Tag: Johnny Cash

Flere informationer om Bob Dylan-filmen ‘A Complete Unknown’

af Karsten Jørgensen

”A Complete Unknown”, filmen der omhandler Bob Dylans tidlige karriere op til og med hans revolutionerende periode i 1965, da han skiftede sin akustiske guitar og mundharpe ud med elektrisk guitar og et helt backing-band på Newport Folk Festival, har nu føjet flere skuespiller til rollelisten, mens en premieredato stadig ser ud til at være udflydende. Flere medier nævner dog, at slutningen af 2024 vil være realistisk.

Timothée Chalamet, t.v., og Bob Dylan

Foruden James Mangold, som stadig sidder i instruktørstolen, og Timothée Chalamet i hovedrollen som Bob Dylan, får vi også Monica Barbaro at se som Dylans kollega og indimellem elskerinde Joan Baez.

Endvidere er Elle Fanning også på tale, skønt det er mere usikkert, hvem hun helt præcist vil indgå i rollen som. Flere gætter dog på, at hendes tilstedeværelse i filmen delvis vil være baseret på Dylans tidlige kæreste Suze Rotolo.

Endelig er Benedict Cumberbatch hyret til at spille folkemusik-ikonet og nøglefigur i Bob Dylans tidlige karriere, Pete Seeger.

”A Complete Unknown” har ført en omskiftelig tilværelse siden januar 2020, hvor selskabet Searchlight Pictures indgik aftale om at lave filmen. Dels blev den sat på pause af corona-pandemien, og dels forlød det på et tidspunkt, at James Mangold, som tidligere instruerede den Oscar-belønnede spillefilm ”Walk The Line” om Johnny Cash, havde trukket sig fra projektet.

Det forlyder, at Timothée Chalamet selv vil synge Bob Dylan-sangene i filmen, i stedet for en stand-in. Hvilke sange, der vil høres i filmen, er endnu ikke oplyst, men mon ikke vi kan være nogenlunde sikre på, at ”Like A Rolling Stone” og ”Maggie’s Farm” er imellem dem?

Angel Olsen indspiller cover af Dylans ‘One Too Many Mornings’

af Karsten Jørgensen

Sangerinden Angel Olsen har indspillet en coverversion af Bob Dylans ”One Too Many Mornings” til tv-serien ”Shining Girls”, som vises på Apple TV med Elisabeth Moss i hovedrollen.

Angel Olsen

Angel Olsen udtaler, at overskuddet fra streaming af sangen, bliver doneret til Everytown For Gun Safety, en anti-våben organisation. Det skal naturligvis ses i lyset af det frygtelige skoleskyderi i byen Uvalde i Texas for få dage siden, hvor en 18-årig mand trængte ind på Robb Elementary School og skød og dræbte 19 elever og to lærere.

Bob Dylans ”One Too Many Mornings” blev oprindelig udgivet på albummet ”The Times They Are A-Changin’” i 1964, og er siden indspillet i adskillige coverversioner med bl.a. Joan Baez, The Band, Johnny Cash, The Association og The Kingston Trio.

“One Too Many Mornings” blev udsendt på albummet “The Times They Are A-Changin'”, 1964

Hør Angel Olsens version af ”One Too Many Mornings” her.

Skuespiller valgt til hovedrolle i ny film om Bob Dylan

af Karsten Jørgensen

Skuespilleren Timothée Chalamet er udvalgt til at portrættere Bob Dylan i en ny film om kunstnerens forvandling fra folkesanger til rockstjerne i midten af 1960’erne.

Det centrale punkt i filmen er Dylans optræden på Newport Folk Festival 25. juli 1965, hvor han første gang satte strøm til sin guitar på en scene, akkompagneret af Al Kooper, Mike Bloomfield, Barry Goldberg, Jerome Arnold og Sam Lay, og lagde en bombe under det hidtidige billede af ham som folkemusiker og protestsanger. Fem dage tidligere havde han udgivet den legendariske single ”Like A Rolling Stone”.

