Tag: Brian Epstein

Allan Williams, The Beatles’ første manager, er død, 86 år

af Karsten Jørgensen

Allan Williams, der forevigt er indskrevet i historiebøgerne som manden, der sendte de purunge The Beatles til Hamborg i 1960, er død i Liverpool, 86 år gammel. The Jacaranda, en klub i Liverpool, som Williams ejede siden slutningen af 1958, skrev i går på deres Facebook-side: ”I dag er en af de mest triste dage i vores historie. The Jacaranda’s oprindelige ejer og manden, der opdagede The Beatles, Allan Williams, er død, 86 år. Alle vores tanker og ønsker går til hans familie og hans hustru Beryl”.

allan-williams-foran-the-jacaranda

Allan Williams foran The Jacaranda

Allan Williams blev født i Liverpool den 17. marts 1930, og arbejdede som blikkenslager, da han, efter en pludselig indskydelse, lejede en nedlagt butik i Slater Street i Liverpool og i september 1958 åbnede The Jacaranda Coffee Club, en kaffebar hvor John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Stuart Sutcliffe, tilsammen The Quarrymen, begyndte at komme i det følgende år. De plagede Williams om at få lov til at optræde i The Jacaranda, og selvom han ikke var imponeret over deres musikalske færdigheder, lod han dem dog indrette kaffebarens kælder til øvelokale.

Efterhånden som The Quarrymen blev dygtigere på deres instrumenter, voksede Williams’ interesse, og den 10. maj 1960 lod han dem medvirke ved en prøveaudition for London-impressarioen Larry Parnes, som søgte en backinggruppe til sin kunstner Billy Fury. The Silver Beatles, som gruppen nu kaldte sig, blev ikke udtaget, men auditionen resulterede alligevel i en ti-dages turne i Skotland, som backinggruppe for en anden af Parnes’ solister, sangeren Johnny Gentle. Senere bookede Williams gruppen til flere koncerter i og omkring Liverpool, før han i august 1960 arrangerede deres første engagement på Indra Club i Hamborg – en handling, der viste sig at være altafgørende for gruppens senere udvikling.

Allan Williams og The Beatles brød med hinanden i april 1961, efter at gruppen selv fik en aftale i stand om et nyt engagement på en anden musikklub i Hamborg, Top Ten Club, og derfor, forståeligt nok, nægtede at betale provision til Williams. I et brev til dem, dateret den 20. april 1961, nedlagde han sit hverv som uofficiel manager, og mange år senere sagde han: ”Uden at vide det, sagde jeg nej til millioner af pund og verdensomspændende berømmelse. Men det er jo altid let at være bagklog”.

Senere på året blev Allan Williams opsøgt af Brian Epstein, som overvejede at blive The Beatles’ manager og derfor lavede lidt research, før han besluttede sig. Williams’ råd til Epstein var: ”Det er en fantastisk gruppe, men de vil uden tvivl blot blive en skuffelse, og hvis jeg var dig, ville jeg ikke røre dem med en ildtang. De har ry for altid at komme for sent, specielt Paul McCartney”.

Brian Epstein tog ikke imod hans advarsel, og senere indrømmede Williams: ”Jeg var ikke den rette mand for The Beatles. Jeg var ikke villig til at give dem min fulde opmærksomhed 24 timer i døgnet, sådan som Brian Epstein var. Han troede på dem, på et tidspunkt hvor de havde et næsten desperat behov for at blive troet på”.

the-man-who-gave-the-beatles-away-book-cover

I marts 1961 åbnede Allan Williams en natklub, The Blue Angel, i Liverpool, og var nogle år senere initiativtager til en kampagne for at få rejst en statue af The Beatles i byen. I 1975 udgav han sine erindringer i bogen ”The Man Who Gave The Beatles Away”, hvor han med sympati skildrede The Beatles’ tidlige år, men med en tendens til at overvurdere egen betydning. I 1977 var han involveret i udgivelsen af LP’en ”The Beatles Live! At The Star Club In Hamburg, Germany, 1962”. Siden 1980 har han hyppigt været gæstetaler ved Beatles Conventions i det meste af verden.

