Tag: Leonard Cohen

Manden, der skabte begrebet producer som en selvstændig kunstart, er død, 81 år

af Karsten Jørgensen

Den amerikanske producer og sangskriver Phil Spector, som fra slutningen af 1950’erne og frem til begyndelsen af 1970’erne skabte begrebet producer som en selvstændig kunstart, og undervejs arbejdede sammen med bl.a. The Ronettes, Ike & Tina Turner, The Rolling Stones, The Beatles, John Lennon, George Harrison og Leonard Cohen, er død på et hospital i Californien, 81 år gammel.

En ung Phil Spector

De sidste 11 år af sit liv sad Phil Spector i fængsel, dømt for mordet på skuespiller og natklub-servitrice Lana Clarkson i 2003, og var overflyttet til et hospital på grund af komplikationer med coronavirus, da han døde.

Produceren blev født Philip Harvey Spector i New York, den 26. december 1940. Han blev berømt for sin specielle indspilningsteknik, ”the wall of sound”, og arbejdede i første halvdel af 1970’erne med The Beatles, John Lennon og George Harrison.

Efter en hård barndom, hvor han bl.a. oplevede sin far begå selvmord, dannede Phil Spector i 1958 popgruppen The Teddy Bears, som scorede et nr. 1-hit samme år med Spector-kompositionen ”To Know Him Is To Love Him”. Gruppen opløstes i 1959, hvorefter Spector blev assistent for producer-teamet Jerry Leiber og Mike Stoller. I 1961 dannede han sit eget pladeselskab, Philles Records, og fik kometagtig succes som producer for grupperne The Crystals, The Ronettes og Bob B. Soxx & The Blue Jeans, med pop-klassikere som ”He’s A Rebel”, ”Da Doo Ron Ron”, ”Then He Kissed Me”, ”Be My Baby” og ”Baby, I Love You”. En landvinding indenfor populærmusikken var også den Spector-producerede jule-LP fra 1963, ”A Christmas Gift For You”.

Det legendariske julealbum “A Christmas Gift For You”

I 1964 arbejdede han kortvarigt sammen med The Rolling Stones, før han igen i 1965 fik stor succes med ”You’ve Lost That Lovin’ Feelin’” med duoen The Righteous Brothers, mens ”River Deep, Mountain High” med Ike & Tina Turner det følgende år var et ufortjent flop, som signalerede, at Phil Spectors storhedstid var forbi.

Hans indspilningsteknik, der af en musiker blev sammenlignet med ”at væve et afghansk tæppe i et mørkt rum”, både påvirkede og fascinerede The Beatles, og i begyndelsen af 1970 blev han kontaktet af John Lennon, for hvem han producerede singlen ”Instant Karma”. Det blev indledningen til et flerårigt samarbejde med både Lennon og George Harrison, og førte til at han i foråret 1970 mixede de optagelser med The Beatles fra januar 1969, som både George Martin og Glyn Johns uden held havde forsøgt at gøre klar til udgivelse. Den 8. maj 1970 blev optagelserne, med Spectors tydelige signatur, udsendt på LP’en ”Let It Be”. Anmelderne var ikke begejstret for resultatet, og det var Paul McCartney heller ikke. Han mente, at Spector havde overproduceret sangene, og senere, da McCartney sagsøgte sine tidligere kolleger for at få en juridisk afslutning på The Beatles, var én af hans begrundelser, at Lennon og Harrisons engagement af Spector havde været en sammensværgelse med det formål, at ødelægge hans, McCartneys, musikalske karriere. I særdeleshed fremhævede McCartney den pompøse udgave af ”The Long And Winding Road” som ét af de værste eksempler på, hvordan Spectors orkestrale udskejelser forvandlede en slagkraftig ballade til sentimental sødsuppe. Phil Spector selv stillede sig uforstående over for kritikken og sagde senere: ”De havde muligheden for at sige, at de ikke ville ha’ det udsendt. Men det gjorde de ikke – de var ligeglade, og om fem år vil folk sikkert indse, hvor godt materialet i virkeligheden var”.

Spector og George Harrison indspiller “All Things Must Pass”

Indtil 1973 arbejdede Phil Spector sammen med både John Lennon og George Harrison og var producer eller medproducer på nogle af eks-beatlernes bedste LP’er: ”John Lennon/Plastic Ono Band”, 1970, ”Imagine”, 1971, og ”Some Time In New York City”, 1972, med Lennon, og ”All Things Must Pass”, 1970, og ”The Concert For Bangladesh”, 1972, med Harrison. I oktober og november 1973 producerede Spector flere sange til Lennons senere ”’Rock’N’Roll”-album, men optagelserne gik i opløsning på grund af druk og Spectors ekcentriske opførsel.

