Tag: George Martin

It Was 50 Years Ago Today – ‘Sgt. Pepper’ genudgives

af Karsten Jørgensen

Efter rygter i flere uger har cirkuleret i medierne, er det nu officielt, at The Beatles’ legendariske album ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” udkommer i en række forskellige udgaver i anledning af værkets forestående 50 års jubilæum.

Udgivelsesdagen for alle variationer er den 26. maj (det originale album udkom 1. juni 1967), og foreløbig er pladen planlagt som en speciel Super Deluxe Edition (6 cd’er), en dobbelt-cd, et dobbelt-vinylalbum samt en enkelt cd.

Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band (50th Anniversary) - 6 cd, 2017

Super Deluxe udgaven, 6 cd’er

Detaljerne om indholdet er endnu sparsomme, men det skulle ligge fast, at de oprindelige 13 sange bliver suppleret med dobbelt-singlen ”Strawberry Fields Forever” og ”Penny Lane”, som var tænkt som en del af det oprindelige ”Sgt. Pepper”-koncept. Hvor mange outtakes og alternative versioner der endnu ligger i arkiverne er uvist, idet adskillige blev brugt til ”Anthology”-projektet for mere end tyve år siden.

Det formodes, at Giles Martin – søn af den legendariske Beatles-producer George Martin – har stået for det tekniske bag den nye udgivelse. Giles’ kredit i Beatles-regi er efterhånden omfattende, idet han arbejdede med sin far på Cirque du Soleil-projektet ”Love” og senere var ophavsmand til den remasterede version af ”Live At The Hollywood Bowl” i 2016. Endvidere har han arbejdet på George Harrison-dokumentarfilmen ”Living In The Material World” og producerede flere sange på Paul McCartneys seneste studiealbum ”New” fra 2013.

‘The Beatles At The Hollywood Bowl’ udsendes på cd efter 40 år

af Karsten Jørgensen

Det eneste ’rigtig’ officielle live-album med The Beatles, ”The Beatles At The Hollywood Bowl”, som oprindelig udkom i 1977 og aldrig siden har været tilgængelig på cd, bliver 9. september 2016 genudsendt i udvidet og remixet udgave på cd med både ny titel og flere bonus-numre, og senere, den 18. november, også som dobbelt vinylplade. Ansvarlig for den forbedrede lyd er produceren Giles Martin, som er søn af The Beatles’ oprindelige producer George Martin, samt lydmanden Sam Okell.

Den aktuelle anledning til genudgivelsen skal findes i en ny dokumentarfilm om The Beatles’ tidlige år som turnerende orkester fra 1962 til 1966, ”The Beatles: Eight Days A Week – The Touring Years”, instrueret af Ron Howard, som har verdenspremiere i London den 15. september 2016.

at the hollywood bowl, 2016

Cover på den nye udgivelse, ifølge Amazon

Oprindelig optog Capitol Records, selskabet som udsendte Beatles-pladerne i USA, gruppens første koncert på Hollywood Bowl den 23. august 1964, med henblik på at udsende en live-plade. Men i første omgang besluttede man imidlertid, at optagelserne lydmæssigt var for dårlige. Året efter, 29. og 30. august 1965, optog man igen to Beatles-koncerter på Hollywood Bowl, men desværre med samme skuffende resultat.

Optagelserne blev herefter lagt på hylden indtil 1971, hvor producer Phil Spector, som stod bag lyden på gruppens sidste album ”Let It Be”, fik overladt båndene med henblik på at få et album ud af dem. Det er uvist, om Spector overhovedet arbejdede på sagen eller om resultatet igen var utilfredsstillende, men fakta var, at optagelserne fra Hollywood Bowl igen blev lagt til side.

