Tag: Parlophone

Pete Best debuterer som skuespiller

af Karsten Jørgensen

Pete Best, som spillede trommer i The Beatles fra dagene i Hamborg i 1960 til gruppen fik en pladekontrakt med Parlophone i 1962, hvor Ringo Starr overtog pladsen bag ’gryderne’, har sagt ja til at medvirke i et teaterstykke om John Lennon, som bliver opført på Liverpools Epstein Theatre i april og maj 2018.

Lennon's Banjo - stage play in Liverpool, ad, 2018

Stykket, en komedie med titlen ”Lennon’s Banjo”, handler om det første instrument, John Lennon lærte at spille på – en banjo, som hans mor Julia ejede.

Handlingen i stykket er en blanding af fakta og fiktion, og fokuserer på bestræbelserne på at finde banjoen, som forsvandt for 60 år siden og aldrig er blevet fundet.

Pete Best spiller rollen som sig selv i ”Lennon’s Banjo”, og Rob Fennah, som har skrevet manuskriptet, baseret på en roman af Rob og Helen A. Jones, ”Julia’s Banjo”, er begejstret for, at Pete Best har indvilliget i at medvirke.

”At have en rigtig Beatle på scenen er et fantastisk scoop, ikke bare for de heldige tilskuere, som har sikret sig billet, men også for resten af de medvirkende i stykket”, siger Fennah.

Pete Best - with The Beatles in Hamburg

The Beatles – Pete Best nr. 2 fra højre – i Hamborg i de tidlige 1960’ere

På grund af andre forpligtelser med sit eget band, medvirker Pete Best kun i nogle af opførelserne af ”Lennon’s Banjo”, fra 25. april til 5. maj.

‘Den femte beatle’, produceren George Martin er død, 90 år

af Karsten Jørgensen

Manden, der producerede alle Beatles-pladerne fra 1962 til 1970, døde tirsdag, 90 år gammel, og selvom han i sin lange karriere arbejdede med et utal af kunstnere i mange forskellige genrer, så vil han for altid fortrinsvis blive husket for sit visionære og loyale samarbejde med John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr, der vendte op og ned på alle populærmusikkens konventioner. Dødsårsagen er endnu ikke offentliggjort.

Photo of George Martin

George Martin som ung

Titlen ’Den femte beatle’ er for længst blevet et begreb i popmusikken, og gennem tiderne har mange mennesker flygtigt solet sig i den berømmelse der fulgte med, når de af medierne blev udnævnt til ’Den femte beatle’. Det gjaldt bl.a. manageren Brian Epstein, reservetrommeslageren Jimmy Nicol og pianisten Billy Preston, mens andre var døde, før begrebet opstod (Stuart Sutcliffe). For andre igen, først og fremmest Pete Best, var kælenavnet kun årsag til smerte og bitterhed.

Men én person har dog haft et lykkeligt forhold til begrebet og samtidig haft så stor indflydelse på The Beatles’ musik, at hvis man nødvendigvis skal hæfte titlen på nogen, må det være produceren George Martin, som stod last og brast med gruppen gennem hele dens karriere i 1960’erne.

Da George Martin i 1997, som 71-årig, meddelte at han ville trække sig tilbage for at nyde sit otium, var der alvor i beslutningen. Han havde tidligere kommet med lignende udtalelser, men den megen musik havde næsten gjort Martin døv, og samtidig var der naturligvis også en vis symbolik i, at hans sidste værker som aktiv producer dels var verdens dengang mest solgte single nogensinde, nemlig ”Candle In The Wind”, som Elton John nyfortolkede til minde om netop afdøde prinsesse Diana. Singlen solgte mere end 37 mill. eksemplarer.

Som underlægningsmusik til sin absolutte svanesang havde George Martin selvfølgelig valgt The Beatles, og i midten af marts 1998 udkom albummet ”In My Life”, hvor tekst og musik var af John Lennon og Paul McCartney, fortolket af en skønsom blanding af kunstnere, spændende fra Goldie Hawn og Sean Connery til Phil Collins og Celine Dion.

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers

George Martin i studiet med Sophia Loren og Peter Sellers, 1961

George Martin adskilte sig markant fra alle de andre engelske pladeproducere i 1960’erne, som enten var jævnaldrende med eller yngre end de popstjerner de producerede. Martin var betydeligt ældre, idet han allerede før rock and roll-æraen havde etableret sig i pladebranchen, både som producer, komponist og musiker.

