af Karsten Jørgensen
Teatertruppen Cirque Du Soleils store udstyrsshow ”Love”, som er baseret på en lang række af The Beatles’ mest elskede sange, måtte som stort set alt andet i showbiz lukke, da corona-pandemien satte ind.
Showet, der oprindelig havde premiere i Las Vegas den 30. juni 2006, havde fuld opbakning fra de overlevende medlemmer af The Beatles, og havde kørt for fulde huse i 14 år, indtil det sidste år måtte lukke dørene.
Nu er det planlagt, at ”Love” åbner for en ny sæson, og første forestilling bliver den 26. august på The Mirage Hotel and Casino i Las Vegas.
Showet viser en surrealistisk version af The Beatles’ historie, fra de helt tidlige dage til ’beatlemania’, hvor gruppen fuldstændig dominerede populærmusikken. Historien vises gennem akrobater, på rulleskøjter, i trapezer og som linedansere. Alt sammen udført i overdådige kostumer og i farverige, fantasifulde kulisser.
Showet bringer fiktive figurer fra Beatles-sangene til live, bl.a. Sgt. Pepper, Dr. Robert og Mr. Kite, men den virkelige stjerne i ”Love” er selvfølgelig musikken.
Soundtracket til ”Love” udkom også på cd i 2006. Det var produceret af George Martin og hans søn Giles, og indeholder et utal af de udødelige Beatles-sange. Soundtracket solgte mere end 2 millioner eksemplarer alene i USA, og vandt efterfølgende to Grammy-statuetter.