Tag: ringo starr

Manden bag ikoniske pladeomslag med The Beatles er død

af Karsten Jørgensen

Den engelske fotograf og grafiske designer Robert Freeman, som fra 1963 til 1965 tog hundredvis af markante billeder af The Beatles, hvoraf adskillige blev benyttet på omslagene til gruppens plader, er død, 82 år. Ingen dødsårsag er endnu oplyst, men det er kendt, at Freemans helbred var svækket efter et slagtilfælde i 2014, som tvang hans familie til at sælge en række af hans Beatles-relaterede effekter, for at betale for opfølgende behandlinger.

Robert Freeman ved en udstilling af hans billeder i Valencia i Spanien, 2006

Robert Freeman blev født i London den 5. december 1936. Han gik på universitetet i Cambridge, hvor han i 1959 tog eksamen i engelsk litteratur. Efter en kort ansættelse ved Institute of Contemporary Art, blev han professionel fotograf for avisen The Sunday Times, og blandt hans tidligste opgaver var fotos af bl.a. den sovjetiske leder Nikita Khrushchev, senere også Muhammad Ali og Andy Warhol, samt diverse jazzmusikere, bl.a. John Coltrane.

Det var disse sidste, som i 1963 fangede Beatles-manageren Brian Epsteins interesse, og han hyrede i første omgang Freeman til at tage et gruppeportræt af The Beatles i august 1963, som alle, både manager og musikere, var ovenud tilfredse med.

“With The Beatles”

De følgende år prydede Freemans billeder en række af gruppens LP’er – ikoniske pladeomslag som ”With The Beatles” (udsendt i USA under titlen ”Meet The Beatles”), 1963, ”A Hard Day’s Night”, 1964, ”Beatles For Sale”, 1964, ”Help!”, 1965, og ”Rubber Soul”, også 1965. Dertil også det amerikanske album ”Beatles ’65”, 1965, samt et design til ”Revolver”, som ikke blev brugt.

Freemans design til “Revolver”, som ikke blev brugt

Om billedet på ”With The Beatles”, som blev taget den 22. august 1963 på et hotel i Bournemouth, skrev Robert Freeman senere i sin bog ”The Beatles – A Private View”: ”De skulle bruge et billede hurtigt, så jeg var nødt til at improvisere en studio-situation på det hotel, de boede på. Spisestuen var det mest oplagte sted, hvor der kom et skarpt dagslys ind gennem vinduerne og et mørkt rødbrunt gardin bag dem som baggrund…Det virkede naturligt, at fotografere dem i sort/hvid, iført deres mørke tøj. Det gav billedet en helhed. Der var ingen make-up, ingen frisør eller stylist – det var bare mig, The Beatles og et kamera”.

Endvidere tog Freeman billederne på omslaget af John Lennons to bøger, ”In His Own Write”, 1964, og ”A Spaniard In The Works”, 1965, og var officiel fotograf ved Maureen Cox og Ringo Starrs bryllup i februar 1965.

Udenfor musikverdenen tog Robert Freeman også billederne til den første Pirelli-kalender i 1964, og blev gift med en Pirelli-fotomodel, den tyskfødte Sonny Spielhagen, som senere indtog en mindre flatterende rolle i Beatles-historien.

Ifølge Philip Normans John Lennon-biografi fra 2008 havde Lennon og Sonny en affære, som inspirerede Lennon til at skrive sangen ”Norwegian Wood (This Bird Has Flown)”. Robert Freeman har aldrig selv kommenteret på denne påstand, men Lennons eks-kone Cynthia bekræftede det i sin selvbiografi i 2005, hvor hun også beskrev et skænderi mellem Freeman og Lennon og påpeger, at Robert Freeman og Sonny kort tid senere blev skilt. Robert og Sonny nåede i øvrigt at få to børn sammen.

Albummet “Rubber Soul”, 1965

Udover pladeomslagene til The Beatles, designede Freeman også rulleteksterne til de to Beatles-film, ”A Hard Day’s Night” og ”Help!”, og instruerede tv-filmen ”Swinging London” i 1967, samt kultklassikeren ”The Touchables” året efter.

