Tag: ringo starr

Kasseret McCartney-sang fra 1992 solgt på auktion

af Karsten Jørgensen

Helt tilbage til Beatles-tiden har Paul McCartney med jævne mellemrum skrevet sange til sin ven Ringo Starr, der ikke selv har været nogen ørn som komponist.

Ringo Starr og Paul McCartney

Mens The Beatles stadig var sammen forærede McCartney og John Lennon sange som ”Yellow Submarine” og ”With A Little Help From My Friends” til Ringo, der vokalt havde begrænsninger, men alligevel formåede at give sangene både personlighed og charme.

Efter opløsningen af The Beatles fortsatte Paul McCartney med fra tid til anden at skrive sange til Ringo: ”Six O’Clock” til albummet ”Ringo” i 1973, ”Pure Gold” til ”Ringo’s Rotogravure” i 1976, samt ”Private Property” og ”Attention” til ”Stop And Smell The Roses” i 1981.

Da Ringo Starr i 1991 var i studiet for at indspille de sange, som året efter udkom på albummet ”Time Takes Time”, sendte McCartney en demo-optagelse af endnu en ny sang til sin kollega, ”Angel In Disguise”, hvor han selv sang, akkompagneret af klaver og en tromme-maskine.

Japansk udgave af Ringo Starrs ‘Time Takes Time’ LP, 1992

Sangen indledtes med linjerne ”My name is Ritchie, let me look into your eyes/Don’t be afraid, I’m just an angel in disguise”. Ringo skrev et ekstra vers til sangen og indspillede den, men inden ”Time Takes Time” udkom besluttede han, at sangen alligevel ikke skulle med på pladen. Og det betyder, at bortset fra Ringo, McCartney og en håndfuld andre, har ingen hørt ”Angel In Disguise”.

I går blev et kassettebånd med både McCartneys oprindelige demo, Ringos version af sangen, plus en tredje indspilning, ”Everyone Wins”, også med Ringo, udbudt til salg på Omega Auctions ved en on-line auktion.

Nodeark med ‘Angel In Disguise’

Båndet var sat til salg af den tidligere vært og disc-jockey på Radio Luxembourg, Tony Prince, og inden auktionen blev kassettebåndet vurderet til at kunne indbringe sælgeren omkring 20.000 £.

En talsmand for Omega Auctions, Paul Fairweather, siger: ”Det er fantastisk, at kunne sætte en hidtil både uhørt og uudgivet sang til salg. Vi tror, at sangen er god nok til at udgive, og jeg er sikker på, at hvis Paul McCartney selv udsendte den, ville den være et hit hos hans fans”.

Kassettebåndet gik for kun 8.000 £

Men Beatles-kenderen Chris Shaw er mere skeptisk, og til BBC fortæller han, at Beatles-fans ikke skal stille med de helt store forventninger.

”Enhver ny sang med forbindelse til The Beatles, er naturligvis spændende”, siger Chris Shaw. ”Men kendsgerningen, at ”Angel In Disguise” blev afvist antyder, at det ikke er verdens bedste sang, og nogen gange har uudgivne sange bedst af at forblive forjættende mysterier”.

Denne holdning afspejledes også i salgsprisen, som endte på skuffende 8.000 £. Køberen ønskede at være anonym.

Føromtalte ”Everyone Wins”, som er med på båndet, blev i øvrigt udsendt som B-side på en single og senere genindspillet af Ringo og udsendt på albummet ”Y Not” i 2010.

Astrid Kirchherr, som tog de første professionelle billeder af The Beatles, er død

af Karsten Jørgensen

Den tyske fotograf og designer, Astrid Kirchherr, som tog de første professionelle billeder af The Beatles i 1960 og indledte et forhold til gruppens daværende bassist, Stuart Sutcliffe, er død i Hamborg efter kort tids sygdom, 81 år.