John Lennon og Spector under indspilningen af “Imagine”

På et tidspunkt trak han en pistol frem i selve studiet og affyrede den op i loftet, og selv Lennon, der i samme periode var mand for lidt af hvert, fik kolde fødder. Indspilningerne fik en brat afslutning, da Spector pludselig forsvandt med masterbåndene, som Lennon først fik tilbage i juni det følgende år. På den version af ”Rock’N’Roll”, som blev udgivet i 1975, var kun fire sange produceret af Spector: ”You Can’t Catch Me”, ”Sweet Little Sixteen”, ”Bony Moronie” og ”Just Because”, men andre Spector-producerede optagelser fra denne periode blev udgivet posthumt i 1986 på Lennon-albummet ”Menlove Ave”, der bl.a. indeholdt Lennon/Spector-kompositionen ”Here We Go Again”.

I resten af 1970’erne producerede Phil Spector plader med bl.a. Dion, Cher, Leonard Cohen og new wave-gruppen The Ramones, uden større succes, og var i 1981 medproducer på Yoko Onos første album efter mordet på Lennon, ”Season Of Glass”.

Siden trak han sig helt ud af musikbranchen og havde kun kortvarigt mediernes bevågenhed i 1988, da han engagerede den tidligere Beatles-manager, advokaten Allen Klein, til at føre en retssag mod Jerry Leiber og Mike Stoller om ophavsrettigheder.

Phil Spector under retssagen i 2005

Hans musikalske karriere sluttede definitivt i 2003, da han blev arresteret for mordet på servitricen Lana Clarkson, som han inviterede med hjem og angiveligt skød og dræbte. Efter den første retssag blev kendt ugyldig på grund af en teknisk fodfejl, blev Spector, efter en ny retssag i 2009, kendt skyldig i mord og idømt en fængselsstraf på fra 19 år til livstid.

Phil Spector døde 16. januar 2021.

Phil Spector i 2017

Kunstner bag ikoniske pladeomslag med Dylan og Springsteen er død

af Karsten Jørgensen

Omslagsdesigneren John Berg, der arbejdede for Columbia Records i en menneskealder og skabte nogle af det 20. århundredes mest berømte og let genkendelige pladeomslag, er død af lungebetændelse i sit hjem i Southampton, New York, i en alder af 83 år, oplyser hans hustru Durell Godfrey.

John Berg

John Berg

John Berg blev født i Brooklyn i 1932, og efter skolen skabte han sig en karriere på forskellige reklamebureauer og magasiner, bl.a. Esquire, før han i 1961 begyndte at arbejde for Columbia Records som omslagsdesigner. I de følgende 25 år designede han mere end 5000 pladeomslag for bl.a. Blood, Sweat & Tears, The Byrds, Simon & Garfunkel (”Bridge Over Troubled Water”) og Barbra Streisand.

Bob Dylan's Greatest Hits, 1967

“Bob Dylan’s Greatest Hits”, 1967

Men de mest berømte af hans værker er nok ”Bob Dylan’s Greatest Hits” fra 1967, der viser sangeren og hans lokker i profil og modlys og indbragte Berg den ene af fire Grammy’er, og ”Born To Run” fra 1975, med en ung Bruce Springsteen, som læner sig ind mod saxofonisten fra hans E Street Band, Clarence Clemons. Året efter designede Berg også coveret til ”Chicago X”, der viser gruppens logo præget i et stykke chokolade og bl.a. indeholdt hitsangen ”If You Leave Me Now”.

Born To Run, 1975

Bruce Springsteens “Born To Run”, 1975

John Berg arbejdede for Columbia Records indtil 1985, hvor han gik på pension. Han døde den 11. oktober.

Et udvalg af andre pladeomslag, designet af John Berg:
“The Barbra Streisand Album”, Barbra Streisand, 1963
“Songs Of Love And Hate”, Leonard Cohen, 1971
“Byrdmaniax”, The Byrds, 1971
“Greetings From Asbury Park, N.J.”, Bruce Springsteen, 1973
“Still Crazy After All These Years”, Paul Simon, 1975
“Turnstiles”, Billy Joel, 1976
“Desire”, Bob Dylan, 1976
“The Nylon Curtain”, Billy Joel, 1982

Berg var også en habil fotograf, og tog bl.a. coverbilledet til Dylans ”John Wesley Harding”.