Først i 1977, da EMI opdagede, at et tysk pladeselskab Lingasong Records planlagde at udgive semi-legale optagelser fra The Beatles’ engagement i Star Club i Hamborg i december 1962, kom der skub i arbejdet med at gøre Hollywood Bowl-båndene klar til udgivelse. George Martin arbejdede på højtryk med at gøre lyden acceptabel, og i april 1977 blev ”The Beatles At The Hollywood Bowl” udsendt på LP og blev henholdsvis nr. 1 og nr. 2 på hitlisterne i England og USA. Albummet var på markedet i nogle år, indtil 1984, hvor det udgik af både EMI og Capitols katalog.

at the hollywood bowl, front

Den oprindelige vinyl-plade fra 1977

Som mange i de forløbne snart 40 år har påpeget, er berettigelsen for at udsende koncertoptagelserne på plade, både dengang og nu, udelukkende som historisk dokumentation. Musikalsk set er der ikke meget at komme efter, men da The Beatles altid har været en pengemaskine kan det alligevel undre, at ”The Beatles At The Hollywood Bowl” som officiel udgivelse har været ude af cirkulation i så mange år.

Den nye udgave af albummet, som har fået den let ændrede titel ”The Beatles: Live At The Hollywood Bowl”, indeholder 17 sange i stedet for de oprindelige 13. Blandt de fire hidtil ’uudgivne’ numre er ”Baby’s In Black” fra 30. august 1965, som imidlertid har været tilgængelig i tyve år, som B-side på Beatles-singlen ”Real Love” fra 1996.

Trackliste på ”The Beatles: Live At The Hollywood Bowl”:

“Twist and Shout” [August 30, 1965]
“She’s a Woman” [August 30, 1965]
“Dizzy Miss Lizzy” [August 30, 1965 / August 29, 1965 – one edit]
“Ticket to Ride” [August 29, 1965]
“Can’t Buy Me Love” [August 30, 1965]
“Things We Said Today” [August 23, 1964]
“Roll Over Beethoven” [August 23, 1964]
“Boys” [August 23, 1964]
“A Hard Day’s Night” [August 30, 1965]
“Help!” [August 29, 1965]
“All My Loving” [August 23, 1964]
“She Loves You” [August 23, 1964]
“Long Tall Sally” [August 23, 1964]
“You Can’t Do That” [August 23, 1964 – hidtil uudgivet]
“I Want to Hold Your Hand” [August 23, 1964 – hidtil uudgivet]
“Everybody’s Trying to Be My Baby” [August 30, 1965 – hidtil uudgivet]
“Baby’s in Black” [August 30, 1965 – udsendt som B-side på singlen “Real Love”]

Demo-indspilning med McCartney fundet i klædeskab

af Karsten Jørgensen

En demo-indspilning med Paul McCartney er fundet blandt sangerinden Cilla Blacks efterladte ejendele. Cilla døde sidste år efter et fald i sin spanske villa, og under en oprydning af hendes hjem fandt arvingerne fornylig en kuvert med den sjældne demo-indspilning, som har været forsvundet i 52 år.

1964 - It's For You - Paul McCartney demo, Dick James Music

Sangen ”It’s For You” blev indspillet af Cilla Black i Abbey Road-studiet i London i juli 1964, produceret af George Martin, og senere udsendt på single fik den en placering på den engelske hitliste som nr. 7.

”It’s For You” er officielt krediteret til både John Lennon og Paul McCartney, men som tilfældet er med de fleste Beatles-sange, der er skrevet af enten KUN Lennon eller KUN McCartney, er ”It’s For You” en ren McCartney-komposition uden input fra Lennon.

”It’s For You” blev aldrig indspillet af The Beatles selv, men foræret væk til Cilla Black. Det samme skete med mange andre Lennon- og McCartney-kompositioner som ”Bad To Me”, ”A World Without Love” og ”Love Of The Loved” fra gruppens tidlige år, hvor Lennon og McCartney var så produktive som sangskrivere, at de sagtens kunne tillade sig at forære hits væk til andre kunstnere som Billy J. Kramer, Peter & Gordon, The Applejacks og The Fourmost.

