Tag: The Beach Boys

Brian Wilsons yndlingsguitarist er død

af Karsten Jørgensen

Guitaristen Nicky Wonder, som dannede gruppen The Wondermints og i mange år spillede i Brian Wilsons backinggruppe, er død, kun 59 år.

Brian Wilson og Nick Walusko

”Det er med stor sorg, at jeg må meddele, at vores elskede Nicky Wonder døde sidste nat, mens han sov”, skrev Wilson på sin hjemmeside onsdag. ”Som I sikkert kan forstå, er vi stadig i chok”.

Nicky blev født Nick Walusko den 22. maj 1960, og dannede i 1992 gruppen The Wondermints sammen med Darian Sahanaja. Begge var de store fans af Brian Wilson, som de senere mødte ved en velgørenhedskoncert i Los Angeles, og det førte til, at Brian Wilson i 1999 turnerede med The Wondermints som backing.

I 2004 medvirkede gruppen på Wilsons indspilning af det legendariske ”Smile”-projekt, og Nick var derefter fast guitarist på Wilsons soloplader ”Gettin’ In Over My Head”, 2004, ”That Lucky Old Sun”, 2008, ”Brian Wilson Reimagines Gershwin”, 2010, ”In The Key Of Disney”, 2011, og ”No Pier Pressure”, 2015.

Nicky Wonder medvirkede også på The Beach Boys’ genforeningsalbum ”That’s Why God Made The Radio” i 2012.

“Nicky var min yndlingsguitarist, og jeg har altid elsket den måde, han kunne bruge sine fingre på instrumentet”, skrev Brian Wilson om musikeren, som døde den 6. august.

Ny biografi om Beach Boys-legenden Brian Wilson

af Karsten Jørgensen

20. juni fylder Brian Wilson 77 år, og samme dag giver hans gamle gruppe The Beach Boys – dog uden Wilson – koncert i Roskilde Kongrescenter. Men så længe behøver man ikke vente, hvis man vil blive klogere på de gamle strandløvers liv, levned og musik.

Allerede imorgen, den 14. juni, udkommer min nye bog, ”Brian Wilson og The Beach Boys – Historien om et forpint geni”, som sætter fokus på Wilsons musikalske betydning både indenfor rammerne af The Beach Boys og i hans mere end 30 år lange solokarriere

På over 300 sider fortæller jeg om Brian Wilsons musikalske rejse med surfersangene i begyndelsen af 1960’erne, til det majestætiske og eksperimenterende album ”Pet Sounds” og smertensbarnet ”Smile”, der først blev kasseret, men siden taget frem igen og fuldført i soloregi næsten fyrre år senere. Oveni det hele beskrives de mange genvordigheder med både familie, bandkammerater og psykiateren Eugene Landy, som det meste af et årti styrede ham både fysisk og mentalt og forvandlede ham til en viljeløs zombie, og gjorde det endog meget svært at vende tilbage til en næsten normal tilværelse.

Hvordan kunne Brian Wilson i sin barndom og ungdom leve under en tyrannisk fars både korporlige og psykiske mishandling, og samtidig skrive musik af næsten overjordisk skønhed – her tænkes ikke mindst på mesterværket ”Pet Sounds” – som bogstavelig talt fik Paul McCartney til at græde af bevægelse?

Jeg giver mit bud på årsager og bevæggrunde i ”Brian Wilson og The Beach Boys – Historien om et forpint geni”, som udsendes af forlaget Haase den 14. juni.

Brian Wilson aflyser koncerter

af Karsten Jørgensen

Brian Wilson har, af helbredsmæssige årsager, aflyst en planlagt sommerturné i USA.

Efter flere rygoperationer inden for det seneste år, har Brian nu fulgt lægernes råd om hvile, for at få undersøgt problemerne til bunds.

”Vi ved endnu ikke, hvad det præcis er, men jeg ved, at det ikke er godt for mig, at være ude på landevejen netop nu”, siger Brian Wilson i en pressemeddelelse.

De aflyste koncerter i juni, som var de sidste med en fuld opførelse af det legendariske album ”Pet Sounds” fra 1966, bliver ifølge pressemeddelelsen omlagt til et senere tidspunkt.

I mellemtiden håber Brian Wilson at blive frisk til den turné i august, under banneret ”Something Great From ’68”, som er planlagt sammen med den engelske 1960’er-gruppe The Zombies, og hvor Wilson angiveligt vil koncentrere sig om at opføre albummet ”Friends”, som han udsendte sammen med resten af The Beach Boys i netop 1968.

Supertrommeslageren Hal Blaine er død, 90 år

af Karsten Jørgensen

Den amerikanske trommeslager Hal Blaine, som medvirkede på hundredevis af hitsange i 1960’erne med bl.a. Elvis Presley, The Beach Boys, Frank Sinatra, The Byrds, Simon & Garfunkel og mange andre, er død, 90 år.

