Tag: Clarence Clemons

Kunstner bag ikoniske pladeomslag med Dylan og Springsteen er død

af Karsten Jørgensen

Omslagsdesigneren John Berg, der arbejdede for Columbia Records i en menneskealder og skabte nogle af det 20. århundredes mest berømte og let genkendelige pladeomslag, er død af lungebetændelse i sit hjem i Southampton, New York, i en alder af 83 år, oplyser hans hustru Durell Godfrey.

John Berg

John Berg

John Berg blev født i Brooklyn i 1932, og efter skolen skabte han sig en karriere på forskellige reklamebureauer og magasiner, bl.a. Esquire, før han i 1961 begyndte at arbejde for Columbia Records som omslagsdesigner. I de følgende 25 år designede han mere end 5000 pladeomslag for bl.a. Blood, Sweat & Tears, The Byrds, Simon & Garfunkel (”Bridge Over Troubled Water”) og Barbra Streisand.

Bob Dylan's Greatest Hits, 1967

“Bob Dylan’s Greatest Hits”, 1967

Men de mest berømte af hans værker er nok ”Bob Dylan’s Greatest Hits” fra 1967, der viser sangeren og hans lokker i profil og modlys og indbragte Berg den ene af fire Grammy’er, og ”Born To Run” fra 1975, med en ung Bruce Springsteen, som læner sig ind mod saxofonisten fra hans E Street Band, Clarence Clemons. Året efter designede Berg også coveret til ”Chicago X”, der viser gruppens logo præget i et stykke chokolade og bl.a. indeholdt hitsangen ”If You Leave Me Now”.

Born To Run, 1975

Bruce Springsteens “Born To Run”, 1975

John Berg arbejdede for Columbia Records indtil 1985, hvor han gik på pension. Han døde den 11. oktober.

Et udvalg af andre pladeomslag, designet af John Berg:
“The Barbra Streisand Album”, Barbra Streisand, 1963
“Songs Of Love And Hate”, Leonard Cohen, 1971
“Byrdmaniax”, The Byrds, 1971
“Greetings From Asbury Park, N.J.”, Bruce Springsteen, 1973
“Still Crazy After All These Years”, Paul Simon, 1975
“Turnstiles”, Billy Joel, 1976
“Desire”, Bob Dylan, 1976
“The Nylon Curtain”, Billy Joel, 1982

Berg var også en habil fotograf, og tog bl.a. coverbilledet til Dylans ”John Wesley Harding”.

Chicago X - 1976

“Chicago X”, 1976

 

På denne dag – 18. juni

Tillykke til Paul McCartney, som i dag kan sætte 73 lys i fødselsdagslagkagen. Han blev født den 18. juni 1942 på Walton Hospital i Allerton, Liverpool.

Den 18. juni 1940 blev Neil Youngs forældre, Edna ’Rassy’ Ragland og Scott Young, gift i Wardlaw United Church i Winnipeg, Canada.

Den 18. juni 1942 blev den amerikanske pladeproducer Richard Perry født i Brooklyn, New York. Han producerede to album med Ringo Starr – ”Ringo”, 1973, og ”Goodnight Vienna”, 1974 – samt en stribe af 1970’ernes mest populære sangere, bl.a. Harry Nilsson, Carly Simon, Barbra Streisand og Leo Sayer.

Ringo, LP, 1973

Den 18. juni 1967 optræder Buffalo Springfield på den legendariske Monterey Pop Festival i Californien. David Crosby fra The Byrds erstatter Neil Young, som midlertidigt har forladt gruppen.

Den 18. juni 1968 er der premiere i Old Vic Theatre i London på teaterstykket ”The John Lennon Play: In His Own Write”, instrueret af Victor Spinetti og baseret på John Lennons første bog fra 1964.

Den 18. juni 1972 udsendes livealbummet ”Elvis As Recorded At Madison Square Garden” med Elvis Presley.

Den 18. juni 1987 bliver Bruce Springsteen separeret fra sin første hustru, skuespilleren Julianne Phillip, efter kun to års ægteskab.

Den 18. juni 1990 bliver singlen ”Nobody’s Child” med The Traveling Wilburys udsendt i England.

Nobody's Child, single, U.K.

Den 18. juni 2011 dør saxofonisten Clarence Clemons fra Bruce Springsteens E Street Band, 69 år.