Hans billeder af The Beatles er udkommet i fotobøgerne ”Beatles Ltd.”, 1964, ”Yesterday – Photographs Of The Beatles”, 1983, og ”The Beatles: A Private View”, 1991.

Paul McCartney skrev om Freeman i forordet til ”Yesterday”: ”Jeg har en fornemmelse af, at hans billeder var blandt de allerbedste, der blev taget af The Beatles!”

Nyheden om Robert Freemans død, som indtraf den 7. november 2019, blev først offentliggjort på The Beatles’ Twitter-side, og både Ringo Starr og Paul McCartney har udtrykt deres deltagelse på deres respektive Facebook-sider.

”Freeman var en af vores foretrukne fotografer i Beatles-årene, som skabte nogle af vores mest ikoniske pladeomslag”, skrev McCartney.

The Beatles samlet på nyt Ringo-album

af Karsten Jørgensen

Når 79-årige Ringo Starr den 25. oktober udsender sit 20. soloalbum, kan man teknisk set tale om en gendannelse af The Beatles, for en af sangene, ”Grow Old With Me”, har alle fire en andel i.

’Teknisk set’ skal tages meget bogstaveligt, da både John Lennon og George Harrison har været døde i mange år, og kun Ringo og Paul McCartney har fysisk været tilstede ved indspilningen af sangen. Men da ”Grow Old With Me” er skrevet af Lennon og et brudstykke af Harrisons ”Here Comes The Sun” høres i slutningen af sangen, kan man med god vilje sige, at alle fra The Beatles er med.

Ringos nye album, med titlen ”What’s My Name”, er indspillet i Roccabella West, Ringos hjemmestudie i Los Angeles, og foruden ”Grow Old With Me”, hvor Ringo på forskellig vis får assistance fra de øvrige beatler, er pladen lavet efter den gamle formel, som har fulgt ham gennem hele hans solokarriere: ’with a little help from my friends’.

Blandt de medvirkende musikere er Eagles-medlemmet og Ringos svoger Joe Walsh, Benmont Tench fra The Heartbreakers, Edgar Winter, Toto-guitaristen Steve Lukather og Richard Page fra Mr. Mister, der alle – undtagen Tench – på forskellige tidspunkter har været medlemmer af Ringos turné-band The All-Starr Band.

”Grow Old With Me” er en sang, John Lennon skrev og lavede en demo-version af under indspilningen af hans og Yoko Onos seneste album, ”Double Fantasy”, i 1980. Senere bad Ono Elton John om at gøre sangen færdig til udgivelse, men han afviste, og i 1984 udkom den originale demo, med klaver og rytmeboks, på det posthume album ”Milk And Honey”. I 1994 var ”Grow Old With Me” én af fire Lennon-sange, som de tre øvrige beatler overvejede at indspille til det store ”Anthology”-projekt, og i 1998 lavede produceren George Martin en orkestreret version af sangen, som blev udsendt på ”The John Lennon Anthology” bokssættet.

Det er derfor svært at tro på Ringo, når han hævder, at han slet ikke kendte til demo-versionen af ”Grow Old With Me”, før produceren Jack Douglas, som arbejdede på ”Double Fantasy”, spillede den for ham.

”Jack spurgte, om jeg havde hørt The Bermuda Tapes, Johns demoer fra den periode”, siger Ringo. ”Og jeg havde aldrig hørt om dem…Men jeg elskede denne sang med det samme, og jeg synger den, så godt jeg kan”.

”En anden god ting er, at jeg virkelig ønskede Paul skulle spille på den, og han sagde ja. Han spiller bas og synger lidt sammen med mig”.

”Så, på en måde er John med, jeg er med og Paul er med. Det er ikke bare et reklamestunt…Og strygerne, som Jack har arrangeret på sangen…Hvis man lytter godt efter, er der en bid fra Harrisons ’Here Comes The Sun’. Så på en måde er det os alle fire”.