Tony Barrow, The Beatles’ pressechef fra 1963 til 1968, er død

af Karsten Jørgensen

Den engelske journalist og forfatter Tony Barrow, som var The Beatles’ pressechef fra 1963 til 1968 og opfandt udtrykket ”The Fab Four”, er død på et hospital i Lancaster, tre dage efter sin 80 års fødselsdag.

Barrow, Tony - The Beatles' press officer

Tony Barrow

Tony Barrow blev født i Liverpool-forstaden Crosby den 11. maj 1936. Han begyndte som journalist på avisen Liverpool Echo i 1954 og havde i 1961 en fast klumme i bladet, hvor han anmeldte plader under pseudonymet Disker. I slutningen af 1961 blev han kontaktet af The Beatles’ manager, Brian Epstein, som opfordrede ham til at skrive om The Beatles. Tony Barrow fortalte Epstein, at så længe gruppen ikke havde udgivet plader, var det udelukket, men da Barrow samtidig skrev bagsidetekster til pladeomslag for selskabet Decca Records, henviste han Epstein til Deccas repertoirechef, Dick Rowe, som arrangerede en prøveindspilning med gruppen den 1. januar 1962.

Barrow, Tony - right, with Brian Epstein

Tony Barrow, t.h., sammen med Brian Epstein

Forbindelsen til Epstein betød, at Barrow i maj 1963 blev ansat som PR-chef i Epsteins selskab, NEMS, og dermed blev ansvarlig for kontakten mellem The Beatles og medierne. De følgende år arbejdede han sammen med to andre PR-medarbejdere, først Brian Sommerville og senere Derek Taylor. Samtidig skrev han også artikler i gruppens officielle fanblad, Beatles Monthly, under pseudonymet Frederick James, som i virkeligheden er hans mellemnavne. Dertil forfattede han covernoterne på de første tre Beatles-LP’er, ”Please Please Me”, ”With The Beatles” og ”A Hard Day’s Night”, og fik idéen til de årlige juleplader, som gruppen indspillede og kun udsendte til medlemmerne af fanklubben.

Tony Barrow var tilstede, da The Beatles mødte Elvis Presley i dennes hus i Beverly Hills den 27. august 1965, og året efter var det Tony, som optog båndet med gruppens allersidste koncert i Candlestick Park i San Francisco. Han skrev teksten til den tegneserie, som var inkluderet på soundtracket til ”Magical Mystery Tour”, 1967.

Barrow, Tony - holding a microphone with Epstein and The Beatles

Tony Barrow, med mikrofonen, og The Beatles

Samarbejdet med The Beatles ophørte i 1968, da gruppen dannede deres eget pladeselskab Apple Records og kort tid efter Brian Epsteins død.

Gennem 1970’erne drev han sit eget managementfirma, Tony Barrow International, hvor han varetog interesserne for populære navne som David Cassidy, Sweet, Gary Glitter, Bay City Rollers, Deep Purple, The Kinks og Gladys Knight. Men i begyndelsen af 1980’erne vendte han tilbage til skriveriet og var siden fast skribent i bl.a. Beatles Monthly.

Tony Barrow har endvidere udgivet flere bøger. Den første, ”On The Scene At The Cavern”, skrevet under pseudonymet Alistair Griffin, udkom i 1964 og er en beskrivelse af musikmiljøet i Liverpools berømte beatklub. Senere udkom ”P.S. We Love You”, 1982, om The Beatles’ karriere i perioden 1962-63, og ”Inside The Music Business”, en guide gennem musikbranchen for unge, vordende stjerner. Senere har han bl.a. udsendt ”The Making of The Beatles’ Magical Mystery Tour”, 1999, og ”John, Paul, George, Ringo And Me: The Real Beatles Story”, 2005.

Tony Barrow døde den 14. maj 2016, og efterlader sig hustruen Corinne og to sønner, Mike og Mark.

50 år siden The Beatles sidste engelske koncert

af Karsten Jørgensen

I dag, hvor hele musikbranchen summer med rygter om, at 60’er-legender som både Paul McCartney, Bob Dylan, The Rolling Stones, The Who, Neil Young and Roger Waters vil optræde på samme festival i USA i oktober, er det præcis 50 år siden, at The Beatles spillede deres sidste planlagte optræden foran et betalende publikum i England.

