Tag: The Bee Gees

Ken Essex, som spillede viola på Beatles-sangen “Yesterday”, er død

af Karsten Jørgensen

Han havde en lang karriere som medlem af London Symphony Orchestra og medvirkede ved store nationale musikbegivenheder som de årlige Royal Variety Performances i London og det europæiske Melodi Grand Prix i Brighton i 1974, hvor Abba vandt med “Waterloo”.

Han kan høres på lydsporet til filmen “The French Lieutenant’s Woman” og tv-serien “Fawlty Towers”, samt et utal af populære indspilninger med bl.a. Barbra Streisand, Kate Bush, Cilla Black, Dusty Springfield, Petula Clark, Tom Jones og The Bee Gees, for blot at nævne nogle få.

Ken Essex med sin viola

Den 11. oktober 2021 døde viola-spilleren Ken Essex, 101 år gammel, og på trods af alle de populære navne, der står på hans cv, er der ingen tvivl om, at hans mest kendte indspilning var som en fjerdedel af strygekvartetten på The Beatles’ “Yesterday”, der reelt var en solooptagelse med Paul McCartney, uden bidrag fra de øvrige beatler.

Musikken til “Yesterday” blev indspillet i Abbey Road-studierne i det nordlige London den 17. juni 1965, og det hele gik så hurtigt, at musikerne – violinisterne Tony Gilbert og Sidney Sax, samt Francisco Gabarro på cello og Essex på viola – kun fik et halvt honorar for ulejligheden.

“Det tog os kun 20 minutter…og tænkte jeg bagefter, at vi havde præsteret noget specielt dén dag? Egentlig ikke. Det var ret enkelt”, sagde Ken Essex i 2016.

“Det kan godt være, at det blev et verdensomspændende hit, men vi fik kun standardhonoraret på 5 guineas*”, fortsatte Essex, som også spillede på The Beatles’ single i 1967, “Hello Goodbye”. Omvendt har komponisten til “Yesterday”, Paul McCartney, siden 1965 tjent omkring 50 millioner £ på sangen.

“Yesterday” blev ikke udsendt på single i England. Det gjorde den derimod i bl.a. Danmark

Kenneth Essex var født i Hinckley, Leicestershire, den 20. juli 1920, og begyndte at spille violin som otte-årig. Da han forlod skolen som 14-årig, stillede faren ham overfor valget mellem at få en videregående uddannelse eller fortsætte med violinundervisningen, da familiens økonomi ikke strakte til begge dele. Ken valgte musikken.

Han blev optaget på Royal Academy of Music i 1937 og skiftede instrument fra violin til viola, men da 2. verdenskrig brød ud et par år senere, meldte han sig til The Royal Marines Band, hvor han spillede saxofon.

Efter krigen vendte han tilbage til violaen og fik job hos London Philharmonic Orchestra. Senere spillede han i Hurwitz Quartet, Fleming String Trio, Amadeus Quartet, John Dankworths jazzorkester og London Symphony Orchestra, indtil han valgte livet som freelance-studiemusiker.

Ken Essex fejrede sin 100 års fødselsdag i 2020

Senere i karrieren fornyede han samarbejdet med Paul McCartney og spillede viola på en stribe sange fra McCartneys solokarriere i 1980’erne og 1990’erne – “Tug of War”, “Here Today”, “Wanderlust” og “C’mon People”.

*) guinea var en engelsk guldmønt, som blev brugt indtil 1971 og havde en værdi af 21 shilling.

Første kvindelige musiker på en Beatles-plade er død

af Karsten Jørgensen

Sheila Bromberg, som spillede harpe på Beatles-sangen ”She’s Leaving Home” fra albummet ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” i 1967 og dermed blev den første kvindelige musiker, som medvirkede på indspilninger med det berømte firkløver fra Liverpool, er død på et hospice i Aylesbury, England, 92 år gammel.

Allerede i begyndelsen af 1960’erne var Sheila Bromberg en flittig brugt klassisk musiker, og årsagen til, at hun sagde ja, da hun 17. marts 1967 fik tilbudt jobbet med at medvirke ved indspilninger i EMIs Abbey Road-studie i London samme aften, var, at hun var enlig mor med to små børn, og godt kunne bruge de ekstra penge.

Om aftenen, fra kl. 21 til midnat, prøvede hun at følge Paul McCartneys anvisninger, men som Sheila senere forklarede, havde McCartney svært ved at udtrykke helt præcist det, han gik efter.

”Han kunne ikke forklare det rigtigt, og det var som om han bare ventede på, at én af os andre skulle trække det ud af den blå luft”, sagde Sheila.