Timothée Chalamet og Bob Dylan

Filmens foreløbige titel er ”Going Electric”, og den instrueres af James Mangold, som tidligere har lavet filmen ”I Walk The Line” om Johnny Cash (2005) og ”Ford v. Ferrari”, ”Girl, Interrupted” og ”Logan”.

Filmen bliver angiveligt et officielt statement om den dramatiske periode i Dylans liv, idet Dylan selv arbejder sammen med Mangold, og Dylans mangeårige manager, Jeff Rosen, er en af filmens producere.

Den 24-årige Timothée Chalamet er på få år blevet en af Hollywoods mest populære skuespillere. Efter biroller i film som ”Interstellar” og ”Love The Coopers”, avancerede han til en større rolle i ”Call Me By Your Name” i 2017, som førte til en Oscar-nominering. Sidste år medvirkede han i det historiske drama ”The King” og Woody Allen-filmen ”A Rainy Day In New York”. Helt aktuelt kan han ses i filmen ”Little Women”.

Bob Dylans liv har tidligere været emne for spillefilm, bl.a. i ”I’m Not There” i 2007, hvor seks forskellige skuespillere portrætterede ham i forskellige tidsepoker: Christian Bale, Cate Blanchett, Marcus Carl Franklin, Richard Gere, Heath Ledger og Ben Wishaw.

Sidste år kom dokumentarfilmen ”Rolling Thunder Revue” om Dylans turne af samme navn i 1975-76, instrueret af Martin Scorsese og udgivet via Netflix.

”Going Electric” er baseret på bogen “Dylan Goes Electric” af Elijah Wald, og drejebogen er skrevet af Jay Cocks. Filmen produceres af Searchlight, som også har sikret sig retten til at bruge Dylans musik i filmen.

”Going Electric” er den seneste i en stribe musikfilm, hvoraf de mest kendte er ”Bohemian Rhapsody” om Queen og ”Rocketman” om Elton John. I november meddeltes det, at en film om Michael Jacksons liv og karriere er sat i produktion, og en film om Elvis Presley, med fokus på hans forhold til manageren Colonel Parker, spillet af Tom Hanks, forventes at få premiere næste år.

Hvornår ”Going Electric” får premiere er endnu uvist.

Nyeste ‘Bootleg Series’ fokuserer på Bob Dylans indspilninger i Nashville

af Karsten Jørgensen

Den nyeste udgivelse i Bob Dylans serie med udpluk fra arkiverne, hedder ”Travelin’ Thru, featuring Johnny Cash, 1967-1969: The Bootleg Series Vol. 15”, og indeholder primært uudgivne indspilninger fra 1967 til 1970, dels med mesteren i selskab med Johnny Cash og Earl Scruggs, og dels diverse outtakes fra Dylans egne LP’er ”John Wesley Harding”, ”Nashville Skyline” og ”Self Portrait”.

”Travelin’ Thru, featuring Johnny Cash, 1967-1969: The Bootleg Series Vol. 15” udsendes 1. november 2019 af Columbia/Legacy, og fås som både 3-dobbelt cd, 3-dobbelt vinyl og digital download.

Forsiden af den 3-dobbelte cd-boks

Den første cd præsenterer alternative og uudgivne indspilninger fra optagelserne til ”John Wesley Harding” og ”Nashville Skyline”, deriblandt den nye ”Western Road”. Den anden cd er centreret omkring Dylans samarbejde med Johnny Cash i 1969, både i studiet og på ”The Johnny Cash Show”. Og den tredje cd indeholder flere duetter med Cash fra 1969, heriblandt den unikke Dylan-komposition ”Wanted Man”, som Cash senere indspillede, men som her findes i den eneste kendte udgave med Bob Dylan. Endvidere er der alternativer til Dylans egne indspilninger til ”Self Portrait”, samt sange fra samarbejdet med bluegrass-legenden Earl Scruggs fra 1970.