Koncerten, der blev præsenteret som ”The Line-Up Of The Century”, fandt sted den 1. maj 1966 på Wembley Empire Pool Arena i London, og var arrangeret af musikavisen New Musical Express.

Beatles på Wembley Empire Pool Arena, 1 maj 1966

The Beatles’ optræden på Wembley Empire Pool Arena den 1. maj 1966

The Beatles, der netop var gået i gang med indspilningen af albummet ”Revolver”, var utvivlsomt hovedattraktionen ved denne koncert, som også havde optræden af deres rivaler The Rolling Stones, The Who, The Yardbirds, The Small Faces, Dusty Springfield og en række andre grupper.

Efter en hed diskussion mellem The Beatles’ manager Brian Epstein og The Rolling Stones’ Andrew Loog Oldham, blev det besluttet at The Stones spillede først og The Beatles sidst.

Imellem de to gruppers optræden ville musikavisen uddele en stribe priser – noget Oldham insisterede på fordi han frygtede, at det ellers ville komme til at se ud som om The Rolling Stones blot var opvarmning for The Beatles.

Foran de godt 10.000 fans, som var tilstede på Wembley, spillede The Beatles fem sange på kun femten minutter – ”I Feel Fine”, ”Nowhere Man”, ”Day Tripper”, ”If I Needed Someone” og ”I’m Down”.

1. maj 1966 - Wembley Empire Pool, The Beatles, koncertbillet

Billet til The Beatles’ sidste engelske koncert

Bagefter turnerede The Beatles i Tyskland, Fjernøsten og USA, hvor de spillede deres allersidste koncert på Candlestick Park i San Francisco den 29. august 1966.

‘Den femte beatle’, produceren George Martin er død, 90 år

af Karsten Jørgensen

Manden, der producerede alle Beatles-pladerne fra 1962 til 1970, døde tirsdag, 90 år gammel, og selvom han i sin lange karriere arbejdede med et utal af kunstnere i mange forskellige genrer, så vil han for altid fortrinsvis blive husket for sit visionære og loyale samarbejde med John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr, der vendte op og ned på alle populærmusikkens konventioner. Dødsårsagen er endnu ikke offentliggjort.

Photo of George Martin

George Martin som ung

Titlen ’Den femte beatle’ er for længst blevet et begreb i popmusikken, og gennem tiderne har mange mennesker flygtigt solet sig i den berømmelse der fulgte med, når de af medierne blev udnævnt til ’Den femte beatle’. Det gjaldt bl.a. manageren Brian Epstein, reservetrommeslageren Jimmy Nicol og pianisten Billy Preston, mens andre var døde, før begrebet opstod (Stuart Sutcliffe). For andre igen, først og fremmest Pete Best, var kælenavnet kun årsag til smerte og bitterhed.

Men én person har dog haft et lykkeligt forhold til begrebet og samtidig haft så stor indflydelse på The Beatles’ musik, at hvis man nødvendigvis skal hæfte titlen på nogen, må det være produceren George Martin, som stod last og brast med gruppen gennem hele dens karriere i 1960’erne.

Da George Martin i 1997, som 71-årig, meddelte at han ville trække sig tilbage for at nyde sit otium, var der alvor i beslutningen. Han havde tidligere kommet med lignende udtalelser, men den megen musik havde næsten gjort Martin døv, og samtidig var der naturligvis også en vis symbolik i, at hans sidste værker som aktiv producer dels var verdens dengang mest solgte single nogensinde, nemlig ”Candle In The Wind”, som Elton John nyfortolkede til minde om netop afdøde prinsesse Diana. Singlen solgte mere end 37 mill. eksemplarer.

Som underlægningsmusik til sin absolutte svanesang havde George Martin selvfølgelig valgt The Beatles, og i midten af marts 1998 udkom albummet ”In My Life”, hvor tekst og musik var af John Lennon og Paul McCartney, fortolket af en skønsom blanding af kunstnere, spændende fra Goldie Hawn og Sean Connery til Phil Collins og Celine Dion.

