Tag: Pete Best

Paul McCartney tilbage i The Cavern

af Karsten Jørgensen

Som reklame for sit kommende nye album, ”Egypt Station”, der udkommer den 7. september, spillede Paul McCartney i går eftermiddags en ’surprise’-koncert for 350 mennesker i den legendariske Cavern Club i Liverpool.

Billetterne til koncerten, som startede kl. 14 og varede i godt to timer, blev givet væk gratis efter princippet først til mølle, og som forventet tog det ikke mange sekunder.

Beatles at The Cavern, 1961

The Beatles, med Pete Best, i The Cavern, 1961

Som medlem af The Beatles spillede McCartney i alt 292 gange i The Cavern Club mellem 1958 og 1963. Den oprindelige Cavern blev revet ned i 1973, men genåbnede elleve år senere i en nærliggende bygning på den anden side af Matthew Street, da byen opdagede, at Beatles-fænomenet var godt i gang med at blive en storindustri. I dag vurderes det, at hvert 10. job i Liverpool, på den ene eller anden måde har noget at gøre med The Beatles.

Siden 1963 har Paul McCartney kun spillet én gang i The Cavern, i december 1999, med et band, der bl.a. bestod af Pink Floyds David Gilmour.

Live at The Cavern Club - Paul McCartney, dvd, cover 2

McCartneys optræden i The Cavern i 1999 blev udsendt på dvd

Ved gårsdagens koncert spillede McCartney 28 sange, heribandt fire fra det nye album, samt udvalgte numre fra både tiden i The Beatles, i Wings og som solist. Én af sangene, ”In Spite Of All The Danger”, skrev han med George Harrison i 1958, dengang de senere beatler stadig kaldte sig The Quarrymen og endnu ikke havde fået Ringo Starr ind i folden.

Paul McCartney 80 - at The Cavern Club, 26. juli 2018

Paul McCartney på scenen i The Cavern igår

Sætlisten i Cavern Club, 26. juli 2018:

Jam
Twenty Flight Rock
Magical Mystery Tour
Jet
All My Loving
Letting Go
Come On To Me
Let Me Roll It
I Got A Feeling
My Valentine
Queenie Eye
1985
Lady Madonna
In Spite Of All The Danger
Things We Said Today
Confidante
Love Me Do
Who Cares
Birthday
I Wanna Be Your Man
Fuh You
Get Back
Ob-La-Di, Ob-La-Da
Band On The Run
Hi Hi Hi
I Saw Her Standing There
Sgt Pepper’s Lonely Hearts Club Band
Helter Skelter

Pete Best debuterer som skuespiller

af Karsten Jørgensen

Pete Best, som spillede trommer i The Beatles fra dagene i Hamborg i 1960 til gruppen fik en pladekontrakt med Parlophone i 1962, hvor Ringo Starr overtog pladsen bag ’gryderne’, har sagt ja til at medvirke i et teaterstykke om John Lennon, som bliver opført på Liverpools Epstein Theatre i april og maj 2018.

Lennon's Banjo - stage play in Liverpool, ad, 2018

Stykket, en komedie med titlen ”Lennon’s Banjo”, handler om det første instrument, John Lennon lærte at spille på – en banjo, som hans mor Julia ejede.

Handlingen i stykket er en blanding af fakta og fiktion, og fokuserer på bestræbelserne på at finde banjoen, som forsvandt for 60 år siden og aldrig er blevet fundet.

Pete Best spiller rollen som sig selv i ”Lennon’s Banjo”, og Rob Fennah, som har skrevet manuskriptet, baseret på en roman af Rob og Helen A. Jones, ”Julia’s Banjo”, er begejstret for, at Pete Best har indvilliget i at medvirke.

”At have en rigtig Beatle på scenen er et fantastisk scoop, ikke bare for de heldige tilskuere, som har sikret sig billet, men også for resten af de medvirkende i stykket”, siger Fennah.

Pete Best - with The Beatles in Hamburg

The Beatles – Pete Best nr. 2 fra højre – i Hamborg i de tidlige 1960’ere

På grund af andre forpligtelser med sit eget band, medvirker Pete Best kun i nogle af opførelserne af ”Lennon’s Banjo”, fra 25. april til 5. maj.

‘Den femte beatle’, produceren George Martin er død, 90 år

af Karsten Jørgensen

Manden, der producerede alle Beatles-pladerne fra 1962 til 1970, døde tirsdag, 90 år gammel, og selvom han i sin lange karriere arbejdede med et utal af kunstnere i mange forskellige genrer, så vil han for altid fortrinsvis blive husket for sit visionære og loyale samarbejde med John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr, der vendte op og ned på alle populærmusikkens konventioner. Dødsårsagen er endnu ikke offentliggjort.

