Tag: Wings

Tillykke til Geoff Britton, tidligere trommeslager i McCartneys Wings – 80 år i dag

af Karsten Jørgensen

I dag fylder endnu et tidligere medlem af Paul McCartneys 1970’er-gruppe Wings 80 år, efter både Denny Seiwell og Henry McCullough, som henholdsvis trommeslager og guitarist, rundede det skarpe hjørne i sidste måned.

Trommeslageren Geoff Britton, som i øvrigt overtog stikkerne efter Denny Seiwell, blev medlem af Wings i august 1974 og nåede at medvirke på ét album med Wings, inden han allerede i januar 1975 igen forlod gruppen.

Geoffrey Britton blev født i London-forstaden Lewisham den 1. august 1943, og begyndte sin professionelle musikalske karriere i rockgruppen East of Eden i 1969.

Geoff Britton med Rough Diamond, nr. 2 fra højre

Efter en kort periode i en anden gruppe, The Wild Angels, blev Britton i august 1974 trommeslager i Wings, og medvirkede på singlerne ”Junior’s Farm” og ”Walking in the Park with Eloise” (Wings under pseudonymet The Country Hams), begge 1974, samt enkelte sange på gruppens album ”Venus and Mars”, 1975.

Geoff Britton med Wings, øverst til venstre

Midt under indspilningen af ”Venus and Mars” forlod Geoff Britton Wings og blev erstattet af Joe English, som på trods af navnet var amerikaner.

Efter Wings var Britton med i supergruppen Rough Diamond og senere Manfred Mann’s Earth Band fra 1978 til 1979, hvor han medvirkede på albummet ”Angel Station”.

Henry McCullough, lead guitarist i Paul McCartneys Wings, ville i dag være fyldt 80 år

af Karsten Jørgensen

I sidste uge var det trommeslageren Denny Seiwell, som fyldte 80 år, og i denne uge er det hans guitarspillende kollega fra tiden i Paul McCartneys Wings, Henry McCullough, som ligeledes ville være fyldt 80 år.

Guitarist og studiemusiker Henry Campbell Liken McCullough blev født i Portstewart i det nordirske grevskab Londonderry den 21. juli 1943.

McCullough dannede i begyndelsen af 1960’erne gruppen The Skyrockets, og blev senere medlem af andre lokale grupper, som Gene & The Gents i 1964 og People i 1967.

Han flyttede til London senere i 1967, hvor People blev tilknyttet manageren Chas Chandler og ændrede navn til Eire Apparent, som McCullough imidlertid forlod i 1968, hvor han blev medlem af den folkorienterede gruppe Sweeney’s Men.

I 1969 blev Henry McCullough guitarist i Joe Cockers backinggruppe, The Grease Band, som bl.a. optrådte med Cocker på den legendariske Woodstock-festival samme år. The Grease Band nåede at udsende ét album i eget navn, før McCullough cirkulerede videre til den progressive rockgruppe Spooky Tooth.

Wings, med Henry McCullough ovenover Paul og Linda

I januar 1972 gav Paul McCartney ham et tilbud om, at blive lead guitarist i hans nye gruppe Wings. McCulloughs første indspilning med Wings var singlen ”Give Ireland Back to the Irish” i februar 1972, og senere medvirkede han også på singlerne ”Mary Had A Little Lamb”, ”Hi Hi Hi”, ”Live And Let Die” og ”My Love”, samt albummet ”Red Rose Speedway”.

Musikalske uoverensstemmelser betød imidlertid, at McCullough allerede i august 1973 forlod Wings, umiddelbart før Paul McCartney indspillede megasuccesen ”Band On The Run”.

McCullough på scenen med Paul McCartney

Gennem resten af 1970’erne virkede McCullough i vid udstrækning som studiemusiker for bl.a. Frankie Miller Band, Eric Burdon, Marianne Faithfull, Ronnie Lane og Donovan, og udsendte et soloalbum, ”Mind Your Own Business”, på George Harrisons pladeselskab Dark Horse.

Albummet ‘Mind Your Own Business’, 1975

I de følgende årtier holdt McCullough forholdsvis lav profil, mens han opholdt sig mest i Skotland og Nordirland og udsendte omkring ti soloplader, der alle holdt sig under radaren.

I november 2012 fik Henry McCullough et hjerteanfald, som efterlod ham i kritisk tilstand og svækkede hans helbred betragteligt, og den 14. juni 2016 meddeltes det, at han var død i sit hjem i Ballywindelland i Nordirland, 72 år gammel.

Tillykke til Denny Seiwell, trommeslager i Paul McCartneys Wings – 80 år i dag

af Karsten Jørgensen

I dag fylder den amerikanske trommeslager Denny Seiwell, som var et af de oprindelige medlemmer i Paul McCartneys gruppe Wings, 80 år.

Photo taken in Beverly Hills on 02/13/18.

Seiwell blev født i Lehighton i Pennsylvania den 10. juli 1943, og spillede i både Carbon County Band og et af flådens militærorkestre, før McCartney i 1971 rekrutterede ham til sit nye band Wings.

