Tag: The Moody Blues

Sanger og guitarist Denny Laine fra The Moody Blues og Wings er død, 79 år

af Karsten Jørgensen

Den engelske sanger og guitarist Denny Laine, som var med til at danne grupperne The Moody Blues midt i 1960’erne og Wings i begyndelsen af 1970’erne, er død efter kort tids sygdom, 79 år.

Denny Laine i 2017

”Denny var et stort talent med en fin humoristisk sans, og altid parat til at hjælpe andre”, skriver Paul McCartney på sociale medier. ”Han vil blive savnet af alle sine fans og blive husket med stor kærlighed af sine venner”.

Denny Laine blev født som Brian Frederick Arthur Hines på en af de engelske kanaløer, den 29. oktober 1944, men voksede op i en forstad til Birmingham. Inspireret af jazzmusikeren Django Reinhardt begyndte han allerede som barn at spille guitar. Som 12-årig optrådte han første gang, og nogle år senere, omkring 1960, dannede han sin egen gruppe, Denny & The Diplomats, sammen med trommeslageren Bev Bevan (senere medlem af både The Move og Electric Light Orchestra).

Allerede på dette tidspunkt, besluttede Brian Hines at ændre sit navn, fordi, som han senere forklarede, ”Brian Frederick Hines & The Diplomats lød ikke rigtigt … så jeg tog navn efter min søsters idol, Frankie Laine”.

Denny Laine, t.h., med The Moody Blues, 1965

I 1964 dannede Denny Laine gruppen The Moody Blues sammen med Ray Thomas og Mike Pinder, og var sanger på ”Go Now”, som i november 1964 blev udsendt som gruppens første single og nåede førstepladsen på den engelske hitliste i januar 1965.

Efter flere singler og et album, ”The Magnificent Moodies”, som ikke var større succeser, forlod Laine gruppen i oktober 1966, og blev erstattet af Justin Hayward. To måneder senere dannede Denny Laine en ny gruppe, Electric String Band, sammen med bl.a. Trevor Burton fra The Move og Viv Prince fra The Pretty Things, og udgav en selvkomponeret solosingle, ”Say You Don’t Mind” – en sang, der først blev et hit i 1972, da den blev indspillet og udsendt af Colin Blunstone.

Fra 1969 spillede Laine i gruppen Balls og derefter i Ginger Baker’s Air Force, indtil han i 1971 blev kontaktet af Paul McCartney, som spurgte Laine, om han ville være rytmeguitarist i en ny gruppe, Wings, som blev lanceret den 3. august 1971.

Denny Laine, foran midt for, sammen med Wings

I de næste ti år medvirkede Denny Laine på alle Wings’ plader og var komponist eller medkomponist på en snes sange, bl.a. gruppens største succes, singlen ”Mull of Kintyre” i 1977. Men på trods af, at gruppens plader solgte i store oplag, var Laine gennem alle årene ansat af McCartney på fast løn. I begyndelsen var det 35 £ om ugen, hvilket senere blev forhøjet til 75 £. Efter Wings’ opløsning i 1981 udtalte Laine sig ofte med stor bitterhed om årene som Paul McCartneys sparringspartner, der gjorde Denny Laine til en kendt, men ikke rig musiker. F.eks. spurgte Laine efter succesen med ”Mull of Kintyre” McCartney, om det ikke var rimeligt, at han fik en aftale om flere penge, hvortil McCartney blot svarede: ”Hør her, jeg er faktisk Paul McCartney, og enhver, der får lov at komponere og spille med mig er privilegerede!”

Denny Laine og Paul McCartney

Mens Denny Laine var medlem af Wings, udsendte han solopladerne ”Ahh Laine” i 1973 og ”Hollydays” i 1977, samt ”Japanese Tears” i 1980. Efter Wings gik i opløsning i 1981, var Laines solokarriere ujævn og skrantende, og den 16. december 1986 blev han erklæret insolvent af retten i London. Tvunget af omstændighederne solgte han rettighederne til de Wings-sange, han var medkomponist på, til Paul McCartney for 90.000 £. Han sagde senere med en vis ironi og selverkendelse: ”De fleste i musikbranchen er lidt dumme, når det gælder pengesager, og jeg er dummere end de fleste!”

