede ved.

Da Garcia dannede Grateful Dead, inviterede han Robert Hunter til at være med, men han valgte i stedet at gå på Stanford-universitetet, hvor han deltog i et statsfinancieret forsøgsprogram med både LSD og mescalin, og ifølge Robert, satte disse stoffer fart på hans lyst til at skrive tekster.

”Ordene hoppede bogstavelig talt ud af min underbevidsthed og lige ned på papirer”, sagde han.

Hunter sendte nogle af sine digte til Jerry Garcia, der satte musik til dem og gjorde ham til Grateful Deads primære tekstforfatter. Han skrev tekst til nogle af gruppens mest berømte sange – ”Dark Star”, ”Truckin’”, ”Box Of Rain”, ”Sugar Magnolia”, ”Friend Of The Devil” og deres største hit ”Touch Of Grey”.

Hunters tekster var fulde af drømmeagtige, psykedeliske billeder, og var tilpas vage og tvetydige til, at gruppens fans kunne fascineres af dem og fortolke dem. Han forbød også gruppen at trykke hans tekster på pladeomslagene. ”Folk kunne få meninger ud af det, de hørte forkert, og på den måde kunne de selv være med i teksterne”, sagde han.

Hunter gav næsten aldrig interviews – ikke fordi han ikke brød sig om journalister, snarere var det et udtryk for forfængelighed. ”Der skal jo være et godt billede, og jeg bliver ikke særlig god på billeder”, sagde han til Rolling Stone i 2013. ”Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er grim, eller om det er kameraet, som ikke kan li’ mig”.

Robert Hunter, t.v., sammen med Jerry Garcia

Selvom Hunter spillede både mandolin, guitar, violin, cello og trompet, optrådte han aldrig med Grateful Dead. I stedet skrev han sange til dem i en periode på 30 år, der sluttede med Jerry Garcias død i 1995.

Efter Jerry Garcia døde, arbejdede Hunter sammen med en stribe andre musikere, bl.a. Elvis Costello, Bruce Hornsby, Little Feat og i særdeleshed Bob Dylan, som han allerede i 1988 havde arbejdet sammen med på to sange, ”Silvio” og ”Ugliest Girl In The World”, der udsendtes på albummet ”Down In The Groove”.

Senere skrev han alle teksterne, undtagen én, på Dylan-albummet ”Together Through Life”, 2009, samt sangen ”Duquesne Whistle” på ”Tempest”, 2012.

Robert Hunter udsendte mere end ti soloplader, den første, ”Tales of the Great Rum Runners”, allerede i 1974, sideløbende med samarbejdet med Grateful Dead. Han udgav også bøger med sine sangtekster, samt digte og oversættelser af Rainer Maria Rilke, og bliver betragtet som en af rockmusikkens mest ambitiøse poeter.

”Hunter talte til sin generation ligesom Dylan”, sagde Mike Campbell fra The Heartbreakers, da Grateful Dead i 1994 blev optaget i Rock And Roll Hall Of Fame, hvor Hunter også blev indlemmet i logen på lige fod med de øvrige medlemmer. Elleve år senere, i 2015, blev både Garcia og Hunter også optaget i Songwriter’s Hall Of Fame.

På Grateful Deads officielle hjemmeside skriver gruppens arkivist David Lemieux: ”Robert Hunter har været en ligeså vigtig del af The Grateful Dead, som dem, der indspillede musikken, der ledsagede hans ord, og dem, der gik ind på scenen og gav ordene liv”.

Robert Hunter døde i sit hjem i San Rafael i Californien den 23. september 2019, og efterlader sig hustruen Maureen, samt tre børn Kate, Charlotte og Jess.

Geoff Emerick, lydtekniker på plader med The Beatles og Paul McCartney, er død, 72 år

af Karsten Jørgensen

Den engelske lydtekniker og producer Geoff Emerick, som siden 1966 arbejdede sammen med The Beatles, Paul McCartney og mange andre, er død af hjertestop, 72 år.

