Tag: The Band

Mere arkivmateriale med Neil Young – og lidt nyt

af Karsten Jørgensen

”Oceanside Countryside” er titlen på et album, som Neil Young indspillede fra maj til december i 1977. Side 1, ”Oceanside”, var sange med Young solo, mens side 2, ”Countryside”, viste Young sammen med et band, bestående af Ben Keith på steel guitar, Joe Osborn på bas, Karl T. Himmel bag trommerne og Rufus Thibodeaux på violin, samt gæstemusikere som Tim Drummond og The Bands Levon Helm.

Men ”Oceanside Countryside” kom ikke videre dengang. Det blev lagt i mølposen, og i stedet udsendte Neil Young i 1978 folk- og countrypladen ”Comes A Time”.

Som et led i Neil Youngs fortløbende oprydning i sit musikarkiv, der allerede har resulteret i udgivelsen af flere hengemte albums, er turen nu kommet til det oprindelige ”Oceanside Countryside”, som udkommer via Reprise Records den 14. februar.

Alle sangene på ”Oceanside Countryside” har været udsendt på andre plader med Neil Young, de fleste i andre versioner. ”Goin’ Back”, ”Human Highway” og ”Field of Opportunity” er med på ”Comes A Time” fra 1978, ”Pocahontas” og ”Sail Away” er på ”Rust Never Sleeps” fra 1979, ”The Old Homestead”, ”Lost In Space” og ”Captain Kennedy” på ”Hawks & Doves” fra 1980, mens både ”Dance Dance Dance” og ”It Might Have Been” findes på bokssættet ”Archives Vol. I”.

Samtidig har Young udsendt en helt ny sang, ”Big Change”, indspillet med hans nye band The Chrome Hearts og produceret af Lou Adler. Sangen, der ses som en kommentar til Donald Trumps generobring af Det Hvide Hus, er en forsmag på et nyt album, ”Talkin’ To The Trees”, som der endnu ikke er sat en udgivelsesdato på.

Trackliste på ”Oceanside Countryside” er:

Side One – Oceanside:
Sail Away
Lost in Space
Captain Kennedy
Goin’ Back
Human Highway

Side Two – Countryside:
Field of Opportunity
Dance Dance Dance
The Old Homestead
It Might Have Been
Pocahontas

Neil Young udsender jubilæumsudgave af albummet ‘On The Beach’

af Karsten Jørgensen

I år er det 50 år siden, at Neil Young udsendte sit femte soloalbum, ”On The Beach”, som i vid udstrækning blev ignoreret og underkendt i Young-kataloget, og først flere år senere fik en slags oprejsning og anerkendelse med klassiske sange som ”Revolution Blues” og åbningsnummeret ”Walk On”.

”On The Beach”, der oprindelig udkom på Reprise Records den 19. juli 1974, var en del af hans såkaldte ”Ditch Trilogy”, tre plader, som Neil Young lavede som en slags protest mod den næsten overvældende popularitet og mainstream-succés, han havde fået efter hitalbummet ”Harvest” i 1972.

Magasinet Rolling Stone kaldte albummet for ”en af de mest deprimerende plader i dette årti”. Og selvom ”On The Beach” var gennemsyret af negativitet og pessimisme, så var det at betragte som rene bagateller i forhold til atmosfæren på det næste album, ”Tonight’s The Night”, som Young udgav et år senere, i 1975.

Blandt musikerne på ”On The Beach” var Youngs tidligere bandkammerater Graham Nash og David Crosby, samt flere medlemmer af både The Band og Crazy Horse.

Jubilæumsudgaven af “On The Beach” udkommer den 8. november.

Bob Dylans nære ven og fortrolige, Bob Neuwirth, er død

af Karsten Jørgensen

Hvis du nogensinde har undret dig over, hvem det er, der står bagved Bob Dylan i en hvid og orange-stribet trøje på omslaget til albummet ”Highway 61 Revisited” fra 1965, så får du svaret nu.

Det er Bob Neuwirth, maler, sanger, musiker og Dylans bonkammerat i midt-60’erne, som døde 18. maj i en alder af 82 år.

Bob Neuwirth, som blev født i Akron, Ohio, den 20. juni 1939, begyndte at male som barn, og studerede senere ved Boston Museum School of Fine Art. Her blev han hurtigt en del af den såkaldte beatnik-kultur.

Efter en rejse til Frankrig, flyttede han til New York, hvor han blev en kultfigur i byens kunstnermiljø. Kort efter, i maj 1961, mødte han Bob Dylan under en folk-festival i Branford, Connecticut, hvor de opdagede, at de havde en fælles interesse for musik af Hank Williams og Woody Guthrie.

Fra ca. 1964 overtog Neuwirth jobbet som Dylans road-manager efter Victor Maimudes, og i den rolle ledsagede han i 1965 Dylan på hans engelske turné. Han ses i enkelte scener i Pennebakers film ”Don’t Look Back”, blandt andet den berømte scene med ”Subterranean Homesick Blues”, optaget bag ved Savoy Hotel i London, hvor Dylan står i forgrunden og bladrer gennem skilte med ord fra sangen, mens Bob Neuwirth står bagved i samtale med digteren Allen Ginsberg.

Bob Neuwirth, oktober 1964

Herefter gled Bob Neuwirth gradvist ud af Dylans inderkreds, hvor hans rolle som nær ven og fortrolige i nogle år blev overtaget af Robbie Robertson fra The Band, og først i midten af 1970’erne, vendte Neuwirth tilbage, og medvirkede på Dylans The Rolling Thunder Revue i 1975 og 1976.