Denny Seiwell var medlem af Wings indtil august 1973, hvor både han og guitaristen Henry McCullough forlod gruppen, sidstnævnte på grund af musikalske uoverensstemmelser, mens Seiwell var utilfreds med blot at blive aflønnet som studiemusiker.

Cover til Wings’ ‘Wild Life’-album, Seiwell yderst til venstre, 1971

Seiwell nåede at medvirke på McCartney/Wings-singlerne ”Another Day”, 1971, ”Give Ireland Back to the Irish”, ”Mary Had A Little Lamb” og ”Hi Hi Hi”, alle 1972, samt James Bond-temaet ”Live And Let Die”, som udsendtes i 1973. Endvidere spillede Seiwell også på LP’erne ”Ram”, 1971, ”Wild Life”, 1971, og ”Red Rose Speedway”, 1973.

Paul McCartneys Wings, med Seiwell til venstre

Som studiemusiker har Denny Seiwell siddet bag trommerne på plader med bl.a. Joe Cocker, Donovan, The Who, Art Garfunkel, Billy Joel, James Brown og mange andre.

Som solist har Seiwell, under navnet Denny Seiwell Trio, udsendt to albums: ”Reckless Abandon” i 2011 og ”Boomerang” i 2018.

Guitaristen Jimmy McCulloch ville være fyldt 70 år idag

af Karsten Jørgensen

Guitaristen Jimmy McCulloch, der er kendt for sin korte periode som medlem af Paul McCartneys gruppe Wings, blev født i den skotske by Dumbarton den 4. juni 1953, og ville således være fyldt 70 år i dag.

Jimmy McCulloch

I midten af 1960’erne var han medlem af The Jaygars, som senere skiftede navn til One In A Million, men berømmelse fik han først med gruppen Thunderclap Newman, som havde et nr. 1-hit med sangen ”Something In The Air” i 1969.

Jimmy McCulloch, til højre, med Thunderclap Newman

I begyndelsen af 1970’erne spillede McCulloch med John Mayall & The Bluesbreakers og Stone The Crows, og arbejdede som studiemusiker for bl.a. Klaus Voormann, Harry Nilsson og John Entwistle.

I august 1974 afløste Jimmy McCulloch guitaristen Henry McCullough i McCartneys Wings. Han debuterede på singlen ”Junior’s Farm” og medvirkede på LP’erne ”Venus And Mars”, ”Wings At The Speed of Sound” og livealbummet ”Wings Over America”, der dokumenterede gruppens store verdensturne i 1975-76.

New Musical Express, 27. april 1974

Jimmy McCulloch, midten, med Linda McCartney og Paul McCartney i Wings

I september 1977 forlod McCulloch igen Wings og blev i stedet medlem af de gendannede The Small Faces, som udsendte albummet ”78 In The Shade” det følgende år. Men det blev et kort bekendtskab, og i 1978 og 1979 spillede McCulloch i grupperne Wild Horses og The Dukes.

Jimmy McCulloch, som havde velkendte problemer med hårde stoffer, døde 27. september 1979, kun 26 år gammel, i sin lejlighed i London. Dødsårsagen var hjertestop, som følge af en overdosis af både morfin og alkohol.

I 2021 udsendte Paul Salley en biografi om McCulloch, ”Little Wing: The Jimmy McCulloch Story”.

Elvis Costello udsender livealbum

af Karsten Jørgensen

Den 25. november udsender Elvis Costello et delvist livealbum, med titlen ”The Boy Named If (Alive at Memphis Magnetic)”. Det er et slags tvillingealbum til den plade, han udgav i januar, ”The Boy Named If”, som fik flotte anmeldelser og fornylig blev nomineret til en Grammy i kategorien Best Rock Album.

Betegnelsen ”livealbum” skal dog tages med et gran salt, idet sangene er indspillet i pladestudiet Memphis Magnetic Recording i Memphis i to sessions, i henholdsvis oktober 2021 og maj 2022, og produceret af Costello selv i samarbejde med Sebastian Krys.

Det nye livealbum indeholder opdaterede versioner af flere af sangene fra ”The Boy Named If”, og dertil også Costellos tidligere ”Everyday I Write The Book”, samt cover-versioner af bl.a. ”So You Want To Be A Rock’n’Roll Star” (The Byrds), ”Out of Time” (The Rolling Stones), ”Here, There and Everywhere” (The Beatles) og “Let Me Roll It” (Paul McCartney & Wings).

Elvis Costello bliver som sædvanlig akkompagneret af sin faste backinggruppe, The Imposters, som består af keyboardspilleren Steve Nieve, trommeslageren Pete Thomas og bassisten Davey Faragher, samt guitaristen Charlie Sexton.

I første omgang udsendes det nye album kun digitalt.

Trackliste for ”The Boy Named If (Alive at Memphis Magnetic)”:

Magnificent Hurt
Truth Drug
Penelope Halfpenny
So You Want To Be A Rock’n’Roll Star
What If I Can’t Give You Anything But Love?
The Boy Named If
Let Me Roll It
Everyday I Write The Book
Out of Time
Here, There and Everywhere
Magnificent Hurt (Chelmico Remix)