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers, 1961

George Martin adskilte sig markant fra alle de andre engelske pladeproducere i 1960’erne, som enten var jævnaldrende med eller yngre end de popstjerner de producerede. Martin var betydeligt ældre, idet han allerede før rock and roll-æraen havde etableret sig i pladebranchen, både som producer, komponist og musiker.

George Martin blev født 3. januar 1926 i Highbury, London, og begyndte tidligt at spille klaver. Under 2. verdenskrigs sidste år gjorde han tjeneste ved Royal Air Force, førend han i 1945 blev optaget på musikkonservatoriet i Guildhall, hvor han fik en klassisk uddannelse. Senere arbejdede han freelance med obo som speciale, og blev samtidig ansat i musikafdelingen ved den engelske statsradio BBC.

Men det første skridt på den kurs, som førte fremad til Martins egentlige mission, nemlig som producer, blev taget i november 1950, da han blev ansat på pladeselskabet Parlophone som assistent og medhjælp for selskabets daværende direktør Oscar Preuss.

Parlophone var, og er stadig, en selvstændig underafdeling i EMI/Universal-koncernen, og Martins arbejde bestod i, at finde talenter og deres materiale, at booke studier, hyre musikere og sørge for, at det alt sammen blev betalt. Men bortset fra enkelte succeser, førte Parlophone i 1950’erne en henslumrende tilværelse, som ikke forbedredes væsentligt, da George Martin i 1955 overtog chefstolen.

Blandt de mere populære udgivelser var såkaldte ’comedy’-plader med folk som Peter Sellers, Spike Milligan og Bernard Cribbins, mens resten var en ujævn blanding af klassisk, skotsk folkemusik og big bands. Én af de helt store succeser var singlen ”Goodness, Gracious Me” fra 1961 med Peter Sellers og Sophia Loren, som Martin producerede.

Modsat andre afdelinger i EMI, f.eks. Columbia og HMV, som udsendte amerikanske plader i England, deriblandt den lukrative rock and roll, havde Parlophone ingen udenlandske licenser, og overlevede derfor udelukkende af det talent, som George Martin selv opdagede. Og desuden skal man huske på, at pladeindustrien i 1950’ernes England endnu ikke havde antaget de dimensioner af storindustri, den har i dag. ”Hvis man solgte 1500 plader, var man på vej til et gennembrud, og hvis man solgte 3000 var det et hit”, har George Martin senere sagt.

George Martin i studiet med The Beatles

George Martin i pladestudiet med The Beatles

Historien har sidenhen fremstillet George Martin som den store velynder, der generøst gav de upolerede Beatles en chance, da alle andre havde sagt nej tak. Men helt så eventyrligt var det ikke.

Realiteterne var faktisk, at Parlophone havde udvist så sløje resultater, at EMI’s ledelse alvorligt overvejede at nedlægge selskabet, og Martin ville derfor miste sit job. I betragtning af de fremtidsudsigter, kan man godt sige, at George Martin ikke løb nogen risiko. Snarere tværtimod. The Beatles var hans sidste chance, og denne desperation skinner da også klart igennem i hans senere beskrivelse af gruppen.

”Jeg var mere fascineret af dem som personligheder end som musikere. Der var bestemt ingen tegn på, at de kunne skrive de nødvendige hits, men jeg var overbevist om, at jeg havde en succes på hænderne, hvis jeg kunne finde de rigtige sange til dem”.

Om John Lennon og Paul McCartney som sangskrivere, havde han heller ikke for store tanker, og om The Beatles’ første single ”Love Me Do” fra oktober 1962, sagde George Martin: ”Den var det bedste de havde skrevet, og jeg syntes den var pokkers elendig”.

Én af de første ting Martin gjorde, var fundamentalt at ændre sammensætningen i The Beatles, som indtil mødet med produceren bestod af Lennon, McCartney, George Harrison og trommeslageren Pete Best.

”Jeg kunne godt li’ dem, men deres trommeslager var det svage led”, sagde Martin senere. ”Da jeg skrev kontrakt med dem, fortalte jeg deres manager Brian Epstein, at jeg ikke ville bruge Pete Best. Bevares, han så godt ud og sagde meget lidt, men trommerne duede han ikke til”.