Folder med noderne til ‘She’s Leaving Home’

”Når jeg tænker tilbage på det, er jeg stolt af det, men dengang kunne jeg ha’ kvalt ham. Han anede ikke, hvad han ville, og det var enormt frustrerende, men når jeg lytter til albummet i dag, kan jeg godt se, hvad han gik efter”.

Sheila Bromberg huskede, at hun fik et honorar på 9 engelske pund for de tre timers arbejde, og selvom hun senere var stolt af sit bidrag til Beatles-historien, havde hun også ambivalente følelser overfor det. ”Jeg er kendt for at have spillet fire takter musik”, sagde hun. ”Det synes jeg er en anelse absurd”.

Sheila Zelda Patricia Bromberg, som var jøde, blev født 2. september 1928 i London, og klassisk uddannet fra Royal College of Music. Senere i sin karriere spillede hun med en stribe populære musiknavne: Frank Sinatra, Sammy Davis Jr., Dusty Springfield og The Bee Gees blandt andet, samt på soundtracket til to James Bond-film, ”Dr. No” og ”Goldfinger”.

Sheila Bromberg døde den 17. august 2021.

Producer og manager Robert Stigwood er død, 81 år

af Karsten Jørgensen

Robert Stigwood, som i 1967 var tæt på at overtage rollen som The Beatles’ manager efter Brian Epstein og ti år senere producerede fiasko-filmen ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, baseret på gruppens legendariske album af samme navn, er død i en alder af 81 år.

Robert Colin Stigwood blev født i Adelaide i Australien i 1934. Som 21-årig flyttede han til England, hvor han havde forskellige småjobs i teatre, før han dannede Robert Stigwood Associates Ltd., et selskab som var fødselshjælper for unge håbefulde skuespilleres ambitioner.

Robert Stigwood og Andrew Lloyd Webber, 1978

Robert Stigwood, t.v., sammen med musicalkomponisten Andrew Lloyd Webber

Én af disse skuespillere var en ung mand, John Leyton, som Stigwood hjalp i gang med en musikkarriere, da han, sammen med Joe Meek, producerede sangen ”Johnny Remember Me”, som skød helt op på førstepladsen af den engelske hitliste i 1961.

På trods af en stribe hits med John Leyton og et samarbejde hos EMI med sangere som Mike Sarne og Mike Berry, var de tidlige 1960’ere en økonomisk usikker periode for Robert Stigwood.

Men i 1966 gik der hul på bylden. Stigwood kom i kontakt med The Who, og overtalte dem til at skrive kontrakt med hans nye pladeselskab, Reaction Records. Samme år blev han også manager for supergruppen Cream og finansierede indspilningen af deres debut-album, som blev udsendt på Polydor Records. Efter gruppens opløsning to år senere, fortsatte Stigwood som manager for Eric Clapton gennem hans tid i både Blind Faith og Derek & The Dominos og langt ind i hans solokarriere.

I januar 1967 fusionerede Stigwoods selskab med Brian Epsteins NEMS Enterprises, men det var en skrøbelig konstruktion, idet The Beatles, som Epstein var manager for, allerede fra starten var mistænksomme og nægtede at samarbejde med Stigwood.

Efter Epsteins død i august 1967, hvor NEMS blev overtaget af hans bror Clive Epstein, var Stigwoods dage talte, og da året gik på hæld havde han trukket sig ud af samarbejdet og dannet et nyt selskab, Robert Stigwood Organization (RSO), og et pladeselskab, RSO Records.

Robert Stigwood (t.h.) med The Bee Gees, 1970

Stigwood, t.h., sammen med The Bee Gees, 1970

Stigwood arbejdede som presseagent for bl.a. Mick Jagger, Rod Stewart og David Bowie, og RSO Records udgav populære plader med The Bee Gees, Eric Clapton, Yvonne Elliman og, senere, soundtrack-albums som ”Saturday Night Fever”, ”Grease” og ”Fame”.

En afdeling af RSO helligede sig filmmediet og producerede de førnævnte kassesucceser ”Saturday Night Fever” og ”Grease”, samt ”Tommy”, ”Staying Alive” og ”Evita”, med Madonna i hovedrollen. Men indimellem var der også eklatante fiaskoer: den stort anlagte men skuffende musical-film ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” i 1978, med The Bee Gees og Peter Frampton i hovedrollerne, som blev slagtet af både anmeldere og publikum, og en katastrofal ”Grease 2”.

Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band - soundtrack album

Soundtrack-albummet “Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, 1978

Alligevel stod lykken ham som oftest bi, og i sine senere år placerede medierne ham regelmæssigt blandt de rigeste mennesker i England.

Robert Stigwood, der af både venner og fjender blev kaldt ”Stiggy”, døde af ukendte årsager den 4. januar 2016.