Tag: Elton John

Paul McCartney er på mærkerne igen

af Karsten Jørgensen

Tilbage i 2007 prydede Paul McCartney en stribe frimærker sammen med kollegerne fra The Beatles, da det engelske postvæsen, Royal Mail, udsendte en serie frimærker, hvor nogle af gruppens ikoniske pladecovere blev afbildet.

Nu bliver denne handling gentaget, dog med den væsentlige forskel, at det er Paul McCartney som solokunstner, der modtager æren på de nye mærker.

De nye frimærker viser otte forskellige pladeomslag

Den 28. maj udsender Royal Mail i alt 12 forskellige frimærker med McCartney. På de otte er motivet berømte pladecovere, som spænder fra ”McCartney” i 1970, over ”Ram”, ”Venus And Mars” og ”McCartney II”, fra henholdsvis 1971, 1975 og 1980, til ”Tug Of War” (1982), ”Flaming Pie” (1997) og ”Egypt Station” (2018), og frem til det seneste ”McCartney III”, som udkom sidste år. De resterende fire frimærker viser Paul McCartney i pladestudiet, på fotografier fra hhv. 1970, 1971, 1980 og 1997.

Mange lande har udgivet frimærker med McCartney, her fra republikken Tchad

I en pressemeddelelse skriver Royal Mail: ”Paul McCartney er fortsat en vital skikkelse i rock- og popverdenen. Arven efter ham er enorm, men hans virke bliver ved at afføde bred opmærksomhed og anerkendelse. Dette frimærkesæt er en passende hyldest til én af Englands mest elskede og værdsatte musikalske ikoner”.

Frimærkerne bliver tilgængelige i mange forskellige konstellationer – lige fra en førstedagskuvert til 12.90 £ til et ”limited edition” nummereret sæt med en sølvmedalje fra The Royal Mint til 99.99 £.

Førstedagskuvert med Paul McCartney-frimærker, 2021

Paul McCartney får denne ære som den kun tredje solomusiker, efter David Bowie, som var afbildet på frimærker i 2017, og Elton John i 2019. Endvidere fik The Beatles deres egne frimærker i 2007, Pink Floyd i 2016 og Queen i 2020.

Engelske frimærker med The Beatles, 2007

I USA har flere rock-, country- og soulmusikere også været afbildet på adskillige frimærker, bl.a. John Lennon, som i 2018 blev foreviget på et mærke i serien ’Forever’.

Amerikansk frimærke med John Lennon fra 2018

The Beatles samlet på nyt Ringo-album

af Karsten Jørgensen

Når 79-årige Ringo Starr den 25. oktober udsender sit 20. soloalbum, kan man teknisk set tale om en gendannelse af The Beatles, for en af sangene, ”Grow Old With Me”, har alle fire en andel i.

’Teknisk set’ skal tages meget bogstaveligt, da både John Lennon og George Harrison har været døde i mange år, og kun Ringo og Paul McCartney har fysisk været tilstede ved indspilningen af sangen. Men da ”Grow Old With Me” er skrevet af Lennon og et brudstykke af Harrisons ”Here Comes The Sun” høres i slutningen af sangen, kan man med god vilje sige, at alle fra The Beatles er med.

Ringos nye album, med titlen ”What’s My Name”, er indspillet i Roccabella West, Ringos hjemmestudie i Los Angeles, og foruden ”Grow Old With Me”, hvor Ringo på forskellig vis får assistance fra de øvrige beatler, er pladen lavet efter den gamle formel, som har fulgt ham gennem hele hans solokarriere: ’with a little help from my friends’.

Blandt de medvirkende musikere er Eagles-medlemmet og Ringos svoger Joe Walsh, Benmont Tench fra The Heartbreakers, Edgar Winter, Toto-guitaristen Steve Lukather og Richard Page fra Mr. Mister, der alle – undtagen Tench – på forskellige tidspunkter har været medlemmer af Ringos turné-band The All-Starr Band.

”Grow Old With Me” er en sang, John Lennon skrev og lavede en demo-version af under indspilningen af hans og Yoko Onos seneste album, ”Double Fantasy”, i 1980. Senere bad Ono Elton John om at gøre sangen færdig til udgivelse, men han afviste, og i 1984 udkom den originale demo, med klaver og rytmeboks, på det posthume album ”Milk And Honey”. I 1994 var ”Grow Old With Me” én af fire Lennon-sange, som de tre øvrige beatler overvejede at indspille til det store ”Anthology”-projekt, og i 1998 lavede produceren George Martin en orkestreret version af sangen, som blev udsendt på ”The John Lennon Anthology” bokssættet.