Photo of George Martin

George Martin som ung

Titlen ’Den femte beatle’ er for længst blevet et begreb i popmusikken, og gennem tiderne har mange mennesker flygtigt solet sig i den berømmelse der fulgte med, når de af medierne blev udnævnt til ’Den femte beatle’. Det gjaldt bl.a. manageren Brian Epstein, reservetrommeslageren Jimmy Nicol og pianisten Billy Preston, mens andre var døde, før begrebet opstod (Stuart Sutcliffe). For andre igen, først og fremmest Pete Best, var kælenavnet kun årsag til smerte og bitterhed.

Men én person har dog haft et lykkeligt forhold til begrebet og samtidig haft så stor indflydelse på The Beatles’ musik, at hvis man nødvendigvis skal hæfte titlen på nogen, må det være produceren George Martin, som stod last og brast med gruppen gennem hele dens karriere i 1960’erne.

Da George Martin i 1997, som 71-årig, meddelte at han ville trække sig tilbage for at nyde sit otium, var der alvor i beslutningen. Han havde tidligere kommet med lignende udtalelser, men den megen musik havde næsten gjort Martin døv, og samtidig var der naturligvis også en vis symbolik i, at hans sidste værker som aktiv producer dels var verdens dengang mest solgte single nogensinde, nemlig ”Candle In The Wind”, som Elton John nyfortolkede til minde om netop afdøde prinsesse Diana. Singlen solgte mere end 37 mill. eksemplarer.

Som underlægningsmusik til sin absolutte svanesang havde George Martin selvfølgelig valgt The Beatles, og i midten af marts 1998 udkom albummet ”In My Life”, hvor tekst og musik var af John Lennon og Paul McCartney, fortolket af en skønsom blanding af kunstnere, spændende fra Goldie Hawn og Sean Connery til Phil Collins og Celine Dion.

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers, 1961

George Martin adskilte sig markant fra alle de andre engelske pladeproducere i 1960’erne, som enten var jævnaldrende med eller yngre end de popstjerner de producerede. Martin var betydeligt ældre, idet han allerede før rock and roll-æraen havde etableret sig i pladebranchen, både som producer, komponist og musiker.

George Martin blev født 3. januar 1926 i Highbury, London, og begyndte tidligt at spille klaver. Under 2. verdenskrigs sidste år gjorde han tjeneste ved Royal Air Force, førend han i 1945 blev optaget på musikkonservatoriet i Guildhall, hvor han fik en klassisk uddannelse. Senere arbejdede han freelance med obo som speciale, og blev samtidig ansat i musikafdelingen ved den engelske statsradio BBC.

Men det første skridt på den kurs, som førte fremad til Martins egentlige mission, nemlig som producer, blev taget i november 1950, da han blev ansat på pladeselskabet Parlophone som assistent og medhjælp for selskabets daværende direktør Oscar Preuss.

Parlophone var, og er stadig, en selvstændig underafdeling i EMI/Universal-koncernen, og Martins arbejde bestod i, at finde talenter og deres materiale, at booke studier, hyre musikere og sørge for, at det alt sammen blev betalt. Men bortset fra enkelte succeser, førte Parlophone i 1950’erne en henslumrende tilværelse, som ikke forbedredes væsentligt, da George Martin i 1955 overtog chefstolen.

Blandt de mere populære udgivelser var såkaldte ’comedy’-plader med folk som Peter Sellers, Spike Milligan og Bernard Cribbins, mens resten var en ujævn blanding af klassisk, skotsk folkemusik og big bands. Én af de helt store succeser var singlen ”Goodness, Gracious Me” fra 1961 med Peter Sellers og Sophia Loren, som Martin producerede.

Modsat andre afdelinger i EMI, f.eks. Columbia og HMV, som udsendte amerikanske plader i England, deriblandt den lukrative rock and roll, havde Parlophone ingen udenlandske licenser, og overlevede derfor udelukkende af det talent, som George Martin selv opdagede. Og desuden skal man huske på, at pladeindustrien i 1950’ernes England endnu ikke havde antaget de dimensioner af storindustri, den har i dag. ”Hvis man solgte 1500 plader, var man på vej til et gennembrud, og hvis man solgte 3000 var det et hit”, har George Martin senere sagt.

George Martin i studiet med The Beatles

George Martin i pladestudiet med The Beatles

Historien har sidenhen fremstillet George Martin som den store velynder, der generøst gav de upolerede Beatles en chance, da alle andre havde sagt nej tak. Men helt så eventyrligt var det ikke.