Astrid Kirchherr i 1995

Astrid Kirchherr, som var en ivrig fotograf, tog nogle af de bedste og mest stilfulde billeder af de tidlige Beatles. Hun er senere blevet anerkendt som opfinder af både ”Beatles-frisuren” og de kraveløse jakker, gruppen gjorde berømte i begyndelsen af 1960’erne, men Astrid benægtede begge dele. ”Jeg opfandt ikke stilen. Den var der allerede. Alle mine venner på kunstakademiet havde den. Men folk lytter ikke til mig – de bliver bare ved med at sige, at jeg opfandt Beatles-frisuren. Og det er jo tåbeligt, som om jeg kunne diktere dem, hvordan de skulle se ud”, sagde hun mange år senere.

Astrid Kirchherr blev født i Altona, Hamborg, den 20. maj 1938. I slutningen af 1950’erne var Astrid studerende på Hamborgs Meisterschule, hvor hun uddannede sig til tøjdesigner og var en del af byens avantgardemiljø, de såkaldte eksistentialister. I oktober 1960 fulgtes hun med sin daværende kæreste, tegneren Klaus Voormann, hen på natklubben Der Kaiserkeller i Hamborgs berygtede luderdistrikt St. Pauli, hvor The Beatles optrådte. Senere mindedes hun dette første møde.

”Hele mit liv ændredes i løbet af nogle minutter”, sagde hun til Beatles-biografen Bob Spitz. ”Det eneste, jeg havde lyst til var, at være sammen med dem og lære dem at kende”.

The Beatles i Hamborg, 1960, stadig med Pete Best og Stuart Sutcliffe, foto af Astrid Kirchherr

Hun blev ven med gruppen, stærkest med John Lennon og Stuart Sutcliffe, som hun straks forelskede sig i og flyttede sammen med, indtil han døde pludseligt af en hjerneblødning i april 1962.

Tabet af Stuart Sutcliffe var et stort chok for hende, og i 1994 i forbindelse med premieren på biograffilmen om Sutcliffe, ”Backbeat”, sagde hun: ”Det var en tragedie og en svær periode for mig. Jeg var frygtelig ked af det og ensom, men jeg kunne ikke bare dyrke min ulykke, for jeg havde også et ansvar over for den kærlighed, mine venner gav mig. Jeg havde The Beatles, og de var gode venner, som hjalp mig gennem sorgen over at miste Stuart”.

I 1966 giftede hun sig med trommeslageren Gibson Kemp (som i øvrigt havde afløst Ringo Starr i Rory Storm & The Hurricanes, da denne i august 1962 blev medlem af The Beatles), og holdt meget lav profil indtil 1994, hvor hun udsendte fotobogen ”Liverpool Days” med billeder fra 1964, taget under indspilningen af Beatles-filmen ”A Hard Day’s Night”. Endnu en bog, ”Golden Dreams”, også med billeder af beatlerne fra 1964, udkom i 1996.

Astrid Kirchherr holdt bogstavelig talt op med at fotografere efter 1967, bortset fra enkelte billeder, bl.a. til omslaget af George Harrison-albummet ”Wonderwall Music” i 1968, og arbejdede primært som indretnings-designer. Hun udstillede sine fotografier på udstillinger over hele verden, og udgav jævnligt nye bøger, bl.a. ”Hamburg Days”, 1999, ”When We Was Fab” (med Olivia Harrison), 2003, “Yesterday, The Beatles Once Upon A Time” (med Max Scheler), 2007, og “Astrid Kirchherr with The Beatles”, 2017.

Astrid Kirchherr foran The Cavern Club i Liverpool, 1964

Astrid Kirchherr døde den 13. maj 2020, kun en uge før sin 82 års fødselsdag.

Manden bag ikoniske pladeomslag med The Beatles er død

af Karsten Jørgensen

Den engelske fotograf og grafiske designer Robert Freeman, som fra 1963 til 1965 tog hundredvis af markante billeder af The Beatles, hvoraf adskillige blev benyttet på omslagene til gruppens plader, er død, 82 år. Ingen dødsårsag er endnu oplyst, men det er kendt, at Freemans helbred var svækket efter et slagtilfælde i 2014, som tvang hans familie til at sælge en række af hans Beatles-relaterede effekter, for at betale for opfølgende behandlinger.

