Tag: Carly Simon

Succésproduceren Richard Perry, som stod bag et ikonisk album med Ringo Starr, er død

af Karsten Jørgensen

Produceren Richard Perry, som i 1970’erne blev indbegrebet af lækker, vellydende popmusik, og arbejdede sammen med så forskellige kunstnere som Ringo Starr, Harry Nilsson, Carly Simon, The Pointer Sisters og Leo Sayer, er død, 82 år.

Perry, som i de senere år led af Parkinsons sygdom, døde af hjertestop på et hospital i Los Angeles den 24. december.

I Beatles-sammenhæng var hans største musikalske scoop, at producere Ringo Starrs gennembrud som solist, albummet ”Ringo” i 1973, som var den eneste LP efter opløsningen af The Beatles, hvor alle de fire tidligere medlemmer af gruppen medvirkede.

Richard Van Perry, som hans rigtige navn var, blev født i Brooklyn, New York, den 18. juni 1942 – i øvrigt samme dag som Paul McCartney – og voksede op med forældre, som solgte musikinstrumenter og underviste i musik. Så man kan sige, at Perry bogstavelig talt fik musikken ind med modermælken, og var klassisk uddannet i både klaver, guitar, trommer, bas og obo.

I slutningen af 1950’erne dannede Perry en doo-wop gruppe med tre klassekammerater, The Legends, som i 1960 fik en pladekontrakt, hvorefter de ændrede navn til The Escorts og udsendte flere singleplader, uden succés.

En karriere som pladeproducer tog sin begyndelse i midten af 1960’erne, hvor Richard Perry arbejdede sammen med navne som først Captain Beefheart (”Safe As Milk”) og senere Fats Domino (”Fats Is Back”), og fik sit første hit med sangeren Tiny Tim i 1968.

I 1970 var Richard Perry et etableret navn, og op gennem 1970’erne skabte han sig et imponerende cv med LP’er med Harry Nilsson, Barbra Streisand (hendes første popalbum ”Stoney End” i 1970), Art Garfunkel, Diana Ross, Manhattan Transfer og Leo Sayer.

Perry producerede singlen “You’re So Vain” med Carly Simon, 1972

Ikke mindst albummet ”No Secrets” med Carly Simon i 1972, som indeholdt hitsinglen ”You’re So Vain” (nr. 1 på hitlisten), og Nilssons hit ”Without You” (også nr. 1) fra året før, gjorde Perrys navn kendt, og det førte til et samarbejde med Nilssons gode ven, eks-beatlen Ringo Starr.

I 1973 indspillede Ringo sit første ”rigtige” album, blot med titlen ”Ringo”, som skabte en næsten feberagtig begejstring, da det blev kendt, at alle de fire tidligere medlemmer af The Beatles medvirkede – dog ikke på det samme nummer.

Richard Perry, til venstre, i studiet med Ringo Starr og John Lennon

Første sang på side 1, ”I’m The Greatest”, forenede Ringo med både John Lennon og George Harrison, som også var medkomponist og spillede guitar på pladens hitsingle, ”Photograph”. The Beatles’ fjerde medlem, Paul McCartney, havde skrevet sangen ”Six O’Clock”, som både han selv og hustruen Linda McCartney medvirkede på, og det gjorde ”Ringo” til det tætteste, The Beatles nogensinde kom på en genforening. Året efter producerede Perry også efterfølgeren, ”Goodnight Vienna”, hvor Lennon igen medvirkede, men uden hverken Harrison eller McCartney.

Gennem 1970’erne og 1980’erne producerede Perry plader med The Pointer Sisters, bl.a. sange som ”I’m So Excited”, ”He’s So Shy” og deres version af Bruce Springsteens”Fire” (udsendt på hans eget pladeselskab Planet Records), Donna Summer, Leo Sayer og Neil Diamond, og fortsatte i 1990’erne og 2000’erne med Ray Charles, samt fornyede samarbejder med både Carly Simon og Art Garfunkel.