Realiteterne var faktisk, at Parlophone havde udvist så sløje resultater, at EMI’s ledelse alvorligt overvejede at nedlægge selskabet, og Martin ville derfor miste sit job. I betragtning af de fremtidsudsigter, kan man godt sige, at George Martin ikke løb nogen risiko. Snarere tværtimod. The Beatles var hans sidste chance, og denne desperation skinner da også klart igennem i hans senere beskrivelse af gruppen.

”Jeg var mere fascineret af dem som personligheder end som musikere. Der var bestemt ingen tegn på, at de kunne skrive de nødvendige hits, men jeg var overbevist om, at jeg havde en succes på hænderne, hvis jeg kunne finde de rigtige sange til dem”.

Om John Lennon og Paul McCartney som sangskrivere, havde han heller ikke for store tanker, og om The Beatles’ første single ”Love Me Do” fra oktober 1962, sagde George Martin: ”Den var det bedste de havde skrevet, og jeg syntes den var pokkers elendig”.

Én af de første ting Martin gjorde, var fundamentalt at ændre sammensætningen i The Beatles, som indtil mødet med produceren bestod af Lennon, McCartney, George Harrison og trommeslageren Pete Best.

”Jeg kunne godt li’ dem, men deres trommeslager var det svage led”, sagde Martin senere. ”Da jeg skrev kontrakt med dem, fortalte jeg deres manager Brian Epstein, at jeg ikke ville bruge Pete Best. Bevares, han så godt ud og sagde meget lidt, men trommerne duede han ikke til”.

Altså blev Pete Best fyret og erstattet af Ringo Starr.

De tidlige Beatles-plader fra 1963-64 blev ikke produceret i ordets egentlige forstand. Der var to guitarister, bas og trommer, så det hele gav sig selv. George Martins funktion bestod i at komme med gode råd, foreslå tempoet, beslutte hvordan sangene skulle indledes og hvor soloerne skulle komme, og først med LP’en ”Rubber Soul” fra 1965 blev Martin uundværlig i den kreative proces, som manden der omsatte de uskolede beatlers fantasifulde idéer til virkelighed. Hans ypperste øjeblikke findes på den skelsættende plade ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” fra 1967, der vendte op og ned på alle regler og principper i populærmusikken, og netop her nød The Beatles godt af, at George Martin havde lang erfaring i næsten alle musikalske genrer.

”Jeg tror ikke vi kunne have lavet det vi gjorde på ”Sgt. Pepper”, hvis ikke jeg oprindelig havde lavet alle de spøjse plader med Peter Sellers”.

Samarbejdet mellem George Martin og The Beatles fortsatte med stor succes indtil 1970, hvor det sluttede på den vemodige tone, som ”Let It Be” var, og herefter vendte alle fire beatler Martin ryggen, i forsøget på at ryste Beatles-uhyret af sig.

George Martin med Cilla Black, 1965

George Martin og sangerinden Cilla Black, som døde sidste år

Selvom George Martin fortsatte som The Beatles’ producer helt frem til opløsningen, så havde han dog allerede i 1965 forladt Parlophone, på grund af selskabets fedtede lønpolitik. Kort tid efter oprettede han sit eget pladestudie, AIR, med hovedkontor i London og, noget senere, en eksotisk filial på den caribiske ø Montserrat, der blev ødelagt af en orkan i 1989. Så Martin blev ikke arbejdsløs efter The Beatles.

Han fortsatte som producer for andre grupper og solister, men undgik bevidst de lange forhold. Gennem 1970’erne lavede han plader med så forskellige folk som America, Neil Sedaka, Gary Brooker, John McLaughlin, Jeff Beck og sågar Paul McCartney (”Live And Let Die” i 1973). Han holdt lav profil og blev, med hans egne ord, lidt kynisk i forhold til musikken.

”Jeg er holdt op med at producere ukendte kunstnere. Jeg spørger altid mig selv, om det er noget der vil sælge, for jeg vil helst lave succeser”.

I 1980’erne blev Martin og Paul McCartney genforenet på flere LP’er, bl.a. den smukke ”Tug Of War”, men indtil det store ”Anthology”-projekt i 1995, hvor han var producer på alle de gamle Beatles-sange, som blev fundet frem fra EMI’s arkiver, har hans kontakt til beatlerne været sporadisk.

