af Karsten Jørgensen
”Midas Man”, filmen om The Beatles’ manager Brian Epstein, er stødt ind i mange problemer, siden optagelserne begyndte i juli 2020.
Filmens første instruktør, Jonas Åkerlund, trak sig fra projektet i november 2021, og blev derefter erstattet af Sara Sugarman.
Herefter lå optagelserne stille i mere end et år, indtil maj 2023, hvor det meddeltes, at en tredje instruktør, Joe Stephenson, havde sat sig i den varme stol.
Seneste nyt er, at man langt om længe er kommet til vejs ende med de egentlige optagelser, men at en premieredato endnu ikke er fastlagt.
”Midas Man”, som har manuskript af Brigit Grant, følger Brian Epstein fra 1962, hvor han var fødselshjælper for de ukendte The Beatles, og frem til hans død i august 1967, kun 32 år gammel.
I hovedrollen som Epstein ses Jacob Fortune-Lloyd, mens rollerne som de fire beatler udfyldes af Jonah Lees, Blake Richardson, Leo Harvey Elledge og Campbell Wallace, der alle er forholdsvis ubeskrevne blade.