Denny Laine har siden 1973 regelmæssigt udsendt plader i eget navn, dog uden nævneværdig succes, og har primært overlevet på sit renommé som eksmedlem af Wings. Han har tit optrådt til såkaldte Beatles Conventions med et repertoire, der for en stor dels vedkommende bestod af numre fra Wingskataloget. Endvidere turnerede Laine fra 1995 til 2002 med supergruppen World Class Rockers, som bestod af medlemmer fra bl.a. Steppenwolf (Nick St. Nicholas), Badfinger (Joey Molland), Eagles (Randy Meisner), samt Spencer Davis og Wings-trommeslageren Denny Seiwell.

Denny Laine

Denny Laine blev optaget i Rock And Roll Hall of Fame i 2018, som medlem af The Moody Blues.

I 2022 blev Denny Laine smittet med covid-19 og blev efterfølgende flere gange opereret for lungeproblemer. En støttekoncert blev arrangeret i klubben The Troubadour i Hollywood den 27. november, kun få dage før Laine den 5. december 2023 døde i sit hjem i Naples, Florida.

Denny Laine efterlader sig hustruen Elizabeth, samt fire børn.

Denny Laine alligevel i Rock And Roll Hall Of Fame

af Karsten Jørgensen

Da det den 11. december blev offentliggjort, at fem kunstnere/grupper ville blive optaget i Rock And Roll Hall Of Fame i Cleveland den 14. april 2018, herunder den engelske rockgruppe The Moody Blues, var Denny Laine, tidligt medlem af gruppen før de i 1967 skiftede til at lave mere storladen symfonisk rock, blandet op med psykedeliske elementer, ikke blandt de medlemmer, som ville få æren.

Denny Laine, 2017

Denny Laine i 2017

Men senere, på foranledning af både Steve Van Zandt og Peter Asher, der begge er med i Rock-hallens bestyrelse, er Denny Laines navn blevet føjet til de øvrige medlemmer af The Moody Blues – Graeme Edge, Justin Hayward, John Lodge, Mike Pinder og Ray Thomas.

Denny Laine var sanger og guitarist i The Moody Blues fra 1964 til 1966, og var i front på deres første hit, ”Go Now”, der blev nr. 1 på den engelske single-hitliste i 1964.

Denny Laine, th, med the Moody Blues, 1965

The Moody Blues i 1965 – Denny Laine t.h.

Før The Moody Blues var Laine leder af sin egen gruppe, Denny & The Diplomats, og senere var han både solist og med i grupper som Electric String Band, Balls og Ginger Baker’s Air Force, før han i 1971 blev guitarist i Wings, den gruppe Paul McCartney dannede efter bruddet i The Beatles.

Denny Laine var med i alle årene i Wings, indtil 1981, hvor gruppen gik i opløsning efter McCartneys arrestation i Tokyo for forsøg på indsmugling af marijuana. Siden har Denny Laine primært været solist og bosiddende i USA.

Da det den 16. december stod klart, at Laine også ville blive optaget i Rock And Roll Hall Of Fame var han begejstret.

”Jeg syntes resten af bandet fortjente det, på grund af al deres arbejde og popularitet”, sagde Laine til Billboard. ”Jeg er stor fan af deres musik, og jeg er naturligvis glad for, at jeg også bliver optaget. Det er en ære, og jeg synes, jeg er en lille del af deres historie”.

Om chancerne for at Wings også bliver optaget i Rock And Roll Hall Of Fame er Laine skeptisk.

”Det var jo ikke et rigtigt band. Det var bare Paul McCartney og en backinggruppe”, siger Laine. ”Så helt ærligt, så tror jeg ikke, der er de helt store chancer for, at Wings bliver optaget”.

Denny Laine, i Wings, med Linda og Paul McCartney

Wings – Linda McCartney, Paul McCartney, Denny Laine