Blaine, Hal - drummer, in 1970

Hal Blaine bag ‘gryderne’ i 1970

”Hal Blaine var en så fantastisk musiker og ven, at jeg slet ikke kan finde ord til at beskrive det”, skrev Brian Wilson på Twitter. ”Hal lærte mig så meget, og han havde stor andel i vores succés”.

Det sidste er en hentydning til, at Hal Blaine ofte erstattede Brians lillebror Dennis Wilson på The Beach Boys’ pladeindspilninger.

Hal Blaine blev født Harold Simon Blesky i Holyoke, Massachusetts, den 5. februar 1929, og allerede før han var fyldt 20 skabte han sig en karriere som én af verdens mest benyttede studiemusikere. Ifølge uofficielle kilder medvirkede han på omkring 35.000 indspilninger, men selv sagde Blaine, at det rigtige tal nok var nærmere 6000. Det gør ham dog alligevel til én af musikhistoriens mest benyttede trommeslagere, og ifølge The Rock And Roll Hall of Fame kan hans trommespil høres på mere end 40 popsange, som har indtaget førstepladsen på hitlisterne, plus et par hundrede, som ”kun” har ligget på Top 10.

Allerede som 8-årig var Hal Blaine aktiv på trommerne, i begyndelsen mest inspireret af jazz, men efter han som 20-årig blev professionel, var det overvejende rock- og popmusik.

I slutningen af 1940’erne blev han medlem af gruppen The Novelteers, og op gennem 1950’erne spillede han med bl.a. Vicki Young, Tommy Sands og Patti Page. I slutningen af årtiet valgte han imidlertid en karriere som studiemusiker, hvor han, primært i 1960’erne, medvirkede på op mod 300 hitsange med bl.a. Phil Spector (”Be My Baby”), Sam Cooke, The Righteous Brothers, Sonny & Cher (”I Got You Babe”), The Byrds (”Mr. Tambourine Man”), The Mamas & The Papas (”California Dreamin’”), The Beach Boys (”Good Vibrations”), Scott McKenzie (”San Francisco”), Frank Sinatra (“Strangers In The Night”), Simon & Garfunkel (“Mrs. Robinson” og “Bridge Over Troubled Water”), Ike & Tina Turner, The Carpenters (“Top Of The World”) og The Monkees. Samtidig er det værd at nævne, at Blaine er den eneste trommeslager, som har arbejdet sammen med alle fire medlemmer af The Beatles – John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr.

Blaine, Hal - drummer, in the studio with George Harrison

Hal Blaine i studiet med George Harrison

Hal Blaine spillede i begyndelsen af 1960’erne i grupperne The Catalinas, sammen med bl.a. Bruce Johnston, Billy Strange og Leon Russell, og Hal Blaine & The Young Cougars uden nævneværdig succes. Han spillede endvidere i den uformelle studiegruppe The Wrecking Crew, som bl.a. bestod af Glen Campbell, Billy Strange og Larry Knechtel, før han i 1970’erne satte tempoet ned og i det følgende årti helt trak sig tilbage fra musikbranchen. Herefter skrev han sin selvbiografi, ”Hal Blaine & The Wrecking Crew”, som blev udgivet i 1991.

Hal Blaines samarbejde med Elvis Presley begyndte den 21. marts 1961 med sangene til ”Blue Hawaii”. Siden var han en integreret del af Elvis’ studieorkester på pladerne ”Girls! Girls! Girls!”, ”Fun In Acapulco”, ”Roustabout”, ”Paradise, Hawaiian Style”, ”Easy Come, Easy Go” og ”Live A Little, Love A Little”. Hans svanesang i Elvis-regi var Presleys legendariske comeback-show for NBC i 1968.

Hal Blaine døde den 11. marts af naturlige årsager i sit hjem i Palm Desert, Californien.

Kultlederen Charles Manson, som inddrog The Beatles i sine ugerninger, er død, 83 år

af Karsten Jørgensen

Charles Manson, som var leder af den amerikanske satankult The Family og i 1969 beordrede sine disciple til at begå en række rituelle mord i Los Angeles, døde søndag aften på et hospital i Californien, 83 år.

Charles Manson, 1989

Charles Manson i 1989

Om aftenen den 9. august 1969 brød fire af Mansons disciple ind i et hus på Cielo Drive i Bel Air og myrdede fem mennesker, deriblandt den højgravide 26-årige skuespillerinde Sharon Tate, som var gift med instruktøren Roman Polanski. Dagen efter brød de ind i et andet hus på Waverly Drive, også i Los Angeles, og dræbte supermarkedsdirektøren Leno LaBianca og hans hustru Rosemary. Begge steder skrev gerningsmændene/kvinderne ordene ”rise”, ”piggies” og ”helter skelter” på vægge og køleskabe – med ofrenes blod – ord, der alle refererede til forskellige sange på The Beatles’ hvide dobbeltalbum fra 1968.

Efterfølgende blev Charles Manson, som ikke havde deltaget fysisk i mordene, og tre af hans disciple – Susan Atkins, Patricia Krenwinkel og Leslie Van Houten – arresteret og dømt til døden – en dom, der senere i 1972 blev ændret til livsvarigt fængsel. Og på trods af mere end ti ansøgninger om benådning, sad Manson fængslet indtil det sidste.