Bob Dylan og Johnny Cash på ‘The Johnny Cash Show’, 1969

Indspilningerne med Johnny Cash blev oprindelig lavet med henblik på et fælles album med de to, som imidlertid aldrig blev udsendt.

Sangene fra ”John Wesley Harding”, ”Nashville Skyline” og ”Self Portrait”, som oprindelig blev produceret af Bob Johnston, er på ”Travelin’ Thru” krediteret til Jeff Rosen og Steve Berkowitz. Album noter er skrevet af Colin Escott og Johnny Cashs datter, Rosanne Cash.

CD 1:
(17. oktober 1967, Columbia Studio A, Nashville, Tennessee)
01. Drifter’s Escape – Take 1 (Alternate Version)
02. I Dreamed I Saw St. Augustine – Take 2 (Alternate Version)
(6. november 1967, Columbia Studio A, Nashville, Tennessee)
03. All Along the Watchtower – Take 3 (Alternate Version)
04. John Wesley Harding – Take 1 (Alternate Version)
05. As I Went Out One Morning – Take 1 (Alternate Version)
06. I Pity the Poor Immigrant – Take 4 (Alternate Version)
07. I Am a Lonesome Hobo – Take 4 (Alternate Version)
(13. februar 1969, Columbia Studio A, Nashville, Tennessee)
08. I Threw It All Away – Take 1 (Alternate Version)
09. To Be Alone with You – Take 1 (Alternate Version)
10. Lay Lady Lay – Take 2 (Alternate Version)
11. One More Night – Take 2 (Alternate Version)
12. Western Road – Take 1 (Outtake)
(14. februar 1969, Columbia Studio A, Nashville, Tennessee)
13. Peggy Day – Take 1 (Alternate Version)
14. Tell Me That It Isn’t True – Take 2 (Alternate Version)
15. Country Pie – Take 2 (Alternate Version)

CD 2:
(17. februar 1969, Columbia Studio A, Nashville, Tennessee, m. Johnny Cash)
01. I Still Miss Someone – Take 5
02. Don’t Think Twice, It’s All Right/Understand Your Man – Rehearsal
(18. februar 1969, Columbia Studio A, Nashville, Tennessee, m. Johnny Cash)
03. One Too Many Mornings – Take 3
04. Mountain Dew – Take 1
05. Mountain Dew – Take 2
06. I Still Miss Someone – Take 2
07. Careless Love – Take 1
08. Matchbox – Take 1
09. That’s All Right, Mama – Take 1
10. Mystery Train/This Train Is Bound for Glory – Take 1
11. Big River – Take 1
12. Girl from the North Country – Rehearsal
13. Girl from the North Country – Take 1
14. I Walk the Line – Take 2
15. Guess Things Happen That Way – Rehearsal
16. Guess Things Happen That Way – Take 3
17. Five Feet High and Rising – Take 1
18. You Are My Sunshine – Take 1
19. Ring of Fire – Take 1

CD 3:
(18. februar 1969, Columbia Studio A, Nashville, Tennessee, m. Johnny Cash)
01. Studio Chatter
02. Wanted Man – Take 1
03. Amen – Rehearsal
04. Just a Closer Walk with Thee – Take 1
05. Jimmie Rodgers Medley No. 1 – Take 1
06. Jimmie Rodgers Medley No. 2 – Take 2
(1. maj 1969, Ryman Auditorium, Nashville, Tennessee, m. Johnny Cash)
07. I Threw It All Away
08. Living the Blues
09. Girl from the North Country
(3. maj 1969, Columbia Studio A, Nashville, Tennessee)
10. Ring of Fire (Outtake)
11. Folsom Prison Blues (Outtake)
(17. maj 1970, The Home of Thomas B. Allen, Carmel, New York, m. Earl Scruggs)
12. Earl Scruggs Interview
13. East Virginia Blues
14. To Be Alone with You
15. Honey, Just Allow Me One More Chance
16. Nashville Skyline Rag