En kugle fra den revolver, som skød John Lennon, skal på auktion

af Karsten Jørgensen

Det er indimellem de særeste ting, som udbydes til salg til fanatiske samlere, og rockmusikken har igennem årene været leveringsdygtig i adskillige artefakter, som er kommet under hammeren til uhyrlige summer.

Hvem husker ikke for snart mange år siden, da et stykke af en toast, som George Harrison angiveligt skulle have levnet på sin tallerken engang i midten af 1960’erne, kunne erhverves, hvis man var rig og ihærdig nok? Harrison hævdede imidlertid, da han blev spurgt, at toastbidden ikke var ægte, da han altid havde spist op.

Imorgen, den 29. februar, kommer endnu en Beatles-relateret genstand til salg, via auktionsfirmaet Anderson & Garland i den engelske by Newcastle.

Det er en kugle, affyret med den revolver, som dræbte John Lennon i december 1980. Kuglen stammer dog ikke fra den skæbnesvangre vinteraften, der afsluttede eks-beatlens liv som kun 40-årig foran indgangen til hans hjem i Dakota-bygningen i New York.

Men historien bag revolverkuglen er næsten ligeså underlig, som selve den makabre genstand.

Den engelske politifunktionær Brian Taylor rejste, sandsynligvis få år efter mordet på Lennon, til New York med en gruppe unge politiaspiranter, som uheldigvis blev fanget i en skudveksling med kriminelle mens de sad i en politibil.

Bagefter besøgte Taylor et politimuseum i storbyen, hvor der var en udstilling af våben fra berømte mordsager, deriblandt den revolver, Mark David Chapman havde benyttet til mordet på John Lennon.

Som en slags undskyldning for den voldsomme oplevelse i New York, lod politiet Taylor affyre et skud med revolveren, og bagefter fik han både kuglen og patronhylstret med hjem som souvenir.

Brian Taylor fik senere de to genstande indrammet, sammen med et billede af sig selv, hvor han stod med revolveren, og havde det hængende på væggen, indtil han for kort tid siden døde.

Da revolverkuglen er en noget usædvanlig auktionsgenstand, er der derfor en vis usikkerhed om, hvor meget den kan indbringe.

John Lennon i New York, få timer før han blev skudt og dræbt, 1980

Start a Conversation

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.