Altså blev Pete Best fyret og erstattet af Ringo Starr.

De tidlige Beatles-plader fra 1963-64 blev ikke produceret i ordets egentlige forstand. Der var to guitarister, bas og trommer, så det hele gav sig selv. George Martins funktion bestod i at komme med gode råd, foreslå tempoet, beslutte hvordan sangene skulle indledes og hvor soloerne skulle komme, og først med LP’en ”Rubber Soul” fra 1965 blev Martin uundværlig i den kreative proces, som manden der omsatte de uskolede beatlers fantasifulde idéer til virkelighed. Hans ypperste øjeblikke findes på den skelsættende plade ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” fra 1967, der vendte op og ned på alle regler og principper i populærmusikken, og netop her nød The Beatles godt af, at George Martin havde lang erfaring i næsten alle musikalske genrer.

”Jeg tror ikke vi kunne have lavet det vi gjorde på ”Sgt. Pepper”, hvis ikke jeg oprindelig havde lavet alle de spøjse plader med Peter Sellers”.

Samarbejdet mellem George Martin og The Beatles fortsatte med stor succes indtil 1970, hvor det sluttede på den vemodige tone, som ”Let It Be” var, og herefter vendte alle fire beatler Martin ryggen, i forsøget på at ryste Beatles-uhyret af sig.

George Martin med Cilla Black, 1965

George Martin og sangerinden Cilla Black, som døde sidste år

Selvom George Martin fortsatte som The Beatles’ producer helt frem til opløsningen, så havde han dog allerede i 1965 forladt Parlophone, på grund af selskabets fedtede lønpolitik. Kort tid efter oprettede han sit eget pladestudie, AIR, med hovedkontor i London og, noget senere, en eksotisk filial på den caribiske ø Montserrat, der blev ødelagt af en orkan i 1989. Så Martin blev ikke arbejdsløs efter The Beatles.

Han fortsatte som producer for andre grupper og solister, men undgik bevidst de lange forhold. Gennem 1970’erne lavede han plader med så forskellige folk som America, Neil Sedaka, Gary Brooker, John McLaughlin, Jeff Beck og sågar Paul McCartney (”Live And Let Die” i 1973). Han holdt lav profil og blev, med hans egne ord, lidt kynisk i forhold til musikken.

”Jeg er holdt op med at producere ukendte kunstnere. Jeg spørger altid mig selv, om det er noget der vil sælge, for jeg vil helst lave succeser”.

I 1980’erne blev Martin og Paul McCartney genforenet på flere LP’er, bl.a. den smukke ”Tug Of War”, men indtil det store ”Anthology”-projekt i 1995, hvor han var producer på alle de gamle Beatles-sange, som blev fundet frem fra EMI’s arkiver, har hans kontakt til beatlerne været sporadisk.

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet, 1996

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet

George Martin, som i 1996 blev adlet for sin lange og store indsats i engelsk musik, så tilbage på sit engagement i Beatles-historien med stolthed, og var ikke bleg for at indrømme, at samarbejdet med beatlerne ikke kun handlede om musikalske ambitioner.

”Dengang i 1962 nærmede jeg mig 40, og jeg tror, at dét at arbejde sammen med mennesker som var 16-17 år yngre end jeg selv, var en måde at få den ungdom tilbage, jeg selv var gået glip af. Min opvækst blev jo afbrudt af krigen. Jeg var i hæren som 17-årig og gift, da jeg var 22”.

Men samtidig var han stolt over, at han i højeste grad var med til at ændre den retning moderne popumusik tog, både med og efter The Beatles.

”Pop var en parentes før The Beatles, men sammen skabte vi en slags nutidig klassisk musik, der var et spejlbillede af vores tid. Måske lyder det højttravende og patetisk i dag, men det var dét, vi troede på og stræbte mod dengang”.

I 1999 blev George Martin optaget i Rock And Roll Hall Of Fame, og i 2006 arbejdede han sammen med sønnen på sit sidste Beatles-projekt, teaterproduktionen ”Love”, som blev opført af gruppen Cirque de Soleil i Las Vegas og samtidig udsendt på cd.