Chicago X - 1976

“Chicago X”, 1976

 

Bob Johnston, som producerede Dylans mesterværker, er død, 83 år

af Karsten Jørgensen

Produceren Bob Johnston, som i 1960’erne producerede de plader næsten alle er enige om er Bob Dylans bedste, er død, 83 år gammel. Udover Dylan håndterede Johnston også lyden på berømte plader med flere af hans samtidige, heriblandt Simon & Garfunkel, Johnny Cash, Leonard Cohen og Willie Nelson.

Bob Johnston blev født 14. maj 1932 i Hillsboro, Texas, og i slutningen af 1950’erne indspillede han flere sange under kunstnernavnet Don Johnston. Men Bobs fremtid var ikke som sanger. I 1959 indledte han en karriere som producer, da han producerede enkelte sange med gruppen The Jaguars, og arbejdede for både Kapp Records og Dot Records. Det var imidlertid først i midten af 1960’erne, da han blev tilknyttet Columbia Records, at han blev kendt i bredere kredse, og kom i kontakt med Bob Dylan, som han havde et lettere underdanigt forhold til. Han sagde bl.a.: ”Dylan er kongen, og det er ikke min opgave at fortælle ham, hvad jeg mener om hans sange, medmindre han spørger mig om det”.

Bob Johnston med Bob Dylan og Johnny Cash, 1969

Bob Johnston med Bob Dylan og Johnny Cash, 1969

I juli 1965 erstattede Johnston Dylans hidtidige producer Tom Wilson, og var vital i Dylans forvandling fra folkesanger til elektrisk idol. Fra 1965 til 1970 producerede han de legendariske plader ”Highway 61 Revisited” (med undtagelse af ”Like A Rolling Stone”), dobbeltalbummet ”Blonde On Blonde”, ”John Wesley Harding”, ”Nashville Skyline”, dobbeltalbummet ”Self Portrait” og ”New Morning”. Også albummet ”Dylan”, som blev indspillet i 1970 men først udgivet i 1973, var produceret af Johnston.

Sideløbende med sit engagement hos Dylan, producerede Bob Johnston også plader med andre kunstnere, bl.a. Simon & Garfunkel (”Sounds Of Silence” og ”Parsley, Sage, Rosemary & Thyme”), Leonard Cohen (”Songs From A Room og ”Songs of Love And Hate”), Johnny Cash (”At San Quentin” samt flere andre) og The Byrds (”Dr. Byrds & Mr. Hyde”). Johnston har også arbejdet inden for andre genrer end rock, bl.a. jazz og soul med Louis Armstrong og Aretha Franklin.

Bob Johnston med Paul Simon, 1965

Bob Johnston med Paul Simon, 1965

Som producer havde Bob Johnston ingen ambitioner om, som han selv udtrykte det, at ”blive den næste Phil Spector”. Han ville bare gerne have, at de kunstnere han arbejdede med lavede gode plader. ”Bob Johnston er en producer, som er enhver kunstners drøm”, er Johnny Cash citeret for at sige i filmen ”The Other Side of Nashville”. ”Bob foretrækker, at læne sig tilbage og se på, at kunstneren producerer sig selv”.

Bob Johnston blev i 1967 chef for Columbia Records country & western-afdeling, og har endvidere virket som komponist til flere sange, bl.a. ”There Ain’t Nothing Like A Song”, som i 1968 blev indspillet af Elvis Presley. Johnstons hustru, komponisten Joy Byers, skrev adskillige sange til Elvis, og i de senere år hævdede Johnston, at han var medkomponist til de fleste, men ikke var blevet krediteret af kontraktlige årsager.

Efter Johnston forlod Columbia Records – på grund af en tvist om royalties – arbejdede han som selvstændig producer, bl.a. på albummet ”Fog On The Tyne” fra 1972 med den populære engelske folkrockgruppe Lindisfarne.

I 1990’erne producerede han plader med både Willie Nelson og Carl Perkins, før han trak sig tilbage fra musikbranchen. I fredags, den 14. august, døde Bob Johnston på et hospice i Nashville, og efterlader sig hustruen Joy Byers og sønnen Kevin.