George Martin blev født 3. januar 1926 i Highbury, London, og begyndte tidligt at spille klaver. Under 2. verdenskrigs sidste år gjorde han tjeneste ved Royal Air Force, førend han i 1945 blev optaget på musikkonservatoriet i Guildhall, hvor han fik en klassisk uddannelse. Senere arbejdede han freelance med obo som speciale, og blev samtidig ansat i musikafdelingen ved den engelske statsradio BBC.

Men det første skridt på den kurs, som førte fremad til Martins egentlige mission, nemlig som producer, blev taget i november 1950, da han blev ansat på pladeselskabet Parlophone som assistent og medhjælp for selskabets daværende direktør Oscar Preuss.

Parlophone var, og er stadig, en selvstændig underafdeling i EMI/Universal-koncernen, og Martins arbejde bestod i, at finde talenter og deres materiale, at booke studier, hyre musikere og sørge for, at det alt sammen blev betalt. Men bortset fra enkelte succeser, førte Parlophone i 1950’erne en henslumrende tilværelse, som ikke forbedredes væsentligt, da George Martin i 1955 overtog chefstolen.

Blandt de mere populære udgivelser var såkaldte ’comedy’-plader med folk som Peter Sellers, Spike Milligan og Bernard Cribbins, mens resten var en ujævn blanding af klassisk, skotsk folkemusik og big bands. Én af de helt store succeser var singlen ”Goodness, Gracious Me” fra 1961 med Peter Sellers og Sophia Loren, som Martin producerede.

Modsat andre afdelinger i EMI, f.eks. Columbia og HMV, som udsendte amerikanske plader i England, deriblandt den lukrative rock and roll, havde Parlophone ingen udenlandske licenser, og overlevede derfor udelukkende af det talent, som George Martin selv opdagede. Og desuden skal man huske på, at pladeindustrien i 1950’ernes England endnu ikke havde antaget de dimensioner af storindustri, den har i dag. ”Hvis man solgte 1500 plader, var man på vej til et gennembrud, og hvis man solgte 3000 var det et hit”, har George Martin senere sagt.

George Martin i studiet med The Beatles

George Martin i pladestudiet med The Beatles

Historien har sidenhen fremstillet George Martin som den store velynder, der generøst gav de upolerede Beatles en chance, da alle andre havde sagt nej tak. Men helt så eventyrligt var det ikke.

Realiteterne var faktisk, at Parlophone havde udvist så sløje resultater, at EMI’s ledelse alvorligt overvejede at nedlægge selskabet, og Martin ville derfor miste sit job. I betragtning af de fremtidsudsigter, kan man godt sige, at George Martin ikke løb nogen risiko. Snarere tværtimod. The Beatles var hans sidste chance, og denne desperation skinner da også klart igennem i hans senere beskrivelse af gruppen.

”Jeg var mere fascineret af dem som personligheder end som musikere. Der var bestemt ingen tegn på, at de kunne skrive de nødvendige hits, men jeg var overbevist om, at jeg havde en succes på hænderne, hvis jeg kunne finde de rigtige sange til dem”.

Om John Lennon og Paul McCartney som sangskrivere, havde han heller ikke for store tanker, og om The Beatles’ første single ”Love Me Do” fra oktober 1962, sagde George Martin: ”Den var det bedste de havde skrevet, og jeg syntes den var pokkers elendig”.

Én af de første ting Martin gjorde, var fundamentalt at ændre sammensætningen i The Beatles, som indtil mødet med produceren bestod af Lennon, McCartney, George Harrison og trommeslageren Pete Best.

”Jeg kunne godt li’ dem, men deres trommeslager var det svage led”, sagde Martin senere. ”Da jeg skrev kontrakt med dem, fortalte jeg deres manager Brian Epstein, at jeg ikke ville bruge Pete Best. Bevares, han så godt ud og sagde meget lidt, men trommerne duede han ikke til”.

Altså blev Pete Best fyret og erstattet af Ringo Starr.

