Tag: Barbra Streisand

Succésproduceren Richard Perry, som stod bag et ikonisk album med Ringo Starr, er død

af Karsten Jørgensen

Produceren Richard Perry, som i 1970’erne blev indbegrebet af lækker, vellydende popmusik, og arbejdede sammen med så forskellige kunstnere som Ringo Starr, Harry Nilsson, Carly Simon, The Pointer Sisters og Leo Sayer, er død, 82 år.

Perry, som i de senere år led af Parkinsons sygdom, døde af hjertestop på et hospital i Los Angeles den 24. december.

I Beatles-sammenhæng var hans største musikalske scoop, at producere Ringo Starrs gennembrud som solist, albummet ”Ringo” i 1973, som var den eneste LP efter opløsningen af The Beatles, hvor alle de fire tidligere medlemmer af gruppen medvirkede.

Richard Van Perry, som hans rigtige navn var, blev født i Brooklyn, New York, den 18. juni 1942 – i øvrigt samme dag som Paul McCartney – og voksede op med forældre, som solgte musikinstrumenter og underviste i musik. Så man kan sige, at Perry bogstavelig talt fik musikken ind med modermælken, og var klassisk uddannet i både klaver, guitar, trommer, bas og obo.

I slutningen af 1950’erne dannede Perry en doo-wop gruppe med tre klassekammerater, The Legends, som i 1960 fik en pladekontrakt, hvorefter de ændrede navn til The Escorts og udsendte flere singleplader, uden succés.

En karriere som pladeproducer tog sin begyndelse i midten af 1960’erne, hvor Richard Perry arbejdede sammen med navne som først Captain Beefheart (”Safe As Milk”) og senere Fats Domino (”Fats Is Back”), og fik sit første hit med sangeren Tiny Tim i 1968.

I 1970 var Richard Perry et etableret navn, og op gennem 1970’erne skabte han sig et imponerende cv med LP’er med Harry Nilsson, Barbra Streisand (hendes første popalbum ”Stoney End” i 1970), Art Garfunkel, Diana Ross, Manhattan Transfer og Leo Sayer.

Perry producerede singlen “You’re So Vain” med Carly Simon, 1972

Ikke mindst albummet ”No Secrets” med Carly Simon i 1972, som indeholdt hitsinglen ”You’re So Vain” (nr. 1 på hitlisten), og Nilssons hit ”Without You” (også nr. 1) fra året før, gjorde Perrys navn kendt, og det førte til et samarbejde med Nilssons gode ven, eks-beatlen Ringo Starr.

I 1973 indspillede Ringo sit første ”rigtige” album, blot med titlen ”Ringo”, som skabte en næsten feberagtig begejstring, da det blev kendt, at alle de fire tidligere medlemmer af The Beatles medvirkede – dog ikke på det samme nummer.

Richard Perry, til venstre, i studiet med Ringo Starr og John Lennon

Første sang på side 1, ”I’m The Greatest”, forenede Ringo med både John Lennon og George Harrison, som også var medkomponist og spillede guitar på pladens hitsingle, ”Photograph”. The Beatles’ fjerde medlem, Paul McCartney, havde skrevet sangen ”Six O’Clock”, som både han selv og hustruen Linda McCartney medvirkede på, og det gjorde ”Ringo” til det tætteste, The Beatles nogensinde kom på en genforening. Året efter producerede Perry også efterfølgeren, ”Goodnight Vienna”, hvor Lennon igen medvirkede, men uden hverken Harrison eller McCartney.

Gennem 1970’erne og 1980’erne producerede Perry plader med The Pointer Sisters, bl.a. sange som ”I’m So Excited”, ”He’s So Shy” og deres version af Bruce Springsteens”Fire” (udsendt på hans eget pladeselskab Planet Records), Donna Summer, Leo Sayer og Neil Diamond, og fortsatte i 1990’erne og 2000’erne med Ray Charles, samt fornyede samarbejder med både Carly Simon og Art Garfunkel.

Richard Perry

Senere arbejdede Richard Perry sammen med Rod Stewart, og er krediteret som idémand bag hans albumserie ”The Great American Songbook”, som strakte sig over fem plader fra 2002 til 2010.

Perry drev sit eget pladeselskab, Planet Records, fra 1978 til 1983, hvor det blev opkøbt af RCA, og udsendte i 2020 sine erindringer under titlen ”Cloud Nine: Memoirs of a Record Producer”.

Richard Perry var gift to gange, med Linda Goldner og Rebecca Broussard. Begge ægteskaber endte med skilsmisse. Fra 2009 til 2017 var Perry i et forhold med skuespilleren Jane Fonda.

Richard Perry med skuespilleren Jane Fonda

Bob Dylan skrev ‘Lay Lady Lay’ til Barbra Streisand

af Karsten Jørgensen

I 50 år har den almindelige antagelse været, at Bob Dylan oprindelig skrev den populære kærlighedssang ”Lay Lady Lay” til filmen ”Midnight Cowboy” – et drama fra 1969 med Jon Voight og Dustin Hoffman i hovedrollerne.

Den norske single-udgivelse af ‘Lay Lady Lay’, som også udkom i Danmark

Soundtracket til filmen indeholder den Grammy-hædrede ”Everybody’s Talkin’”, skrevet af Fred Neil og fortolket af Harry Nilsson, men adskillige Dylan-biografier påstår, at det oprindelig var ”Lay Lady Lay”, som skulle have været filmens tema-sang. Men, hævdes det, Dylan nåede desværre ikke at skrive sangen færdig inden deadline, og i stedet udkom sangen på Dylans eget country-album ”Nashville Skyline”.

Denne teori kuldkastes imidlertid af et netop offentliggjort interview med Bob Dylan fra 1971, som ikke har været offentliggjort før nu.

Intervieweren var Dylans gode ven Tony Glover, som spurgte om det var rigtigt, at ”Lay Lady Lay” blev skrevet til ”Midnight Cowboy”.

”Faktisk skrev jeg den til Barbra Streisand”, svarede Dylan i interviewet, som fandt sted den 24. marts 1969 og skulle have været trykt i magasinet Esquire.

Barbra Streisand i filmen ‘Funny Girl’ fra 1968

”Jeg er meget smigret over, at Bob Dylan skrev ’Lay Lady Lay’ til mig”, siger Streisand i en udtalelse til NBC News, efter hun hørte om det. ”Det eneste jeg husker fra dengang er, at han sendte en buket blomster til mig og en håndskreven note, hvor han spurgte om jeg ville synge duet med ham. Men det kunne jeg ikke rigtig forestille mig dengang”.

Foruden at være et helt centralt nummer på albummet ”Nashville Skyline” i 1969, udsendtes ”Lay Lady Lay” også på en single, som blev nr. 7 på hitlisten i USA og nr. 5 i England. Endvidere er sangen indspillet i et utal af coverversioner, bl.a. af The Byrds, Cher, Sandie Shaw og Melanie, alle i 1969, samt af Jose Feliciano, 1972, The Everly Brothers, 1984, Duran Duran, 1995, og metalbandet Ministry i 1996. Herhjemme er sangen foreviget af Bamse (sammen med Poul Krebs), 2005, og Randi Laubek, 2004. Også den tyske schlagerkonge James Last udsendte i 1970 en instrumentalversion af ”Lay Lady Lay”.

Singlen ‘Lay Lady Lay’, som den så ud i Portugal