Tag: Rock And Roll Hall Of Fame

25/06 202307/07 2023

Tillykke til sangeren Carly Simon – 80 år i dag

af Karsten Jørgensen

Den amerikanske sanger Carly Simon (med mellemnavnet Elisabeth), som sikrede sig noget nær udødelighed allerede i 1972 med den mytiske single ”You’re So Vain”, fylder i dag 80 år.

Carly Simon blev født i New York City den 25. juni 1943, som den yngste datter af Richard L. Simon, én af grundlæggerne af det berømte bogforlag Simon & Schuster.

Med sin ældre søster, Lucy, dannede Carly i 1963 duoen The Simon Sisters, som udsendte tre LP’er.

Carly Simon sprang ud som solist i 1971, hvor hun fik sit første hit med sangen ”That’s The Way I’ve Always Heard It Should Be”, mens et egentligt gennembrud kom året efter med LP’en ”No Secrets” og singlen ”You’re So Vain”, der tilsammen var nomineret til fire Grammy’er.

I kølvandet på succesen giftede Simon sig med kollegaen James Taylor, som hun fik to børn med, inden parret blev skilt i 1983.

Carly Simon med James Taylor

I resten af 1970’erne fortsatte Carly Simon med en stribe populære plader, der fandt sine højdepunkter i singlen ”Nobody Does It Better” fra James Bond-filmen ”The Spy Who Loved Me” (med Ringo Starrs senere hustru Barbara Bach som Bond-babe) og ”You Belong To Me”, en duet med Michael McDonald fra The Doobie Brothers.

Igennem 1980’erne skrev Simon en del filmsange, bl.a. ”Coming Around Again” og ”Let The River Run” fra henholdsvis 1986 og 1988, og fortsatte med at udgive plader, som generelt var mindre hitorienterede og mere tilfredsstillede Simons egne musikalske behov, bl.a. et album med amerikanske standardsange, ”My Romance”, i 1990.

Carly Simon sammen med Paul og Linda McCartney

Carly Simon har udgivet mere end tyve studieplader, og blev den 5. november 2022 optaget i Rock And Roll Hall of Fame. Simon var dog ikke selv tilstede, fordi hun kun fjorten dage forinden havde mistet begge sine ældre søstre, Joanna og Lucy, som døde af kræft med kun én dags mellemrum, den 19. og 20. oktober 2022.

Carly Simon, i midten, med sine ældre søstre

27/06 2022

Trommeslageren Alan White, som udover fast job i Yes også spillede med John Lennon og George Harrison, er død, 72 år

af Karsten Jørgensen

Den engelske trommeslager Alan White, som gennem næsten 50 år var medlem af den progressive rockgruppe Yes, er død efter kort tids sygdom, 72 år gammel.

Alan White

White erstattede Bill Bruford i Yes i 1972, da gruppen netop havde udsendt det definerende progrock-album ”Close To The Edge”, og White fik kun en frist på tre dage til at lære gruppens repertoire, inden en amerikansk turne skulle begynde i Dallas, Texas. Det klarede han dog til ug.

Alan White blev født i Pelton, County Durham, den 14. juni 1949. Som seks-årig modtog han undervisning i klaver, men allerede da han var 12, skiftede han instrument til trommerne.

Allerede året efter blev han medlem af sin første gruppe, The Downbeats, som bl.a. spillede coverversioner af Beatles-sange. I 1964 skiftede de navn til The Blue Chips og udsendte flere singler, men uden succes.

Senere udviklede White sine musikalske evner i bl.a. Billy Furys backinggruppe The Gamblers og The Alan Price Set, og fik en vis grad af berømmelse i Ginger Baker’s Air Force og Joe Cockers Mad Dogs & Englishmen, før han i 1972 overtog stolen som trommeslager i Yes.

Men forinden, i september 1969, fik han en opringning, der som han selv sagde, ændrede hans liv. Det var John Lennon, som havde set ham spille i en klub i London. Men White lagde røret på, idet han troede, at nogen prøvede at lave en joke med ham.

