Tag: Roger McGuinn

Bob Dylans nære ven og fortrolige, Bob Neuwirth, er død

af Karsten Jørgensen

Hvis du nogensinde har undret dig over, hvem det er, der står bagved Bob Dylan i en hvid og orange-stribet trøje på omslaget til albummet ”Highway 61 Revisited” fra 1965, så får du svaret nu.

Det er Bob Neuwirth, maler, sanger, musiker og Dylans bonkammerat i midt-60’erne, som døde 18. maj i en alder af 82 år.

Bob Neuwirth, som blev født i Akron, Ohio, den 20. juni 1939, begyndte at male som barn, og studerede senere ved Boston Museum School of Fine Art. Her blev han hurtigt en del af den såkaldte beatnik-kultur.

Efter en rejse til Frankrig, flyttede han til New York, hvor han blev en kultfigur i byens kunstnermiljø. Kort efter, i maj 1961, mødte han Bob Dylan under en folk-festival i Branford, Connecticut, hvor de opdagede, at de havde en fælles interesse for musik af Hank Williams og Woody Guthrie.

Fra ca. 1964 overtog Neuwirth jobbet som Dylans road-manager efter Victor Maimudes, og i den rolle ledsagede han i 1965 Dylan på hans engelske turné. Han ses i enkelte scener i Pennebakers film ”Don’t Look Back”, blandt andet den berømte scene med ”Subterranean Homesick Blues”, optaget bag ved Savoy Hotel i London, hvor Dylan står i forgrunden og bladrer gennem skilte med ord fra sangen, mens Bob Neuwirth står bagved i samtale med digteren Allen Ginsberg.

Bob Neuwirth, oktober 1964

Herefter gled Bob Neuwirth gradvist ud af Dylans inderkreds, hvor hans rolle som nær ven og fortrolige i nogle år blev overtaget af Robbie Robertson fra The Band, og først i midten af 1970’erne, vendte Neuwirth tilbage, og medvirkede på Dylans The Rolling Thunder Revue i 1975 og 1976.

I den mellemliggende tid arbejdede Neuwirth sammen med bl.a. Janis Joplin. Han var medkomponist til acapella-sangen ”Mercedes Benz”, som Joplin indspillede tre dage før hun døde i 1970, og opfordrede hende til at indspille Kris Kristofferson-sangen ”Me And Bobby McGee”, som blev et stort posthumt hit for Joplin. Endvidere arbejdede Neuwirth med The Doors, Kris Kristofferson og The Band.

I 1974 fik han en pladekontrakt med Asylum Records, og debuterede med albummet ”Bob Neuwirth”. Senere udgav han også ”Back To The Front”, 1988, ”Last Day On Earth” (indspillet med John Cale), 1994, “Look Up”, 1996, med sangen “Just Like You”, som han indspillede og skrev sammen med Patti Smith, samt “Havana Midnight” (1999). Ingen af disse udgivelser var kommercielle succeser, hvilket i væsentlig grad skyldtes Neuwirths store modvilje mod at gøre reklame for sit arbejde.

”At være berømt er et fuldtidsarbejde”, sagde han. ”Man får meget mere fra hånden ved at være anonym”.

Bob Neuwirth

Efter The Rolling Thunder Revue dannede Neuwirth kortvarigt gruppen Guam sammen med T-Bone Burnett, David Mansfield, Steven Soles og Roger McGuinn.

I de sidste mange år af sit liv, helligede Bob Neuwirth sig sit virke som maler, og havde i 2011 en retrospektiv udstilling i Track 16 Gallery med titlen ”Overs & Unders: Paintings of Bob Neuwirth, 1964-2009”.

Bob Neuwirth døde i sit hjem i Santa Monica, Californien, og efterlader sig partneren Paula Batson.

Bob Dylan vinder retssag om sangrettigheder

af Karsten Jørgensen

Da Bob Dylan i december solgte hele sit sangkatalog til Universal Music Publishing Group for et anslået beløb på godt 300 millioner dollar, indeholdt det ti sange, som Dylan komponerede i samarbejde med skribenten Jacques Levy i midten af 1970’erne.

Blandt de ti sange, hvoraf størstedelen udkom på Dylans album ”Desire” i 1976, er klassikere som ”Hurricane” (om den morddømte bokser Rubin Carter), ”Isis”, ”Oh Sister” og ”Joey”.

Dylan-albummet “Desire” fra 1976

Jacques Levy døde i 2004, men i januar i år lagde hans enke, Claudia Levy, sag an mod Dylan, med krav om en kompensation på 1,75 millioner dollar, plus 2 millioner for ’svie og smerte’. Beløbet kom hendes sagførere frem til, ved simpelthen at dele de ti sange op i de anslået 600 Dylan-kompositioner, som indgik i salget til Universal, og derefter delte de procentdelen op i de godt 300 millioner dollar, som det menes, at Dylan fik for kataloget.

Nu har retten i New York truffet en afgørelse i sagen, og for Jacques Levys enke er resultatet nedslående.

Dommeren Barry Ostrager var enig med Dylan og hans sagførere i, at den oprindelige aftale, Dylan og Levy indgik i 1975, klart præciserede, at Levy var en ’ansat’ (dette ord går igen 84 gange i aftalen), der ikke var medejer af de sange, han skrev sammen med Dylan. Levy fik et engangsbeløb, plus del i fremtidige royalties, men et egentligt ejerskab var der ikke tale om.

”Vi er tilfredse med dagens afgørelse”, sagde Dylans sagfører, Orin Snyder, efter dommen, ”og som vi sagde, da sagen blev indledt i januar, er det et kedeligt forsøg på at profitere på et helt reelt salg. Vi er glade for, at det nu er overstået”.

Jacques Levy til højre, sammen med Dylan (midten) og Howard Alk, i midten af 1970’erne

Jacques Levy instruerede allerede i 1969 det vovede teaterstykke ”Oh! Calcutta”, og havde et længere samarbejde med Byrds-lederen Roger McGuinn, som varede indtil slutningen af 1970’erne. Gennem 1980’erne og 1990’erne skrev han tekst til flere Broadway-musicals, og var fra 1993 til sin død af kræft i 2004 professor i engelsk ved Colgate University i New York.