Richard Perry

Senere arbejdede Richard Perry sammen med Rod Stewart, og er krediteret som idémand bag hans albumserie ”The Great American Songbook”, som strakte sig over fem plader fra 2002 til 2010.

Perry drev sit eget pladeselskab, Planet Records, fra 1978 til 1983, hvor det blev opkøbt af RCA, og udsendte i 2020 sine erindringer under titlen ”Cloud Nine: Memoirs of a Record Producer”.

Richard Perry var gift to gange, med Linda Goldner og Rebecca Broussard. Begge ægteskaber endte med skilsmisse. Fra 2009 til 2017 var Perry i et forhold med skuespilleren Jane Fonda.

Richard Perry med skuespilleren Jane Fonda

Tillykke til sangeren Carly Simon – 80 år i dag

af Karsten Jørgensen

Den amerikanske sanger Carly Simon (med mellemnavnet Elisabeth), som sikrede sig noget nær udødelighed allerede i 1972 med den mytiske single ”You’re So Vain”, fylder i dag 80 år.

Carly Simon blev født i New York City den 25. juni 1943, som den yngste datter af Richard L. Simon, én af grundlæggerne af det berømte bogforlag Simon & Schuster.

Med sin ældre søster, Lucy, dannede Carly i 1963 duoen The Simon Sisters, som udsendte tre LP’er.

Carly Simon sprang ud som solist i 1971, hvor hun fik sit første hit med sangen ”That’s The Way I’ve Always Heard It Should Be”, mens et egentligt gennembrud kom året efter med LP’en ”No Secrets” og singlen ”You’re So Vain”, der tilsammen var nomineret til fire Grammy’er.

I kølvandet på succesen giftede Simon sig med kollegaen James Taylor, som hun fik to børn med, inden parret blev skilt i 1983.

Carly Simon med James Taylor

I resten af 1970’erne fortsatte Carly Simon med en stribe populære plader, der fandt sine højdepunkter i singlen ”Nobody Does It Better” fra James Bond-filmen ”The Spy Who Loved Me” (med Ringo Starrs senere hustru Barbara Bach som Bond-babe) og ”You Belong To Me”, en duet med Michael McDonald fra The Doobie Brothers.

Igennem 1980’erne skrev Simon en del filmsange, bl.a. ”Coming Around Again” og ”Let The River Run” fra henholdsvis 1986 og 1988, og fortsatte med at udgive plader, som generelt var mindre hitorienterede og mere tilfredsstillede Simons egne musikalske behov, bl.a. et album med amerikanske standardsange, ”My Romance”, i 1990.

Carly Simon sammen med Paul og Linda McCartney

Carly Simon har udgivet mere end tyve studieplader, og blev den 5. november 2022 optaget i Rock And Roll Hall of Fame. Simon var dog ikke selv tilstede, fordi hun kun fjorten dage forinden havde mistet begge sine ældre søstre, Joanna og Lucy, som døde af kræft med kun én dags mellemrum, den 19. og 20. oktober 2022.

Carly Simon, i midten, med sine ældre søstre

Bruce Springsteen udgiver sine erindringer

af Karsten Jørgensen

Eric Clapton, Keith Richards og Pete Townshend gjorde det for nogle år siden. Graham Nash, Carly Simon, Elvis Costello og Tom Petty har gjort det fornylig.

Og nu er turen kommet til ’The Boss’ – Bruce Springsteen – som siden 2009 i al hemmelighed har skrevet på sine erindringer, og den 27. september, få dage efter sin 67 års fødselsdag, udsender bogen ”Born To Run” på forlaget Simon & Schuster.

Springsteen, Bruce - Born To Run - book, 2016

”Det er præcis den bog, vi har håbet på”, siger Jonathan Karp fra Simon & Schuster. ”Læserne vil se deres eget liv i Bruce Springsteens ekstraordinære historie, ligesom vi også genkender os selv i hans sange”.

Den danske udgave af Springsteens erindringer udgives af Politikens Forlag.