Ringo og Paul McCartney har flere gange arbejdet sammen siden opløsningen af The Beatles, senest i 2017 på Ringos album ”Give More Love”. Og bortset fra ”Grow Old With Me”, er der også en anden reference til John Lennon. Ringo har indspillet en version af Barrett Strongs ”Money (That’s What I Want)”, en sang, som John Lennon plejede at synge i tiden med The Beatles, der i øvrigt udsendte deres egen udgave af sangen på albummet ”With The Beatles” i 1963.

”What’s My Name” udkommer på Roccabella/Universal Music Enterprises som både cd, vinyl og på blå vinyl i begrænset oplag.

Trackliste for ”What’s My Name”:

1. Gotta Get Up to Get Down
2. Its Not Love That You Want
3. Grow Old With Me
4. Magic
5. Money (That’s What I Want)
6. Better Days
7. Life Is Good
8. Thank God for Music
9. Send Love Spread Peace
10. What’s My Name

Ekspert mener historien om The Beatles’ afslutning skal omskrives

af Karsten Jørgensen

Hvis vi skal tro på Mark Lewisohn – verdens vel nok førende autoritet om alt der vedrører The Beatles – skal hele forløbet, som førte til gruppens opløsning i 1970, nu tages op til revision.

En hidtil ukendt båndoptagelse fra 1969 afslører nemlig, at de tre primære sangskrivere i The Beatles – John Lennon, Paul McCartney og George Harrison – diskuterede muligheden af, at indspille endnu et album efter ”Abbey Road”.

Omslag til ‘Abbey Road’, 1969

Optagelsen, som fandt sted i Apples hovedkvarter i Savile Row i London den 8. september 1969 – kun to uger før udgivelsen af ”Abbey Road” – viser også, at de tre beatler overvejede at indspille en helt ny single, som skulle udsendes umiddelbart før jul.

Ringo Starr deltog ikke i mødet, da han var på hospitalet til undersøgelse for et maveonde, og mødet mellem de tre øvrige beatler blev optaget på bånd for, at Ringo senere kunne komme med sit besyv til de eventuelle planer.

På optagelsen, som er i Mark Lewisohns besiddelse, foreslår John Lennon at fordelingen af sange skal være mere lige, og han præciserer, at han synes, at de primære sangskrivere hver bidrager med fire sange til det nye album, og at Ringo kan få to ”hvis han altså har lyst”, som Lennon siger.

Endvidere siger Lennon, med adresse til den gamle myte om komponist-parret Lennon-McCartney, at de på det kommende album skal krediteres individuelt som komponister.

På båndet kommer Paul McCartney med en lille stikpille til Harrison, da han siger, at ”indtil dette album (’Abbey Road’), har jeg ikke syntes, at Georges sange var særlig gode”, hvortil Harrison, som skrev både ”Something” og ”Here Comes The Sun” til ”Abbey Road”, svarer: ”Det er vist et spørgsmål om smag, for generelt har folk vist syntes godt om mine sange”.

John Lennon foreslår også, at de fremover forærer ’fjollede’ sange som ”Maxwell’s Silver Hammer” til andre, og mere poporienterede, sangere, som f.eks. Mary Hopkin, der netop tidligere i 1969 havde haft et stort hit med en kasseret McCartney-komposition, ”Goodbye”.

Mark Lewisohn har fortalt den engelske avis The Guardian, at den nyfundne båndoptagelse punkterer den traditionelle opfattelse af, at indspilningen af ”Abbey Road” var tænkt som gruppens sidste bevidst planlagte album.

Albummet ”Let It Be” udkom ganske vist senere, i maj 1970, og blev officielt gruppens sidste udgivelse, men næsten alle sangene var indspillet allerede i januar 1969, et halvt år før ”Abbey Road”.