1964 - It's For You - Cilla Black, 7 inch EP, U.K., front & back

“It’s For You” blev også udsendt på en engelsk EP i 1964

Demoen med ”It’s For You”, som McCartney indspillede den 3. juni 1964, bliver udbudt til salg ved en auktion på Liverpool Institute for Performing Arts den 27. august 2016 og forventes at indbringe mellem 15.000 og 20.000 £.

‘Den femte beatle’, produceren George Martin er død, 90 år

af Karsten Jørgensen

Manden, der producerede alle Beatles-pladerne fra 1962 til 1970, døde tirsdag, 90 år gammel, og selvom han i sin lange karriere arbejdede med et utal af kunstnere i mange forskellige genrer, så vil han for altid fortrinsvis blive husket for sit visionære og loyale samarbejde med John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr, der vendte op og ned på alle populærmusikkens konventioner. Dødsårsagen er endnu ikke offentliggjort.

Photo of George Martin

George Martin som ung

Titlen ’Den femte beatle’ er for længst blevet et begreb i popmusikken, og gennem tiderne har mange mennesker flygtigt solet sig i den berømmelse der fulgte med, når de af medierne blev udnævnt til ’Den femte beatle’. Det gjaldt bl.a. manageren Brian Epstein, reservetrommeslageren Jimmy Nicol og pianisten Billy Preston, mens andre var døde, før begrebet opstod (Stuart Sutcliffe). For andre igen, først og fremmest Pete Best, var kælenavnet kun årsag til smerte og bitterhed.

Men én person har dog haft et lykkeligt forhold til begrebet og samtidig haft så stor indflydelse på The Beatles’ musik, at hvis man nødvendigvis skal hæfte titlen på nogen, må det være produceren George Martin, som stod last og brast med gruppen gennem hele dens karriere i 1960’erne.

Da George Martin i 1997, som 71-årig, meddelte at han ville trække sig tilbage for at nyde sit otium, var der alvor i beslutningen. Han havde tidligere kommet med lignende udtalelser, men den megen musik havde næsten gjort Martin døv, og samtidig var der naturligvis også en vis symbolik i, at hans sidste værker som aktiv producer dels var verdens dengang mest solgte single nogensinde, nemlig ”Candle In The Wind”, som Elton John nyfortolkede til minde om netop afdøde prinsesse Diana. Singlen solgte mere end 37 mill. eksemplarer.

Som underlægningsmusik til sin absolutte svanesang havde George Martin selvfølgelig valgt The Beatles, og i midten af marts 1998 udkom albummet ”In My Life”, hvor tekst og musik var af John Lennon og Paul McCartney, fortolket af en skønsom blanding af kunstnere, spændende fra Goldie Hawn og Sean Connery til Phil Collins og Celine Dion.

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers, 1961

George Martin adskilte sig markant fra alle de andre engelske pladeproducere i 1960’erne, som enten var jævnaldrende med eller yngre end de popstjerner de producerede. Martin var betydeligt ældre, idet han allerede før rock and roll-æraen havde etableret sig i pladebranchen, både som producer, komponist og musiker.

George Martin blev født 3. januar 1926 i Highbury, London, og begyndte tidligt at spille klaver. Under 2. verdenskrigs sidste år gjorde han tjeneste ved Royal Air Force, førend han i 1945 blev optaget på musikkonservatoriet i Guildhall, hvor han fik en klassisk uddannelse. Senere arbejdede han freelance med obo som speciale, og blev samtidig ansat i musikafdelingen ved den engelske statsradio BBC.

Men det første skridt på den kurs, som førte fremad til Martins egentlige mission, nemlig som producer, blev taget i november 1950, da han blev ansat på pladeselskabet Parlophone som assistent og medhjælp for selskabets daværende direktør Oscar Preuss.

