Tag: Jeff Lynne

George Harrison ville idag være fyldt 80 år

af Karsten Jørgensen

George Harrison, der var sanger, guitarist og sangskriver i The Beatles, og senere havde en ofte ujævn solokarriere, ville i dag være fyldt 80 år.

George Harrison med sin mor og storebror Peter i Dublin, 1950

George Harrison blev født i Liverpool den 25. februar 1943, og begyndte tidligt at spille guitar. Han dannede i 1956 skifflegruppen The Rebels, og blev i 1958 medlem af gruppen The Quarrymen, hvis førende medlemmer var John Lennon og Paul McCartney. I 1960 skiftede gruppen navn til The Beatles, som efter flere opslidende engagementer i Hamborg, fik en pladekontrakt med Parlophone Records i 1962.

The Quarrymen, 1958, George yderst til venstre

Gennem 1960’erne var Harrison den lidt stilfærdige guitarist i The Beatles, som måtte kæmpe for at få plads til sine kompositioner på gruppens LP’er, der var domineret af Lennon og McCartneys sange. Det blev til få, men markante sange som ”Think For Yourself”, ”While My Guitar Gently Weeps”, ”Within You, Without You”, “Something”, “Here Comes The Sun” og “I Me Mine”. Samtidig opstod en tidlig interesse for indisk filosofi og musik, allerede under indspilning af filmen “Help!” i 1965, som var med til at forme Harrison resten af livet.

George Harrison på The Ed Sullivan Show, 1965

The Beatles, 1965, George nederst til venstre

The Beatles, april 1969, George yderst til venstre

Efter The Beatles’ opløsning udsendte Harrison det tredobbelte album ”All Things Must Pass”, som var en kanonbegyndelse på en solokarriere, der tabte fart efterhånden som 1970’erne skred frem. Hans øvrige LP’er det årti, ”Living In The Material World”, ”Dark Horse”, ”Extra Texture” og “Thirty Three & 1/3” så en svingende kvalitet i hans sange, og Harrison holdt lav profil gennem det meste af 1980’erne.

I stedet koncentrerede han sig om at lave film. Han dannede filmselskabet HandMade Films, der producerede succesfilm som ”Life of Brian”, ”Time Bandits” og ”The Long Good Friday”, før Harrison gjorde comeback i 1987 med det Jeff Lynne-producerede album ”Cloud Nine”.

The Traveling Wilburys, 1988, Bob Dylan, Jeff Lynne, Tom Petty, Roy Orbison og Harrison

Året efter dannede han supergruppen The Traveling Wilburys sammen med Bob Dylan, Tom Petty, Roy Orbison og Lynne, og udsendte to anmelderroste albums i henholdsvis 1988 og 1980. I 1992 tog Harrison på en kort turné i Japan sammen med vennen Eric Clapton, men holdt sig ellers under radaren resten af livet, bortset fra en del medieopmærksomhed i forbindelse med udgivelsen af det store ”The Beatles Anthology”-projekt i 1995-96.

Året efter blev George Harrison behandlet for kræft i struben, og det så umiddelbart ud til at være helbredt. Men i maj 2001 blev opereret for en kræftknude i den ene lunge, og kræften bredte sig, indtil Harrison døde den 29. november 2001, kun 58 år.

George Harrison var gift med fotomodellen Pattie Boyd fra 1966 til 1977, og derefter med mexicaneren Olivia Arias fra 1978, med hvem han fik sønnen Dhani.

George Harrison med Pattie Boyd

George med sønnen Dhani

Posthumt udsendtes albummet ”Brainwashed” i 2002, der af flere anmeldere blev beskrevet som Harrisons bedste album siden ”All Things Must Pass”.

McCartneys ‘Flaming Pie’ udsendes i deluxe version

af Karsten Jørgensen

Da Paul McCartney i 1997 udsendte albummet ”Flaming Pie” stod han, både i kreativ og kommerciel henseende, med ryggen mod muren.

Hans forrige plade, ”Off The Ground”, fire år tidligere, havde ikke været en succés, så placeringer i de øvre lag af hitlisterne var efterhånden langt fra storhedstiden i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne.