Geoff Emerick - med Paul McCartney

Geoff Emerick i studiet med Paul McCartney

”En af de bedste og mest opfindsomme lydfolk”, skrev produceren Giles Martin, søn af afdøde Beatles-producer George Martin. ”Vi er alle påvirket af de lyde, han var med til at skabe på den mest fantastiske musik, der nogensinde er indspillet”.

Geoffrey Ernest Emerick blev født i London den 5. december 1945, og begyndte sin karriere som assisterende lydtekniker hos EMI Records som 15-årig. Han var første gang involveret i en indspilning med The Beatles i 1963, hvor han var båndoperatør på to sange, ”Misery” og ”Baby It’s You”.

Tre år senere, i april 1966, blev Emerick forfremmet til primær lydtekniker, og afløste Norman Smith ved The Beatles’ pladeindspilninger. De følgende tre år skabte trekløveret af The Beatles, produceren George Martin og Emerick pladerne ”Revolver”, ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, “Magical Mystery Tour”, “The Beatles (The White Album)”, “Yellow Submarine” og “Abbey Road”.

“Jeg blev lidt overrasket; ja, faktisk skræmte det mig”, sagde Emerick senere om det første samarbejde med The Beatles på “Revolver”. ”Ansvaret var enormt, men jeg sagde ja, og tænkte, at jeg måtte løse problemerne i takt med at de opstod”.

Senere kaldte Emerick ”A Day In The Life” for højdepunktet i sin karriere. ”Den aften, vi indspillede det store orkester, gik min og alle andres verden fra sort/hvid til farver”.

Geoff Emerick - i midten, med George Martin og Ringo Starr

Geoff Emerick, i midten, med George Martin og Ringo Starr

Efter opløsningen af The Beatles i 1970 fortsatte Emerick samarbejdet med Paul McCartney. Han var teknisk ansvarlig for en stribe Wings- og McCartney-albums: “Band On The Run”, 1973, “Venus And Mars”, 1975, “London Town”, 1978, “Tug Of War”, 1982, “Pipes of Peace”, 1983, “Give My Regards To Broad Street”, 1984, “Flowers in the Dirt”, 1989, “Unplugged – The Official Bootleg”, 1991, “Paul Is Live”, 1993, “Flaming Pie”, 1997, “Run Devil Run”, 1999, “Driving Rain”, 2001, og “Memory Almost Full”, 2007. Venskabet mellem dem var så tæt, at Paul McCartney var forlover, da Geoff Emerick i januar 1989 blev gift med Nicole Graham.

Geoff Emerick har endvidere arbejdet på albummet ”The Beatles At The Hollywood Bowl”, 1977, soundtrack-LP’en ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” (med The Bee Gees og Peter Frampton), 1978, og cd-trilogien ”Anthology”, med optagelser fra Beatles-arkiverne, 1995-96. Desuden har han produceret flere plader med andre kunstnere, bl.a. ”Imperial Bedroom”, 1982, og ”All This Useless Beauty”, 1996, med sangeren Elvis Costello, samt albums med både Kate Bush, Art Garfunkel, Judy Garland, America, Badfinger, Manfred Mann, The Zombies og mange andre.

Geoff Emerick modtog tre Grammy’er som lydtekniker, for hhv. ”Sgt. Pepper”, ”Abbey Road” og Wings’ ”Band On The Run”, og fik i 2003 en fjerde, en ”teknisk Grammy”, for ”at have flyttet grænserne i pladestudiet med sin kreativitet og fantasi”.

I 2006 udgav Geoff Emerick erindringsbogen ”Here, There and Everywhere: My Life Recording the Music of the Beatles”, og mange kritiserede ham efterfølgende for, at han i alt for høj grad fremhævede Paul McCartneys betydning, og nedtonede George Harrison og Ringo Starrs roller i The Beatles.

Geoff Emerick - Here, There And Everywhere

Geoff Emerick døde den 2. oktober 2018.