Det er derfor svært at tro på Ringo, når han hævder, at han slet ikke kendte til demo-versionen af ”Grow Old With Me”, før produceren Jack Douglas, som arbejdede på ”Double Fantasy”, spillede den for ham.

”Jack spurgte, om jeg havde hørt The Bermuda Tapes, Johns demoer fra den periode”, siger Ringo. ”Og jeg havde aldrig hørt om dem…Men jeg elskede denne sang med det samme, og jeg synger den, så godt jeg kan”.

”En anden god ting er, at jeg virkelig ønskede Paul skulle spille på den, og han sagde ja. Han spiller bas og synger lidt sammen med mig”.

”Så, på en måde er John med, jeg er med og Paul er med. Det er ikke bare et reklamestunt…Og strygerne, som Jack har arrangeret på sangen…Hvis man lytter godt efter, er der en bid fra Harrisons ’Here Comes The Sun’. Så på en måde er det os alle fire”.

Ringo og Paul McCartney har flere gange arbejdet sammen siden opløsningen af The Beatles, senest i 2017 på Ringos album ”Give More Love”. Og bortset fra ”Grow Old With Me”, er der også en anden reference til John Lennon. Ringo har indspillet en version af Barrett Strongs ”Money (That’s What I Want)”, en sang, som John Lennon plejede at synge i tiden med The Beatles, der i øvrigt udsendte deres egen udgave af sangen på albummet ”With The Beatles” i 1963.

”What’s My Name” udkommer på Roccabella/Universal Music Enterprises som både cd, vinyl og på blå vinyl i begrænset oplag.

Trackliste for ”What’s My Name”:

1. Gotta Get Up to Get Down
2. Its Not Love That You Want
3. Grow Old With Me
4. Magic
5. Money (That’s What I Want)
6. Better Days
7. Life Is Good
8. Thank God for Music
9. Send Love Spread Peace
10. What’s My Name

‘Den femte beatle’, produceren George Martin er død, 90 år

af Karsten Jørgensen

Manden, der producerede alle Beatles-pladerne fra 1962 til 1970, døde tirsdag, 90 år gammel, og selvom han i sin lange karriere arbejdede med et utal af kunstnere i mange forskellige genrer, så vil han for altid fortrinsvis blive husket for sit visionære og loyale samarbejde med John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr, der vendte op og ned på alle populærmusikkens konventioner. Dødsårsagen er endnu ikke offentliggjort.

Photo of George Martin

George Martin som ung

Titlen ’Den femte beatle’ er for længst blevet et begreb i popmusikken, og gennem tiderne har mange mennesker flygtigt solet sig i den berømmelse der fulgte med, når de af medierne blev udnævnt til ’Den femte beatle’. Det gjaldt bl.a. manageren Brian Epstein, reservetrommeslageren Jimmy Nicol og pianisten Billy Preston, mens andre var døde, før begrebet opstod (Stuart Sutcliffe). For andre igen, først og fremmest Pete Best, var kælenavnet kun årsag til smerte og bitterhed.

Men én person har dog haft et lykkeligt forhold til begrebet og samtidig haft så stor indflydelse på The Beatles’ musik, at hvis man nødvendigvis skal hæfte titlen på nogen, må det være produceren George Martin, som stod last og brast med gruppen gennem hele dens karriere i 1960’erne.

Da George Martin i 1997, som 71-årig, meddelte at han ville trække sig tilbage for at nyde sit otium, var der alvor i beslutningen. Han havde tidligere kommet med lignende udtalelser, men den megen musik havde næsten gjort Martin døv, og samtidig var der naturligvis også en vis symbolik i, at hans sidste værker som aktiv producer dels var verdens dengang mest solgte single nogensinde, nemlig ”Candle In The Wind”, som Elton John nyfortolkede til minde om netop afdøde prinsesse Diana. Singlen solgte mere end 37 mill. eksemplarer.

Som underlægningsmusik til sin absolutte svanesang havde George Martin selvfølgelig valgt The Beatles, og i midten af marts 1998 udkom albummet ”In My Life”, hvor tekst og musik var af John Lennon og Paul McCartney, fortolket af en skønsom blanding af kunstnere, spændende fra Goldie Hawn og Sean Connery til Phil Collins og Celine Dion.

