Tag: Austin Butler

Premiere på Baz Luhrmanns Elvis-film i juni

af Karsten Jørgensen

Baz Luhrmanns længe ventede film om Elvis Presley bliver præsenteret på filmfestivalen i Cannes, som løber af stablen i sidste halvdel af maj. Biografpremiere er der den 24. juni i Nordamerika, og den 22. juni i resten af verden.

Fornylig fik Presleys eks-kone Priscilla et smugkig på den færdige film, som blot får titlen ”Elvis”, og hun var fuld af lovprisninger for specielt Austin Butlers præstation i hovedrollen som Elvis Presley.

Priscilla Presley

”Det er historien om forholdet mellem Elvis og Colonel Parker”, skrev Priscilla på Facebook. ”Det er en sand historie, som bliver fortalt fremragende og kreativt på en måde, som kun Baz, med sit unikke talent, kan gøre det”.

”Og Austin Butler, som spiller Elvis, er enestående … for han vidste, at det var store sko at udfylde”.

Rollen som Colonel Parker bliver spillet af Tom Hanks, der fremstiller manageren, som styrede Elvis og hans karriere, indtil ikonets alt for tidlige død som 42-årig i 1977.

”Colonel Parker havde to sider, og jeg oplevede dem begge”, skrev Priscilla på Facebook. ”Historien, som vi kender den, endte ikke lykkeligt. Men jeg tror, at folk forstår den lidt bedre, når de ser denne film, af en instruktør, som har lagt både hjerte og sjæl og mange, mange timer i den”.

Priscilla Presley i 1975