Parlophone var, og er stadig, en selvstændig underafdeling i EMI/Universal-koncernen, og Martins arbejde bestod i, at finde talenter og deres materiale, at booke studier, hyre musikere og sørge for, at det alt sammen blev betalt. Men bortset fra enkelte succeser, førte Parlophone i 1950’erne en henslumrende tilværelse, som ikke forbedredes væsentligt, da George Martin i 1955 overtog chefstolen.

Blandt de mere populære udgivelser var såkaldte ’comedy’-plader med folk som Peter Sellers, Spike Milligan og Bernard Cribbins, mens resten var en ujævn blanding af klassisk, skotsk folkemusik og big bands. Én af de helt store succeser var singlen ”Goodness, Gracious Me” fra 1961 med Peter Sellers og Sophia Loren, som Martin producerede.

Modsat andre afdelinger i EMI, f.eks. Columbia og HMV, som udsendte amerikanske plader i England, deriblandt den lukrative rock and roll, havde Parlophone ingen udenlandske licenser, og overlevede derfor udelukkende af det talent, som George Martin selv opdagede. Og desuden skal man huske på, at pladeindustrien i 1950’ernes England endnu ikke havde antaget de dimensioner af storindustri, den har i dag. ”Hvis man solgte 1500 plader, var man på vej til et gennembrud, og hvis man solgte 3000 var det et hit”, har George Martin senere sagt.

George Martin i studiet med The Beatles

George Martin i pladestudiet med The Beatles

Historien har sidenhen fremstillet George Martin som den store velynder, der generøst gav de upolerede Beatles en chance, da alle andre havde sagt nej tak. Men helt så eventyrligt var det ikke.

Realiteterne var faktisk, at Parlophone havde udvist så sløje resultater, at EMI’s ledelse alvorligt overvejede at nedlægge selskabet, og Martin ville derfor miste sit job. I betragtning af de fremtidsudsigter, kan man godt sige, at George Martin ikke løb nogen risiko. Snarere tværtimod. The Beatles var hans sidste chance, og denne desperation skinner da også klart igennem i hans senere beskrivelse af gruppen.

”Jeg var mere fascineret af dem som personligheder end som musikere. Der var bestemt ingen tegn på, at de kunne skrive de nødvendige hits, men jeg var overbevist om, at jeg havde en succes på hænderne, hvis jeg kunne finde de rigtige sange til dem”.

Om John Lennon og Paul McCartney som sangskrivere, havde han heller ikke for store tanker, og om The Beatles’ første single ”Love Me Do” fra oktober 1962, sagde George Martin: ”Den var det bedste de havde skrevet, og jeg syntes den var pokkers elendig”.

Én af de første ting Martin gjorde, var fundamentalt at ændre sammensætningen i The Beatles, som indtil mødet med produceren bestod af Lennon, McCartney, George Harrison og trommeslageren Pete Best.

”Jeg kunne godt li’ dem, men deres trommeslager var det svage led”, sagde Martin senere. ”Da jeg skrev kontrakt med dem, fortalte jeg deres manager Brian Epstein, at jeg ikke ville bruge Pete Best. Bevares, han så godt ud og sagde meget lidt, men trommerne duede han ikke til”.

Altså blev Pete Best fyret og erstattet af Ringo Starr.

De tidlige Beatles-plader fra 1963-64 blev ikke produceret i ordets egentlige forstand. Der var to guitarister, bas og trommer, så det hele gav sig selv. George Martins funktion bestod i at komme med gode råd, foreslå tempoet, beslutte hvordan sangene skulle indledes og hvor soloerne skulle komme, og først med LP’en ”Rubber Soul” fra 1965 blev Martin uundværlig i den kreative proces, som manden der omsatte de uskolede beatlers fantasifulde idéer til virkelighed. Hans ypperste øjeblikke findes på den skelsættende plade ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” fra 1967, der vendte op og ned på alle regler og principper i populærmusikken, og netop her nød The Beatles godt af, at George Martin havde lang erfaring i næsten alle musikalske genrer.