Charles Manson blev født som Charles Milles Maddox i Cincinnati den 12. november 1934, og var søn af en 16-årig prostitueret, Kathleen Maddox, som efter fødslen overlod ham til et børnehjem, hvor han tilbragte hele sin barndom. Han begik sit første væbnede røveri som 13-årig, og havde indtil mordet på Tate sammenlagt tilbragt 17 år i fængsel.

Charles Manson 8 - som ung

Charles Manson som ung

Manson, som tog efternavn efter sin stedfar William Manson, havde ambitioner om at blive rockstjerne, og efter løsladelse fra fængslet i 1967, var han kortvarigt sanger og guitarist i gruppen Milky Way. Men den senere myte om, at han i 1965, sammen med bl.a. Stephen Stills, skulle have været til optagelsesprøve til den præfabrikerede popgruppe The Monkees, er uden hold i virkeligheden, for på det pågældende tidspunkt sad Manson i fængsel.

Manson studerede sort magi og scientology og samlede en skare af unge piger omkring sig, som langsomt blev til kulten The Family. De hvervede deres medlemmer med sex og narkotika, og kultens filosofi var i korthed baseret på reglen om, at dyrke sex syv gange i døgnet: før og efter hvert måltid og én gang midt om natten.

Charles Manson kom i kontakt med trommeslageren Dennis Wilson fra The Beach Boys, som i en periode lod Manson og The Family bo i sit hus, og i 1968 indspillede gruppen Manson-kompositionen ”Never Learn Not To Love” og udsendte den som B-side på en single. Sangens oprindelige titel var ”Cease To Exist”, og Manson blev efter sigende rasende over, at gruppen tillod sig at ændre ved hans værk. Senere samme år indspillede han en del sange, som først blev udsendt på albummet ”Lie: The Love And Terror Cult” i 1970, og efterhånden fik Dennis Wilson, der ellers var fascineret af Mansons harem af villige piger, kolde fødder over kultlederens specielle opførsel.

Charles Manson 7 - Lie, The Love And Terror Cult, 1970

Albummet “Lie: The Love And Terror Cult” fra 1970

En anden musiker, som mødte Charles Manson i slut-60’erne og lod sig fascinere af ham, var Neil Young. ”Musikalsk set syntes jeg, han var unik”, sagde Young senere til rockjournalisten Bill Flanagan. Young prøvede endda at skaffe Manson en pladekontrakt, og skrev senere i sin selvbiografi at ”han (Manson) var lidt ligesom Bob Dylan, men anderledes, fordi det var svært at spotte et klart budskab i hans tekster”.

Charles Mansons kongstanke var, at der snart ville finde et opgør sted mellem de hvide og de sorte, og da The Beatles i slutningen af 1968 udsendte dobbeltalbummet ”The Beatles” (Det Hvide Album), der i sig selv var fuld af spændinger og konflikter, var Manson overbevist om, at de højere magter talte til ham gennem The Beatles’ sange, og at beatlerne selv var de fire ærkeengle fra Det gamle Testamente. For Manson var budskabet tydeligt nok: dommedag var kommet, og han var udvalgt til at anføre de hvide i den kommende racekrig.

Blandt de sange fra ”The Beatles”, som Manson senere angav som inspiration for hans handlinger, var ”Helter Skelter”, ”Piggies”, ”Revolution”, ”Rocky Raccoon”, ”Blackbird” og ”Happiness Is A Warm Gun”. Helter Skelter var det navn, Manson gav opgøret mellem racerne.

Meningen med de tilsyneladende umotiverede rituelle mord på bl.a. Sharon Tate og LaBianca-parret var, at de skulle se ud som om sorte havde gjort det, og dermed fremprovokere racekrigen.

Charles Manson og hans disciple blev arresteret i november 1969 og efter en retssag blev de i 1971 dømt til døden – senere ændret til livsvarigt fængsel. Under retssagen blev John Lennon indkaldt som vidne for at forklare teksten til ”Helter Skelter”. Lennon nægtede, og med god grund: ”Helter Skelter” var nemlig skrevet af Paul McCartney.

Charles Manson, som selv var fascineret af og lod sig inspirere af rockmusik, har senere inspireret en stribe navne i branchen, bl.a. The Lemonheads, Ozzy Osbourne og Guns N’ Roses, som i 1993 udsendte en cover-version af Manson-kompositionen ”Look At Your Game, Girl” på albummet ”The Spaghetti Incident”. Også gruppen Marilyn Manson tog delvis navn efter kultlederen.

Charles Manson, som i midten af 1980’erne udgav sin selvbiografi, sad i det berygtede San Quentin-fængslet nord for San Francisco, indtil han i 1989 blev overflyttet til Corcoran State Prison, og tilbragte i alt 65 af sine 83 år i fængsel. Han er det mest ekstreme og tragiske eksempel på, at folk ofte lagde mere i The Beatles’ sange, end de selv gjorde.