Tag: Yoko Ono

Julian Lennons nye album ‘Jude’ udkommer den 9. september

af Karsten Jørgensen

Den 9. september udsender Julian Lennon, John Lennons ældste søn, sit syvende studiealbum, med titlen ”Jude”.

Det er Lennons første album siden ”Everything Changes” i 2011 og udgives på hans nye pladeselskab BMG.

Julian Lennon har skrevet alle pladens elleve sange selv, i samarbejde med bl.a. Mark Spiro, Guy Chambers, Gregg Alexander og andre, og guitaristen Justin Clayton, som har spillet på de fleste tidligere Lennon-albums, er krediteret som medproducer.

Allerede 8. april udsendte Lennon to sange fra albummet, ”Freedom” og ”Every Little Moment”, mens endnu to nye sange, ”Save Me” og ”Breathe”, fulgte den 22. juni.

Titlen på det nye album, ”Jude”, er en reference til Beatles-sangen ”Hey Jude”, som Paul McCartney skrev til Julian for at trøste ham i den svære periode i 1968, hvor John Lennons forhold til den japanske avantgardekunstner Yoko Ono resulterede i skilsmissen fra Julians mor Cynthia. Oprindelig skrev McCartney sangen under titlen ”Hey Jules”, som var Julians kælenavn, men ændrede den senere til ”Hey Jude”.

”Jude”, trackliste:

Save Me
Freedom
Every Little Moment
Not One Night
Love Won’t Let Me Down
Round and Round Again
Love Never Dies
Breathe
Lucky Ones
Stay
Gaia (featuring Paul Buchanan & Elissa Lauper)

Trommeslageren Alan White, som udover fast job i Yes også spillede med John Lennon og George Harrison, er død, 72 år

af Karsten Jørgensen

Den engelske trommeslager Alan White, som gennem næsten 50 år var medlem af den progressive rockgruppe Yes, er død efter kort tids sygdom, 72 år gammel.

Alan White

White erstattede Bill Bruford i Yes i 1972, da gruppen netop havde udsendt det definerende progrock-album ”Close To The Edge”, og White fik kun en frist på tre dage til at lære gruppens repertoire, inden en amerikansk turne skulle begynde i Dallas, Texas. Det klarede han dog til ug.

Alan White blev født i Pelton, County Durham, den 14. juni 1949. Som seks-årig modtog han undervisning i klaver, men allerede da han var 12, skiftede han instrument til trommerne.

Allerede året efter blev han medlem af sin første gruppe, The Downbeats, som bl.a. spillede coverversioner af Beatles-sange. I 1964 skiftede de navn til The Blue Chips og udsendte flere singler, men uden succes.

Senere udviklede White sine musikalske evner i bl.a. Billy Furys backinggruppe The Gamblers og The Alan Price Set, og fik en vis grad af berømmelse i Ginger Baker’s Air Force og Joe Cockers Mad Dogs & Englishmen, før han i 1972 overtog stolen som trommeslager i Yes.

Men forinden, i september 1969, fik han en opringning, der som han selv sagde, ændrede hans liv. Det var John Lennon, som havde set ham spille i en klub i London. Men White lagde røret på, idet han troede, at nogen prøvede at lave en joke med ham.

Alan White bag trommerne, med Lennon og Plastic Ono Band i Toronto

Men et minut senere ringede telefonen igen, og det var vitterlig John Lennon, som havde sagt ja til at spille en spontan koncert ved en rockfestival på Varsity Stadium i Toronto den 13. september 1969, og derfor var nødsaget til at samle et backingband til lejligheden. Kun dage senere fløj White med Lennon, samt Yoko Ono, Eric Clapton og bassisten Klaus Voormann, til Canada, hvor de første gang optrådte under navnet The Plastic Ono Band.

Gruppens optræden blev senere udsendt på albummet ”Live Peace in Toronto 1969”. Alan White spillede også tromme og klaver på Lennon-singlen ”Instant Karma” i 1970, samt på de fleste sange på ”Imagine”-albummet, deriblandt titelsangen.

Samarbejdet med Lennon førte til, at Alan White også medvirkede på George Harrisons tre-dobbelte album ”All Things Must Pass”, bl.a. på singlen ”My Sweet Lord”.

Alan White flyttede til USA i 1994 med sin kone Gigi, hvor han spillede i flere lokale grupper, mens han fortsatte medlemsskabet af Yes.

Yes – Alan White i midten

I 2017 blev White optaget i Rock and Roll Hall of Fame sammen med Yes, og spillede på gruppens seneste album, ”The Quest”, i 2021.

Modsat de fleste andre medlemmer af Yes, udsendte White kun ét soloalbum i eget navn, ”Ramshackled”, i 1976.

Yes i 2012 – Alan White nr. 2 fra venstre

Alan White døde den 26. maj 2022, og efterlader sig hustruen Gigi, samt to børn, sønnen Jesse og datteren Cassi.

Dokumentarfilm om John Lennons ‘lost weekend’

af Karsten Jørgensen

Fra 1973 til begyndelsen af 1975 var John Lennon og Yoko Ono separeret, og Lennon boede sammen med parrets kinesisk-fødte assistent, May Pang.

May Pang med John Lennon

Denne tumultariske periode, hvor Lennon ofte slog sig løs med notoriske drukkenbolte som Harry Nilsson og The Who-trommeslageren Keith Moon, fik nye bekendtskaber som Elton John og David Bowie, og glimtvis blev genforenet med Ringo Starr og Paul McCartney, er gået over i Beatles-historien under navnet ”the lost weekend”.