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers, 1961

George Martin adskilte sig markant fra alle de andre engelske pladeproducere i 1960’erne, som enten var jævnaldrende med eller yngre end de popstjerner de producerede. Martin var betydeligt ældre, idet han allerede før rock and roll-æraen havde etableret sig i pladebranchen, både som producer, komponist og musiker.

George Martin blev født 3. januar 1926 i Highbury, London, og begyndte tidligt at spille klaver. Under 2. verdenskrigs sidste år gjorde han tjeneste ved Royal Air Force, førend han i 1945 blev optaget på musikkonservatoriet i Guildhall, hvor han fik en klassisk uddannelse. Senere arbejdede han freelance med obo som speciale, og blev samtidig ansat i musikafdelingen ved den engelske statsradio BBC.

Men det første skridt på den kurs, som førte fremad til Martins egentlige mission, nemlig som producer, blev taget i november 1950, da han blev ansat på pladeselskabet Parlophone som assistent og medhjælp for selskabets daværende direktør Oscar Preuss.

Parlophone var, og er stadig, en selvstændig underafdeling i EMI/Universal-koncernen, og Martins arbejde bestod i, at finde talenter og deres materiale, at booke studier, hyre musikere og sørge for, at det alt sammen blev betalt. Men bortset fra enkelte succeser, førte Parlophone i 1950’erne en henslumrende tilværelse, som ikke forbedredes væsentligt, da George Martin i 1955 overtog chefstolen.

Blandt de mere populære udgivelser var såkaldte ’comedy’-plader med folk som Peter Sellers, Spike Milligan og Bernard Cribbins, mens resten var en ujævn blanding af klassisk, skotsk folkemusik og big bands. Én af de helt store succeser var singlen ”Goodness, Gracious Me” fra 1961 med Peter Sellers og Sophia Loren, som Martin producerede.

Modsat andre afdelinger i EMI, f.eks. Columbia og HMV, som udsendte amerikanske plader i England, deriblandt den lukrative rock and roll, havde Parlophone ingen udenlandske licenser, og overlevede derfor udelukkende af det talent, som George Martin selv opdagede. Og desuden skal man huske på, at pladeindustrien i 1950’ernes England endnu ikke havde antaget de dimensioner af storindustri, den har i dag. ”Hvis man solgte 1500 plader, var man på vej til et gennembrud, og hvis man solgte 3000 var det et hit”, har George Martin senere sagt.

George Martin i studiet med The Beatles

George Martin i pladestudiet med The Beatles

Historien har sidenhen fremstillet George Martin som den store velynder, der generøst gav de upolerede Beatles en chance, da alle andre havde sagt nej tak. Men helt så eventyrligt var det ikke.

Realiteterne var faktisk, at Parlophone havde udvist så sløje resultater, at EMI’s ledelse alvorligt overvejede at nedlægge selskabet, og Martin ville derfor miste sit job. I betragtning af de fremtidsudsigter, kan man godt sige, at George Martin ikke løb nogen risiko. Snarere tværtimod. The Beatles var hans sidste chance, og denne desperation skinner da også klart igennem i hans senere beskrivelse af gruppen.

”Jeg var mere fascineret af dem som personligheder end som musikere. Der var bestemt ingen tegn på, at de kunne skrive de nødvendige hits, men jeg var overbevist om, at jeg havde en succes på hænderne, hvis jeg kunne finde de rigtige sange til dem”.

Om John Lennon og Paul McCartney som sangskrivere, havde han heller ikke for store tanker, og om The Beatles’ første single ”Love Me Do” fra oktober 1962, sagde George Martin: ”Den var det bedste de havde skrevet, og jeg syntes den var pokkers elendig”.

Én af de første ting Martin gjorde, var fundamentalt at ændre sammensætningen i The Beatles, som indtil mødet med produceren bestod af Lennon, McCartney, George Harrison og trommeslageren Pete Best.

”Jeg kunne godt li’ dem, men deres trommeslager var det svage led”, sagde Martin senere. ”Da jeg skrev kontrakt med dem, fortalte jeg deres manager Brian Epstein, at jeg ikke ville bruge Pete Best. Bevares, han så godt ud og sagde meget lidt, men trommerne duede han ikke til”.

Altså blev Pete Best fyret og erstattet af Ringo Starr.

