Tag: Mike Love

Guitaristen Billy Hinsche, som spillede med The Beach Boys, er død

af Karsten Jørgensen

Sanger, guitarist og keyboardspiller Billy Hinsche, som havde en karriere i trioen Dino, Desi og Billy i 1960’erne og senere turnerede som menig musiker sammen med The Beach Boys, er død efter en kort sygdomsperiode med lungekræft, 70 år.

William Hinsche blev født i Manila på Filippinerne den 29. juni 1951, men flyttede som barn til Beverly Hills med sin familie, hvor han gik på Loyola High School.

Her mødte han to andre teenagere, Dean Paul Martin og Desi Arnaz Jr., som var drenge med berømte forældre – henholdsvis entertaineren Dean Martin og skuespillerparret Desi Arnaz og Lucille Ball.

Dino, Desi & Billy – Billy Hinsche til venstre

Sammen dannede de trioen Dino, Desi & Billy, som med hjælp fra Frank Sinatra fik en kontrakt med pladeselskabet Reprise Records.

Singler som ”Since You Broke My Heart”, “I’m A Fool” og “Not The Lovin’ Kind” i 1964 og 1965, var populære nok til at gøre trioen til teenageidoler, men succesen var desværre kortvarig, og allerede et par år senere var eventyret slut. Dino, Desi & Billy opløstes i 1969 og deres sidste single, ”Lady Love”, som var skrevet af Brian Wilson, blev udsendt i 1970.

Billy Hinsche sammen med Brian Wilson

Billy Hinsches søster Annie blev gift med Beach Boys-guitaristen Carl Wilson, og fra begyndelsen af 1970’erne var Billy uofficiel medlem af The Beach Boys. Han turnerede med dem fra 1971 til 1977 og igen fra 1982 til 1996, og medvirkede på en stribe af deres LP’er, bl.a. ”Holland”, ”15 Big Ones”, ”Love You”, ”M.I.U. Album”, ”L.A. (Light Album)” og ”Keepin’ The Summer Alive”.

Billy på scenen sammen med Mike Love

Billy Hinsche virkede også som studiemusiker, og medvirkede på plader med både Elton John (”Don’t Let The Sun Go Down On Me”), America, Joan Jett, Warren Zevon og andre.

Billy Hinsche døde den 20. november 2021.

The Beach Boys sælger deres sange

af Karsten Jørgensen

Sidste år solgte en stribe af verdens største rockstjerner rettighederne til deres sange for tre-cifrede millionbeløb, og vel at mærke i dollars.

Bob Dylan var den mest prominente, og fik angiveligt mellem 300 og 400 millioner dollars for sine mere end 600 sange. Neil Young solgte halvdelen af sine rettigheder for ca. 150 millioner, mens navne som Stevie Nicks, Lindsay Buckingham, Blondie, Chrissie Hynde og andre lå i den ”billige” ende med priser på 100 millioner og derunder.

The Beach Boys fra velmagtsdagene i 1960’erne

Nu har The Beach Boys som de foreløbig seneste også solgt deres sange, til selskabet Iconic Artists Group, men uden at angive en købesum.

”Mens vi ser frem til at fejre vores forestående 60 års jubilæum, ønsker vi en partner, som kan hjælpe os med at udvide mulighederne i vores brand og fortsætte traditionen som et band med musik, der har overlevet tidens tand”, skrev Brian Wilson, Mike Love, Al Jardine og Carl Wilsons arvinger i en fælles udtalelse.

”Vi er overbevist om, at Iconic er den ideelle partner og har tillid til, at The Beach Boys’ fortsatte eftermæle er i de bedste hænder”.

The Beach Boys som gruppe har udgivet mere end 30 studieplader siden 1961, men har ikke turneret sammen siden 2012. Der er dog rygter om, at gruppen vil finde sammen igen og fejre deres 60 års jubilæum med en ny turne.