Tag: The All-Starr Band

Paul McCartney bidrager med ny sang til Ringo Starr-EP

af Karsten Jørgensen

Når Ringo Starr den 13. oktober udsender sin næste EP – den fjerde indenfor de seneste tre år – er én af sangene en nyskrevet komposition af hans gamle Beatles-kollega Paul McCartney, som han stadig har et både personligt og musikalsk tæt venskab med.

EP’en ”Rewind Forward”, som følger efter ”Zoom In” og ”Change the World” i 2021 og ”EP3” i 2022, indeholder fire sange. Titelsangen ”Rewind Forward” har Ringo selv skrevet sammen med Bruce Sugar, mens tidligere medlem af Toto og nuværende medlem af Ringos All-Starr Band, Steve Lukather, er medkomponist til ”Shadows on the Wall”. ”Miss Jean” er skrevet af Mike Campbell og Benmont Tench, tidligere medlemmer af Tom Petty & The Heartbreakers, mens Paul McCartney bidrager med den nye ”Feeling The Sunlight”.

Alle sange blev indspillet i Ringos hjemmestudie i Los Angeles, bortset fra sidstnævnte, som overvejende er optaget i England. Blandt musikerne på EP’en finder vi Ringos svoger Joe Walsh, samt Steve Dudas, Lance Morrison og Matt Bissonnette.

Den 15. september begyndte Ringo Starr & The All-Starr Band en ny USA-turne, der slutter i Thackerville i Oklahoma den samme dag, 13. oktober, som udgivelsen af ”Rewind Forward”.

Trackliste for ”Rewind Forward”:

1. “Shadows on the Wall”
2. “Feeling the Sunlight”
3. “Rewind Forward”
4. “Miss Jean”

Efterårsturné med Ringo Starr

af Karsten Jørgensen

Efter en kort amerikansk turné med sit All Starr Band i maj og juni, fortsætter Ringo Starr med flere koncerter, også i USA/Canada, fra den 17. september indtil 13. oktober.

83-årige Ringo er tilsyneladende ikke tynget af alderen, men er stadig i fuld vigør og overvejer slet ikke at lægge trommestikkerne på hylden.

”Jeg elsker at spille, jeg elsker mit publikum”, siger han til Pollstar-redaktøren Andy Gensler. ”Og de elsker mig”.

2023-udgaven af The All Starr Band består foruden Ringo selv af: Steve Lukather, Colin Hay, Edgar Winter, Warren Ham, Hamish Stuart og Gregg Bissonette.

Byer, som får besøg på Ringos efterårsturné, er bl.a. Tucson, Kansas City, St. Louis, Nashville, Atlanta, Chicago, Detroit og Little Rock.

Uheldige Ringo Starr aflyser turné

af Karsten Jørgensen

Ringo Starr er testet positiv for Covid-19 – igen!

Derfor har han aflyst resten af sin nordamerikanske turné, i alt fem koncerter i henholdsvis Californien og Mexico.

At Ringos turné har været forfulgt af uheld burde være indlysende. I sommers aflyste han en stribe koncerter, da to medlemmer af hans backinggruppe The All-Starr Band – Steve Lukather og Edgar Winter – fik Covid-19.

Og i begyndelsen af oktober blev fem koncerter i Canada aflyst, da Ringo selv blev testet positiv for Covid-19.

Nu er Ringo så testet positiv igen – for anden gang indenfor én måned.

”I er sikkert ligeså overraskede som jeg er, over, at jeg er testet positiv for Covid-19 igen”, skrev Ringo på de sociale medier. ”Resten af turneen er aflyst. De bedste hilsner, fred og kærlighed”.

Det kan derfor virke som en slags plaster på såret til skuffede fans, at Ringo og hans All-Starr Band den 25. november udsender albummet ”Live at the Greek Theater 2019” som både cd, dvd og Blu-ray.

Albummets 24 sange er optaget ved bandets koncert i Greek Theater i Los Angeles den 1. september 2019.

Trackliste for ”Live at the Greek Theater 2019”:

Matchbox
It Don’t Come Easy
What Goes On
Evil Ways
Rosanna
Pick Up the Pieces
Down Under
Boys
Don’t Pass Me By
Yellow Submarine
Cut the Cake
Black Magic Woman
You’re Sixteen
Anthem
Overkill
Africa
Work To Do
Oye Como Va
I Wanna Be Your Man
Who Can It Be Now?
Hold the Line
Photograph
Act Naturally
With a Little Help From My Friends

Ringo Starr udsender ny EP

af Karsten Jørgensen

Den gamle Beatles-trommeslager Ringo Starr, som trods sine 82 år er ’still going strong’, udsender 16. september en ny EP, hvor han traditionen tro bliver hjulpet på vej af et par af sine berømte venner.

”EP3” hedder den slet og ret, og indeholder fire nye sange: ”World Go Round”, ”Everyone and Everything”, ”Let’s Be Friends” og ”Free Your Soul”. Det musikalske hold bag Ringo dennegang tæller bl.a. Toto-guitaristen Steve Lukather, saxofonisten Dave Koz, flamenco-guitaristen José Antonio Rodriguez, samt Bruce Sugar og Linda Perry.

”EP3” kommer som follow-up til de to EP’er, Ringo Starr udsendte sidste år, ”Zoom In” og ”Change The World”, og vil være tilgængelig både digitalt og som cd. Den 18. november bliver den endvidere udgivet som både 10” vinylplade og som kassettebånd.

Den 5. september indledte Ringo og hans All-Starr Band en nordamerikansk turné, som slutter 20. oktober i Mexico City. Den aktuelle udgave af The All-Starr Band består af Steve Lukather, Colin Hay, Edgar Winter, Warren Ham, Gregg Bissonette og Hamish Stuart, som var guitarist i Paul McCartneys band fra 1989 til 1993.

Ringo Starrs søn gift i Hollywood

af Karsten Jørgensen

Zak Starkey, der ligesom sin far Ringo Starr har skabt sig en karriere som trommeslager, blev 21. marts gift med sin partner gennem 18 år, Sharna Liguz.

Ceremonien, som fandt sted i Hollywood med den nærmeste familie og ganske få venner, blev udført på parrets datter, Luna Lee Lightnins, 1-års fødselsdag.

Sharna og Zak med datteren Luna, og Ringo yderst til højre

Ringo Starr var forlover for sin søn, 56-årige Zak Starkey, mens den 37-årige Sharna Liguz, blev ført op af sin far, fotografen Andrzej Liguz.

Blandt de få inviterede gæster var Barbara Bach (Ringos hustru), Augusta Tigrett (Zaks halvsøster), samt Eddie Vedder (fra Pearl Jam).

Zak Starkeys karriere som trommeslager inkluderer bl.a. perioder som medlem af The Whos turnéband (siden 1996) og Oasis (2001-2009), samt i Ringo Starrs All-Starr Band.