De tidlige Beatles-plader fra 1963-64 blev ikke produceret i ordets egentlige forstand. Der var to guitarister, bas og trommer, så det hele gav sig selv. George Martins funktion bestod i at komme med gode råd, foreslå tempoet, beslutte hvordan sangene skulle indledes og hvor soloerne skulle komme, og først med LP’en ”Rubber Soul” fra 1965 blev Martin uundværlig i den kreative proces, som manden der omsatte de uskolede beatlers fantasifulde idéer til virkelighed. Hans ypperste øjeblikke findes på den skelsættende plade ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” fra 1967, der vendte op og ned på alle regler og principper i populærmusikken, og netop her nød The Beatles godt af, at George Martin havde lang erfaring i næsten alle musikalske genrer.

”Jeg tror ikke vi kunne have lavet det vi gjorde på ”Sgt. Pepper”, hvis ikke jeg oprindelig havde lavet alle de spøjse plader med Peter Sellers”.

Samarbejdet mellem George Martin og The Beatles fortsatte med stor succes indtil 1970, hvor det sluttede på den vemodige tone, som ”Let It Be” var, og herefter vendte alle fire beatler Martin ryggen, i forsøget på at ryste Beatles-uhyret af sig.

George Martin med Cilla Black, 1965

George Martin og sangerinden Cilla Black, som døde sidste år

Selvom George Martin fortsatte som The Beatles’ producer helt frem til opløsningen, så havde han dog allerede i 1965 forladt Parlophone, på grund af selskabets fedtede lønpolitik. Kort tid efter oprettede han sit eget pladestudie, AIR, med hovedkontor i London og, noget senere, en eksotisk filial på den caribiske ø Montserrat, der blev ødelagt af en orkan i 1989. Så Martin blev ikke arbejdsløs efter The Beatles.

Han fortsatte som producer for andre grupper og solister, men undgik bevidst de lange forhold. Gennem 1970’erne lavede han plader med så forskellige folk som America, Neil Sedaka, Gary Brooker, John McLaughlin, Jeff Beck og sågar Paul McCartney (”Live And Let Die” i 1973). Han holdt lav profil og blev, med hans egne ord, lidt kynisk i forhold til musikken.

”Jeg er holdt op med at producere ukendte kunstnere. Jeg spørger altid mig selv, om det er noget der vil sælge, for jeg vil helst lave succeser”.

I 1980’erne blev Martin og Paul McCartney genforenet på flere LP’er, bl.a. den smukke ”Tug Of War”, men indtil det store ”Anthology”-projekt i 1995, hvor han var producer på alle de gamle Beatles-sange, som blev fundet frem fra EMI’s arkiver, har hans kontakt til beatlerne været sporadisk.

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet, 1996

George Martin på Buckingham Palace, da han blev adlet

George Martin, som i 1996 blev adlet for sin lange og store indsats i engelsk musik, så tilbage på sit engagement i Beatles-historien med stolthed, og var ikke bleg for at indrømme, at samarbejdet med beatlerne ikke kun handlede om musikalske ambitioner.

”Dengang i 1962 nærmede jeg mig 40, og jeg tror, at dét at arbejde sammen med mennesker som var 16-17 år yngre end jeg selv, var en måde at få den ungdom tilbage, jeg selv var gået glip af. Min opvækst blev jo afbrudt af krigen. Jeg var i hæren som 17-årig og gift, da jeg var 22”.

Men samtidig var han stolt over, at han i højeste grad var med til at ændre den retning moderne popumusik tog, både med og efter The Beatles.

”Pop var en parentes før The Beatles, men sammen skabte vi en slags nutidig klassisk musik, der var et spejlbillede af vores tid. Måske lyder det højttravende og patetisk i dag, men det var dét, vi troede på og stræbte mod dengang”.

I 1999 blev George Martin optaget i Rock And Roll Hall Of Fame, og i 2006 arbejdede han sammen med sønnen på sit sidste Beatles-projekt, teaterproduktionen ”Love”, som blev opført af gruppen Cirque de Soleil i Las Vegas og samtidig udsendt på cd.

George Martin med sønnen Giles

George Martin med sønnen Giles

George Martin modtog i alt seks Grammy’er, og udsendte en stribe bøger, bl.a. ”All You Need Is Ears”, 1979, ”Summer Of Love: The Making Of Sgt. Pepper”, 1994, og selvbiografien ”Playback” i 2003.

Han efterlader sig hustruen Judy, samt fire børn – Alexis, Lucy, Gregory Paul og Giles.