”Jeg tror ikke vi kunne have lavet det vi gjorde på ”Sgt. Pepper”, hvis ikke jeg oprindelig havde lavet alle de spøjse plader med Peter Sellers”.

Samarbejdet mellem George Martin og The Beatles fortsatte med stor succes indtil 1970, hvor det sluttede på den vemodige tone, som ”Let It Be” var, og herefter vendte alle fire beatler Martin ryggen, i forsøget på at ryste Beatles-uhyret af sig.

George Martin med Cilla Black, 1965

George Martin og sangerinden Cilla Black, som døde sidste år

Selvom George Martin fortsatte som The Beatles’ producer helt frem til opløsningen, så havde han dog allerede i 1965 forladt Parlophone, på grund af selskabets fedtede lønpolitik. Kort tid efter oprettede han sit eget pladestudie, AIR, med hovedkontor i London og, noget senere, en eksotisk filial på den caribiske ø Montserrat, der blev ødelagt af en orkan i 1989. Så Martin blev ikke arbejdsløs efter The Beatles.

Han fortsatte som producer for andre grupper og solister, men undgik bevidst de lange forhold. Gennem 1970’erne lavede han plader med så forskellige folk som America, Neil Sedaka, Gary Brooker, John McLaughlin, Jeff Beck og sågar Paul McCartney (”Live And Let Die” i 1973). Han holdt lav profil og blev, med hans egne ord, lidt kynisk i forhold til musikken.

”Jeg er holdt op med at producere ukendte kunstnere. Jeg spørger altid mig selv, om det er noget der vil sælge, for jeg vil helst lave succeser”.

I 1980’erne blev Martin og Paul McCartney genforenet på flere LP’er, bl.a. den smukke ”Tug Of War”, men indtil det store ”Anthology”-projekt i 1995, hvor han var producer på alle de gamle Beatles-sange, som blev fundet frem fra EMI’s arkiver, har hans kontakt til beatlerne været sporadisk.

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet, 1996

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet

George Martin, som i 1996 blev adlet for sin lange og store indsats i engelsk musik, så tilbage på sit engagement i Beatles-historien med stolthed, og var ikke bleg for at indrømme, at samarbejdet med beatlerne ikke kun handlede om musikalske ambitioner.

”Dengang i 1962 nærmede jeg mig 40, og jeg tror, at dét at arbejde sammen med mennesker som var 16-17 år yngre end jeg selv, var en måde at få den ungdom tilbage, jeg selv var gået glip af. Min opvækst blev jo afbrudt af krigen. Jeg var i hæren som 17-årig og gift, da jeg var 22”.

Men samtidig var han stolt over, at han i højeste grad var med til at ændre den retning moderne popumusik tog, både med og efter The Beatles.

”Pop var en parentes før The Beatles, men sammen skabte vi en slags nutidig klassisk musik, der var et spejlbillede af vores tid. Måske lyder det højttravende og patetisk i dag, men det var dét, vi troede på og stræbte mod dengang”.

I 1999 blev George Martin optaget i Rock And Roll Hall Of Fame, og i 2006 arbejdede han sammen med sønnen på sit sidste Beatles-projekt, teaterproduktionen ”Love”, som blev opført af gruppen Cirque de Soleil i Las Vegas og samtidig udsendt på cd.

George Martin med sønnen Giles

George Martin med sønnen Giles

George Martin modtog i alt seks Grammy’er, og udsendte en stribe bøger, bl.a. ”All You Need Is Ears”, 1979, ”Summer Of Love: The Making Of Sgt. Pepper”, 1994, og selvbiografien ”Playback” i 2003.

Han efterlader sig hustruen Judy, samt fire børn – Alexis, Lucy, Gregory Paul og Giles.