Robert Freeman ved en udstilling af hans billeder i Valencia i Spanien, 2006

Robert Freeman blev født i London den 5. december 1936. Han gik på universitetet i Cambridge, hvor han i 1959 tog eksamen i engelsk litteratur. Efter en kort ansættelse ved Institute of Contemporary Art, blev han professionel fotograf for avisen The Sunday Times, og blandt hans tidligste opgaver var fotos af bl.a. den sovjetiske leder Nikita Khrushchev, senere også Muhammad Ali og Andy Warhol, samt diverse jazzmusikere, bl.a. John Coltrane.

Det var disse sidste, som i 1963 fangede Beatles-manageren Brian Epsteins interesse, og han hyrede i første omgang Freeman til at tage et gruppeportræt af The Beatles i august 1963, som alle, både manager og musikere, var ovenud tilfredse med.

“With The Beatles”

De følgende år prydede Freemans billeder en række af gruppens LP’er – ikoniske pladeomslag som ”With The Beatles” (udsendt i USA under titlen ”Meet The Beatles”), 1963, ”A Hard Day’s Night”, 1964, ”Beatles For Sale”, 1964, ”Help!”, 1965, og ”Rubber Soul”, også 1965. Dertil også det amerikanske album ”Beatles ’65”, 1965, samt et design til ”Revolver”, som ikke blev brugt.

Freemans design til “Revolver”, som ikke blev brugt

Om billedet på ”With The Beatles”, som blev taget den 22. august 1963 på et hotel i Bournemouth, skrev Robert Freeman senere i sin bog ”The Beatles – A Private View”: ”De skulle bruge et billede hurtigt, så jeg var nødt til at improvisere en studio-situation på det hotel, de boede på. Spisestuen var det mest oplagte sted, hvor der kom et skarpt dagslys ind gennem vinduerne og et mørkt rødbrunt gardin bag dem som baggrund…Det virkede naturligt, at fotografere dem i sort/hvid, iført deres mørke tøj. Det gav billedet en helhed. Der var ingen make-up, ingen frisør eller stylist – det var bare mig, The Beatles og et kamera”.

Endvidere tog Freeman billederne på omslaget af John Lennons to bøger, ”In His Own Write”, 1964, og ”A Spaniard In The Works”, 1965, og var officiel fotograf ved Maureen Cox og Ringo Starrs bryllup i februar 1965.

Udenfor musikverdenen tog Robert Freeman også billederne til den første Pirelli-kalender i 1964, og blev gift med en Pirelli-fotomodel, den tyskfødte Sonny Spielhagen, som senere indtog en mindre flatterende rolle i Beatles-historien.

Ifølge Philip Normans John Lennon-biografi fra 2008 havde Lennon og Sonny en affære, som inspirerede Lennon til at skrive sangen ”Norwegian Wood (This Bird Has Flown)”. Robert Freeman har aldrig selv kommenteret på denne påstand, men Lennons eks-kone Cynthia bekræftede det i sin selvbiografi i 2005, hvor hun også beskrev et skænderi mellem Freeman og Lennon og påpeger, at Robert Freeman og Sonny kort tid senere blev skilt. Robert og Sonny nåede i øvrigt at få to børn sammen.

Albummet “Rubber Soul”, 1965

Udover pladeomslagene til The Beatles, designede Freeman også rulleteksterne til de to Beatles-film, ”A Hard Day’s Night” og ”Help!”, og instruerede tv-filmen ”Swinging London” i 1967, samt kultklassikeren ”The Touchables” året efter.

Hans billeder af The Beatles er udkommet i fotobøgerne ”Beatles Ltd.”, 1964, ”Yesterday – Photographs Of The Beatles”, 1983, og ”The Beatles: A Private View”, 1991.

Paul McCartney skrev om Freeman i forordet til ”Yesterday”: ”Jeg har en fornemmelse af, at hans billeder var blandt de allerbedste, der blev taget af The Beatles!”

Nyheden om Robert Freemans død, som indtraf den 7. november 2019, blev først offentliggjort på The Beatles’ Twitter-side, og både Ringo Starr og Paul McCartney har udtrykt deres deltagelse på deres respektive Facebook-sider.

”Freeman var en af vores foretrukne fotografer i Beatles-årene, som skabte nogle af vores mest ikoniske pladeomslag”, skrev McCartney.

