Tag: Mark David Chapman

Signeret Lennon-LP kan indbringe 2 mill. dollar

af Karsten Jørgensen

Et eksemplar af albummet ”Double Fantasy”, som Lennon satte sin autograf på få timer før han blev myrdet den 8. december 1980, anslås at kunne blive solgt for op mod 2 mill. dollar på en auktion i morgen via Golden Auctions.

John Lennons autograf kan skimtes på halsen af Yoko Ono

Albummet, som Lennon indspillede som sit sidste sammen med hustruen Yoko Ono, blev udgivet i november 1980, og det eksemplar, som nu sættes til salg, signerede John Lennon med blå kuglepen for Mark David Chapman, manden som kun få timer efter skød Lennon flere gange i indgangen til hans hjem i Dakota-bygningen ved Central Park i New York.

Efter mordet stillede Chapman det signerede album i en bevoksning nær drabsstedet, hvor det senere blev fundet og indgik i politiets efterforskning.

Albummet har været til salg to gange tidligere; først i 1999, hvor det blev solgt for 150.000 dollar, og derefter i 2010, for 850.000 dollar. Denne gang forventes det, at salgsprisen kan ende på godt 2 mill. dollar.

Lennons morder nægtet løsladelse for 11. gang

af Karsten Jørgensen

For 11. gang har John Lennons morder, Mark David Chapman, fået afslag på sin anmodning om løsladelse.

Afslaget kom i onsdags fra fængselsmyndighederne i New York, hvor Chapman afsoner en livstidsdom i Wende Correctional Facility.

Igen er det en tungtvejende grund, at Lennons enke Yoko Ono modsætter sig en løsladelse, både fordi hun frygter for Lennons sønners sikkerhed, men også af hensyn til Chapmans egen sikkerhed, idet man frygter, at en Mark David Chapman på fri fod kan risikere at blive likvideret af vrede og hævntørstige Lennon-fans.

John Lennon signerer et pladeomslag til Mark David Chapman, t.h., få timer før mordet

Den samme frygt var også en væsentlig del af begrundelsen for, at Chapman i 2018 ligeledes fik afslag på sin ansøgning.

Dengang skrev udvalget bag prøveløsladelser bl.a.: ”Nogen vil måske forsøge eller lykkes med at skade dig, i vrede eller af hævn, eller af samme årsag, som du gjorde det samme mod John Lennon – for at blive berømt”.

Chapman modtager jævnligt besøg i fængslet af sin hustru, Gloria, som han blev gift med halvandet år før han begik mordet på John Lennon ved indgangen til Dakota-bygningen på Manhattan, i december 1980.

Chapman kan søge om løsladelse igen om to år, i august 2022, når han er 67 år.

Lennons morder får igen afslag på løsladelse

af Karsten Jørgensen

63-årige Mark David Chapman, som i december 1980 skød og dræbte John Lennon i New York, har for 10. gang fået afslag på sin ansøgning om benådning, og vil derfor fortsætte afsoningen af sin livstidsdom i Wende Correctional Facility i Alden i staten New York.

Mark David Chapman i fængslet

Mark David Chapman i fængslet

I begrundelsen for afslaget skrev løsladelsesudvalget bl.a. at en løsladelse vil være ”uforeneligt med opretholdelse af sikkerheden i samfundet og vil devaluere forbrydelsens karakter, og derigennem også underminere andres respekt for lov og orden”.

”Du har indrømmet, at du planlagde og udførte mordet på en verdenskendt person, alene med den begrundelse, at du ville opnå berømmelse”, skrev udvalget endvidere til Chapman. ”Mens den ene persons liv ikke er mere værd end andres, er den kendsgerning, at du valgte et menneske, som ikke bare var berømt og elsket af millioner og voldte smerte og lidelse mod hans familie, venner og mange andre, et udtryk for en afstumpet disrespekt for menneskeliv”.

I deres konklusion skrev udvalget, at en løsladelse ikke alene vil signalere, at forbrydelsen er mindre alvorlig, end den faktisk er, men at den også vil bringe Chapmans egen sikkerhed i fare, fordi der er mange udenfor fængslet, som ønsker at skade ham.

Næste gang Chapman kan ansøge om løsladelse er om to år, i 2020.

Lennons morder ansøger om benådning for 10. gang

af Karsten Jørgensen

I august bliver Mark David Chapmans 10. ansøgning om benådning behandlet af en jury i New York.

Chapman, 63, som i december 1980 skød og dræbte John Lennon, har hvert andet år siden 2000 søgt om at blive benådet, men har hver gang fået afslag.

Mark David Chapman i fængslet

Mark David Chapman i fængslet

Nu frygter både Lennons enke, 85-årige Yoko Ono, og mange Beatles-fans, at Chapman kan få held med at blive løsladt, da staten New York det sidste halve år har indledt en ny praksis, hvor der gentagne gange er givet amnesti til flere politi- og børnemordere.

Lennon og Onos kærlighedshistorie filmatiseres

af Karsten Jørgensen

John Lennon og Yoko Onos liv sammen er emne for en ny film, som Anthony McCarten i øjeblikket skriver manuskript til. McCarten blev kendt for manuskriptet til filmen ”The Theory Of Everything” og har også skrevet manus til den kommende film om Queen-sangeren Freddie Mercury, ”Bohemian Rhapsody”.

Filmen om Lennon og Ono vil fokusere på deres kærlighedshistorie og fælles bestræbelser på at skabe fred i verden. Parret mødtes i 1966 og var gift fra 1969 til Lennons død i 1980.

Nowhere Boy - dvd cover

Den biografiske ‘Nowhere Boy’ fra 2009

Der har tidligere været lavet biografiske spillefilm om John Lennon, bl.a. ”Chapter 27” fra 2007, som havde fokus på morderen Mark David Chapmans færden i dagene før drabet på Lennon, og ”Nowhere Boy” fra 2009, der primært handlede om den helt unge Lennon, om hans problematiske forhold til forældrene og det første møde med Paul McCartney.

I øvrigt oplyses det, at Roy Orbisons søn Alex Orbison har købt filmrettighederne til Jim Berkenstadts bog ”The Beatle Who Vanished”, som fortæller historien om trommeslageren Jimmy Nicol, som var stand-in for Ringo Starr i 13 dage i 1964 og bl.a. optrådte med gruppen i K.B. Hallen i København.

The Beatle Who Vanished - book cover

Bogen ‘The Beatle Who Vanished’ udkom i 2013