Tag: Willie Nelson

Ny bog om gospelgruppen The Jordanaires

af Karsten Jørgensen

På mere end 200 pladeindspilninger med Elvis Presley, blev han bakket op vokalt af gospelgruppen The Jordanaires, som endvidere medvirkede i tre af hans bedst kendte film. De var også med ved mange af hans tv-optrædender i de tidlige år, og stod bag ham på scenen på adskillige turneer.

I november udkommer en ny bog om The Jordanaires, skrevet af gruppens mangeårige medlem Gordon Stoker, i samarbejde med hans søn Alan Stoker og reporteren Michael Kosser.

Bogen ”The Jordanaires: The Story of the World’s Greatest Backup Vocal Group” udsendes på forlaget Backbeat Books, og fortæller historien om gruppen, som blev dannet i Tennessee i 1948, og var aktive i mere end tres år, helt frem til 2013.

Undervejs medvirkede de på plader med, ikke mindst, Elvis Presley, men også store navne som Ricky Nelson, Fats Domino, Willie Nelson, Dolly Parton, The Everly Brothers, Neil Young, Ringo Starr, Tom Jones, Patsy Cline, Brenda Lee og mange, mange andre.

Det anslås, at The Jordanaires’ stemmer har lydt på indspilninger med i alt 2100 forskellige kunstnere, som har solgt i et samlet oplag på over otte milliarder eksemplarer.

Nyt Bob Dylan-album med originale sange

af Karsten Jørgensen

I marts udsendte Bob Dylan en 17 minutter lang reciterende sang, ”Murder Most Foul”, som tog udgangspunkt i mordet på præsident Kennedy i 1963. I april kom endnu en ny sang, ”I Contain Multitudes”, der ’kun’ varede lidt over 4 minutter. Torsdag lige efter midnat blev en tredje sang lagt ud på nettet, den guitardominerede ”False Prophet”, og samtidig annoncerede Dylan nyheden om, at et helt album, med alle tre sange plus syv andre, bliver sendt på gaden den 19. juni.

”False Prophet”, hvor Dylan bl.a. synger “I’m no false prophet, I just said what I said/ I’m just here to bring vengeance on somebody’s head”, kan være en hentydning til, at Dylan i lange perioder af sin karriere er blevet kaldt for både talsmand og profet.

”Jeg har aldrig ønsket at være hverken profet eller frelser”, sagde Dylan i 2004. ”Måske Elvis. Jeg kunne godt se mig selv i rollen som ham. Men profet? Nej”.

Med titlen ”Rough And Rowdy Ways” er albummet det første med nye originale sange siden ”Tempest” i 2012. I den mellemliggende tid har Dylan udgivet tre plader med cover-sange, der alle har fokuseret på materiale fra før rock’n’roll-æraen begyndte i midten af 1950’erne.

Albummet, som er Dylans nr. 39 i en pladekarriere på snart 60 år, er angiveligt opkaldt efter Jimmie Rodgers-sangen ”My Rough And Rowdy Ways” fra 1929. Rodgers var én af Dylans tidlige musikalske inspirationskilder, og i 1997 tog Dylan initiativ til hyldestalbummet ”The Songs of Jimmie Rodgers, A Tribute”, der foruden bidrag fra bl.a. Bono, Jerry Garcia, John Mellencamp, Van Morrison og Willie Nelson, også indeholdt Dylans egen fortolkning af ”My Blue Eyed Jane”, en sang Rodgers selv indspillede i 1930, kun tre år før han døde som kun 35-årig.

Neil Young fortsætter samarbejdet med Promise Of The Real

af Karsten Jørgensen

I fredags udkom Neil Youngs nyeste album, ”Earth”, hvor hans våbenbrødre igen er Willie Nelsons sønner i gruppen Promise Of The Real.

Earth - Neil Young, cd, 2016, front

”Earth” er et live-album, der udkommer som dobbelt-cd og tredobbelt album, og indeholder 13 sange fra hele Neils karriere, optaget under sidste års turne med Promise Of The Real.

”Det er helt anderledes end noget andet, jeg har lavet”, fortalte Neil til Rolling Stone om ”Earth”, hvor dyrelyde i alle afskygninger er fremme i front, og tilføjede: ”Sangene er for lange til iTunes, heldigvis, så du kan ikke finde dem på iTunes”.

Sidste år udsendte Neil Young protestalbummet ”The Monsanto Years”, ligeledes med Promise Of The Real, men spekulationer om, at hans gamle samarbejdspartnere i gruppen Crazy Horse er lagt på is, afviser han i det nye nummer af Mojo: ”Crazy Horse er stadig derude i fremtiden, hvis vi er heldige”, siger Neil.

Neil Young + Promise Of The Real - concert poster, June 2016

Poster fra Neil Youngs koncerter i England, juni 2016

Neil Young spiller på Orange Scene på Roskilde Festivalen fredag aften.

Trackliste for ”Earth”:
Mother Earth
Seed Justice
My Country Home
The Monsanto Years
Western Hero
Vampire Blues
Hippie Dream
After The Gold Rush
Human Highway
Big Box
People Want To Hear About Love
Wolf Moon
Love And Only Love

“Earth”, med Neil Young + Promise Of The Real (Reprise Records 554514-2) 24. juni 2016.

