Tag: Keith Richards

Soul- og gospelsanger Aretha Franklin – 80 år idag

af Karsten Jørgensen

I dag ville en af musikhistoriens største soul- og gospelsangerinder Aretha Franklin være fyldt 80 år.

Gennem det meste af sin karriere blev hun omtalt som ”Queen of Soul”, og har på verdensplan solgt mere end 75 millioner plader.

Aretha Louise Franklin blev født i Memphis, Tennessee, den 25. marts 1942, og havde en problematisk barndom efter forældrenes skilsmisse, da hun var seks år. Moderen døde af hjertestop før Aretha fyldte 10, hvorefter hun boede hos faderen, Clarence, som var præst.

Aretha Franklin begyndte at synge solo i kirken, da hun var 10, og kort tid senere blev faderen hendes første manager.

Hendes første indspilning, singlen ”Never Grow Old”, udsendtes i 1956, og hendes første album, ”Aretha”, i 1961, og op gennem 1960’erne, hvor hun først var knyttet til Columbia, og fra 1967, Atlantic, blev hun mere og mere kendt, indtil det store gennembrud med singlen ”Respect” i 1967, som var skrevet af kollegaen Otis Redding. Singlen blev nr. 1 i USA, og efterfulgtes af andre succeser som ”Baby I Love You”, ”Chain of Fools” og Burt Bacharachs ”I Say A Little Prayer”, og ikke mindst albummene ”I Never Loved A Man The Way I Love you” og ”Lady Soul”, der gjorde hende til soulmusikkens ukronede dronning.

Efter nogle år med dalende succes, skiftede Aretha Franklin i 1980 pladeselskab til Arista, og allerede året efter vandt hun en Grammy for singlen ”Hold On, I’m Comin’”.

Senere i 1980’erne, i et forsøg på at nå et yngre publikum, indsang hun duetten ”I Knew You Were Waiting For Me” med George Michael.

Aretha Franklin med George Michael

‘Jumpin’ Jack Flash’ med Aretha Franklin og Keith Richards

Efter midten af 1980’erne tørrede hitsangene ud, men der var stadig bud efter ”soul-dronningen”. I 1995 spillede hun rollen som tante Em i genopsætningen af succes-musicalen ”The Wiz”, og hun fortsatte med at få tildelt Grammy’er, bl.a. i 2004, 2006 og 2008, samt specialhædersprisen MusiCares Person of the Year, også i 2008.

I de sidste ti år af sit liv var Aretha Franklin plaget af dårligt helbred. I 2010 blev hun opereret for en svulst, og aflyste en stribe koncerter, og i 2017 meddelte hun, at hun helt ville stoppe med at give koncerter.

Aretha synger ved indsættelsen af præsident Barack Obama i 2009

I begyndelsen af 2018 var Aretha Franklin indlagt på et hospice i Detroit, og hun døde i sit hjem, den 16. august 2018, 76 år gammel.

Efter en privat begravelse den 19. august, blev der fjorten dage senere holdt en mindehøjtidelighed i Greater Grace Temple i Detroit, med deltagelse af familie, venner og celebriteter, bl.a. Bill Clinton, Chaka Khan, Stevie Wonder, Gladys Knight og Smokey Robinson.

Hædersbevisninger havde Aretha Franklin fået rigeligt af, bl.a. en stjerne på Hollywood Walk of Fame i 1979. I 1987 var hun den første kvinde, som blev optaget i The Rock And Roll Hall of Fame, og i 1994 modtog hun den prestigefulde Grammy Lifetime Achievement Award. I 2005 overrakte præsident George W. Bush hende Presidential Medal of Freedom, og i 2017 omdøbte byrådet i Detroit en del af vejen Madison Street til Aretha Franklin Way.

En film om Aretha Franklins liv og karriere, ”Respect”, med Jennifer Hudson i hovedrollen, havde premiere den 8. august 2021.

Paul McCartney som pirat

af Karsten Jørgensen

Når den nye og femte ”Pirates Of The Caribbean”-film får premiere den 26. maj, vil Paul McCartney figurere på det hvide lærred i en mindre rolle som fangevogter.

Filmen, som får undertitlen ”Dead Men Tell No Tales”, har igen Johnny Depp og Keira Knightley i to af de store roller, mens Keith Richards fra The Rolling Stones, som var med i de to foregående ”Pirates”-film i rollen som kaptajn Jack Sparrows far, denne gang er skrevet ud af manuskriptet.

Pirates of the Caribbean m. Paul McCartney, 26. maj 2017 - plakat

Paul McCartney klædt ud som pirat

Det er ikke første gang, at Paul McCartney og Johnny Depp optræder sammen på film. I 2014 medvirkede Depp i videoen til McCartney-sangen ”Early Days”.

Premieredatoen 26. maj er i øvrigt samme dag, som The Beatles’ skelsættende album ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” udkommer i en 50 års jubilæumsudgave.

Guitar-ikonet Scotty Moore er død, 84 år

af Karsten Jørgensen

Guitaristen Scotty Moore, som var med til at definere lyden for den tidlige Elvis Presley i midten af 1950’erne og senere var forbillede for guitarister som George Harrison og Keith Richards, er død i sit hjem i Nashville efter længere tids sygdom, 84 år. Moore akkompagnerede Elvis, både ved pladeindspilninger og koncerter, helt fra Elvis’ første plade i 1954, ”That’s All Right (Mama)”, til hans NBC-producerede comeback-show i 1968. Scotty Moore fungerede også som Elvis’ første manager fra 12. juli 1954 til 1. januar 1955, hvor Bob Neal overtog jobbet.