De tidlige Beatles-plader fra 1963-64 blev ikke produceret i ordets egentlige forstand. Der var to guitarister, bas og trommer, så det hele gav sig selv. George Martins funktion bestod i at komme med gode råd, foreslå tempoet, beslutte hvordan sangene skulle indledes og hvor soloerne skulle komme, og først med LP’en ”Rubber Soul” fra 1965 blev Martin uundværlig i den kreative proces, som manden der omsatte de uskolede beatlers fantasifulde idéer til virkelighed. Hans ypperste øjeblikke findes på den skelsættende plade ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” fra 1967, der vendte op og ned på alle regler og principper i populærmusikken, og netop her nød The Beatles godt af, at George Martin havde lang erfaring i næsten alle musikalske genrer.

”Jeg tror ikke vi kunne have lavet det vi gjorde på ”Sgt. Pepper”, hvis ikke jeg oprindelig havde lavet alle de spøjse plader med Peter Sellers”.

Samarbejdet mellem George Martin og The Beatles fortsatte med stor succes indtil 1970, hvor det sluttede på den vemodige tone, som ”Let It Be” var, og herefter vendte alle fire beatler Martin ryggen, i forsøget på at ryste Beatles-uhyret af sig.

George Martin med Cilla Black, 1965

George Martin og sangerinden Cilla Black, som døde sidste år

Selvom George Martin fortsatte som The Beatles’ producer helt frem til opløsningen, så havde han dog allerede i 1965 forladt Parlophone, på grund af selskabets fedtede lønpolitik. Kort tid efter oprettede han sit eget pladestudie, AIR, med hovedkontor i London og, noget senere, en eksotisk filial på den caribiske ø Montserrat, der blev ødelagt af en orkan i 1989. Så Martin blev ikke arbejdsløs efter The Beatles.

Han fortsatte som producer for andre grupper og solister, men undgik bevidst de lange forhold. Gennem 1970’erne lavede han plader med så forskellige folk som America, Neil Sedaka, Gary Brooker, John McLaughlin, Jeff Beck og sågar Paul McCartney (”Live And Let Die” i 1973). Han holdt lav profil og blev, med hans egne ord, lidt kynisk i forhold til musikken.

”Jeg er holdt op med at producere ukendte kunstnere. Jeg spørger altid mig selv, om det er noget der vil sælge, for jeg vil helst lave succeser”.

I 1980’erne blev Martin og Paul McCartney genforenet på flere LP’er, bl.a. den smukke ”Tug Of War”, men indtil det store ”Anthology”-projekt i 1995, hvor han var producer på alle de gamle Beatles-sange, som blev fundet frem fra EMI’s arkiver, har hans kontakt til beatlerne været sporadisk.

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet, 1996

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet

George Martin, som i 1996 blev adlet for sin lange og store indsats i engelsk musik, så tilbage på sit engagement i Beatles-historien med stolthed, og var ikke bleg for at indrømme, at samarbejdet med beatlerne ikke kun handlede om musikalske ambitioner.

”Dengang i 1962 nærmede jeg mig 40, og jeg tror, at dét at arbejde sammen med mennesker som var 16-17 år yngre end jeg selv, var en måde at få den ungdom tilbage, jeg selv var gået glip af. Min opvækst blev jo afbrudt af krigen. Jeg var i hæren som 17-årig og gift, da jeg var 22”.

Men samtidig var han stolt over, at han i højeste grad var med til at ændre den retning moderne popumusik tog, både med og efter The Beatles.

”Pop var en parentes før The Beatles, men sammen skabte vi en slags nutidig klassisk musik, der var et spejlbillede af vores tid. Måske lyder det højttravende og patetisk i dag, men det var dét, vi troede på og stræbte mod dengang”.

I 1999 blev George Martin optaget i Rock And Roll Hall Of Fame, og i 2006 arbejdede han sammen med sønnen på sit sidste Beatles-projekt, teaterproduktionen ”Love”, som blev opført af gruppen Cirque de Soleil i Las Vegas og samtidig udsendt på cd.

George Martin med sønnen Giles

George Martin med sønnen Giles

George Martin modtog i alt seks Grammy’er, og udsendte en stribe bøger, bl.a. ”All You Need Is Ears”, 1979, ”Summer Of Love: The Making Of Sgt. Pepper”, 1994, og selvbiografien ”Playback” i 2003.

Han efterlader sig hustruen Judy, samt fire børn – Alexis, Lucy, Gregory Paul og Giles.