Trommeslageren på The Beatles’ første single er død

af Karsten Jørgensen

Trommeslageren Andy White, som i 1962 på producer George Martins foranledning erstattede Ringo Starr bag gryderne, da The Beatles lavede deres første pladeindspilning i EMI’s Abbey Road-studie, er død af et slagtilfælde i sit hjem i Caldwell, New Jersey, 85 år gammel.

I september 1962 havde Ringo Starr kun været medlem af The Beatles i ganske få uger, så da de 11. september besøgte studiet i Abbey Road i London, for at indspille deres første single ”Love Me Do”, var produceren forståeligt nok skeptisk, og hans tillid til, at Ringo kunne klare opgaven var ikke stor.

White, Andy - session drummer

Andy White ‘på stikkerne’

Martin tog derfor ingen chancer. Han indkaldte den rutinerede Andy White til jobbet bag trommerne, og i løbet af et par timer var tre sange i hus: ”Love Me Do” og dens B-side ”P.S. I Love You”, samt en tidlig udgave af ”Please Please Me”, som White imidlertid aldrig er blevet krediteret for. For White var indspilningen med The Beatles bare endnu et job af tre timers varighed, som indbragte ham tariffen på 5 £, plus en bonus på 10 shilling, fordi han medbragte sit eget trommesæt.

At Andy White var stand-in for Ringo betyder, at The Beatles’ indspilning af ”Love Me Do” i dag findes i versioner med hele tre forskellige trommeslagere. Dels den officielle med Ringo Starr, indspillet den 4. september 1962 og udsendt på den engelske singleudgivelse, samt på opsamlingsalbummet ”Past Masters” i 1988. Dels Andy Whites version, som blev udsendt på The Beatles’ debutalbum ”Please Please Me”, samt på de første singleudgivelser i USA i 1964. Og endelig er der en tidlig version med Pete Best fra 6. juni 1962, før han blev fyret, som i 1995 blev udgivet på dobbeltalbummet ”Anthology 1”. Og det betyder vel, at Andy White med ligeså stor ret som Best kunne hævde, at han var ”den femte Beatle”.

White, Andy - session drummer - 2

Andy White med genudgivelsen af ‘Love Me Do’

Andy White blev født i den lille skotske by Stranraer, nær Glasgow, den 27. juli 1930, og begyndte at spille trommer, da han var 12 år. Det første professionelle job fik han som 22-årig med et danseorkester, der havde et sæsonbetonet engagement på et hotel i en skotsk badeby, og kort tid senere tilsluttede han sig et populært swing-band, The Vic Lewis Orchestra, som turnerede i Amerika.

I slutningen af 1950’erne havde White etableret sig som en populær studiemusiker med base i London, og selvom The Beatles endnu ikke var kendt udenfor Liverpool, så vidste Andy White godt hvem de var, da han i september 1962 fik tilbudt jobbet ved indspilningen af ”Love Me Do”. Andy Whites første kone, sangerinden Lyn Cornell, kom nemlig fra Liverpool, og var medlem af grupperne The Vernon Girls, The Pearls og The Carefrees – sidstnævnte havde i 1964 et amerikansk hit med kærlighedssangen ”We Love You Beatles”.

I midten af 1960’erne spillede Andy White trommer på adskillige hitsange, bl.a. Lulus ”Shout”, 1964, Tom Jones’ ”It’s Not Unusual”, 1965, og en del sange med Herman’s Hermits. Endvidere medvirkede han også på Billy Furys første album, og turnerede med navne som Bill Haley, Chuck Berry, The Platters og, i 1970’erne, Rod Stewart. Fra 1964 og de følgende 11 år spillede han i Marlene Dietrichs turneorkester, sammen med bl.a. pianisten Burt Bacharach.

Senere blev White medlem af BBC Scottish Radio Orchestra, og da orkestret opløstes i 1983, flyttede White og hans familie til USA, hvor de slog sig ned i Caldwell i New Jersey.

Andy White, New Jersey, October 1992

Andy White, oktober 1992

Andy White døde den 9. november og efterlader sig sin anden hustru Thea.