Moore, Scotty - guitarist, 2003

Scotty Moore i 2003

Winfield Scott (Scotty) Moore III blev født i Gadsden, Tennessee, den 27. december 1931, og lærte at spille guitar, da han var otte år. Han dannede sit første orkester i 1948, mens han var indkaldt som soldat. Efter militærtjeneste spillede Moore i 1951 guitar på singlen ”Hot Guitar” med Eddie Hill, og tilsluttede sig det følgende år gruppen Doug Poindexter & The Starlight Wranglers, sammen med bassisten Bill Black, som i 1954 udsendte en single, ”My Kind Of Carryin’ On”, på Sam Phillips’ Sun Records i Memphis. Pladen var ikke noget hit, men Moores guitarspil var så overbevisende, at det gav ham Phillips’ opmærksomhed, og det var derfor Moore og Black som blev kontaktet, da Phillips ringede og sagde, at han havde opdaget en ny, lovende sanger.

Scotty Moore og Bill Black mødte Elvis Presley første gang den 4. juli 1954, hvor de jammede sammen, men tilsyneladende var ingen af dem særlig imponerede af den unge sanger, og senere fortalte Scotty om sit første indtryk: ”Han havde disse lyserøde bukser på, med striber i siderne, og han havde anderumpefrisure. Men han lod til at kende alle sange i hele verden”.

Den følgende dag, 5. juli 1954, gik trioen ind i Sun-studiet, hvor de prøvede sig frem med adskillige sange, indtil de pludselig fandt kemien i Arthur Crudups ”That’s All Right (Mama)”, som skabte sensation, da den blev udsendt på plade fjorten dage senere.

That's All Right - Elvis Presley, 1954, A-side of single

“That’s All Right”, Elvis’ første single i 1954

Herefter spillede Scotty og Bill med Elvis indtil februar 1958, hvor uenighed om deres honorarer fik begge musikere til at bryde med Elvis.

Kort efter sagde Scotty til en interviewer: ”Elvis lovede os, at jo flere penge han tjente, jo mere ville der også være til os. Men sådan er det ikke gået”.

Elvis var såret over Scottys påstand og fortalte pressen, at han ikke havde lovet dem noget som helst.

Scotty svarede igen ved at sige: ”Vi har alle været kort for hovedet. Men Elvis kan være kort for hovedet i længere tid end os andre, fordi han har flere penge”.

Elvis Presley, Bill Black, Scotty Moore and Sam Phillips, 1954

Fra venstre: Elvis, Bill Black, Scotty Moore og Sam Phillips

Efter Elvis’ militærtjeneste sluttede i marts 1960, genoptog Scotty Moore samarbejdet med Elvis (Bill Black gjorde ikke, men dannede i stedet for sit eget orkester, Bill Black Combo), og spillede på en række af hans plader indtil NBC-showet i juni 1968, som var sidste gang han så Elvis.

Som solist indspillede Scotty Moore i december 1954 sangene ”Blues Stay Away From Me” og ”How Do You Think I Feel”, akkompagneret af Elvis, Bill Black og Johnny Bernero. De to sange udkom dog først langt senere på boks-sættet ”The Sun Country Years, 1950-1959”, og ellers arbejdede han i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne som studiemusiker for flere af Sun Records’ kunstnere, bl.a. Charlie Rich, Thomas Wayne og Carl Mann.

Senere har Moore medvirket på en lang række albums, bl.a. ”Tracy Nelson Country” med Mother Earth, 1969, ”Your O.K. I’m O.K.” med Billy Swan, 1978, samt adskillige med Jerry Lee Lewis og var medproducer på Ringo Starrs countryplade ”Beaucoups Of Blues” i 1970.

Scotty Moore har udsendt flere albums i eget navn, bl.a. ”The Guitar That Changed The World”, 1965, ”What’s Left”, 1970, ”Big Elvis Hits”, 1973, ”706 Reunion” med Carl Perkins, 1992, samt ”All The King’s Men” sammen med D.J. Fontana i 1997.

Han udsendte sin selvbiografi, ”That’s Alright, Elvis: The Untold Story Of Elvis’ First Guitarist And Manager”, skrevet sammen med James L. Dickerson i 1998.

Det er ikke meget mere end en uge siden, at to andre centrale skikkelser fra Elvis’ musikalske univers døde. Dels produceren Chips Moman, som arbejdede med Elvis på hans ’comeback’-singler ”In The Ghetto”, ”Kentucky Rain” og ”Suspicious Minds”, og trompetisten Wayne Jackson, der som medlem af blæsersektionen The Memphis Horns også medvirkede på bl.a. ”Suspicious Minds”.

Elvis Presley 84 - with producer Chips Moman

Elvis med produceren Chips Moman

Bruce Springsteen udgiver sine erindringer

af Karsten Jørgensen

Eric Clapton, Keith Richards og Pete Townshend gjorde det for nogle år siden. Graham Nash, Carly Simon, Elvis Costello og Tom Petty har gjort det fornylig.

Og nu er turen kommet til ’The Boss’ – Bruce Springsteen – som siden 2009 i al hemmelighed har skrevet på sine erindringer, og den 27. september, få dage efter sin 67 års fødselsdag, udsender bogen ”Born To Run” på forlaget Simon & Schuster.

Springsteen, Bruce - Born To Run - book, 2016

”Det er præcis den bog, vi har håbet på”, siger Jonathan Karp fra Simon & Schuster. ”Læserne vil se deres eget liv i Bruce Springsteens ekstraordinære historie, ligesom vi også genkender os selv i hans sange”.

Den danske udgave af Springsteens erindringer udgives af Politikens Forlag.