Tag: Eric Clapton

George Harrisons mesterværk fra 1970 genudsendes

af Karsten Jørgensen

Højdepunktet i George Harrisons solokarriere kom tidligt. Allerede med sit første rigtige soloudspil i slutningen af 1970, det tredobbelte album ”All Things Must Pass” (som fulgte efter et instrumentalt soundtrack ”Wonderwall Music” i 1968 og et synthesizer-eksperiment ”Electronic Sound” det følgende år), satte han barren så højt for både sig selv, og andre, at han ikke sidenhen kom i nærheden af at lave et så helstøbt værk.

Det oprindelige tredobbelte album fra 1970

Albummet, som blev indspillet fra maj til oktober 1970 – umiddelbart efter den officielle opløsning af The Beatles – blev lavet i samarbejde med en sand perlerække af tidens mest efterspurgte musikere, bl.a. trommeslageren Ringo Starr, bassisten Klaus Voormann, keyboardspilleren Billy Preston og guitaristen Eric Clapton, og i producerstolen sad den legendariske Phil Spector, som netop havde gjort The Beatles’ ellers skrinlagte optagelser til ”Let It Be” klar til udgivelse og arbejdet med John Lennon på nogle soloudgivelser.

Genudgivelse på dobbelt-cd med farvelagt omslag, 2001

”All Things Must Pass” var på mange måder resultatet af, at George Harrison som sangskriver havde stået i skyggen af John Lennon og Paul McCartney gennem hele perioden i The Beatles, og da gruppen endelig gik hver til sit i april 1970, havde Harrison samlet et veritabelt skatkammer af uudgivne kompositioner.

”Isn’t It A Pity” og ”The Art of Dying” var skrevet tilbage i 1966, ”I’d Have You Anytime” (en fælleskomposition med Bob Dylan) og ”Let It Down” var fra 1968, mens ”All Things Must Pass”, ”Hear Me Lord”, ”Let It Down”, ”Wah-Wah”, ”Run of the Mill”, ”What Is Life”, ”Behind That Locked Door” og ”My Sweet Lord” alle var skrevet på forskellige tidspunkter i 1969.

Super Deluxe-udgaven med 5 cd’er, plus bluray

50 års-jubilæet sidste år for ”All Things Must Pass” blev – uden plausibel forklaring – forbigået i stilhed, men den 6. august genudsendes værket i en stribe forskellige konstellationer, både med standard-udgaver på både vinyl og cd, samt Deluxe-udgave (5 LP eller 3 cd), Super Deluxe-udgave (8 LP eller 5 cd + bluray) og en såkaldt Uber Deluxe-udgave (med 8 LP + 5 cd + bluray, plus to bøger på hhv. 56 og 44 sider), sidstnævnte til en pris af godt 100 $.

Uber Deluxe-udgaven

Den nye udgave er tilrettelagt af George Harrisons søn Dhani og lydteknikeren Paul Hicks, og Super Deluxe-udgaven indeholder i alt 70 sange. Det oprindelige albums 23 sange er suppleret med 47 demoer, outtakes og studie-jams, heraf flere hidtil uudgivne.

Trackliste for Super Deluxe-udgaven:

CD 1 – Main Album:
I’d Have You Anytime
My Sweet Lord
Wah-Wah
Isn’t It A Pity (Version One)
What Is Life
If Not For You
Behind That Locked Door
Let It Down
Run Of The Mill
CD 2 – Main Album:
Beware Of Darkness
Apple Scruffs
Ballad Of Sir Frankie Crisp (Let It Roll)
Awaiting On You All
All Things Must Pass
I Dig Love
Art Of Dying
Isn’t It A Pity (Version Two)
Hear Me Lord
Out Of The Blue *
It’s Johnny’s Birthday *
Plug Me In *
I Remember Jeep *
Thanks For The Pepperoni
* Newly Remastered/Original Mix
CD 3 – Day 1, Demos, 26th May 1970:
All Things Must Pass (Take 1) †
Behind That Locked Door (Take 2)
I Live For You (Take 1)
Apple Scruffs (Take 1)
What Is Life (Take 3)
Awaiting On You All (Take 1) †
Isn’t It A Pity (Take 2)
I’d Have You Anytime (Take 1)
I Dig Love (Take 1)
Going Down To Golders Green (Take 1)
Dehra Dun (Take 2)
Om Hare Om (Gopala Krishna) (Take 1)
Ballad Of Sir Frankie Crisp (Let It Roll) (Take 2)
My Sweet Lord (Take 1) †
Sour Milk Sea (Take 1)
† hidtil uudgivne
CD 4 – Day 2, Demos, 27th May 1970:
Run Of The Mill (Take 1) †
Art Of Dying (Take 1)
Everybody/Nobody (Take 1)
Wah-Wah (Take 1)
Window Window (Take 1)
Beautiful Girl (Take 1)
Beware Of Darkness (Take 1)
Let It Down (Take 1)
Tell Me What Has Happened To You (Take 1)
Hear Me Lord (Take 1)
Nowhere To Go (Take 1)
Cosmic Empire (Take 1)
Mother Divine (Take 1)
I Don’t Want To Do It (Take 1)
If Not For You (Take 1)
† hidtil uudgivne
CD 5 – Session Outtakes & Jams:
Isn’t It A Pity (Take 14)
Wah-Wah (Take 1)
I’d Have You Anytime (Take 5)
Art Of Dying (Take 1)
Isn’t It A Pity (Take 27)
If Not For You (Take 2)
Wedding Bells (Are Breaking Up That Old Gang Of Mine) (Take 1)
What Is Life (Take 1)
Beware Of Darkness (Take 8)
Hear Me Lord (Take 5)
Let It Down (Take 1)
Run Of The Mill (Take 36)
Down To the River (Rocking Chair Jam) (Take 1)
Get Back (Take 1)
Almost 12 Bar Honky Tonk (Take 1)
It’s Johnny’s Birthday (Take 1)
Woman Don’t You Cry For Me (Take 5)
Blu-ray – Main Album in surround, Atmos, hi-res stereo:
I’d Have You Anytime
My Sweet Lord
Wah-Wah
Isn’t It A Pity (Version One)
What Is Life
If Not For You
Behind That Locked Door
Let It Down
Run Of The Mill
Beware Of Darkness
Apple Scruffs
Ballad Of Sir Frankie Crisp (Let It Roll)
Awaiting On You All
All Things Must Pass
I Dig Love
Art Of Dying
Isn’t It A Pity (Version Two)
Hear Me Lord
Out Of The Blue
It’s Johnny’s Birthday
Plug Me In
I Remember Jeep
Thanks For The Pepperoni

The Beatles’ forretningsfører Harry Pinsker død, 90 år

af Karsten Jørgensen

The Beatles’ bogholder og revisor gennem det meste af 1960’erne, Harry Pinsker, er død, 90 år.

Pinsker hjalp gruppen med at oprette selskaber, købe huse og betale deres regninger. Han rådgav dem m.h.t. investeringer og sørgede for, at de betalte så lidt i skat, som muligt.

Harry Pinsker

Da George Harrison i 1966 skrev sangen ”Taxman”, var det en direkte følge af chokket over at opdage, at hver gang The Beatles tjente et engelsk pund (som dengang var = 20 shilling), betalte de 19 shilling i skat.

Linjerne i sangen, ”Let me tell you how it will be/There’s one for you, 19 for me/’Cause I’m the Taxman…”, var Harrisons umiddelbare og rasende reaktion på, at Harry Pinsker fortalte ham om konsekvenserne af Labour-regeringens skattepolitik, som pålagde kunstnere at betale en høj marginalskat på 95 %. Teksten i Harrisons sang fortsatte: ”Should five per cent appear too small/Be thankful I don’t take it all”.

Harry Pinsker var født 12. maj 1930 i Bethnal Green i det østlige London, og begyndte sit arbejdsliv som kontorist hos revisorfirmaet Bryce, Hanmar i 1947.

Harry Pinsker

Han læste jura og regnskab på aftenskole, og steg i graderne, indtil han i 1960 avancerede til at være fuld partner i firmaet. I 1962 tog han imod fire unge musikere og deres manager på sit kontor i London, og det var begyndelsen på et langt, frugtbart forhold mellem The Beatles og Harry Pinsker.

Oprindelig var gruppens manager Brian Epstein, som var direktør for både en møbel- og en grammofonpladeforretning, klient hos Bryce, Hanmars afdeling i Liverpool, men da han mødte op i selskab med de i datidens øjne langhårede The Beatles, henviste firmaet ham til deres afdeling i London.

Udover at bistå gruppens medlemmer i rent praktiske og økonomiske transaktioner, såsom at få oprettet telefoner hurtigt (som der dengang var op til et halvt års ventetid på), var det også Pinsker, der opdagede annoncen for et hus på Mull of Kintyre i Skotland, som Paul McCartney købte.

Endvidere hjalp han The Beatles med at bruge smuthuller i skattelovgivningen, så de betalte mindre i indkomstskat. Han oprettede Lennon og McCartneys musikforlag Lenmac som en forretning i stedet for en investeringsforening, som betalte højere skat, og det var Pinsker, der i 1966 fik ideen om, at gøre alle fire medlemmer til helt almindelige medarbejdere i deres eget selskab, The Beatles & Co., hvilket betød en nedsat selskabsskat, som sparede gruppen for rundt regnet 3 millioner pund. Endelig var det også Harry Pinsker, der foreslog The Beatles at oprette Apple – et selskab, hvor han selv var en af direktørerne.

