Tag: Dusty Springfield

Tillykke til sanger og komponist Randy Newman – 80 år idag

af Karsten Jørgensen

Randall Stuart Newman, bedre kendt som Randy Newman, som gennem 1960’erne og 1970’erne skrev nogle iørefaldende sange, med nogle ofte provokerende og kontroversielle tekster, men som siden 1980’erne mest har komponeret filmmusik til biografsucceser for bl.a. Disney, fylder i dag 80 år.

Han blev født i Los Angeles den 28. november 1943, men voksede op i New Orleans i Louisiana, indtil han var fyldt 11 år og hans familie flyttede tilbage til Los Angeles.

Randy Newmans tre onkler – Alfred, Lionel og Emil Newman – var alle filmkomponister i Hollywood, så det lå næsten i kortene, at Randy Newman ville vælge en karriere i musik. Det var dog ikke underlægningsmusik til billeder på det hvide lærred, som han begyndte med.

Hans professionelle karriere som sangskriver begyndte som 17-årig, hvor hans kompositioner bl.a. blev indspillet af The Fleetwoods (”They Tell Me It’s Summer”, 1962), Pat Boone, Gene Pitney, Petula Clark, Dusty Springfield og Jackie DeShannon i de tidlige 1960’ere.

Midt i 1960’erne begyndte folk at få øjnene op for kvaliteten i Newmans sange, og det blev til flere hit med bl.a. Cilla Black (”I’ve Been Wrong Before”, 1965), Gene Pitney (”Nobody Needs Your Love”, 1966) og Alan Price Set (”Simon Smith and the Amazing Dancing Bear”, 1967). Sidstnævnte var så glad for Randy Newmans sange, at han indspillede hele syv af dem på sit album ”A Price on His Head”.

Succesen førte til, at Randy Newman fik sin egen pladekontrakt, og i 1968 debuterede han med albummet ”Randy Newman”, som indeholdt sangen ”I Think It’s Going to Rain Today”. Det var en kritikersucces, og derefter stod endnu flere topkunstnere i kø for at indspille hans sange, deriblandt Barbra Streisand, Bette Midler, Judy Collins, Glen Campbell, Nina Simone, Peggy Lee og Neil Diamond.

Året efter indspillede han sin første filmmusik med sangen ”Gone Dead Train” til filmen ”Performance”, med Mick Jagger i hovedrollen.

Op igennem 1970’erne udsendte Newman en stribe fine albums, bl.a. ”Sail Away” fra 1972, med signatursangen ”You Can Leave Your Hat On”, senere udødeliggjort af Joe Cocker.

Derefter kom flere plader, ofte med kontroversielle emner som sangene ”Short People” og ”The Biggest Night of Her Life”, men efter albummet ”Trouble In Paradise” i 1983, koncentrerede Newman mere og mere sine evner på at skrive filmmusik, en karriere han allerede havde indledt nogle år tidligere med musik til dramaet ”Ragtime”.

Mest kendt er hans musik og sange til adskillige Disney/Pixar-film, bl.a. de fire ”Toy Story”-film, samt ”A Bug’s Life”, ”Monster University” og ”Cars”.

Sideløbende har Randy Newman sporadisk udsendt nye albums, bl.a. ”Land of Dreams”, 1988, med sangen ”It’s Money That Matters”, og senest ”Dark Matter” i 2017.

Hele 22 gange har Randy Newman været nomineret til en Oscar. To gange har han vundet, dels med sangen ”If I Didn’t Have You” i 2002 og ”We Belong Together” fra ”Toy Story 3” i 2011. Endvidere har han modtaget Grammy-statuetter syv gange. I 2010 fik han en stjerne på Hollywood Walk of Fame og tre år senere blev han optaget i The Rock and Roll Hall of Fame.

Komponisten Burt Bacharach er død, 94 år

af Karsten Jørgensen

En af alle tiders største popkomponister, Burt Bacharach, er død, 94 år.

Fra en ydmyg begyndelse som akkompagnatør for filmdivaen Marlene Dietrich, arbejdede han sig op gennem pophierakiet, og sammen med tekstforfatteren Hal David komponerede han mange af 1960’ernes mest iørefaldende og slidstærke sange. Og listen af evergreens er næsten uendelig.

”Walk On By”, ”Do You Know The Way To San Jose?”, “Anyone Who Had A Heart”, “Make It Easy On Yourself” og “Alfie” er blot et minimalt udvalg af de sange, som i fortolkninger med Dionne Warwick, Cilla Black, Dusty Springfield og The Walker Brothers lå højt på hitlisterne.