George Martin med sønnen Giles

George Martin med sønnen Giles

George Martin modtog i alt seks Grammy’er, og udsendte en stribe bøger, bl.a. ”All You Need Is Ears”, 1979, ”Summer Of Love: The Making Of Sgt. Pepper”, 1994, og selvbiografien ”Playback” i 2003.

Han efterlader sig hustruen Judy, samt fire børn – Alexis, Lucy, Gregory Paul og Giles.

Producer og manager Robert Stigwood er død, 81 år

af Karsten Jørgensen

Robert Stigwood, som i 1967 var tæt på at overtage rollen som The Beatles’ manager efter Brian Epstein og ti år senere producerede fiasko-filmen ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, baseret på gruppens legendariske album af samme navn, er død i en alder af 81 år.

Robert Colin Stigwood blev født i Adelaide i Australien i 1934. Som 21-årig flyttede han til England, hvor han havde forskellige småjobs i teatre, før han dannede Robert Stigwood Associates Ltd., et selskab som var fødselshjælper for unge håbefulde skuespilleres ambitioner.

Robert Stigwood og Andrew Lloyd Webber, 1978

Robert Stigwood, t.v., sammen med musicalkomponisten Andrew Lloyd Webber

Én af disse skuespillere var en ung mand, John Leyton, som Stigwood hjalp i gang med en musikkarriere, da han, sammen med Joe Meek, producerede sangen ”Johnny Remember Me”, som skød helt op på førstepladsen af den engelske hitliste i 1961.

På trods af en stribe hits med John Leyton og et samarbejde hos EMI med sangere som Mike Sarne og Mike Berry, var de tidlige 1960’ere en økonomisk usikker periode for Robert Stigwood.

Men i 1966 gik der hul på bylden. Stigwood kom i kontakt med The Who, og overtalte dem til at skrive kontrakt med hans nye pladeselskab, Reaction Records. Samme år blev han også manager for supergruppen Cream og finansierede indspilningen af deres debut-album, som blev udsendt på Polydor Records. Efter gruppens opløsning to år senere, fortsatte Stigwood som manager for Eric Clapton gennem hans tid i både Blind Faith og Derek & The Dominos og langt ind i hans solokarriere.

I januar 1967 fusionerede Stigwoods selskab med Brian Epsteins NEMS Enterprises, men det var en skrøbelig konstruktion, idet The Beatles, som Epstein var manager for, allerede fra starten var mistænksomme og nægtede at samarbejde med Stigwood.

Efter Epsteins død i august 1967, hvor NEMS blev overtaget af hans bror Clive Epstein, var Stigwoods dage talte, og da året gik på hæld havde han trukket sig ud af samarbejdet og dannet et nyt selskab, Robert Stigwood Organization (RSO), og et pladeselskab, RSO Records.

Robert Stigwood (t.h.) med The Bee Gees, 1970

Stigwood, t.h., sammen med The Bee Gees, 1970

Stigwood arbejdede som presseagent for bl.a. Mick Jagger, Rod Stewart og David Bowie, og RSO Records udgav populære plader med The Bee Gees, Eric Clapton, Yvonne Elliman og, senere, soundtrack-albums som ”Saturday Night Fever”, ”Grease” og ”Fame”.

En afdeling af RSO helligede sig filmmediet og producerede de førnævnte kassesucceser ”Saturday Night Fever” og ”Grease”, samt ”Tommy”, ”Staying Alive” og ”Evita”, med Madonna i hovedrollen. Men indimellem var der også eklatante fiaskoer: den stort anlagte men skuffende musical-film ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” i 1978, med The Bee Gees og Peter Frampton i hovedrollerne, som blev slagtet af både anmeldere og publikum, og en katastrofal ”Grease 2”.

Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band - soundtrack album

Soundtrack-albummet “Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, 1978

Alligevel stod lykken ham som oftest bi, og i sine senere år placerede medierne ham regelmæssigt blandt de rigeste mennesker i England.

Robert Stigwood, der af både venner og fjender blev kaldt ”Stiggy”, døde af ukendte årsager den 4. januar 2016.