Efter Yoko Onos entré i Beatles-historien, blev både forholdet internt i The Beatles og til Harry Pinsker mere anspændt, og i sidste ende førte det til, at Pinskers rolle i deres økonomiske liv sluttede. I 1968 udsendte John Lennon og Yoko Ono avantgarde-albummet ”Two Virgins”, hvor parret var afbildet nøgne på begge sider af omslaget. På daværende tidspunkt var billeder af kønsdele i det offentlige rum strafbart, og da det ikke lykkedes for Pinsker, at få Lennon og Ono til at trække omslaget tilbage, tog han sin afsked og var dermed ude af Beatles-historien.

Det kontroversielle cover til “Two Virgins”

Blandt Harry Pinskers øvrige showbiz-klienter i 1960’erne var Billy J. Kramer & The Dakotas, Gerry & The Pacemakers og Cilla Black, samt Yes, Cream og Eric Clapton.

Harry Pinsker fortsatte som partner i Bryce, Hanmer indtil 1990’erne, hvor han trak sig tilbage.

Hans hustru Ana Simca, som han blev gift med i 1955, døde i 2008, og han efterlader sig tre voksne døtre.

Harry Pinsker med hustruen Ana Simca

Harry Pinsker døde den 24. januar 2021.

Bruce Springsteen udgiver sine erindringer

af Karsten Jørgensen

Eric Clapton, Keith Richards og Pete Townshend gjorde det for nogle år siden. Graham Nash, Carly Simon, Elvis Costello og Tom Petty har gjort det fornylig.

Og nu er turen kommet til ’The Boss’ – Bruce Springsteen – som siden 2009 i al hemmelighed har skrevet på sine erindringer, og den 27. september, få dage efter sin 67 års fødselsdag, udsender bogen ”Born To Run” på forlaget Simon & Schuster.

Springsteen, Bruce - Born To Run - book, 2016

”Det er præcis den bog, vi har håbet på”, siger Jonathan Karp fra Simon & Schuster. ”Læserne vil se deres eget liv i Bruce Springsteens ekstraordinære historie, ligesom vi også genkender os selv i hans sange”.

Den danske udgave af Springsteens erindringer udgives af Politikens Forlag.

Producer og manager Robert Stigwood er død, 81 år

af Karsten Jørgensen

Robert Stigwood, som i 1967 var tæt på at overtage rollen som The Beatles’ manager efter Brian Epstein og ti år senere producerede fiasko-filmen ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, baseret på gruppens legendariske album af samme navn, er død i en alder af 81 år.

Robert Colin Stigwood blev født i Adelaide i Australien i 1934. Som 21-årig flyttede han til England, hvor han havde forskellige småjobs i teatre, før han dannede Robert Stigwood Associates Ltd., et selskab som var fødselshjælper for unge håbefulde skuespilleres ambitioner.

Robert Stigwood og Andrew Lloyd Webber, 1978

Robert Stigwood, t.v., sammen med musicalkomponisten Andrew Lloyd Webber

Én af disse skuespillere var en ung mand, John Leyton, som Stigwood hjalp i gang med en musikkarriere, da han, sammen med Joe Meek, producerede sangen ”Johnny Remember Me”, som skød helt op på førstepladsen af den engelske hitliste i 1961.

På trods af en stribe hits med John Leyton og et samarbejde hos EMI med sangere som Mike Sarne og Mike Berry, var de tidlige 1960’ere en økonomisk usikker periode for Robert Stigwood.

Men i 1966 gik der hul på bylden. Stigwood kom i kontakt med The Who, og overtalte dem til at skrive kontrakt med hans nye pladeselskab, Reaction Records. Samme år blev han også manager for supergruppen Cream og finansierede indspilningen af deres debut-album, som blev udsendt på Polydor Records. Efter gruppens opløsning to år senere, fortsatte Stigwood som manager for Eric Clapton gennem hans tid i både Blind Faith og Derek & The Dominos og langt ind i hans solokarriere.

I januar 1967 fusionerede Stigwoods selskab med Brian Epsteins NEMS Enterprises, men det var en skrøbelig konstruktion, idet The Beatles, som Epstein var manager for, allerede fra starten var mistænksomme og nægtede at samarbejde med Stigwood.

Efter Epsteins død i august 1967, hvor NEMS blev overtaget af hans bror Clive Epstein, var Stigwoods dage talte, og da året gik på hæld havde han trukket sig ud af samarbejdet og dannet et nyt selskab, Robert Stigwood Organization (RSO), og et pladeselskab, RSO Records.