Burt Bacharach havde en helt unik flair for at skrive melodier, der lød så enkle og ligetil, at de ofte med et nedladende udtryk blev klassificeret som ”easy listening”, men under overfladen havde hans sange som regel en struktur og opbygning, som var meget mere kompleks end det lød.

Bacharach skrev kun musik til én enkel traditionel musical på Broadway, ”Promises, Promises”, i 1969, men skrev til gengæld adskillige filmtemaer – ”What’s New Pussycat”, ”The Man Who Shot Liberty Valance”, ”The Look of Love” og ”Raindrops Keep Falling On My Head”, og mange huskes i dag bedre, end de film, de blev skrevet til.

Bacharach og Hal David i 1970, da de modtog en Oscar for Raindrops Keep Falling On My Head

Efter flere hits senere i 1960’erne, som ”I’ll Never Fall In Love Again”, ”I Say A Little Prayer” og “This Guy’s In Love With You”, komponerede Bacharach og David musik og sange til filmmusicalen ”Lost Horizon”, der i 1973 var en stor fiasko, og det blev en slags Waterloo for det populære makkerskab.

Spændingerne mellem Bacharach og David voksede under arbejdet på filmen, fordi komponisten ikke syntes, at Hal David bidrog nok til projektet. ”Jeg følte, at jeg arbejdede røven ud af bukserne, mens han bare spillede tennis i Acapulco”, sagde Bacharach senere om samarbejdet, der i 1960’erne kun havde sit lige i makkerskabet mellem John Lennon og Paul McCartney.

Fra 1970’erne og frem arbejdede Burt Bacharach med andre partnere, og fortsatte med at skrive mange hits. Han fik en Oscar for filmtemaet til ”Arthur” i 1981, en sang han skrev sammen med Carole Bayer Sager, som han giftede sig med i 1982, efter skilsmissen fra hans anden kone, skuespilleren Angie Dickinson.

Burt Bacharach med Angie Dickinson, 1965

Senere skrev Bacharach og Sayer også ”That’s What Friends Are For”, der blev en slags signatursang for arbejdet med AIDS-forskning og -forståelse. I 1990’erne indledte Bacharach et frugtbart samarbejde med Elvis Costello, som dels resulterede i sangen ”God Give Me Strength” til filmen ”Grace Of My Heart” i 1996, og senere et helt album, mesterværket ”Painted From Memory” i 1998, der modtog en Grammy. Senere arbejdede de sporadisk sammen, bl.a. på Costello-albummet ”Look Now” i 2018.

Bacharach og Elvis Costello

Er man ikke familiær med Bacharachs bagkatalog, kan man også med fordel lytte til The Carpenters version af ”Close To You”, Sandie Shaws ”(There’s) Always Something There To Remind Me”, Gene Pitneys ”Twenty Four Hours From Tulsa”, “What The World Needs Now Is Love” og mange, mange flere.

Burt Bacharach blev født i Kansas City, Missouri, den 12. maj 1928, og døde af naturlige årsager i sit hjem i Los Angeles den 8. februar 2023.

Ken Essex, som spillede viola på Beatles-sangen “Yesterday”, er død

af Karsten Jørgensen

Han havde en lang karriere som medlem af London Symphony Orchestra og medvirkede ved store nationale musikbegivenheder som de årlige Royal Variety Performances i London og det europæiske Melodi Grand Prix i Brighton i 1974, hvor Abba vandt med “Waterloo”.

Han kan høres på lydsporet til filmen “The French Lieutenant’s Woman” og tv-serien “Fawlty Towers”, samt et utal af populære indspilninger med bl.a. Barbra Streisand, Kate Bush, Cilla Black, Dusty Springfield, Petula Clark, Tom Jones og The Bee Gees, for blot at nævne nogle få.

Ken Essex med sin viola

Den 11. oktober 2021 døde viola-spilleren Ken Essex, 101 år gammel, og på trods af alle de populære navne, der står på hans cv, er der ingen tvivl om, at hans mest kendte indspilning var som en fjerdedel af strygekvartetten på The Beatles’ “Yesterday”, der reelt var en solooptagelse med Paul McCartney, uden bidrag fra de øvrige beatler.

