Tag: Chuck Berry

Tillykke til Mick Jagger fra The Rolling Stones – 80 år idag

af Karsten Jørgensen

I dag fylder den karismatiske frontfigur i The Rolling Stones, Mick Jagger, 80 år.

Han blev født i Dartford, Kent, den 26. juli 1943, og mødte allerede i 1950 sin kommende musikalske våbenbroder og samarbejdspartner Keith Richards.

Den 12. juli 1962 dannede de gruppen The Rollin’ Stones sammen med guitaristen Brian Jones, og ændrede kort efter navnet til det mere formelle The Rolling Stones.

The Rolling Stones fik i 1962 en pladekontrakt med Decca Records og udsendte i juni 1963 deres første single, en coverversion af Chuck Berrys ”Come On”.

Mick Jagger og Keith Richards

Og herefter er resten, som man siger, historie!

Mick Jagger har haft en noget ujævn solokarriere siden 1970, sideløbende med hans primære indsats som leadsanger og komponist i The Rolling Stones, som stadig er aktive på turneer med jævne mellemrum. Det sidste studiealbum med gruppen var ”Blue & Lonesome” fra 2016, som bestod af lutter covernumre, mens et nyt album med egne kompositioner har været undervejs i de seneste ti-tolv år.

Mick Jagger med Tina Turner, 1985

‘Come Together’ er Ringo Starrs foretrukne Beatles-sang

af Karsten Jørgensen

Den gamle Beatles-trommeslager Ringo Starr, som fylder 81 i juli, medvirkede fornylig i tv-showet ”The Late Show” med Stephen Colbert, og afslørede, at hans yndlingssang med The Beatles hverken var ”Act Naturally”, ”Don’t Pass Me By” eller ”Octopuss’ Garden”, som han selv sang.

Ringo Starr, da han blev adlet i 2018

Stephen Colbert stillede ham spørgsmålet: ”Du får én sang at lytte til resten af livet. Hvilken?”

Og Ringo svarede uden tøven: ”Come Together”.

”Jeg har mange andre favoritter, men du vil kun ha’ én. ”Come Together” er et godt valg. Den fungerede perfekt med gruppen og var John, når han var bedst. Jeg elskede det øjeblik”.

”Come Together” var skrevet af John Lennon, som senere blev sagsøgt på grund af sangens lighed med en Chuck Berry-sang, ”You Can’t Catch Me”. Parterne indgik imidlertid forlig, inden sagen kom til doms, og resulterede bl.a. i, at Lennon – som en del af forliget – udgav sin version af ”You Can’t Catch Me” på albummet ”Rock And Roll” i 1975.

Ringo Starr og John Lennon i filmen ‘Help!’, 1965