Neil Young er gæstesanger på nyt album

af Karsten Jørgensen

Bandet Promise Of The Real, der var Neil Youngs våbenbrødre på hans seneste album ”The Monsanto Years” og sidenhen akkompagnerede ham på en amerikansk turné, som kulminerede med optræden ved årets Bridge School-koncerter den 24. og 25. oktober, viser nu, at de godt kan stå på egne ben.

Lukas Nelson, Neil Young, Micah Nelson

Lukas Nelson, Neil Young og Micah Nelson

Den 26. februar udsender Promise Of The Real albummet ”Something Real”, deres tredje LP, og har til lejligheden fået Neil Young til at medvirke som gæstesanger på nummeret ”San Francisco”.

Albummet blev indspillet helt tilbage i efteråret 2014, men af hensyn til samarbejdet med Neil på ”The Monsanto Years” og den efterfølgende Rebel Content-turné, valgte gruppen at udskyde udgivelsen.

Promise Of The Real, med Willie Nelsons sønner Lukas og Micah i front, giver koncerter på egen hånd fra 10. november og frem til nytår, inden udgivelsen af ”Something Real”, der indeholder musik som gruppen selv beskriver som ”cowboy hippie surf rock”.

Bob Johnston, som producerede Dylans mesterværker, er død, 83 år

af Karsten Jørgensen

Produceren Bob Johnston, som i 1960’erne producerede de plader næsten alle er enige om er Bob Dylans bedste, er død, 83 år gammel. Udover Dylan håndterede Johnston også lyden på berømte plader med flere af hans samtidige, heriblandt Simon & Garfunkel, Johnny Cash, Leonard Cohen og Willie Nelson.

Bob Johnston blev født 14. maj 1932 i Hillsboro, Texas, og i slutningen af 1950’erne indspillede han flere sange under kunstnernavnet Don Johnston. Men Bobs fremtid var ikke som sanger. I 1959 indledte han en karriere som producer, da han producerede enkelte sange med gruppen The Jaguars, og arbejdede for både Kapp Records og Dot Records. Det var imidlertid først i midten af 1960’erne, da han blev tilknyttet Columbia Records, at han blev kendt i bredere kredse, og kom i kontakt med Bob Dylan, som han havde et lettere underdanigt forhold til. Han sagde bl.a.: ”Dylan er kongen, og det er ikke min opgave at fortælle ham, hvad jeg mener om hans sange, medmindre han spørger mig om det”.

Bob Johnston med Bob Dylan og Johnny Cash, 1969

Bob Johnston med Bob Dylan og Johnny Cash, 1969

I juli 1965 erstattede Johnston Dylans hidtidige producer Tom Wilson, og var vital i Dylans forvandling fra folkesanger til elektrisk idol. Fra 1965 til 1970 producerede han de legendariske plader ”Highway 61 Revisited” (med undtagelse af ”Like A Rolling Stone”), dobbeltalbummet ”Blonde On Blonde”, ”John Wesley Harding”, ”Nashville Skyline”, dobbeltalbummet ”Self Portrait” og ”New Morning”. Også albummet ”Dylan”, som blev indspillet i 1970 men først udgivet i 1973, var produceret af Johnston.

Sideløbende med sit engagement hos Dylan, producerede Bob Johnston også plader med andre kunstnere, bl.a. Simon & Garfunkel (”Sounds Of Silence” og ”Parsley, Sage, Rosemary & Thyme”), Leonard Cohen (”Songs From A Room og ”Songs of Love And Hate”), Johnny Cash (”At San Quentin” samt flere andre) og The Byrds (”Dr. Byrds & Mr. Hyde”). Johnston har også arbejdet inden for andre genrer end rock, bl.a. jazz og soul med Louis Armstrong og Aretha Franklin.

Bob Johnston med Paul Simon, 1965

Bob Johnston med Paul Simon, 1965

Som producer havde Bob Johnston ingen ambitioner om, som han selv udtrykte det, at ”blive den næste Phil Spector”. Han ville bare gerne have, at de kunstnere han arbejdede med lavede gode plader. ”Bob Johnston er en producer, som er enhver kunstners drøm”, er Johnny Cash citeret for at sige i filmen ”The Other Side of Nashville”. ”Bob foretrækker, at læne sig tilbage og se på, at kunstneren producerer sig selv”.

Bob Johnston blev i 1967 chef for Columbia Records country & western-afdeling, og har endvidere virket som komponist til flere sange, bl.a. ”There Ain’t Nothing Like A Song”, som i 1968 blev indspillet af Elvis Presley. Johnstons hustru, komponisten Joy Byers, skrev adskillige sange til Elvis, og i de senere år hævdede Johnston, at han var medkomponist til de fleste, men ikke var blevet krediteret af kontraktlige årsager.

Efter Johnston forlod Columbia Records – på grund af en tvist om royalties – arbejdede han som selvstændig producer, bl.a. på albummet ”Fog On The Tyne” fra 1972 med den populære engelske folkrockgruppe Lindisfarne.

I 1990’erne producerede han plader med både Willie Nelson og Carl Perkins, før han trak sig tilbage fra musikbranchen. I fredags, den 14. august, døde Bob Johnston på et hospice i Nashville, og efterlader sig hustruen Joy Byers og sønnen Kevin.