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet, 1996

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet

George Martin, som i 1996 blev adlet for sin lange og store indsats i engelsk musik, så tilbage på sit engagement i Beatles-historien med stolthed, og var ikke bleg for at indrømme, at samarbejdet med beatlerne ikke kun handlede om musikalske ambitioner.

”Dengang i 1962 nærmede jeg mig 40, og jeg tror, at dét at arbejde sammen med mennesker som var 16-17 år yngre end jeg selv, var en måde at få den ungdom tilbage, jeg selv var gået glip af. Min opvækst blev jo afbrudt af krigen. Jeg var i hæren som 17-årig og gift, da jeg var 22”.

Men samtidig var han stolt over, at han i højeste grad var med til at ændre den retning moderne popumusik tog, både med og efter The Beatles.

”Pop var en parentes før The Beatles, men sammen skabte vi en slags nutidig klassisk musik, der var et spejlbillede af vores tid. Måske lyder det højttravende og patetisk i dag, men det var dét, vi troede på og stræbte mod dengang”.

I 1999 blev George Martin optaget i Rock And Roll Hall Of Fame, og i 2006 arbejdede han sammen med sønnen på sit sidste Beatles-projekt, teaterproduktionen ”Love”, som blev opført af gruppen Cirque de Soleil i Las Vegas og samtidig udsendt på cd.

George Martin med sønnen Giles

George Martin med sønnen Giles

George Martin modtog i alt seks Grammy’er, og udsendte en stribe bøger, bl.a. ”All You Need Is Ears”, 1979, ”Summer Of Love: The Making Of Sgt. Pepper”, 1994, og selvbiografien ”Playback” i 2003.

Han efterlader sig hustruen Judy, samt fire børn – Alexis, Lucy, Gregory Paul og Giles.

Trommeslageren på The Beatles’ første single er død

af Karsten Jørgensen

Trommeslageren Andy White, som i 1962 på producer George Martins foranledning erstattede Ringo Starr bag gryderne, da The Beatles lavede deres første pladeindspilning i EMI’s Abbey Road-studie, er død af et slagtilfælde i sit hjem i Caldwell, New Jersey, 85 år gammel.

I september 1962 havde Ringo Starr kun været medlem af The Beatles i ganske få uger, så da de 11. september besøgte studiet i Abbey Road i London, for at indspille deres første single ”Love Me Do”, var produceren forståeligt nok skeptisk, og hans tillid til, at Ringo kunne klare opgaven var ikke stor.

White, Andy - session drummer

Andy White ‘på stikkerne’

Martin tog derfor ingen chancer. Han indkaldte den rutinerede Andy White til jobbet bag trommerne, og i løbet af et par timer var tre sange i hus: ”Love Me Do” og dens B-side ”P.S. I Love You”, samt en tidlig udgave af ”Please Please Me”, som White imidlertid aldrig er blevet krediteret for. For White var indspilningen med The Beatles bare endnu et job af tre timers varighed, som indbragte ham tariffen på 5 £, plus en bonus på 10 shilling, fordi han medbragte sit eget trommesæt.

At Andy White var stand-in for Ringo betyder, at The Beatles’ indspilning af ”Love Me Do” i dag findes i versioner med hele tre forskellige trommeslagere. Dels den officielle med Ringo Starr, indspillet den 4. september 1962 og udsendt på den engelske singleudgivelse, samt på opsamlingsalbummet ”Past Masters” i 1988. Dels Andy Whites version, som blev udsendt på The Beatles’ debutalbum ”Please Please Me”, samt på de første singleudgivelser i USA i 1964. Og endelig er der en tidlig version med Pete Best fra 6. juni 1962, før han blev fyret, som i 1995 blev udgivet på dobbeltalbummet ”Anthology 1”. Og det betyder vel, at Andy White med ligeså stor ret som Best kunne hævde, at han var ”den femte Beatle”.

White, Andy - session drummer - 2

Andy White med genudgivelsen af ‘Love Me Do’

Andy White blev født i den lille skotske by Stranraer, nær Glasgow, den 27. juli 1930, og begyndte at spille trommer, da han var 12 år. Det første professionelle job fik han som 22-årig med et danseorkester, der havde et sæsonbetonet engagement på et hotel i en skotsk badeby, og kort tid senere tilsluttede han sig et populært swing-band, The Vic Lewis Orchestra, som turnerede i Amerika.

I slutningen af 1950’erne havde White etableret sig som en populær studiemusiker med base i London, og selvom The Beatles endnu ikke var kendt udenfor Liverpool, så vidste Andy White godt hvem de var, da han i september 1962 fik tilbudt jobbet ved indspilningen af ”Love Me Do”. Andy Whites første kone, sangerinden Lyn Cornell, kom nemlig fra Liverpool, og var medlem af grupperne The Vernon Girls, The Pearls og The Carefrees – sidstnævnte havde i 1964 et amerikansk hit med kærlighedssangen ”We Love You Beatles”.