Faktisk var det 15 år siden, McCartney havde ligget på den engelske Top 10-album hitliste med ”Tug Of War” fra 1982.

Men i årene fra ”Off The Ground” og frem til ”Flaming Pie”, var Paul McCartney blevet genforenet med sine gamle kolleger i The Beatles, George Harrison og Ringo Starr, i arbejdet med det store multi-medie projekt ”Anthology”, og denne proces genantændte øjensynligt den kreative gnist i McCartney, som kanaliserede erfaringerne og stemningen ud i de nye sange på ”Flaming Pie”, hvis titel også var et cadeau til hans bedre halvdel i gruppen, afdøde John Lennon, som i de tidlige Beatles-dage skrev et digt, hvor ordene ”flaming pie” indgik i en mytologisk forklaring på, hvordan The Beatles blev til The Beatles.

”Flaming Pie” var et fremragende, helstøbt album, og de bedste sange – ”The World Tonight”, ”Young Boy” og ”Beautiful Night” – emmede af nostalgi. Med både George Martin og Jeff Lynne i producerstolen var den generelle følelse på albummet et udtryk for alderens ro og en forsonlig holdning til fortiden.

Det var også bevægende at høre sangen ”Little Willow”, en sang McCartney skrev til Ringos børn fra ægteskabet med Maureen Cox, der i 1994 var død af leukæmi, kun 48 år gammel.

Desværre havde ”Flaming Pie” svært ved at trænge igennem i en tid, som stadig var domineret af grunge, og den blev ikke det kommercielle hit, som den vitterligt fortjente.

‘Flaming Pie’, Super Deluxe, 5 cd + 2 dvd

Nu bliver ”Flaming Pie” genudgivet i McCartneys stort anlagte ’Archive Collection’ i forskellige formater, både som dobbelt-cd, tre-dobbelt LP, samt en Super Deluxe-version, som består af 5 cd’er, plus 2 dvd’er. Sidstnævnte indeholder, foruden en remastered udgave af det oprindelige album, også 32 bonus-numre fordelt på hjemmedemoer, outtakes og akustiske versioner af sangene, plus en del andre sange fra perioden, som blev udsendt i andre sammenhænge, bl.a. samarbejdet med beat-poeten Allen Ginsberg, ”The Ballad Of The Skeletons”.

Der er også uddrag fra McCartneys radio-serie, ”Oobu Joobu”, som blev sendt i 1995 og præsenterede uudgivne solo-sange, sjældne Beatles-sange og interviews henover en fire måneders periode.

Trackliste for ”Flaming Pie, Super Deluxe Edition”:

Disc 1
1. “The Song We Were Singing”
2. “The World Tonight”
3. “If You Wanna”
4. “Somedays”
5. “Young Boy”
6. “Calico Skies”
7. “Flaming Pie”
8. “Heaven on a Sunday”
9. “Used to Be Bad”
10. “Souvenir”
11. “Little Willow”
12. “Really Love You”
13. “Beautiful Night”
14. “Great Day”

Disc 2 (CD 2 – Demos & Home Recordings)
1 “The Song We Were Singing” [Home Recording]
2. “The World Tonight” [Home Recording]
3. “If You Wanna” [Home Recording]
4. “Somedays” [Home Recording]
5. “Young Boy” [Home Recording]
6. “Calico Skies” [Home Recording]
7. “Flaming Pie” [Home Recording]
8. “Souvenir” [Home Recording]
9. “Little Willow” [Home Recording]
10. “Beautiful Night” [1995 Demo]
11. “Great Day” [Home Recording]

Disc 3 (CD 3 – Studio Tracks)
1. “Great Day” [Acoustic]
2. “Calico Skies” [Acoustic]
3. “C’mon Down C’mon Baby”
4. “If You Wanna” [Demo]
5. “Beautiful Night” [Run Through]
6. “The Song We Were Singing” [Rough Mix]
7. “The World Tonight” [Rough Mix]
8. “Little Willow” [Rough Mix]
9. “Whole Life” [Rough Mix]
10. “Heaven on a Sunday” [Rude Cassette]