The Beatles samlet på nyt Ringo-album

af Karsten Jørgensen

Når 79-årige Ringo Starr den 25. oktober udsender sit 20. soloalbum, kan man teknisk set tale om en gendannelse af The Beatles, for en af sangene, ”Grow Old With Me”, har alle fire en andel i.

’Teknisk set’ skal tages meget bogstaveligt, da både John Lennon og George Harrison har været døde i mange år, og kun Ringo og Paul McCartney har fysisk været tilstede ved indspilningen af sangen. Men da ”Grow Old With Me” er skrevet af Lennon og et brudstykke af Harrisons ”Here Comes The Sun” høres i slutningen af sangen, kan man med god vilje sige, at alle fra The Beatles er med.

Ringos nye album, med titlen ”What’s My Name”, er indspillet i Roccabella West, Ringos hjemmestudie i Los Angeles, og foruden ”Grow Old With Me”, hvor Ringo på forskellig vis får assistance fra de øvrige beatler, er pladen lavet efter den gamle formel, som har fulgt ham gennem hele hans solokarriere: ’with a little help from my friends’.

Blandt de medvirkende musikere er Eagles-medlemmet og Ringos svoger Joe Walsh, Benmont Tench fra The Heartbreakers, Edgar Winter, Toto-guitaristen Steve Lukather og Richard Page fra Mr. Mister, der alle – undtagen Tench – på forskellige tidspunkter har været medlemmer af Ringos turné-band The All-Starr Band.

”Grow Old With Me” er en sang, John Lennon skrev og lavede en demo-version af under indspilningen af hans og Yoko Onos seneste album, ”Double Fantasy”, i 1980. Senere bad Ono Elton John om at gøre sangen færdig til udgivelse, men han afviste, og i 1984 udkom den originale demo, med klaver og rytmeboks, på det posthume album ”Milk And Honey”. I 1994 var ”Grow Old With Me” én af fire Lennon-sange, som de tre øvrige beatler overvejede at indspille til det store ”Anthology”-projekt, og i 1998 lavede produceren George Martin en orkestreret version af sangen, som blev udsendt på ”The John Lennon Anthology” bokssættet.

Det er derfor svært at tro på Ringo, når han hævder, at han slet ikke kendte til demo-versionen af ”Grow Old With Me”, før produceren Jack Douglas, som arbejdede på ”Double Fantasy”, spillede den for ham.

”Jack spurgte, om jeg havde hørt The Bermuda Tapes, Johns demoer fra den periode”, siger Ringo. ”Og jeg havde aldrig hørt om dem…Men jeg elskede denne sang med det samme, og jeg synger den, så godt jeg kan”.

”En anden god ting er, at jeg virkelig ønskede Paul skulle spille på den, og han sagde ja. Han spiller bas og synger lidt sammen med mig”.

”Så, på en måde er John med, jeg er med og Paul er med. Det er ikke bare et reklamestunt…Og strygerne, som Jack har arrangeret på sangen…Hvis man lytter godt efter, er der en bid fra Harrisons ’Here Comes The Sun’. Så på en måde er det os alle fire”.

Ringo og Paul McCartney har flere gange arbejdet sammen siden opløsningen af The Beatles, senest i 2017 på Ringos album ”Give More Love”. Og bortset fra ”Grow Old With Me”, er der også en anden reference til John Lennon. Ringo har indspillet en version af Barrett Strongs ”Money (That’s What I Want)”, en sang, som John Lennon plejede at synge i tiden med The Beatles, der i øvrigt udsendte deres egen udgave af sangen på albummet ”With The Beatles” i 1963.

”What’s My Name” udkommer på Roccabella/Universal Music Enterprises som både cd, vinyl og på blå vinyl i begrænset oplag.

Trackliste for ”What’s My Name”:

1. Gotta Get Up to Get Down
2. Its Not Love That You Want
3. Grow Old With Me
4. Magic
5. Money (That’s What I Want)
6. Better Days
7. Life Is Good
8. Thank God for Music
9. Send Love Spread Peace
10. What’s My Name

Ekspert mener historien om The Beatles’ afslutning skal omskrives

af Karsten Jørgensen

Hvis vi skal tro på Mark Lewisohn – verdens vel nok førende autoritet om alt der vedrører The Beatles – skal hele forløbet, som førte til gruppens opløsning i 1970, nu tages op til revision.