I den mellemliggende tid arbejdede Neuwirth sammen med bl.a. Janis Joplin. Han var medkomponist til acapella-sangen ”Mercedes Benz”, som Joplin indspillede tre dage før hun døde i 1970, og opfordrede hende til at indspille Kris Kristofferson-sangen ”Me And Bobby McGee”, som blev et stort posthumt hit for Joplin. Endvidere arbejdede Neuwirth med The Doors, Kris Kristofferson og The Band.

I 1974 fik han en pladekontrakt med Asylum Records, og debuterede med albummet ”Bob Neuwirth”. Senere udgav han også ”Back To The Front”, 1988, ”Last Day On Earth” (indspillet med John Cale), 1994, “Look Up”, 1996, med sangen “Just Like You”, som han indspillede og skrev sammen med Patti Smith, samt “Havana Midnight” (1999). Ingen af disse udgivelser var kommercielle succeser, hvilket i væsentlig grad skyldtes Neuwirths store modvilje mod at gøre reklame for sit arbejde.

”At være berømt er et fuldtidsarbejde”, sagde han. ”Man får meget mere fra hånden ved at være anonym”.

Bob Neuwirth

Efter The Rolling Thunder Revue dannede Neuwirth kortvarigt gruppen Guam sammen med T-Bone Burnett, David Mansfield, Steven Soles og Roger McGuinn.

I de sidste mange år af sit liv, helligede Bob Neuwirth sig sit virke som maler, og havde i 2011 en retrospektiv udstilling i Track 16 Gallery med titlen ”Overs & Unders: Paintings of Bob Neuwirth, 1964-2009”.

Bob Neuwirth døde i sit hjem i Santa Monica, Californien, og efterlader sig partneren Paula Batson.

Angel Olsen indspiller cover af Dylans ‘One Too Many Mornings’

af Karsten Jørgensen

Sangerinden Angel Olsen har indspillet en coverversion af Bob Dylans ”One Too Many Mornings” til tv-serien ”Shining Girls”, som vises på Apple TV med Elisabeth Moss i hovedrollen.

Angel Olsen

Angel Olsen udtaler, at overskuddet fra streaming af sangen, bliver doneret til Everytown For Gun Safety, en anti-våben organisation. Det skal naturligvis ses i lyset af det frygtelige skoleskyderi i byen Uvalde i Texas for få dage siden, hvor en 18-årig mand trængte ind på Robb Elementary School og skød og dræbte 19 elever og to lærere.

Bob Dylans ”One Too Many Mornings” blev oprindelig udgivet på albummet ”The Times They Are A-Changin’” i 1964, og er siden indspillet i adskillige coverversioner med bl.a. Joan Baez, The Band, Johnny Cash, The Association og The Kingston Trio.

“One Too Many Mornings” blev udsendt på albummet “The Times They Are A-Changin'”, 1964

Hør Angel Olsens version af ”One Too Many Mornings” her.

Kvinden i rødt på omslaget til ”Bringing It All Back Home” er død

af Karsten Jørgensen

Mange har gennem årene spekuleret over, hvem kvinden i baggrunden på omslaget til Bob Dylans ”Bringing It All Back Home” egentlig var. Var hun Dylans hustru Sara Lownds? Eller var hun én af hans mange øvrige kvindebekendtskaber?

Coveret til “Bringing It All Back Home”

Faktisk hed kvinden i rødt Sally Grossman, og var gift med Dylans daværende manager, Albert Grossman. Og nu er hun død, 81 år gammel.

Hun blev født Sally Ann Buehler på Manhattan den 22. august 1939 og forlod skolen uden en eksamen. Efter en kort karriere som flystewardesse og fotomodel, begyndte hun i begyndelsen af 1960’erne at arbejde som servitrice i flere musikklubber i New York – Cafe Wha? og The Bitter End.

Og det var her hun mødte Albert Grossman, som hun blev gift med i 1964. Parret købte et hus i Bearsville, et område i byen Woodstock, to timers kørsel fra New York City, og herfra drev Albert sin virksomhed som manager for navne som Dylan, Janis Joplin, The Band, Peter, Paul & Mary, Odetta og Gordon Lightfoot.

Albert Grossman og Bob Dylan, 1965

Det ikoniske billede på omslaget til ”Bringing It All Back Home”, der udkom i marts 1965, blev taget af fotografen Daniel Kramer, i Grossman-parrets hus i Woodstock. Bag Dylan, som sidder i forgrunden med parrets kat, Rolling Stone, på skødet, omgivet af pladeomslag, bøger og magasiner, sidder Sally Grossman, som var 25 år, henslægt i en sofa i sin berømte røde kjole, foran kaminen i husets dagligstue. ”Jeg tror aldrig jeg har haft den på siden dengang”, fortalte hun i august 1996 til magasinet Mojo, ”men det er da fantastisk, at den er på et pladeomslag, som folk stadig husker tredive år senere”.

I mange år gik der hårdnakkede rygter om, at kvinden i rødt på pladeomslaget i virkeligheden var Dylan selv i kvindetøj, og at det skulle illustrere den feminine side af hans personlighed.

Alternativ foto fra “Bringing It All Back Home”

Ifølge flere Dylan-biografier var det Sally Grossman, der præsenterede Bob Dylan for hans senere hustru Sara Lownds, som var én af Sallys veninder.

Efter Albert Grossman i januar 1986 døde af hjertestop ombord på en flyvemaskine mellem USA og Europa, overtog Sally driften af både hans pladeselskab, Bearsville Records, samt to lokale restauranter. Hun renoverede laden på ejendommen og omdannede den til et teater, Bearsville Theater, i 1989, men afhændede hele forretningsimperiet i 2004.

Sally Grossman foran kaminen i huset i Woodstock, 1996

Sally Grossman døde natten mellem den 10. og 11. marts 2021 i sit hjem i Woodstock. Dødsårsagen er ikke kendt.