Beatles-historikeren Mark Lewisohn

”Alle bøger har hidtil fortalt, at de selv vidste, at ’Abbey Road’ skulle være deres sidste album og at de ønskede at afslutte deres karriere sammen på et højdepunkt”, siger Lewisohn. ”Men nej – de diskuterede faktisk indspilningen af deres næste album. Og denne optagelse modbeviser også, at det var John Lennon, som ønskede dem splittet ad. Vi skal omskrive alt det, vi troede, at vi vidste”.

Mark Lewisohn har gennem 30 år udgivet adskillige bøger om The Beatles, bl.a. ”The Complete Beatles Recording Sessions” i 1988 og ”All These Years – Tune In”, første del af et planlagt tre-binds værk om gruppen, i 2013. De øvrige to bind i trilogien, med de foreløbige undertitler ”Turn On” og ”Drop Out”, er planlagt til udgivelse i henholdsvis 2020 og 2028 (hvor Lewisohn fylder 70). Samtidig arbejdede Lewisohn også med The Beatles på deres store ”Anthology”-projekt i midten af 1990’erne.

I oktober turnerer Beatles-forfatteren i England med et multi-medie show, ”Hornsey Road”, med både båndoptagelser, film, fotos, samt anekdoter og effekter fra hans eget arkiv, om tilblivelsen af ”Abbey Road” i forbindelse med albummets 50 års jubilæum.

27. september udsendes en ”super deluxe” udgave af ”Abbey Road”, med tre cd’er, en blu-ray og en bog.

Ringo bekræfter: ‘Abbey Road’ udsendes i deluxe-version

af Karsten Jørgensen

Fornylig bekræftede Ringo Starr overfor branchemagasinet Billboard, at Beatles-albummet ”Abbey Road” vil få samme behandling som både ”Sgt. Pepper” og ”Det Hvide Album”, når det til september fylder 50 år.

”Jeg holder meget af genudgivelserne, fordi de bliver remasterede”, fortalte Ringo, som specielt er glad for, at lydkvaliteten er forbedret. ”Man kan bedre høre trommerne, som blev nedtonet på pladerne i gamle dage”.

I 2017 og 2018 blev ”Sgt. Pepper” og ”Det Hvide Album” genudgivet i deluxe-versioner i forbindelse med deres respektive 50 års jubilæer, med de oprindelige plader i remasterede udgaver, samt akustiske versioner, alternative takes og uudgivne sange, som er med til at tegne et billede af, hvordan de oprindelige sangskitser blev til de endelige sange.

Men hvis man skal tro Ringo, er netop dette aspekt af deluxe-udgaverne ikke lige hans kop te.

”Personligt er jeg lidt træt af at høre Take 9 eller Take 3 – alt det, vi ikke udgav dengang”, sagde han. ”Men det er åbenbart en del af konceptet med et boks-sæt”.

”Abbey Road”, som har et af The Beatles’ mest ikoniske pladeomslag og var det sidste album gruppen indspillede sammen, blev oprindelig udsendt i England 26. september 1969, og det bliver interessant at se, hvad bonus-materialet vil indeholde.

F.eks. blev demo-versioner af sangene ”Mean Mr. Mustard” og ”Polythene Pam” allerede udsendt på sidste års ”White Album”-boks. Tidligere versioner af ”She Came In Through The Bathroom Window” og ”Oh Darling” udkom allerede i 1996 på ”Anthology 3”, og det samme gjorde demo-versionen af ”Come And Get It”, Take 5 af ”Maxwell’s Silver Hammer” og demoen af ”Come Together”.

Tilbage er dog stadig udgaven af ”I Want You (She’s So Heavy)” med Paul McCartney på leadvokaler (i stedet for John Lennon), plus en version af ”Her Majesty” med Lennon på slideguitar, som varer to minutter længere end afslutningsnummeret på den oprindelige udgivelse af ”Abbey Road”.

Supertrommeslageren Hal Blaine er død, 90 år

af Karsten Jørgensen

Den amerikanske trommeslager Hal Blaine, som medvirkede på hundredevis af hitsange i 1960’erne med bl.a. Elvis Presley, The Beach Boys, Frank Sinatra, The Byrds, Simon & Garfunkel og mange andre, er død, 90 år.