Musikken til “Yesterday” blev indspillet i Abbey Road-studierne i det nordlige London den 17. juni 1965, og det hele gik så hurtigt, at musikerne – violinisterne Tony Gilbert og Sidney Sax, samt Francisco Gabarro på cello og Essex på viola – kun fik et halvt honorar for ulejligheden.

“Det tog os kun 20 minutter…og tænkte jeg bagefter, at vi havde præsteret noget specielt dén dag? Egentlig ikke. Det var ret enkelt”, sagde Ken Essex i 2016.

“Det kan godt være, at det blev et verdensomspændende hit, men vi fik kun standardhonoraret på 5 guineas*”, fortsatte Essex, som også spillede på The Beatles’ single i 1967, “Hello Goodbye”. Omvendt har komponisten til “Yesterday”, Paul McCartney, siden 1965 tjent omkring 50 millioner £ på sangen.

“Yesterday” blev ikke udsendt på single i England. Det gjorde den derimod i bl.a. Danmark

Kenneth Essex var født i Hinckley, Leicestershire, den 20. juli 1920, og begyndte at spille violin som otte-årig. Da han forlod skolen som 14-årig, stillede faren ham overfor valget mellem at få en videregående uddannelse eller fortsætte med violinundervisningen, da familiens økonomi ikke strakte til begge dele. Ken valgte musikken.

Han blev optaget på Royal Academy of Music i 1937 og skiftede instrument fra violin til viola, men da 2. verdenskrig brød ud et par år senere, meldte han sig til The Royal Marines Band, hvor han spillede saxofon.

Efter krigen vendte han tilbage til violaen og fik job hos London Philharmonic Orchestra. Senere spillede han i Hurwitz Quartet, Fleming String Trio, Amadeus Quartet, John Dankworths jazzorkester og London Symphony Orchestra, indtil han valgte livet som freelance-studiemusiker.

Ken Essex fejrede sin 100 års fødselsdag i 2020

Senere i karrieren fornyede han samarbejdet med Paul McCartney og spillede viola på en stribe sange fra McCartneys solokarriere i 1980’erne og 1990’erne – “Tug of War”, “Here Today”, “Wanderlust” og “C’mon People”.

*) guinea var en engelsk guldmønt, som blev brugt indtil 1971 og havde en værdi af 21 shilling.

Første kvindelige musiker på en Beatles-plade er død

af Karsten Jørgensen

Sheila Bromberg, som spillede harpe på Beatles-sangen ”She’s Leaving Home” fra albummet ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” i 1967 og dermed blev den første kvindelige musiker, som medvirkede på indspilninger med det berømte firkløver fra Liverpool, er død på et hospice i Aylesbury, England, 92 år gammel.

Allerede i begyndelsen af 1960’erne var Sheila Bromberg en flittig brugt klassisk musiker, og årsagen til, at hun sagde ja, da hun 17. marts 1967 fik tilbudt jobbet med at medvirke ved indspilninger i EMIs Abbey Road-studie i London samme aften, var, at hun var enlig mor med to små børn, og godt kunne bruge de ekstra penge.

Om aftenen, fra kl. 21 til midnat, prøvede hun at følge Paul McCartneys anvisninger, men som Sheila senere forklarede, havde McCartney svært ved at udtrykke helt præcist det, han gik efter.

”Han kunne ikke forklare det rigtigt, og det var som om han bare ventede på, at én af os andre skulle trække det ud af den blå luft”, sagde Sheila.

Folder med noderne til ‘She’s Leaving Home’

”Når jeg tænker tilbage på det, er jeg stolt af det, men dengang kunne jeg ha’ kvalt ham. Han anede ikke, hvad han ville, og det var enormt frustrerende, men når jeg lytter til albummet i dag, kan jeg godt se, hvad han gik efter”.

Sheila Bromberg huskede, at hun fik et honorar på 9 engelske pund for de tre timers arbejde, og selvom hun senere var stolt af sit bidrag til Beatles-historien, havde hun også ambivalente følelser overfor det. ”Jeg er kendt for at have spillet fire takter musik”, sagde hun. ”Det synes jeg er en anelse absurd”.

Sheila Zelda Patricia Bromberg, som var jøde, blev født 2. september 1928 i London, og klassisk uddannet fra Royal College of Music. Senere i sin karriere spillede hun med en stribe populære musiknavne: Frank Sinatra, Sammy Davis Jr., Dusty Springfield og The Bee Gees blandt andet, samt på soundtracket til to James Bond-film, ”Dr. No” og ”Goldfinger”.

Sheila Bromberg døde den 17. august 2021.