John Lennon i midten, Harry Nilsson til venstre

May Pangs historie som John Lennons elskerinde, er blevet fortalt og genfortalt adskillige gange i både interviews, artikler og i May Pangs egne selvbiografier, og i dag, den 10. juni, er der premiere på en ny dokumentarfilm om perioden, ”The Lost Weekend: A Love Story”, som vises på den årlige Tribeca Film Festival i New York.

Filmen er instrueret af Eve Brandstein, Richard Kaufman og Stuart Samuels, og May Pang er den primære fortæller, krydret med interviews med bl.a. Lennons søn Julian, sangeren Alice Cooper og trommeslageren Jim Keltner.

John Lennon og May Pang i midten, Julian Lennon til venstre

Efter ”the lost weekend” sluttede i begyndelsen af 1975, blev Lennon genforenet med Yoko Ono, og senere samme år fik de sønnen Sean. May Pang blev senere gift med pladeproduceren Tony Visconti i 1989. De fik to børn sammen, inden de blev skilt i 2000.

Guitaristen Hugh McCracken, som spillede med McCartney, Lennon og Dylan – 80 år idag

af Karsten Jørgensen

Den amerikanske guitarist Hugh McCracken, som medvirkede på adskillige legendariske plader med bl.a. Paul McCartney, John Lennon, Bob Dylan, Paul Simon, Billy Joel og Van Morrison, ville i dag være fyldt 80 år.

Hugh Carmine McCracken blev født i Glen Ridge, New Jersey, den 31. marts 1942, og spillede fra midten af 1960’erne i flere bands, bl.a. The Funatics og jazzrock-gruppen Mike Mainieri’s White Elephant Orchestra.

Samtidig indledte han også en succesrig karriere som studiemusiker, som begyndte med Van Morrison-albummet ”Blowin’ Your Mind” i 1967, der indeholdt klassikeren ”Brown Eyed Girl”.

Resten af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne blev Hugh McCracken flittig brugt på plader med Laura Nyro, Gordon Lightfoot, The Left Banke, The Monkees og B.B. King, men rigtig kendt blev han først i 1971, hvor han spillede guitar på Paul og Linda McCartneys album ”Ram”.

Da McCartney senere i 1971 dannede gruppen Wings, var Hugh McCracken hans førstevalg som guitarist, men McCracken sagde nej tak, og jobbet gik i stedet til Denny Laine (ex-Moody Blues), som var guitarist i Wings indtil opløsningen i 1980.

I resten af sin karriere, og primært i 1970’erne og 1980’erne, satte McCracken sit aftryk på væsentlige udgivelser som Bob Dylans ”Desire” (1975), Paul Simons ”Still Crazy After All These Years” (1975), Billy Joels ”The Stranger” (1977), John Lennon og Yoko Onos ”Double Fantasy” (1980) og ”Milk And Honey” (1984), samt et utal af plader med bl.a. Steely Dan, James Taylor, Carly Simon, Neil Sedaka, Art Garfunkel, Yoko Ono, Dolly Parton, Foreigner og Leon Russell.

På trods af hans omfattende karriere som studiemusiker, er Hugh McCrackens mest kendte solo nok slideguitaren på Eric Carmens ”All By Myself” fra 1975.

Hugh McCracken i midten med Gary Wright og George Harrison

Hugh McCracken døde på Manhattan af leukæmi den 28. marts 2013.

Yoko Onos fødselsdag markeres med nyt hyldestalbum

af Karsten Jørgensen

I dag fylder Yoko Ono 89 år, og i den anledning udsender Canvasback Music/Atlantic Records hyldestalbummet ”Ocean Child: Songs of Yoko Ono”.

“Ocean Child: Songs of Yoko Ono”

Albummet indeholder 14 nye fortolkninger af Yoko Onos kompositioner, fra ”Who Has Seen The Wind?” og ”Toyboat” med henholdsvis David Byrne & Yo la Tengos og Sharon Van Etten, til The Flaming Lips’ ”Mrs. Lennon” og Death Cab For Cuties ”Waiting For The Sunrise”.

En del af et eventuelt overskud går til organisationen Why Hunger?, som arbejder for at udrydde sult og fattigdom.

Det er ikke første gang, at John Lennons enke bliver hyldet af sine musikalske kolleger. Bedst kendt er albummet ”Every Man Has A Woman” fra 1984, hvor hendes sange blev fortolket af bl.a. Elvis Costello, Harry Nilsson, Rosanne Cash, Roberta Flack og Sean Lennon.

“Every Man Has A Woman”, 1984

Trackliste for “Ocean Child: Songs of Yoko Ono”:

1. Sharon Van Etten – Toyboat
2. David Byrne with Yo La Tengo – Who Has Seen the Wind?
3. Sudan Archives – Dogtown
4. Death Cab for Cutie – Waiting For the Sunrise
5. Thao – Yellow Girl (Stand By For Life)
6. U. S. Girls – Born In A Prison
7. Jay Som – Growing Pain
8. Stephin Merritt – Listen, The Snow Is Falling
9. Deerhoof – No, No, No
10. We Are KING – Don’t Be Scared
11. The Flaming Lips – Mrs. Lennon
12. Japanese Breakfast – Nobody Sees Me Like You Do
13. Yo La Tengo – There’s No Goodbye Between Us.
14. Amber Coffman – Run Run Run