Blaine, Hal - drummer, in 1970

Hal Blaine bag ‘gryderne’ i 1970

”Hal Blaine var en så fantastisk musiker og ven, at jeg slet ikke kan finde ord til at beskrive det”, skrev Brian Wilson på Twitter. ”Hal lærte mig så meget, og han havde stor andel i vores succés”.

Det sidste er en hentydning til, at Hal Blaine ofte erstattede Brians lillebror Dennis Wilson på The Beach Boys’ pladeindspilninger.

Hal Blaine blev født Harold Simon Blesky i Holyoke, Massachusetts, den 5. februar 1929, og allerede før han var fyldt 20 skabte han sig en karriere som én af verdens mest benyttede studiemusikere. Ifølge uofficielle kilder medvirkede han på omkring 35.000 indspilninger, men selv sagde Blaine, at det rigtige tal nok var nærmere 6000. Det gør ham dog alligevel til én af musikhistoriens mest benyttede trommeslagere, og ifølge The Rock And Roll Hall of Fame kan hans trommespil høres på mere end 40 popsange, som har indtaget førstepladsen på hitlisterne, plus et par hundrede, som ”kun” har ligget på Top 10.

Allerede som 8-årig var Hal Blaine aktiv på trommerne, i begyndelsen mest inspireret af jazz, men efter han som 20-årig blev professionel, var det overvejende rock- og popmusik.

I slutningen af 1940’erne blev han medlem af gruppen The Novelteers, og op gennem 1950’erne spillede han med bl.a. Vicki Young, Tommy Sands og Patti Page. I slutningen af årtiet valgte han imidlertid en karriere som studiemusiker, hvor han, primært i 1960’erne, medvirkede på op mod 300 hitsange med bl.a. Phil Spector (”Be My Baby”), Sam Cooke, The Righteous Brothers, Sonny & Cher (”I Got You Babe”), The Byrds (”Mr. Tambourine Man”), The Mamas & The Papas (”California Dreamin’”), The Beach Boys (”Good Vibrations”), Scott McKenzie (”San Francisco”), Frank Sinatra (“Strangers In The Night”), Simon & Garfunkel (“Mrs. Robinson” og “Bridge Over Troubled Water”), Ike & Tina Turner, The Carpenters (“Top Of The World”) og The Monkees. Samtidig er det værd at nævne, at Blaine er den eneste trommeslager, som har arbejdet sammen med alle fire medlemmer af The Beatles – John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr.

Blaine, Hal - drummer, in the studio with George Harrison

Hal Blaine i studiet med George Harrison

Hal Blaine spillede i begyndelsen af 1960’erne i grupperne The Catalinas, sammen med bl.a. Bruce Johnston, Billy Strange og Leon Russell, og Hal Blaine & The Young Cougars uden nævneværdig succes. Han spillede endvidere i den uformelle studiegruppe The Wrecking Crew, som bl.a. bestod af Glen Campbell, Billy Strange og Larry Knechtel, før han i 1970’erne satte tempoet ned og i det følgende årti helt trak sig tilbage fra musikbranchen. Herefter skrev han sin selvbiografi, ”Hal Blaine & The Wrecking Crew”, som blev udgivet i 1991.

Hal Blaines samarbejde med Elvis Presley begyndte den 21. marts 1961 med sangene til ”Blue Hawaii”. Siden var han en integreret del af Elvis’ studieorkester på pladerne ”Girls! Girls! Girls!”, ”Fun In Acapulco”, ”Roustabout”, ”Paradise, Hawaiian Style”, ”Easy Come, Easy Go” og ”Live A Little, Love A Little”. Hans svanesang i Elvis-regi var Presleys legendariske comeback-show for NBC i 1968.

Hal Blaine døde den 11. marts af naturlige årsager i sit hjem i Palm Desert, Californien.