Tag: Otis Redding

Soul- og gospelsanger Aretha Franklin – 80 år idag

af Karsten Jørgensen

I dag ville en af musikhistoriens største soul- og gospelsangerinder Aretha Franklin være fyldt 80 år.

Gennem det meste af sin karriere blev hun omtalt som ”Queen of Soul”, og har på verdensplan solgt mere end 75 millioner plader.

Aretha Louise Franklin blev født i Memphis, Tennessee, den 25. marts 1942, og havde en problematisk barndom efter forældrenes skilsmisse, da hun var seks år. Moderen døde af hjertestop før Aretha fyldte 10, hvorefter hun boede hos faderen, Clarence, som var præst.

Aretha Franklin begyndte at synge solo i kirken, da hun var 10, og kort tid senere blev faderen hendes første manager.

Hendes første indspilning, singlen ”Never Grow Old”, udsendtes i 1956, og hendes første album, ”Aretha”, i 1961, og op gennem 1960’erne, hvor hun først var knyttet til Columbia, og fra 1967, Atlantic, blev hun mere og mere kendt, indtil det store gennembrud med singlen ”Respect” i 1967, som var skrevet af kollegaen Otis Redding. Singlen blev nr. 1 i USA, og efterfulgtes af andre succeser som ”Baby I Love You”, ”Chain of Fools” og Burt Bacharachs ”I Say A Little Prayer”, og ikke mindst albummene ”I Never Loved A Man The Way I Love you” og ”Lady Soul”, der gjorde hende til soulmusikkens ukronede dronning.

Efter nogle år med dalende succes, skiftede Aretha Franklin i 1980 pladeselskab til Arista, og allerede året efter vandt hun en Grammy for singlen ”Hold On, I’m Comin’”.

Senere i 1980’erne, i et forsøg på at nå et yngre publikum, indsang hun duetten ”I Knew You Were Waiting For Me” med George Michael.

Aretha Franklin med George Michael

‘Jumpin’ Jack Flash’ med Aretha Franklin og Keith Richards

Efter midten af 1980’erne tørrede hitsangene ud, men der var stadig bud efter ”soul-dronningen”. I 1995 spillede hun rollen som tante Em i genopsætningen af succes-musicalen ”The Wiz”, og hun fortsatte med at få tildelt Grammy’er, bl.a. i 2004, 2006 og 2008, samt specialhædersprisen MusiCares Person of the Year, også i 2008.

I de sidste ti år af sit liv var Aretha Franklin plaget af dårligt helbred. I 2010 blev hun opereret for en svulst, og aflyste en stribe koncerter, og i 2017 meddelte hun, at hun helt ville stoppe med at give koncerter.

Aretha synger ved indsættelsen af præsident Barack Obama i 2009

I begyndelsen af 2018 var Aretha Franklin indlagt på et hospice i Detroit, og hun døde i sit hjem, den 16. august 2018, 76 år gammel.

Efter en privat begravelse den 19. august, blev der fjorten dage senere holdt en mindehøjtidelighed i Greater Grace Temple i Detroit, med deltagelse af familie, venner og celebriteter, bl.a. Bill Clinton, Chaka Khan, Stevie Wonder, Gladys Knight og Smokey Robinson.

Hædersbevisninger havde Aretha Franklin fået rigeligt af, bl.a. en stjerne på Hollywood Walk of Fame i 1979. I 1987 var hun den første kvinde, som blev optaget i The Rock And Roll Hall of Fame, og i 1994 modtog hun den prestigefulde Grammy Lifetime Achievement Award. I 2005 overrakte præsident George W. Bush hende Presidential Medal of Freedom, og i 2017 omdøbte byrådet i Detroit en del af vejen Madison Street til Aretha Franklin Way.

En film om Aretha Franklins liv og karriere, ”Respect”, med Jennifer Hudson i hovedrollen, havde premiere den 8. august 2021.