Alan White bag trommerne, med Lennon og Plastic Ono Band i Toronto

Men et minut senere ringede telefonen igen, og det var vitterlig John Lennon, som havde sagt ja til at spille en spontan koncert ved en rockfestival på Varsity Stadium i Toronto den 13. september 1969, og derfor var nødsaget til at samle et backingband til lejligheden. Kun dage senere fløj White med Lennon, samt Yoko Ono, Eric Clapton og bassisten Klaus Voormann, til Canada, hvor de første gang optrådte under navnet The Plastic Ono Band.

Gruppens optræden blev senere udsendt på albummet ”Live Peace in Toronto 1969”. Alan White spillede også tromme og klaver på Lennon-singlen ”Instant Karma” i 1970, samt på de fleste sange på ”Imagine”-albummet, deriblandt titelsangen.

Samarbejdet med Lennon førte til, at Alan White også medvirkede på George Harrisons tre-dobbelte album ”All Things Must Pass”, bl.a. på singlen ”My Sweet Lord”.

Alan White flyttede til USA i 1994 med sin kone Gigi, hvor han spillede i flere lokale grupper, mens han fortsatte medlemsskabet af Yes.

Yes – Alan White i midten

I 2017 blev White optaget i Rock and Roll Hall of Fame sammen med Yes, og spillede på gruppens seneste album, ”The Quest”, i 2021.

Modsat de fleste andre medlemmer af Yes, udsendte White kun ét soloalbum i eget navn, ”Ramshackled”, i 1976.

Yes i 2012 – Alan White nr. 2 fra venstre

Alan White døde den 26. maj 2022, og efterlader sig hustruen Gigi, samt to børn, sønnen Jesse og datteren Cassi.

07/02 2022

Trommeslageren Sam Lay, som spillede på en klassisk Bob Dylan-sang, er død

af Karsten Jørgensen

Bluesmusikeren Sam Lay, som bl.a. er kendt for at have håndteret trommerne på Bob Dylans banebrydende sang ”Highway 61 Revisited” på albummet af samme navn, er død. Avisen Chicago Sun-Times har rapporteret, at Sam Lay blev kørt til et hospital nær hans hjem i Chicago med hjerteproblemer, og døde kort efter ankomsten den 29. januar. Sam Lay var 86 år.

Trommeslageren Sam Lay

Samuel Julian Lay blev født i Birmingham, Alabama, den 20. marts 1935, og begyndte en professionel karriere som trommeslager allerede i midten af 1950’erne, mens han boede i Cleveland, Ohio.

Senere flyttede han til Chicago, hvor han sidst i 1950’erne var medlem af rhythm’n’blues-gruppen The Thunderbirds, før han en kort overgang var med i Little Walters band.

Derefter gik han videre til blueslegenden Howlin’ Wolf, med hvem han indspillede en stribe klassiske bluesnumre, bl.a. ”Killing Floor”, ”I Ain’t Superstitious” og ”The Red Rooster”. Men lokket af et tilbud om at tjene 20 dollar pr. job – tre gange så meget som hos Howlin’ Wolf – blev han i 1963 medlem af Paul Butterfield Blues Band; et band, der var unikt for den tid, ved at være et race-blandet orkester, som fik bluesmusikken ud til et stort hvidt publikum.

Sam Lay på scenen med Butterfield Blues Band, Boston, 1965

Sammen med et par andre musikere fra Butterfield Blues Band, akkompagnerede Sam Lay den 25. juli 1965 Bob Dylan ved dennes legendariske første elektriske optræden på Newport Folk Festival, og det førte til, at Dylan bad ham medvirke som trommeslager på titelsangen fra albummet ”Highway 61 Revisited”, hvor Lay i øvrigt også spillede den hvislende fløjte, der lød som en politi-sirene i introduktionen til sangen.

Sam Lay på trommer ved Bob Dylans optræden på Newport Folk Festival, 1965

Sam Lay var en virtuos trommeslager, med en speciel teknik, der er beskrevet som ”tre forskellige trommeslagere, der spiller den samme rytme”, og mundharpe-spilleren Corky Siegel, som gennem mange år arbejdede sammen med Lay, sagde: ”Han fik dig til at flyve”.