Disc 4 (CD 4 – B-sides)
1. “The Ballad of the Skeletons”
2. “Looking for You”
3. “Broomstick”
4. “Love Come Tumbling Down”
5. “Same Love”
6. “Oobu Joobu Part 1”
7. “Oobu Joobu Part 2”
8. “Oobu Joobu Part 3”
9. “Oobu Joobu Part 4”
10. “Oobu Joobu Part 5”
11. “Oobu Joobu Part 6”

Disc 5
1. “Flaming Pie at the Mill” (Spoken Word)

Disc 6 (DVD 1)
1. “In The World Tonight” (Documentary)

Disc 7 (DVD 2)
1. “Beautiful Night ”
2. “Making of Beautiful Night”
3. “Little Willow”
4. “The World Tonight” [Dir. Alistair Donald]
5. “The World Tonight” [Dir. Geoff Wonfor]
6. “Young Boy” [Dir. Alistair Donald]
7. “Young Boy” [Dir. Geoff Wonfor]
8. “Flaming Pie” EPK 1
9. “Flaming Pie” EPK 2
10. “In the World Tonight” EPK
11. Flaming Pie Album Artwork Meeting
12. TFI Friday Performances
13. David Frost Interview

‘Flaming Pie’, 2 cd

”Flaming Pie”, 2 CD:

CD 1 – Flaming Pie (2020 remaster)
The Song We Were Singing 3:55
The World Tonight 4:05
If You Wanna 4:37
Somedays 4:15
Young Boy 3:54
Calico Skies 2:32
Flaming Pie 2:30
Heaven On A Sunday 4:26
Used To Be Bad 4:12
Souvenir 3:41
Little Willow 2:58
Really Love You 5:18
Beautiful Night 5:08
Great Day 2:09

CD 2
1. The Song We Were Singing [Home Recording]
2. The World Tonight [Home Recording]
3. If You Wanna [Home Recording]
4. Somedays [Home Recording]
5. Young Boy [Home Recording]
6. Calico Skies [Home Recording]
7. Flaming Pie [Home Recording]
8. Souvenir [Home Recording]
9. Little Willow [Home Recording]
10. Beautiful Night [1995 Demo]
11. Great Day [Home Recording]
12. Beautiful Night [Run Through]
13. Whole Life [Rough Mix]
14. Heaven On A Sunday [Rude Cassette]
15. Great Day [Acoustic]
16. Calico Skies [Acoustic]
17. C’mon Down C’mon Baby
18. Looking For You
19. Broomstick
20. Love Come Tumbling Down
21. Same Love

“Flaming Pie, Archive Collection” med Paul McCartney, udsendt den 31. juli 2020.

The Traveling Wilburys fejres med billed-disk på vinyl

af Karsten Jørgensen

I anledning af, at det er 30 år siden supergruppen The Traveling Wilburys blev samlet og udsendte deres første plade, med titlen ”Vol. 1”, bliver albummet nu genudgivet som billed-disk på vinyl.

Supergruppen blev dannet i 1988, efter George Harrison indspillede sangen ”Handle With Care” som B-side til en single fra hans ’comeback’-album ”Cloud Nine”.

Traveling Wilburys Vol. 1, The - LP, 1988, front

Det oprindelige album fra 1988

Men pladeselskabet Warner Brothers mente, at sangen var alt for god til at blive gemt væk på bagsiden af en singleplade, og i stedet blev ”Handle With Care” højdepunktet på et helt album, som Harrison derefter indspillede sammen med Bob Dylan, Roy Orbison, Tom Petty og Jeff Lynne, og udsendte under gruppenavnet The Traveling Wilburys.

En opfølger, med den kryptiske titel ”Vol. 3”, udkom i 1990, men uden Roy Orbison, som desværre døde kort tid efter udgivelsen af ”Vol. 1”.

Billed-disk versionen på vinyl udsendes af pladeselskabet Craft Recordings den 2. november.