I midten af 1960’erne spillede Andy White trommer på adskillige hitsange, bl.a. Lulus ”Shout”, 1964, Tom Jones’ ”It’s Not Unusual”, 1965, og en del sange med Herman’s Hermits. Endvidere medvirkede han også på Billy Furys første album, og turnerede med navne som Bill Haley, Chuck Berry, The Platters og, i 1970’erne, Rod Stewart. Fra 1964 og de følgende 11 år spillede han i Marlene Dietrichs turneorkester, sammen med bl.a. pianisten Burt Bacharach.

Senere blev White medlem af BBC Scottish Radio Orchestra, og da orkestret opløstes i 1983, flyttede White og hans familie til USA, hvor de slog sig ned i Caldwell i New Jersey.

Andy White, New Jersey, October 1992

Andy White, oktober 1992

Andy White døde den 9. november og efterlader sig sin anden hustru Thea.

På denne dag – 9. oktober – John Lennon 75 år

af Karsten Jørgensen

9. oktober 1940
John Winston Lennon født på Liverpool Maternity Hospital. Han fik fornavnet John efter sin farfar og mellemnavnet Winston efter den daværende engelske premierminister Winston Churchill.

John Lennon e-bog

Min John Lennon-biografi – læs mere og køb som e-bog

9. oktober 1960
The Beatles (John Lennon, Paul McCartney, George Harrison, Stuart Sutcliffe og Pete Best) spiller i Kaiserkeller, Hamborg.

9. oktober 1965
Beatles-singlen ”Yesterday” når 1. pladsen på den amerikanske Billboard-hitliste.

9. oktober 1968
Paul McCartney indspiller sangen ”Why Don’t We Do It In The Road” i Abbey Road’s Studio One. Den udsendes i november på gruppens ‘hvide’ dobbeltalbum, som blot hedder ”The Beatles”.

9. oktober 1969
Giles Martin, søn af Beatles-produceren George Martin, født. Giles gik i sin fars fodspor, og har produceret sange med bl.a. The Beatles, George Harrison og Paul McCartney.
Gravide Yoko Ono bliver indlagt på King’s College Hospital i London, hvor hun aborterer fire dage senere.

9. oktober 1971
Yoko Onos kunstudstilling ”This Is Not Here” åbner i Syracuse, New York.

9. oktober 1973
Elvis’ og Priscilla Presleys skilsmisse bliver stadfæstet i retten efter seks års ægteskab. Priscilla får et engangsbeløb på 725.000 dollar og et månedligt hustrubidrag på 4.200 dollar.

Priscilla og Elvis, bryllup, 1967 - 2

Priscilla og Elvis’ bryllup, 1967

9. oktober 1975
Sean Taro Ono Lennon, John og Yoko Onos søn og eneste fælles barn, født.

9. oktober 1985
Yoko Ono indvier mindeparken Strawberry Fields i et hjørne af Central Park i New York.

9. oktober 1987
Bruce Springsteen udsender albummet “Tunnel Of Love”, som bl.a. indeholder titelsangen, samt ”Brilliant Disguise” og ”Tougher Than The Rest”.

Tunnel of Love - B. Springsteen

9. oktober 2000
John Lennon Museum åbner i den lille by Saitama, ca. 30 km nord for Tokyo, Japan. Det lukkede igen den 30. september 2010.

9. oktober 2002
Mark David Chapman, som skød og dræbte John Lennon i 1980, får for anden gang afslag på sin ansøgning om benådning.

9. oktober 2007
Mindesmærket for John Lennon, The Imagine Peace Tower, på øen Videy i Kollafjördur-fjorden nær Reykjavik, Island, åbner. Tilstede er bl.a. Yoko Ono, Sean Lennon, Ringo Starr, samt George Harrisons enke og søn, Olivia og Dhani Harrison. Paul McCartney var inviteret, men var forhindret pga. retsmøder i hans verserende skilsmisseforhandlinger med hustruen Heather Mills.
Som den sidste af solobeatlerne, bliver det meste af George Harrisons musikalske bagkatalog tilgængeligt på iTunes.

9. oktober 2011
Paul McCartney gifter sig med sin amerikanske kæreste Nancy Shevell.

9. oktober 2015
Bob Dylan og hans band spiller i Falconer Salen på Frederiksberg, København.