Sam Lay sang leadvokaler på ”I Got My Mojo Working” på Butterfield Blues Bands debutalbum i 1965, men hans første pladeudgivelse i eget navn var i 1969, med albummet ”Sam Lay In Bluesland”, i øvrigt samme år som han medvirkede på all-star-albummet ”Fathers & Sons” med Muddy Waters.

Sam Lay blev optaget i Rock And Roll Hall Of Fame i 2015, som medlem af Paul Butterfield Blues Band, og hans sidste optræden var på Chicago Blues Festival i 2018.

Med Butterfield Blues Band ved optagelsen i Rock And Roll Hall of Fame, 2015

Sam Lay i juni 2014

Trommeslageren Sam Lay døde af naturlige årsager den 29. januar 2022, 86 år gammel.

02/10 2019

Robert Hunter, som skrev flere sange med Bob Dylan, er død, 78 år

af Karsten Jørgensen

Tekstforfatteren Robert Hunter, som er mest kendt for sit mangeårige samarbejde med Jerry Garcia og The Grateful Dead, er død, 78 år. Det oplyser familien, som 24. september skrev: ”Det er med stor sorg, at vi bekræfter, at vores elskede Robert Hunter gik bort i går aftes. Han døde fredfyldt hjemme i sin seng, omgivet af kærlighed…I denne stund skal vi fejre ham på den måde vi kender, ved at være sammen og lytte til musikken. Lad sangene fylde luften”.

Robert Hunter

Hans hustru gennem 37 år, Maureen, holdt ham i hånden, da han døde. Dødsårsagen er ikke oplyst.

”Til alle de fans, som har elsket hans tekster gennem så mange år, siger vi, at de skal vide, at hans ord stadig er iblandt os, og derfor er han på en måde ikke rigtig væk”, siger familien.

Robert Hunter blev oprindelig født med navnet Robert Burns i Californien i 1941, og han var 19 år, da han mødte den 18-årige Jerry Garcia i 1961. De to blev introduceret for hinanden af Garcias kæreste – som også var Hunters eks-kæreste – Diane Huntsburger.

Herefter spillede Robert mandolin og opretstående bas i Jerry Garcias første grupper, bl.a. i en duo som Bob & Jerry og en bluegrass-gruppe, Hart Valley Drifters, der dog hurtigt opløstes. Men venskabet varede ved.

Da Garcia dannede Grateful Dead, inviterede han Robert Hunter til at være med, men han valgte i stedet at gå på Stanford-universitetet, hvor han deltog i et statsfinancieret forsøgsprogram med både LSD og mescalin, og ifølge Robert, satte disse stoffer fart på hans lyst til at skrive tekster.

”Ordene hoppede bogstavelig talt ud af min underbevidsthed og lige ned på papirer”, sagde han.

Hunter sendte nogle af sine digte til Jerry Garcia, der satte musik til dem og gjorde ham til Grateful Deads primære tekstforfatter. Han skrev tekst til nogle af gruppens mest berømte sange – ”Dark Star”, ”Truckin’”, ”Box Of Rain”, ”Sugar Magnolia”, ”Friend Of The Devil” og deres største hit ”Touch Of Grey”.

Hunters tekster var fulde af drømmeagtige, psykedeliske billeder, og var tilpas vage og tvetydige til, at gruppens fans kunne fascineres af dem og fortolke dem. Han forbød også gruppen at trykke hans tekster på pladeomslagene. ”Folk kunne få meninger ud af det, de hørte forkert, og på den måde kunne de selv være med i teksterne”, sagde han.

Hunter gav næsten aldrig interviews – ikke fordi han ikke brød sig om journalister, snarere var det et udtryk for forfængelighed. ”Der skal jo være et godt billede, og jeg bliver ikke særlig god på billeder”, sagde han til Rolling Stone i 2013. ”Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er grim, eller om det er kameraet, som ikke kan li’ mig”.

Robert Hunter, t.v., sammen med Jerry Garcia

Selvom Hunter spillede både mandolin, guitar, violin, cello og trompet, optrådte han aldrig med Grateful Dead. I stedet skrev han sange til dem i en periode på 30 år, der sluttede med Jerry Garcias død i 1995.