Robert Stigwood (t.h.) med The Bee Gees, 1970

Stigwood, t.h., sammen med The Bee Gees, 1970

Stigwood arbejdede som presseagent for bl.a. Mick Jagger, Rod Stewart og David Bowie, og RSO Records udgav populære plader med The Bee Gees, Eric Clapton, Yvonne Elliman og, senere, soundtrack-albums som ”Saturday Night Fever”, ”Grease” og ”Fame”.

En afdeling af RSO helligede sig filmmediet og producerede de førnævnte kassesucceser ”Saturday Night Fever” og ”Grease”, samt ”Tommy”, ”Staying Alive” og ”Evita”, med Madonna i hovedrollen. Men indimellem var der også eklatante fiaskoer: den stort anlagte men skuffende musical-film ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” i 1978, med The Bee Gees og Peter Frampton i hovedrollerne, som blev slagtet af både anmeldere og publikum, og en katastrofal ”Grease 2”.

Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band - soundtrack album

Soundtrack-albummet “Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, 1978

Alligevel stod lykken ham som oftest bi, og i sine senere år placerede medierne ham regelmæssigt blandt de rigeste mennesker i England.

Robert Stigwood, der af både venner og fjender blev kaldt ”Stiggy”, døde af ukendte årsager den 4. januar 2016.

Ny auktion, ny kontrakt

af Karsten Jørgensen

Endnu et vigtigt Beatles-dokument bliver nu udbudt til salg, når den kontrakt de fire medlemmer indgik med manageren Brian Epstein i oktober 1962 kommer på Sotheby’s auktioner i London den 29. september. Det er anden gang indenfor få år, at kontrakten er til salg. Sidst var i september 2008, hvor dokumentet blev solgt for 240.000 £ ved en auktion, dengang gennem The Fame Bureau. Ved det aktuelle salg forventes det, at kontrakten vil indbringe mellem 300.000 og 500.000 £.

The Beatles' contract with Brian Epstein - 1. oktober 1962 - 2

Oprindelig underskrev The Beatles allerede i januar 1962 en kontrakt, som vel at mærke ikke blev underskrevet af Brian Epstein. Otte måneder senere, da trommeslageren Pete Best var blevet fyret og erstattet af Ringo Starr, og Epstein havde opfyldt sit løfte om at skaffe gruppen en pladekontrakt, blev kontrakten taget frem igen og dennegang, helt præcist den 1. oktober 1962, skrev alle gruppens medlemmer og Brian Epstein under – John Lennon endda hele to gange, idet han ved en fejl skrev under det forkerte sted første gang. Også Paul McCartney og George Harrisons fædre skrev under, idet de to musikere ikke var fyldt 21 og derfor endnu ikke var myndige.

The Beatles med Brian Epstein

The Beatles med Brian Epstein

Kontrakten, som blev underskrevet kun fire dage før The Beatles den 5. oktober 1962 udsendte deres første single, ”Love Me Do”, beseglede et kompagniskab, som de følgende år erobrede hele verden, men samtidig var det også den eneste managementkontrakt, som både Beatles og Epstein underskrev, idet Epstein døde få måneder før kontrakten, som løb i fem år, skulle fornyes i oktober 1967.

En nærlæsning af kontraktens mange punkter og klausuler er ganske interessant. Et punkt siger, at Epstein skulle modtage 10 pct. af gruppens indtjening af beløb op til 100 £ pr. uge. Af beløb mellem 100-200 £ fik Epstein 20 pct. Og derefter fik han 25 pct. Et andet punkt gav The Beatles ret til, med tre måneders varsel, at kunne annullere kontrakten, men gruppen stolede så meget på Epstein, at denne klausul blev strøget kun fem måneder senere.

The Beatles' contract with Brian Epstein - 1. oktober 1962

Kontrakten med Lennons signatur hele to gange

Kontrakten gav også Brian Epstein autoritet til at bestemme gruppens image, herunder brugen af scenetøj og make-up, mens en anden klausul sagde, sikkert inspireret af den nylige afskedigelse af Pete Best, at to medlemmer af The Beatles kunne beslutte at ekskludere et andet medlem af gruppen – med managerens accept, vel at mærke.

Blandt Sotheby’s øvrige effekter ved salget den 29. september er signerede eksemplarer af LP’erne ”Please Please Me” og ”With The Beatles”, samt et nummereret eksemplar (nr. 01) af ”The White Album”. Sidstnævnte er vurderet til at blive solgt for mellem 5000 og 7000 £.

Blandt de øvrige effekter er Eric Claptons Fender Stratocaster-guitar fra 2009, og et maskinskrevet manuskript af Bob Dylans ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall”, suppleret med Dylans egne håndskrevne noter, som forventes at sælge for mindst 150.000 £.

A Hard Rain's A-Gonna Fall - typed manuscript with handwritten notes

Manuskriptet til ‘A Hard Rain’s A-Gonna Fall’ med Dylans håndskrevne noter