En hidtil ukendt båndoptagelse fra 1969 afslører nemlig, at de tre primære sangskrivere i The Beatles – John Lennon, Paul McCartney og George Harrison – diskuterede muligheden af, at indspille endnu et album efter ”Abbey Road”.

Omslag til ‘Abbey Road’, 1969

Optagelsen, som fandt sted i Apples hovedkvarter i Savile Row i London den 8. september 1969 – kun to uger før udgivelsen af ”Abbey Road” – viser også, at de tre beatler overvejede at indspille en helt ny single, som skulle udsendes umiddelbart før jul.

Ringo Starr deltog ikke i mødet, da han var på hospitalet til undersøgelse for et maveonde, og mødet mellem de tre øvrige beatler blev optaget på bånd for, at Ringo senere kunne komme med sit besyv til de eventuelle planer.

På optagelsen, som er i Mark Lewisohns besiddelse, foreslår John Lennon at fordelingen af sange skal være mere lige, og han præciserer, at han synes, at de primære sangskrivere hver bidrager med fire sange til det nye album, og at Ringo kan få to ”hvis han altså har lyst”, som Lennon siger.

Endvidere siger Lennon, med adresse til den gamle myte om komponist-parret Lennon-McCartney, at de på det kommende album skal krediteres individuelt som komponister.

På båndet kommer Paul McCartney med en lille stikpille til Harrison, da han siger, at ”indtil dette album (’Abbey Road’), har jeg ikke syntes, at Georges sange var særlig gode”, hvortil Harrison, som skrev både ”Something” og ”Here Comes The Sun” til ”Abbey Road”, svarer: ”Det er vist et spørgsmål om smag, for generelt har folk vist syntes godt om mine sange”.

John Lennon foreslår også, at de fremover forærer ’fjollede’ sange som ”Maxwell’s Silver Hammer” til andre, og mere poporienterede, sangere, som f.eks. Mary Hopkin, der netop tidligere i 1969 havde haft et stort hit med en kasseret McCartney-komposition, ”Goodbye”.

Mark Lewisohn har fortalt den engelske avis The Guardian, at den nyfundne båndoptagelse punkterer den traditionelle opfattelse af, at indspilningen af ”Abbey Road” var tænkt som gruppens sidste bevidst planlagte album.

Albummet ”Let It Be” udkom ganske vist senere, i maj 1970, og blev officielt gruppens sidste udgivelse, men næsten alle sangene var indspillet allerede i januar 1969, et halvt år før ”Abbey Road”.

Beatles-historikeren Mark Lewisohn

”Alle bøger har hidtil fortalt, at de selv vidste, at ’Abbey Road’ skulle være deres sidste album og at de ønskede at afslutte deres karriere sammen på et højdepunkt”, siger Lewisohn. ”Men nej – de diskuterede faktisk indspilningen af deres næste album. Og denne optagelse modbeviser også, at det var John Lennon, som ønskede dem splittet ad. Vi skal omskrive alt det, vi troede, at vi vidste”.

Mark Lewisohn har gennem 30 år udgivet adskillige bøger om The Beatles, bl.a. ”The Complete Beatles Recording Sessions” i 1988 og ”All These Years – Tune In”, første del af et planlagt tre-binds værk om gruppen, i 2013. De øvrige to bind i trilogien, med de foreløbige undertitler ”Turn On” og ”Drop Out”, er planlagt til udgivelse i henholdsvis 2020 og 2028 (hvor Lewisohn fylder 70). Samtidig arbejdede Lewisohn også med The Beatles på deres store ”Anthology”-projekt i midten af 1990’erne.

I oktober turnerer Beatles-forfatteren i England med et multi-medie show, ”Hornsey Road”, med både båndoptagelser, film, fotos, samt anekdoter og effekter fra hans eget arkiv, om tilblivelsen af ”Abbey Road” i forbindelse med albummets 50 års jubilæum.

27. september udsendes en ”super deluxe” udgave af ”Abbey Road”, med tre cd’er, en blu-ray og en bog.