Efter Jerry Garcia døde, arbejdede Hunter sammen med en stribe andre musikere, bl.a. Elvis Costello, Bruce Hornsby, Little Feat og i særdeleshed Bob Dylan, som han allerede i 1988 havde arbejdet sammen med på to sange, ”Silvio” og ”Ugliest Girl In The World”, der udsendtes på albummet ”Down In The Groove”.

Senere skrev han alle teksterne, undtagen én, på Dylan-albummet ”Together Through Life”, 2009, samt sangen ”Duquesne Whistle” på ”Tempest”, 2012.

Robert Hunter udsendte mere end ti soloplader, den første, ”Tales of the Great Rum Runners”, allerede i 1974, sideløbende med samarbejdet med Grateful Dead. Han udgav også bøger med sine sangtekster, samt digte og oversættelser af Rainer Maria Rilke, og bliver betragtet som en af rockmusikkens mest ambitiøse poeter.

”Hunter talte til sin generation ligesom Dylan”, sagde Mike Campbell fra The Heartbreakers, da Grateful Dead i 1994 blev optaget i Rock And Roll Hall Of Fame, hvor Hunter også blev indlemmet i logen på lige fod med de øvrige medlemmer. Elleve år senere, i 2015, blev både Garcia og Hunter også optaget i Songwriter’s Hall Of Fame.

På Grateful Deads officielle hjemmeside skriver gruppens arkivist David Lemieux: ”Robert Hunter har været en ligeså vigtig del af The Grateful Dead, som dem, der indspillede musikken, der ledsagede hans ord, og dem, der gik ind på scenen og gav ordene liv”.

Robert Hunter døde i sit hjem i San Rafael i Californien den 23. september 2019, og efterlader sig hustruen Maureen, samt tre børn Kate, Charlotte og Jess.

06/01 2018

Denny Laine alligevel i Rock And Roll Hall Of Fame

af Karsten Jørgensen

Da det den 11. december blev offentliggjort, at fem kunstnere/grupper ville blive optaget i Rock And Roll Hall Of Fame i Cleveland den 14. april 2018, herunder den engelske rockgruppe The Moody Blues, var Denny Laine, tidligt medlem af gruppen før de i 1967 skiftede til at lave mere storladen symfonisk rock, blandet op med psykedeliske elementer, ikke blandt de medlemmer, som ville få æren.

Denny Laine i 2017

Men senere, på foranledning af både Steve Van Zandt og Peter Asher, der begge er med i Rock-hallens bestyrelse, er Denny Laines navn blevet føjet til de øvrige medlemmer af The Moody Blues – Graeme Edge, Justin Hayward, John Lodge, Mike Pinder og Ray Thomas.

Denny Laine var sanger og guitarist i The Moody Blues fra 1964 til 1966, og var i front på deres første hit, ”Go Now”, der blev nr. 1 på den engelske single-hitliste i 1964.

The Moody Blues i 1965 – Denny Laine t.h.

Før The Moody Blues var Laine leder af sin egen gruppe, Denny & The Diplomats, og senere var han både solist og med i grupper som Electric String Band, Balls og Ginger Baker’s Air Force, før han i 1971 blev guitarist i Wings, den gruppe Paul McCartney dannede efter bruddet i The Beatles.

Denny Laine var med i alle årene i Wings, indtil 1981, hvor gruppen gik i opløsning efter McCartneys arrestation i Tokyo for forsøg på indsmugling af marijuana. Siden har Denny Laine primært været solist og bosiddende i USA.

Da det den 16. december stod klart, at Laine også ville blive optaget i Rock And Roll Hall Of Fame var han begejstret.

”Jeg syntes resten af bandet fortjente det, på grund af al deres arbejde og popularitet”, sagde Laine til Billboard. ”Jeg er stor fan af deres musik, og jeg er naturligvis glad for, at jeg også bliver optaget. Det er en ære, og jeg synes, jeg er en lille del af deres historie”.

Om chancerne for at Wings også bliver optaget i Rock And Roll Hall Of Fame er Laine skeptisk.

”Det var jo ikke et rigtigt band. Det var bare Paul McCartney og en backinggruppe”, siger Laine. ”Så helt ærligt, så tror jeg ikke, der er de helt store chancer for, at Wings bliver optaget”.

Wings – Linda McCartney, Paul McCartney, Denny Laine